H.C. Andersen centret

Det danske Publicum har allerede modtaget en Nytaarsgave for næste Aar fra H. C. Andersen, for hvilken det skylder ham stor Tak, og det uagtet hans Gave kun er en meget lille Bog paa 47 just ikke tættrykte Sider; dog Bøgers virkelige Værd afhænger jo ikke af deres Arketal ligesom deres Bogladepris, og det er i Grunden allerheldigst, naar disse tvende Værdier som her staae i omvendt Forhold til hinanden, thi da ere saa mange desto Flere istand til at sætte sig i Besiddelse af den gode Bog og bidrage deres Skjerv til Forlæggerens billige Fordeel og derigjennem til Forfatterens velfortjente Løn.

H. C. Andersen har allerede for længe siden opnaaet stor Berømmelse som Eventyrforfatter, ikke blot i Fædrelandet, men maaskee endnu mere i Udlandet, og man maa i Sandhed ret glæde sig over, at han i vor reflecterede og speculative Tid formaaer at bevare den naive Umiddelbarhed i Anskuelsen og den uformørkede Barnlighed i Gemyttet, som ere nødvendige Betingelser for at skrive gode Eventyr. I Eventyret er Andersen større Digter og mere sig selv end i nogen anden Retning; og skjønt denne beskedne Digtart mulig synes mindre tiltrækkende for det almindelige Publicum, saa er den maaskee dog i Virkeligheden den mest lønnende af alle. Thi hvilke Læsere ere saa taknemlige som Børn? Hvorpaa skulde man hellere ønske at gjøre Indtryk, end paa det bløde, ufordærvede barnlige Sind, i hvilket enhver sympathetisk Berørelse frembringer en langt stærkere og længere zittrende Gjenklang, end som oftest hos de Voxne; af hvis klare Dyb ethvert fremlokket Speilbillede aldrig forsvinder, men tidt dukker trøstende og dulmende frem under et langt Livs Kummer og Møie?

Af de 4 Eventyr, Andersen her har udgivet, er det første, "Engelen", en lille Legende, hvori især Skildringen er meget smuk af den lille Krøbling, som boede i en Kjelder og af hele Naturen kun kjendte de faa Solstraaler, der en halv Timestid paa nogle Sommerdage skinnede ind i Forstuen, og en lille Markblomst i Urtepotte. Af en ganske anden Art er det andet Eventyr, "Nattergalen"; det er en vel anbragt Satire over Hoffernes, fyrstelige og fornemme Personers Konstkjærlighed, der belønne Konstneren ved at berøve ham sin Frihed, og ikke forstaae at skjelne mellem ægte Konst og Mechanisme, Geni og Dressur, før Døden sidder paa deres Hjerte. Nr. 3 er en nydelig humoristisk Skizze, som vi aftrykke til Prøve; og det 4de og sidste Eventyr, "den grimme Ælling", er, uagtet det har en vis, i Andersens poetiske Virksomhed altfor hyppig fremtrædende, subjectiv Tendens, uagtet det utvivlsomt er en Allegori over det samme Thema, som "Improvisatoren", "Kun en Spillemand" osv., meeer end tilstrækkelig have varieret, nemlig Digterens eget miskjendte Værd, dog saa frit for sygelig Sentimentalitet, dog saa friskt opfattet, saa livligt og lunefuldt behandlet, at det læses med meget Fornøielse.

[Eventyret "Kjærestefolkene" i fuld længde bragtes herefter]