H.C. Andersen centret

Det har undret os, at der endnu ikke har viist sig nogen offentlig Bedømmelse af H. C. Andersens "Eventyr fortalte for Børn", efterat Samlingen af dem i omtrent et Paar Maaneder har været sluttet med det udkomne 3die Hefte, og skjøndt Forfatteren i dette sidste saa godt som udtrykkelig udbeder sig en saadan offentlig Dom. Ligegyldighed hos Publicum kan det neppe være, thi saavidt vides have de Andersenske Eventyr ikke alene fundet Indgang og venlig Modtagelse hos dem, for hvem de ere fortalte, men de ere ogsaa baade almindelig anerkjendte og læste med Fornøielse af de Ældre. Vel beretter Forfatteren, at ingen af hans Arbeider ere blevne saa forskjelligt vurderede som dette. "Medens enkelte Mænd", siger han, " paa hvis Dom jeg sætter stor Priis, have tillagt dem mest Værd af hvad jeg har skrevet, meente Andre, at disse Eventyr vare høist ubetydelige og raadede mig til ikke at skrive flere": Men denne Forskjellighed ligger dog snarere i selve Digtarten, end den alene skulde gjelde Andersens Eventyr. Til at glæde sig ved, eller endog blot med Interesse følge et Barneeventyr, udkræves der for den Ældre en særegen Modtagelighed, som langtfra Alle er i Besiddelse af, og Forfatteren maa derfor ikke undre sig over, at han hos Mange kan finde Lunkenhed og Ligegyldighed for disse sine Aandsfostre. Den der derimod er inde i Eventyrenes Verden og med Børnene formaaer at leve i Phantasiens Rige, han maa vist give Andersen det Vidnesbyrd, at han i dette Rige er den dygtigste og interessanteste Fører man kan ønske sig,og kan man end ikke med hine Mænd være enige i at Eventyrene som Samling ubetinget skulde være det mest værdifulde, Andersen har skrevet, saa ere der dog efter vor Mening Nogle blandt dem, der uden at tabe kunne sammenstilles med det Bedste, der er leveret i denne Genre. Vi mene hermed især "Tommelise" og "den lille Havfrue" - hvilke begge ere Digterens egen Opfindelse: ligeledes "Reisekammeraten"; skjøndt vi dog ikke kunne undlade at anke over, at Fortælleren i den Slutningsapostrophe hvormed han i "den lille Havfrue" henvender sig til sine barnlige Tilhørere, forlader det poetiske Gebet, indenfor hvilket den hele Fortælling forresten saa fortræffeligen er holdt. Vi tør holdes os overbeviste om, at Samlingen tidlig eller sildig vil blive en almindelig yndet Bog baade for Børn og de Ældre, der med Aarene ikke have tabt Muligheden til at gjenføde deres Barndoms Drømme; og vi haabe, at Forfatteren, i den Yndest, hans Eventyr ville vinde, vil see sig kaldet til, fremdeles at forøge dem, ved Udarbeidelsen af de Ideer, som i denne Henseende maatte frembyde sig for ham.