H.C. Andersen centret

Weimarer Sonntagsblatt 27.1.1856

Breve fra Weimar.

23. januar 1856.

I længere tid har ingen operanyhed i den mindre genre og i fordringsløs form i den grad interesseret os som den lyriske opera Klein Karin med tekst af H.C. Andersen og musik af J.P.E. Hartmann^* , og den blev opført den 17. januar på vort Hoftheater. Vort publikum forholdt sig ganske vist indifferent over for dette yndige nationale genrebillede, men det slår slet ikke til som ros. Sansen for det harmløse, sarte, enkle på scenen synes at forsvinde stadig mere. Af selv den mindste enakters opera forlanger man spænding, forviklinger, effekter som i den største opera; overalt trænger man teksten, fabelen i forgrunden, som om en behagelig og tilsvarende musik ikke var hovedsagen ved den rent lyriske opera, hvis blot den bæres af en fornuftig, anstændig tekst, som løfter udfoldelsen af lyriske stemninger og naturlige situationer, og således tilfredsstilles alle krav, man retmæssigt kan stille til den.

Vi kan ikke nægte, at Andersens tekst ikke tilfredsstiller de højere dramatiske krav, og at han kan bebrejdes en vis ensformighed, en overflod af følelser uden dramatisk kraft, en mangel på udvikling og karakteristik. Men Andersen har aldrig været dramatiker, men derimod en helt igennem lyrisk natur, som vel kan gøre krav på, at man imødekommer den på samme harmløse måde, hvorpå den danske digter er blevet det dannede tyske publikums yndling. Det digtlignende i hele stoffet viser sig derved, at Andersen lagde en dansk folkevise til grund for sin tekst, og således spiller historien om "Liden Kirsten" (den danske titel på operaen) i det hele taget en stor rolle.

Omend teksten til "KleinKarin" med sit nationale element, og i kraft af de indflettede digte kunne vække vores interesse, så fortjener Hartmanns^* musik vores opmærksomhed i højere grad. Hartmann^* (født 1805), professor, musikdirektør ved konservatoriet i København, svigerfar til Gade^* , har komponeret en lang række operaer og melodramaer, hvortil Andersen, Hertz^* , Heiberg^* , Oehlenschläger^* og andre leverede teksten. "Liden Kirsten" er så vidt vi ved, hans sidste opera. Den blev første gang opført i København i 1847. I Tyskland kender man indtil nu kun hans orkesterstykker. Det er derfor meget anerkendelsesværdigt, at hans opera nu kommer til opførelse i Tyskland.

Hartmanns^* største styrke er hans mesterlige behandling af de danske folkeviser, som også dannede højdepunktet.

Vi fremhæver fortrinsvis narrens to sange med kor, samt den henrivende duet mellem Karin og Hjalmar (kongedatterens og adelsmandens ballade ved terningespillet). Men også i andre numre blev helt tydeligt indvævet folkemelodier, således i kvartetten med koret (nr. 4), det mest vellykkede orkesterstykke i operaen; romancen med kor og dans (h-mol 3/8) og i vekselromancen (nr 11). – Egentlig dramatisk udvikling og karakteristik udelader Hartmann^* dog; håndteringen af tragiske situationer, i store orkestre, er ikke hans styrke. Han kan ikke befri sig helt fra viseformen, kommer ikke frem til nogen dramatisk kraft og bevæger sig helst i de mindre former, undertiden endog i aforismer. Med disse egenskaber burde en stor opera vanskeligt kunne lykkes for ham, men hans talent sikrer ham netop i den lyriske opra en meget respektabel og karakteristisk stilling.

For os var hans påfaldende harmoniske og melodiske slægtskab med Gade^* af stor interesse, som han på en vis måde komplementerer dramatisk, samt et ejendommeligt sympatisk fællestræk med Schumann^* , som især viser sig i behandlingen af recitativer, fraseringen og instrumentationen. Af alle disse grunde skal denne henrivende opera hermed være anbefalet til opførelse på andre scener. En deling af operaen i to akter  kunne være en fordel. –

Opførelsen her var fortræffelig.

Dresden den 2. feb. [18]56.

Min dyrebareste ven!

Allerførst tusind hjertelige taksigelser for at sende det interessante musikstykke, som glædede Krägen^* og begge Riccius^{* *} meget, og de fandt det meget originalt og åndrigt. Og så for Kongen drømmer! Visionen må være henrivende – jeg talte med sagkyndige om det, og de anerkendte det, men man tror, at emnet kunne finde mindre genklang i udlan­det, end der hvor det er folkets ejendom og dets hændelse i landet! Nu er alt også ødelagt. Tænk Dem – i går mor­ges, tog fru v. Lüttichau^* rask og sund et mælkebad, og da hun har været usædvanligt stille i lang tid, åbner kam­mer­jomfruen døren – og finder hende – død! En hjerneblødning har gjort en hurtig ende på hendes smukke liv, som var en velsignelse for hendes familie og alle hendes venner! De kendte denne ædle sjæl! De ved hvor meget hun var for mig – og ganske utrøstelig går jeg omkring, og kan ikke fatte det! Bare dagen før skrev hun mig en kær lille hilsen, og til i aften var hos mig bestemt en lille forelæsning, hvor Carus^* ville sige noget om et digt – Die Schlangen af Grimm^{* *} – og professor Hettner^* om den græske og goetheske Iphigenie – og det havde fr. v. Lüttichau^* glædet sig meget til, og selv om hun aldrig tager imod en indbydelse eller går ud, så gjorde hun en undtagelse hos mig, og da jeg nu i 6 uger har været så syg og lå med vedvarende smerter – fandt hun altid tid til at spørge til mig og sidde ½ time hos mig. Carus^* er hendes nærmeste ven – han er helt ødelagt over tabet – og hele byen sørger. Undskyld min bedste hr Andersen, når jeg ikke kan skrive mere i dag, mit hjerte er fuldt af sorg, mine øjne fulde af tårer.

Sig til baronesse Stampe^* hvor lykkelig tilsendelsen af Thorvaldsens^* hænder og hans maske har gjort mig, og at jeg snart vil skrive til hende, i dag er jeg ikke i stand til flere tanker! – De vil forstå det, i betragtning af det besøg, vi gjorde hos hende i det skønne Pillnitz.

Jeg må stadig ikke forlade værelset, alle mine planer for selskabelighed er ødelagt, nu har jeg mistet modet og jeg længes efter mildere luft, som min flytning til Maxen muliggør.

Levvel og vær glad.

Fr. Serre.

I Weimar kom operaen "Liden Kirsten" af danskeren Hartmann^* til opførelse og behagede.