Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
27.01.1856 https://digipress.digitale-sammlungen.de/view/bsb10532216_00033_u001/7?cq=andersen Briefe aus Weimar. 23. Januar 1856. Seit längerer Zeit hat uns keine Opern-Novität
in kleinerem Genre und anspruchsolser Form in dem Maß interessiert, wie die
lyrische Oper "Klein Karin", Text von H.C. Andersen, Musik von J.P.E. Hartmann* , welche am 17. Januar auf unserem Hoftheater
überhaupt zum ersten Male in Deutschland aufgeführt wurde. Unser Publikum
verhielt sich zwar diesem anmuthigen nationalen Genrebild gegenüber sehr
indifferent, doch gereicht ihm das keinesweg zum Lobe. Der Sinn für das
Harmlose, Zarte, Einfache auf der Bühne scheint immer mehr abhanden zu kommen.
Man verlangt jetzt von der kleinsten einaktigen Oper Spannungen,
Verwickelungen, Effekte, wie der größten Oper; man drängt allenthalben den
Text, die Fabel in den Vordergrund, als wenn nicht eine angenehme und
entsprechende Musik bei der reinen lyrischen Oper die Hauptsache wäre, die,
wenn sien ur von einem vernünftigen, anständigen, die Entfaltung lyrischer
Stimmungen, und naturgemäßer Situationen, befördernden Text getragen wird,
allen Anforderungen genügt, die man gerechter Weise an sie machen darf. Wir stellen nicht die Abrede, daß der Text
von Andersen höheren dramatischen Anforderungen nicht entspricht; daß eine
gewisse Einförmigkeit, ein Gefühlsübermaß ohne dramatische Kraft, ein Mangel an
Entwickelung und Charakteristik ihm vorzuwerfen sei. Aber Andersen ist nie
Dramatiker gewesen, sondern eine durchaus lyrische Natur, welche wohl darauf
Anspruch machen darf, daß man ihr in derselben haramlosen Weise entgegen kommt,
durch welche der dänische Dichter ein Liebling des gebildeten deutschen
Publikums geworden ist. Das Balladenhafte des ganzen Stoffes erklärt sich
dadurch, daß Andersen seinem Texte eine dänische Volksballade zu Grunde legte,
wie denn die Geschichte von "Liden Kirsten" (der dänische Titel der Oper) in
der dänischen Volkssage überhaupt eine große Rolle spielt. Wenn schon der Text zu "Klein Karin" durch
sein nationales Element, und durch die in ihn verwebten Balladen, unser
Interesse erregen mußte, so verdient die Musik von Hartmann*
unsere Aufmerksamkeit in höherem Grade. Hartmann*
(geboren 1805), Professor und Musikdirektor am Conservatorium in Kopenhagen,
Schwiegervater von Gade* , hat eine ganze Reihe
von Opern und Melodramen componiert, zu denen Andersen, Hertz* ,
Heiberg* , Oehlenschläger* u.A. den
Text lieferten. "Liden Kirsten" ist, unseres Wissens, seine letzte Oper. Sie
kam 1847 in Kopenhagen zuerst zur Aufführung. In Deutschland waren bis jetzt
nur Instrumentalwerke von ihm bekannt geworden. Das Verdienst, seine erste Oper
in Deutschland hier zur Aufführung gebracht zu haben, ist daher ein sehr
annerkennenswerthes. Die Hauptstärke Hartmanns*
ist seine meisterliche Behandlung der dänischen Volkslieder, die auch in "Klein
Karin" den Glanzpunkt bildeten. Wir heben vorzugsweise die beiden Lieder des
Minnewart (Narren) mit Chor, sowie das reizende Duett zwischen Karin und
Hjalmar (die Ballade von der Königstochter und dem Edelknecht beim Würfelspiel)
hervor. Doch wurden auch in andere Nummern offenbar Volksmelodien verwebt; so
in das Quartett mit Chor (Nr. 4), dem gelungensten Ensemblestück der Oper; in
die Romanze mit Chor und Tanz (Hmoll 3/8) und in die "Wechsel Romanze" (nr. 11)
– Eigentlich dramatische Entwicklung und Charakteristik läßt Hartmann*
allerdings vermissen; die Bewältigung tragischer Situationen, großer Ensembles
ist nicht seine Sache. Er kann sich nirgends von der Liedform ganz befreien,
kommt zu keinem dramatischen Schwung, und begwegt sich mit Vorliebe in den
kleineren Formen, zuweilen sogar in Aphorismen. Bei diesen Eigenschaften dürfte
ihm eine große Oper schwerlich gelingen, doch sichert ihm sein Talent gerade in
der lyrischen Oper eine sehr respektable und charakteristische Stellung. Von großem Interesse war uns seine auffallende
harmonische und melodische Verwandschaft mit Gade* ,
zu dem er geweissermaßen eine dramatische Ergänzung bildet, sowie ein
eigenthümlich sympathischer Zug mit Schumann* , der sich namentlich
in der Behandlung des Recitativs, der Phrasirung und der Instrumentation kund
giebt. – Aus allen diesen Gründen sei diese reizende Oper anderen Bühnen zur
Aufnahme aufs Beste empfohlen. Eine Trennung in zwei Akte dürfte der Oper noch
von Vortheil sein. – Die Aufführung hier war eine vortreffliche. Weimarer
Sonntagsblatt 27.1.1856 Breve fra Weimar. 23. januar 1856. I længere tid har ingen operanyhed
i den mindre genre og i fordringsløs form i den grad interesseret os som den
lyriske opera Klein Karin med tekst af H.C. Andersen og musik af J.P.E. Hartmann* , og den blev opført den 17. januar
på vort Hoftheater. Vort publikum forholdt sig ganske vist indifferent over for
dette yndige nationale genrebillede, men det slår slet ikke til som ros. Sansen
for det harmløse, sarte, enkle på scenen synes at forsvinde stadig mere. Af
selv den mindste enakters opera forlanger man spænding, forviklinger, effekter
som i den største opera; overalt trænger man teksten, fabelen i forgrunden, som
om en behagelig og tilsvarende musik ikke var hovedsagen ved den rent lyriske
opera, hvis blot den bæres af en fornuftig, anstændig tekst, som løfter udfoldelsen
af lyriske stemninger og naturlige situationer, og således tilfredsstilles alle
krav, man retmæssigt kan stille til den. Vi kan ikke nægte, at Andersens
tekst ikke tilfredsstiller de højere dramatiske krav, og at han kan bebrejdes
en vis ensformighed, en overflod af følelser uden dramatisk kraft, en mangel på
udvikling og karakteristik. Men Andersen har aldrig været dramatiker, men
derimod en helt igennem lyrisk natur, som vel kan gøre krav på, at man
imødekommer den på samme harmløse måde, hvorpå den danske digter er blevet det
dannede tyske publikums yndling. Det digtlignende i hele stoffet viser sig
derved, at Andersen lagde en dansk folkevise til grund for sin tekst, og
således spiller historien om "Liden Kirsten" (den danske titel på operaen) i
det hele taget en stor rolle. Omend teksten til "KleinKarin" med
sit nationale element, og i kraft af de indflettede digte kunne vække vores
interesse, så fortjener Hartmanns* musik
vores opmærksomhed i højere grad. Hartmann*
(født 1805), professor, musikdirektør ved konservatoriet i København, svigerfar
til Gade* , har komponeret en lang række
operaer og melodramaer, hvortil Andersen, Hertz* ,
Heiberg* , Oehlenschläger*
og andre leverede teksten. "Liden Kirsten" er så vidt vi ved, hans sidste
opera. Den blev første gang opført i København i 1847. I Tyskland kender man
indtil nu kun hans orkesterstykker. Det er derfor meget anerkendelsesværdigt,
at hans opera nu kommer til opførelse i Tyskland. Hartmanns*
største styrke er hans mesterlige behandling af de danske folkeviser, som også
dannede højdepunktet. Vi fremhæver fortrinsvis narrens to
sange med kor, samt den henrivende duet mellem Karin og Hjalmar (kongedatterens
og adelsmandens ballade ved terningespillet). Men også i andre numre blev helt
tydeligt indvævet folkemelodier, således i kvartetten med koret (nr. 4), det
mest vellykkede orkesterstykke i operaen; romancen med kor og dans (h-mol 3/8) og
i vekselromancen (nr 11). – Egentlig dramatisk udvikling og karakteristik
udelader Hartmann* dog; håndteringen af
tragiske situationer, i store orkestre, er ikke hans styrke. Han kan ikke befri
sig helt fra viseformen, kommer ikke frem til nogen dramatisk kraft og bevæger
sig helst i de mindre former, undertiden endog i aforismer. Med disse
egenskaber burde en stor opera vanskeligt kunne lykkes for ham, men hans talent
sikrer ham netop i den lyriske opra en meget respektabel og karakteristisk
stilling. For os var hans påfaldende
harmoniske og melodiske slægtskab med Gade*
af stor interesse, som han på en vis måde komplementerer dramatisk, samt et
ejendommeligt sympatisk fællestræk med Schumann* ,
som især viser sig i behandlingen af recitativer, fraseringen og
instrumentationen. Af alle disse grunde skal denne henrivende opera hermed være
anbefalet til opførelse på andre scener. En deling af operaen i to akter kunne
være en fordel. – Opførelsen her var fortræffelig.
02.02.1856
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 2. Fbr. [18]56.
Mein theuerster Freund!
Zuerst tausend herzl. Dank, für die Übersendung des interessanten Musikstückes, was Krägen* und die Ricciusse* * sehr als originell, und geistreich erfreute! Dann für – der König träumt!. Die Vision muß reizend sein – mit Sachverständigen sprach ich darüber, die es anerkannten, nur glaubt man, daß das Sujet im Auslande weniger Interesse und Anklang finden könnte, als wo es Eigenthum des Volkes ist, und seine Begebenheit im Lande! Jetzt auch ist Alles zerstört! – Denken Sie – Gestern früh, wohl und gesund, nimmt Frau v. Lüttichau* ./ . ein Molkenbad – und da sie ungewöhnlich lange still bleibt, öffnet die Kammerjungfer die Thür – und findet sie – todt;! ein Gehirnschlag hatte ihrem schönen Leben welches ein Segen für die ihrigen und allen ihren Freunden war – ein schnelles Ende gemacht! – Sie kannten diese edle Seele! Sie wissen wie viel sie mir war – und ganz trostlos gehe ich umher, und kann den Gedanken nicht fassen! Noch den Tag vorher schrieb sie mir ein liebes Billet, und zu Heute Abend war b[e]y mir eine kleine Lecture bestimmt, wo Carus* ein Gedicht – die Schlangen – von Grimm* * – und Professor Hettner* über die griechische und über die Göthische ./. Iphigenie, etwas vortragen wollten, worauf sich Fr. v. Lüttichau* sehr gefreut, und obgleich sie Nirgends eine Einladung annimmt und aus geht, so machte sie b[e]y mir eine Ausnahme und als ich 6 Wochen jetzt so krank und in immerwährenden Schmerzen lag – fand sie immer Zeit – nach mir zu fragen – und ein ½ Stündchen b[e]y mir zu sitzen. Carus* ihr treuster Freund – ist ganz vernichtet über ihren Verlust – die ganze Stadt trauert. Verzeihen Sie, mein bester Herr Andersen, wenn ich Heute nicht mehr schreiben kann, mein Herz ist zu voll Trauer, meine Augen voll Thränen.
Sagen Sie der Baronesse Stampe* wie glücklich mich die Sendung ./. von Thorwalzens* Hände und Maske gemacht – und wie ich ihr bald schreiben würde, Heute bin ich keines andren Gedankens fähig! – Sie werden das begreifen, eingedenk der Besuche die wir ihr in dem schönen Pillnitz gemacht!
Noch immer darf ich das Zimmer nicht verlaßen, zerstört sind alle meine Pläne für Geselligkeit nun ist mein Muth gebrochen und ich sehne mich nach milder Luft, die mir das Umziehen nach Maxen möglich macht.
Leben Sie wohl und froh!
Fr Serre
Dresden den 2. feb. [18]56.
Min dyrebareste ven!
Allerførst tusind hjertelige taksigelser for at sende det interessante musikstykke, som glædede Krägen* og begge Riccius* * meget, og de fandt det meget originalt og åndrigt. Og så for Kongen drømmer! Visionen må være henrivende – jeg talte med sagkyndige om det, og de anerkendte det, men man tror, at emnet kunne finde mindre genklang i udlandet, end der hvor det er folkets ejendom og dets hændelse i landet! Nu er alt også ødelagt. Tænk Dem – i går morges, tog fru v. Lüttichau* rask og sund et mælkebad, og da hun har været usædvanligt stille i lang tid, åbner kammerjomfruen døren – og finder hende – død! En hjerneblødning har gjort en hurtig ende på hendes smukke liv, som var en velsignelse for hendes familie og alle hendes venner! De kendte denne ædle sjæl! De ved hvor meget hun var for mig – og ganske utrøstelig går jeg omkring, og kan ikke fatte det! Bare dagen før skrev hun mig en kær lille hilsen, og til i aften var hos mig bestemt en lille forelæsning, hvor Carus* ville sige noget om et digt – Die Schlangen af Grimm* * – og professor Hettner* om den græske og goetheske Iphigenie – og det havde fr. v. Lüttichau* glædet sig meget til, og selv om hun aldrig tager imod en indbydelse eller går ud, så gjorde hun en undtagelse hos mig, og da jeg nu i 6 uger har været så syg og lå med vedvarende smerter – fandt hun altid tid til at spørge til mig og sidde ½ time hos mig. Carus* er hendes nærmeste ven – han er helt ødelagt over tabet – og hele byen sørger. Undskyld min bedste hr Andersen, når jeg ikke kan skrive mere i dag, mit hjerte er fuldt af sorg, mine øjne fulde af tårer.
Sig til baronesse Stampe* hvor lykkelig tilsendelsen af Thorvaldsens* hænder og hans maske har gjort mig, og at jeg snart vil skrive til hende, i dag er jeg ikke i stand til flere tanker! – De vil forstå det, i betragtning af det besøg, vi gjorde hos hende i det skønne Pillnitz.
Jeg må stadig ikke forlade værelset, alle mine planer for selskabelighed er ødelagt, nu har jeg mistet modet og jeg længes efter mildere luft, som min flytning til Maxen muliggør.
Levvel og vær glad.
Fr. Serre.
BrevID 17797: FrS-brev af 2/2 1856 (Collin XI, 14/299, billedid 5144-47).
des interessanten Musikstücks: der er sikkert tale om enten Henrik Rungs* (1807-71) musik til Kongen drømmer eller H. C. Lumbyes* (1810-74) musik til Ole Lukøie
Krägen* : Karl Krägen* (1797-1879) den polskfødte klavervirtuos, der virkede som hofpianist i Dresden, boede iflg. Adressbuch i samme hus som fam. Serre.
die Riciusse* * : brødrene Karl August* (1830-93) og Heinrich R.* (1831-63), hvis musikalske uddannelse var blevet bekostet af FrS.
Frau von Lüttichau* : teaterchefen Wolf von Lüttichaus* hustru, Ida v. L., f. von Knobelsdorff* (1798-1856), som var en nær veninde af FrS
Molkenbad: mælkebad, d.v.s. varmt vand tilsat mælk, honning og mandelolie. Blev anset for at befordre "wellness" og skønhed. I Schweiz tog man molkenbad i det fri.
die Schlangen von Grimm* * : der kan være tale om eventyret "Die weisse Schlange", som brødrene Grimm* * optog i deres "Kinder- und Hausmärchen".
über die griechische und die Göthische Iphigenie: prof. H. har draget sammenligninger mellem Euripides’* tragedie "Iphigenia auf Tauris" og J. W. Goethes* skuespil "Ifigenie auf Tauris" (1787). –
der Besuche die wir ihr in … Pillnitz gemacht: FrS hentyder sikkert til et besøg, hun sammen med baronesse Stampe* aflagde hos familien von Lüttichau* * i dennes sommerbolig i Pillnitz.
16.02.1856 https://digipress.digitale-sammlungen.de/view/bsb10527501_00053_u001/7?cq=klein%20karin In Weimar kam die Oper des Dänen Hartmann*
"Klein Karin" zur Aufführung und gefiel. I Weimar kom operaen "Liden Kirsten"
af danskeren Hartmann* til opførelse og
behagede.
28.02.1856 Almanak : Brev til Fru Serre i Maxen.
(BrevID 23592 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
02.04.1856
Fra: Hans Christian Andersen Til: Friederike Serre
Kjøbenhavn 2den April 1856
Kjære trofaste Veninde!
Ja, De er velsignet og god, De er som en inderlig deeltagende Søster mod mig! jeg vidste at De tænkte paa mig i Dag, ja ved Deres Middagsbord blev maaskee min Skaal drukket, men De har endnu udtalt Dem nærmere, jeg har faaet Deres Hilsen [overstreget: gjen…] Deres og den kjære Hr Majors Lykønskning til mit nye Livsaar! Klokken henimod 10 i Formiddags klang den fra Dresden og gjennem Telegraph-Strængen, naaede den da mig i min Bopæl i Eftermiddag Klokken 2½. O hvor mageløst smukt af Dem, kjære Fru Serre og hvor velsignet er ikke Opfindelsen! jeg spiiste i Middags hos Ørsteds* * [overstr: imorgen Middag] alle Børnene* * * der vare samlede og der jublede vi Alle i Glæde over hvor deiligt nær, i vor Tid, alle kjære kunne rykke hinanden. – Min Stue er i Dag som overfyldt med Blomster, en heel Have, aldrig har jeg eiet saa mange. Et Dusin deilige Bouquetter har jeg, vor høist yndede Skuespiller Mad R* bragte mig selv een af disse; fra en Ubekjendt har jeg faaet 5 store prægtige Rosentræer, Thee-Roser, gule Roser, Provinds Roser, Vinduer ere fyldte med Violer, Lilleconvaller og de forskjelligste Slags Foraars Vexter, jeg har i Aften maattet lade de meest duftende fløtte ud saaledes beaande de Værelset. Imorges da jeg vaagnede var det alt det deiligste ./. Veir og just derved blev jeg stærk veemodig jeg følte Reise-Længsel i en smertelig Grad. Det kom saaledes; to af mine Venner* * , den ene Svigersøn* til Excellensen Collin* Etatsraad Drevsen* , hvis Datter* er gift med den unge Baron Stampe* , reiste netop igaar Eftermiddags til Stettin for at flyve gjennem Tydskland til Italien, hele Reisen bliver kun henved fire Maaneder, jeg var taget med, som jeg nok i et tidligere Brev har berørt, havde jeg ikke saa temmelig haabet at De kjære Fru Serre, var kommet til Danmark, og jeg vilde da ikke være borte, jeg glædede mig til være sammen med Dem paa Glorup og Nysøe, fornuftigst var det ogsaa for min nye Romans Fuldendelse ikke at jage til Italien og jeg blev. For otte Dage siden, sagde den ældre Baronesse Stampe* mig at De ikke kom, nu kunde jeg have reist med til [Italien rettet til:] Syden, men jeg blev min tagne Beslutning tro, imidlertid var jeg igaar ved de Andres Afreise meget øm om Hjertet og i morges ganske nedstemt, just fordi Luften var saa stille, Solen skinnede saa varmt, Alt indbød til Reise. siden kom Blomster, Breve i Mængde og Ægteparret Serres Hilsen, med Storm-Flugt over Land og Hav til mig! jeg skriver strax i Aften for inderlig bevæget og hjerteligt at takke Dem. Sidst i denne Maaned tager jeg ud til Nysøe, derfra besøger jeg andre Venner ./. paa Godser der i Nærheden, men da er det rigtignok min Længsel og Agt ogsaa at flyve til Maxen; De og Deres ere dog hjemme i denne Sommer? Jeg veed milde Øine ville see mig og at jeg er velkommen. – Af Curiosa maa jeg dog fortælle Dem at hele Kjøbenhavn nu i snart en Maaned have havt travlt med at forlove mig og at Bruden skulde være Baronesse Janina Stampe* ; der er naturligviis ikke den mindste Sandhed deri, og det er ganske komisk at Folk saaledes reent ud af Luften har kunnet sammenstille et Parti der aldrig vil blive. Mueligt har Historien ogsaa naaet Dem! – Men nu Lev vel
Deres trofast hengivne
H
BrevID 17807: HCA–brev af 2/4 1856 (Collin XVII, 32/582, billedid 5483-85, mikrofilm 12, 148-50).
Klang den fra Dresden gjennem Telegraph-Strængen: for 1. gang fik HCA en telegrafisk hilsen fra udlandet. Han var i maj 1853, i Kbh, blevet præsenteret for dette nye medium.
Middags hos Ørsteds* * [overstr: imorgen Middag] alle Børnene* * * . Birgitte* og HC. Ørsted* , Børnene: Mathilde* , Nicolai* , Sophie Ørsted* .
Mad R* : skuespillerinden Anna Rosenkilde* (1825-85).
to af mine Venner: Jonas Collins* svigersøn, juristen Adolph Drewsen* (1803-85) og papirhandler Wilhelm Wanscher* (1802-82).
hvis Datter* er gift med den unge Baron Stampe* : Jonna Drewsen* (1827-78), blev i 1850 g.m. stamherren til Nysø, baron Henrik Stampe* (1821-92), som s.å. overtog forpagtningen af Christinelund, hvor HCA flere gange var på besøg.
for min nye Romans Fuldendelse: HCA havde i 1856 romanen At være eller ikke være i arbejde. Den udkom i maj 1857. http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=763
sidst i denne Maaned tager jeg ud til Nysøe: i forventning om, at FrS omsider ville komme på besøg i Danmark, med ophold hos vennerne på Glorup og Nysø og i København, har HCA vel givet baronesse Stampe* løfte om at ville komme til Nysø. FrS kom imidlertil ikke på besøg i Danmark, HCA opgav så besøget på Nysø og tog i stedet til Basnæs, hvor han i 1855 for første gang havde været "rigtig"gæst hos Henriette Scavenius* (1819-98). Besøgene i 1855 og 1856 blev efterfulgt af talrige andre besøg på Basnæs, således at denne sydsjællandske herregård blev den herregård, HCA besøgte tiest, ofte på langvarige besøg.
hele Kjøbenhavn … have havt travlt med at forlove mig … Baronesse Janina Stampe* : den nævnte baronesse var datter af Hendrik* og Christine Stampe* . Hun var født i 1833 og døde allerede i 1862.
06.05.1856
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen den 6. May [18]56.
Theuerster Freund!
Täglich correspondire ich mit Ihnen in Gedanken, und wünsche und sehne Sie herbey! Denn Alles blüht und grünt – bald auch blüht der Hollunder – und zum Pfingstfest haben sich viele Bekannte angekündigt. Aber recht heimisch bin ich noch nicht hier geworden. Wir begleiteten nämlich Frau v. Berge* nach Berlin, welche der berühmte Graeve* vom Grauen Stahr operiren wollte und zu dieser Zeit sie bestellt. Schon waren ihre Zimmer im Clinique genommen – da erklärte er – vor dem Herbst wäre eine Operation unmöglich, sie müsse erst auf beide Augen erblinden! Eine schlimme und traurige nächste Zukunft! Gerade an meinem Geburtstag – dem 28 st. April, saßen ./. wir von Mittag 12 Uhr bis ½ 4 in dem Clinique, in dem Operations Saale, und warteten auf seinen Ausspruch, unter den stöhnenden und ächzenden Kranken. Da meine Familie noch in tiefer Trauer ist – so war auch für mich keine Zeit zu Vergnügungen , und darum kehrten wir den 4. Tag nach Dresden zurück – wo ich 27 liebe Briefe zu beantworten vorfand – daher Verzeihung, wenn ich später als ich gedacht antworte.
Auch lag der Harald Moltke* von Paris nach Wien durchreisend, an Unterleibs Entzündung gefährlich krank – und es war uns ein Trost ihn diese 8 Tage zur Seite stehen zu können. Nun ist er nach Wien fort, bat mich aber dringend, dem Papa* nichts davon zu schreiben, da er seiner Unvorsichtigkeit diese ./. Krankheit verdankte! Graf Moltke* schrieb mir, er hätte sie [Sie] bey einer Cousine* auf dem Lande gefunden! Nun aber, bitte erfreuen Sie uns bald mit Mittheilung Ihrer Sommerpläne! Im Anfang Juny kommen 2 sehr musicalische junge Damen nach Maxen, Anfang Juli Julie Burrow* auf 8 Tage – bis Anfang August bleibe ich in Maxen, da mein Mann mich gern zu seinem Gebt. hier hat, den er gern heiter begeht.
Ihr Zimmer ist immer bereit, unser Herz schlägt Ihnen entgegen, der Frühling öffnet Ihnen auch hier seine Arme, Ihre Sidonia Japonica blüht – die kleine Eiche fängt an zu knospen. Auch der Lerchenbaum über den Rosenkranz erhebt sein grünendes Haupt. Alles ruft – den theuren Freund. -
Somit erwarte ich Nachricht! – Tausend Herzliches von meinem Mann, Minna* , Marg.* und Ihrer treuergebenen
Fr. Serre
[i margenen p. 2:] Von Cholera weit und breit keine Spur, sie existirt jetzt gar nicht.
[i margenen p. 3:] Nur die Kälte ist schlimm, wir müssen noch tägl. hitzen und keine Pflanzen kommen heraus.
[udskrift] An den Professor H. Ch. Andersen
in Copenhagen
zu anfragen bey Sr. Excellenz dem Hrn. Staatsrath von Collin
frey
[stemplet:] DRESDEN 7 MAI 56
Maxen den 6. maj [18]56.
Dyrebareste ven!
Dagligt korresponderer jeg med Dem i tankerne, og længes efter at have Dem her. Thi alt blomstrer og grønnes – snart blomstrer også hylden – og til pinse har mange bekendte meldt sig. Men jeg har endnu ikke fået gjort mig det rigtig hyggeligt. Vi ledsager nemlig fru v. Berge* til Berlin, da den berømte Graeve* ville operere hende for grå stær og bad hende være der nu. Værelset var allerede reserveret i klinkken – da erklærede han, at en operation først ville være mulig til efteråret – hun skulle først være blind på begge øjne!
En frygtelig og sørgelig nærmeste fremtid! Netop på min fødselsdag – den 28. april, sad vi fra kl 12 til halv fire i klinikken, på operationsstuen og ventede på hans dom, blandt de stønnende og plagede syge. Da min familie stadig er i dyb sorg, er der heller ikke for mig tid til fornøjelser, og derfor vendte vi 4. dagen tilbage til Dresden – hvor jeg fandt 27 breve, jeg skulle svare på – deraf forklaringen på, hvorfor jeg svarer senere end planlagt.
Også Harald Moltke* , som rejste fra Paris til Wien, lå farligt syg af underlivsbetændelse – og det var os en trøst at kunne stå ved hans side i de 8 dage. Nu er han igen rejst til Wien, men bad mig indtrængende ikke at skrive til hans far* derom, da han kunne takke sin uforsigtighed for denne sygdom! Grev Moltke* skrev til mig, at han havde mødt Dem hos en kusine* på landet! Men nu glæd os snart med meddelelsen om Deres sommerplaner! I begyndelsen af juni kommer 2 meget musikalske unge damer til Maxen, i begyndelsen af juli [kommer] Julie Burrow* i 8 dage – indtil begyndelsen af august bliver jeg i Maxen, da min mand gerne ser mig her til sin fødselsdag, som han fejrer muntert her.
Deres værelse er altid parat, vort hjerte banker imod Dem, foråret åbner også her sine arme for Dem, deres japanske kvæde blomstrer – den lille eg står i knopper. Også lærketræet løfter sit grønne hoved over rosenkransen. Alt kalder på den dyrebare ven. – Således venter jeg besked! – tusind hjertelige hilsner fra min mand, Minna* , Marg.* og Deres tro hengivne
Fr. Serre
[i margenen p. 2:] Ingen spor af kolera her vidt og bredt, den eksisterer nu slet ikke.
[i margenen p. 3:] Kun kulden er slem, vi må endnu hver dag have varme på og ingen planter bliver sat ud.
BrevID 17817: FrS-brev af 6/5 1856 (Collin XI, 14/200, billedid 5148-51).
Der berühmte Graeve* : øjenlægen Albrecht von Gräfe* (1828-70), der også var professor ved Berlins Universitet.
Da meine Familie noch in tiefer Trauer ist: det kan ikke oplyses, hvem familien Serre sørgede over.
Harald Moltke* … an Unterleibs Entzündung gefährlich krank: da den unge grev Moltke, der i 1856 kun var 18 år gammel, havde pådraget sig denne underlivssygdom ved "Unvorsichtigkeit", må man formode, at det drejede sig om en kønssygdom, som helst skulle holdes skjult for familien.
Graf Moltke* … hätte Sie bey einer Cousine* auf dem Lande gefunden: A. G. Moltke-Huitfeldt* og Henriette Scavenius* var fætter og kusine.
da mein Mann mich gern zu seinem Gebt. hier hat: FAS havde fødselsdag 28/7, hvilken dag gerne tilbragtes på Maxen med talrige venner som gæster.
die kleine Eiche: i nærheden af den lærk, som HCA i sin tid havde "reddet" og som siden blev plejet omhyggeligt af FrS, havde man plantet et lille egetræ, som også blev tildelt HCA.
10.06.1856
Fra: Hans Christian Andersen Til: Friederike Serre
Dresden 10 Juni 1856.
Liebe, theure Frau Serre!
heute Mittag bin [ich] angekommen und freue mich sehr Sie und den Herrn Gemahl, so wie alle Lieben in Maxen zu grüßen; ich bin nach Deutschland gegangen diesen Jahr nur um Maxen und Weimar zu besuchen. Freitag früh wollte ich gern in Maxen seyn, (Donnersthag wird "Ferdinand Cortes["] gegeben, sonst komme ich schon Morgen). Schreiben Sie mir doch bald ein Paar Worten; nicht wahr, Sie und der Hrr Major sehen mir gern! [udråbstegn rettet til spørgsmålstegn]
Ihr treue ergebener
H.C. Andersen.
Fraulein Minna* und Margarith* viele Grüßen!
in Eile!
Stadt Rom in Dresden
Dresden, 10. juni 1856
Kære trofaste fru Serre.
I dag til middag er jeg ankommet og glæder mig tila thilse på Dem og Deres gemal, samt alle på Maxen, jeg er rejst til Tyskland i år, blot for at besøge Maxen og Weimar. Fredag tidligt ville jeg gerne være i Maxen (torsdag bliver Ferdinand Cortes opført, ellers ville jeg være kommet jeg allerede i morgen).
Skriv mig dog snart et par ord, ikke sandt, De og Deres mand ser mig gerne!
Mange hilsener til frøken Minna* og Margarith* .
I hast
BrevID 23021: HCA-brev af 10/6 1856 (University Library, Amsterdam, Diederichs Coll. hs131 P1).
“Ferdinand Cortes": nævnte dag (10/6) gav man nu ikke “Ferdinand Cortez" af G. L. Spontini* , men "Propheten" af G. Meyerbeer* (Dbg. IV, 208).
10.06.1856 Dagbogsuddrag Tirsdag 10. Reiste Klokken 8¾ fra Leipzig til Dresden, Consul Lork* fulgte mig til Vogns, der traf jeg en Professor Mensing* fra Erfurth der blev glad ved at vide hvem jeg var. I Stadt Rom fik jeg Plads ved Table d hote ved Verten og en ung smuk Mand der præsenteredes mig som Prinds af Arenberg* , han er i østerisk Tjeneste og Kammerath med Christian Stampe* , hvem jeg sendte en Hilsen. Fru Serre traf jeg; hun var kommet herind i det at Hauptmann Zöllner* i Søndags pludseligt var død ved Slag Tilfælde. Christian Thyberg* fandt jeg ret livlig. I Theatret saae jeg »Romeo og Julie« af Schackspeare* .
Consul Lork: den dansk-fødte forlagsboghandler Carl B. Lorck* (1814-1905), Leipzig, HCA.s forretningsforbindelse nr. 1 i Tyskland.
Professor Mensing* fra Erfurth: J.G.W. Mensing* (1792-1864), professsor ved gymnasiet i Erfurt.
Prinds af Arenberg: Charles* , prins af Arenberg (1831-96), østrigsk dragonløjtnant.
Christian Thyberg* : arkitekt, broder til Henriette Collin* (1813-94). Christian Thyberg* (1815-79) var taget til Dresden for at søge lægehjælp hos dr. Carus* . Når HCA var i Dresden, besøgte han flittigt CT* i dennes logi.
11.06.1856 Dagbogsuddrag Onsdag 11. Siegwald Dahl* kom i morgenstunden til mig, gik med ham til Baronesse Deeckens* * * * der endnu var her i Byen, besøgte derpaa gamle Dahl* der malede, som han sagde, paa sit sidste Stykke. Besøgt Christian Thyberg* . Ved Table dhote sammen igjen med den unge Prinds* , der siden kom paa mit Værelse og sagde mig Levvel! I Theatret »Dr Robin« og »Richards Wanderleben«, begge Hovedrollerne udførte den unge Devrient* fra Hanover. Jeg havde fri Plads i Amphietheater, hvor efter Dr Pabst* Bestemmelse, under mit Ophold her, jeg altid kan gaae! – Dr Pabst* lovede at interessere sig for »Klein Karin«. Kl 11 iaftes søgte mig endnu den unge Dahl* og Retzius* .
I "Dr. Robin" og "Richards Wanderleben": "Dr. Robin", skuespil af Jules-Martial Régnault de Prémary* , bearb. af Wilh. Friedrich* , og "Richards Wanderleben" efter det engelske ved Johann Georg Kettel* .
den unge Devrient* fra Hanover: Friedrich D* . (1825-71), søn af Carl Devrient* .
Dr. Pabst* : Julius P.* (1817-81), dramaturg ved Hofteatret i Dresden.
12.06.1856 Dagbogsuddrag Torsdag 12. Besøgt Grev Knuth* , Fru Serre og Thyberg* hvor jeg traf Carus* . Sendt Brev til Fru Scavenius* i Ems og til Faderen Collin* i Kjøbenhavn, Fru Ingeborg Drevsen* og Hartmann* . Meget varmt i Dag og igaar. – Var paa Udstillingen og saa Raphaels* , Murillos* og Holbeins Madonna* . – Om Aftenen i Theatret med Grev Knuth* og hørt: » Propheten«; bag ved mig kom Eduard Hansen* fra Casino.
Besøgt Grev Knuth* : det er uvist, hvilken grev Knuth* det drejer sig om.
Brev til Fru Scavenius* i Ems: (BrevID 23988 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
til Faderen Collin* : jf. BJC brev 299. BrevID 8136
Fru Ingeborg Drevsen* : (BrevID 23799 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
Hartmann* :. (BrevID 25111 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
Eduard Hansen* : Edvard Hansen* (1820-74), skuespiller ved Casino.
