Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
29.03.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 29. März 1870.
Fliege hin, kleiner Glücks käfer, und bringe den theuern Freund auf deinen glänzenden Flügeln, meine Grüße und meine Wünsche zu seinem Geburtstag! Gott segne ihn, und erhalte ihn in seinem Glück und Ruhm noch viele, viele Jahre, in ungestörter Gesundheit und vollkommenen Wohlbefinden! Seine Erscheinung ist, wie er selbst zu sagen pflegt, Sonnenschein, wenn er von etwas Freudigen, Herrlichen, spricht! – ./.
Möge der Sommer mir seinen Besuch bringen folglich – Sonnenschein. Unser Buchhändler schickte mir Hühnergrethchen und einen Besuch in Portugall zu. Wie reizend ist das Märchen, mir scheint es müßte sich gut bearbeitet für die Bühne eignen! – Der Besuch in Portugall hat mich unendlich interessirt.
Welche Ovationen wird man Ihnen am Ihrem Geburtstag wieder bringen! Sie fühlen sich so glücklich in der Heimath. Kennen Sie das reizende Lied – home – sweet home, welches jeder Engländer singt? – Sie ./. werden durch den Aufenthalt in dem fürstl. Hause Melchiors* * so verwöhnt – daß Ihnen mein einfaches Bauernhaus in Maxen nicht mehr gefallen wird, ich bin eifersüchtig darauf.
Gräfin Moltke* hat geschrieben, daß sie am 5ten April von Paris abreiset, um Direckt nach Dresden zu kommen, sie will hier ganz still leben, ich ängstige mich, daß ich mit meinen jetzt oft so schwachen Kräften und leidenden Zustand – ihr so wenig sein kann! -
Miss Margaret* trägt mir auf – Ihnen ihre Glück wünsche aus zu sprechen, sie gedenkt Ihrer herzlichst. ./. Auch meine Kinder* * , die jetzt bey mir sind, schließen sich an! –
Schon waren die Stahre hier, und die Veilchen knospten – da bedeckt täglich von neuem, die Fluren Schnee, vor einigen Tagen (im März) ist etwas höher hinauf – wie Maxen, ein Knabe erfroren. Die Zeit wird lang bis die Sonnenstrahlen Frühling verkünden, obgleich Frühlings Anfang nach dem Kalender längst vorbei! -
Nachdem Sie nun aller fernen Länder bereiset – wollen Sie Petersburg, – die Dagmar* nicht aufsuchen, nicht das Königs Paar* * in Athen? – Bald naht der Tag, der den gefeierten Dichter das Leben gab, Mittags 2 Uhr am 2t April, stoße ich auf Ihr Wohlsein das Glas an!
[i margenen, p. 4:] Immer und immer in Treue
Ihre Fr Serre
Dresden, den 29. marts 1870.
Flyv op, lille mariehøne, og bring på dine glinsende vinger, den dyrebare ven mine hilsener og ønsker til hans fødselsdag! Gud velsigne ham og lad ham beholde mange, mange år i sin lykke og berømmelse, med uforstyrret sundhed og fuldkommen velbefindende! Hans ydre er – som han selv plejer at sige – solskin, når han taler om noget glædeligt, herligt!
Gid sommeren må bringe mig hans besøg – og fulgt af solskin. Vores boghandler sendte mig Hønsegrethe og Et besøg i Portugal. Hvor henrivende er det eventyr, jeg synes at det kunne være velegnet for scenen, godt bearbejdet! Besøget i Portugal har interesseret mig uendeligt.
Hvilke hyldester vil man igen bringe Dem til Deres fødselsdag! De føler Dem så lykkelig i hjemegnen. Kender De den henrivende sang – home, sweet home, som hver englænder synger? De bliver så forkælet på Deres ophold i det fornemme Melchior* * -hus – at De ikke mere vil synes om mit enkle bondehus i Maxen, jeg er misundelig derved.
Grevinde Moltke* har skrevet, at hun rejser fra Paris den 5. april, for at komme direkte til Dresden, hun vil leve her ganske stille, jeg bekymrer mig over, at jeg med mine så svage kræfter og lidende tilstand kan være så lidt for hende!
Miss Margaret* beder mig udtrykke hendes lykønskninger til Dem, hun tænker hjerteligt på Dem. Også mine børn* * , som nu er hos mig, tilslutter sig!
Stærene er allerede her, violerne knoppes – og dagligt dækkes markerne af sne, for nogle dage siden (i marts) frøs en dreng ihjel lidt højere oppe end Maxen. Tiden bliver lang til solstrålerne forkynder foråret – selv om forårets begyndelse ifølge kalenderen længst er overstået.
Efter at De nu har berejst alle fjernere lande – vil De så ikke opsøge St. Petersburg, Dagmar* , kongeparret* * i Athen? Snart nærmer dagen sig, som gav livet til den fejrede digter, ved 2 tiden den 2. april skåler jeg på Deres velbefindende.
[i margenen, p. 4:] evig og altid i troskab
Deres Fr. Serre
BrevID 19132: FrS-brev af 29/3 1870 (Collin XI, 19/273, billedid 5519-22).
Unser Buchhändler: det kan undre, at HCA ikke selv har sendt FrS de tyske oversættelser af "Hønse-Grethes Familie" og "Et Besøg i Portugal". Muligvis er de tyske udgaver først udkommet sidst på året.
den Aufenthalt in dem fürstl. Hause Melchiors* * : FrS må have haft overdrevne forestillinger om familien Melchiors* * lejlighed på Højbro Plads, hvor HCA boede 13/3-21/5 1870, mens ægteparret Melchior* * med deres voksne døtre (Louise* , Harriet* og Anna* ) var i Algier, og de mindre børn (Carl* , Emil* og Thea* ) var i pleje hos familiemedlemmer i Kbh. Men HCA har uden al tvivl givet udtryk for, hvor godt han befandt sig i den store og hyggelige lejlighed på Højbro Plads i de breve, han sendte FrS fra Melchior-hjemmet* * 22/3 og 24/4 (Dbg. VIII, 346 og 360).
wollen Sie Petersburg die Dagmar* nicht aufsuchen … das Königs Paar* * in Athen: endnu en gang har FrS haft overdrevne forestillinger om HCA.s tilknytning til kongefamilien, Chr. IX* og dronning Louise* .
24.04.1870: Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre
(BrevID 22423 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
01.05.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 1. May 1870.
Theuerster Freund!
Wie soll ich Ihnen danken, für die Freude, die Sie mir an meinem Geburtstag durch Wort und Gruß, vor Allem durch Ihre Büste in Bisquit gemacht. Es war eine Verherrlichung meines Tages! Denken Sie, über 50 Personen kamen des Morgens mir Glückwünsche und Blumen zu bringen und Nachmittag hatte, der alte gute Krägen* von 8 seiner Schülerinnen, ein Concert auf 2 Flügel spielen laßen, wozu natürlich wieder eine große Gesellschaft gegenwärtig war! – Ich dankte Gott am Abende, für so viele Beweise von Liebe und Theilnahme, die doch das Herz erheben und ihm wohlthuen ./. Hätte ich nur bessere Gesundheit, aber ich fühle mich nach der kleinsten Aufregung und Anstrengung ganz kraftlos – habe oft Anfälle wo der Athem stockt, so daß ich glaube es kommt mein letzter Moment. Der Arzt sagt, die Herzklappen schließen nicht und das gäbe die Blutstauungen; ist das nicht traurig? – Zu diesem großen Beethoven* Musikfest eingeladen in Weimar, muß ich Alles absagen, und sehne mich nach Maxen und hoffe auf eine Milchcur! -
Mit großem Interesse, habe ich abermals Hühnergrethchen und Ihre Reise in Portugall gelesen, möchte doch bald wieder Einiges Ihrer letzten Werke, ins Deutsche übersetzt werden, ./. ich las in der allgemeinen Mode Zeitung eine flüchtige Anzeige darüber – die ich Ihnen abschreiben will, sonst fand ich nichts darüber in einem Journal.
Längst erwarteten wir Gräfin Moltke* , welche dann von hier aus nach Servaîs gehen wollte, in das Schweitzerbad, aber ihre Enkel hatten Charlachfieber in Paris was sie dort gefesselt.
Clara Heinke* hat Ihnen gewiß selbst geschrieben
Endlich, endlich wird es grün, die Blüthen sprießen, und doch liegt noch Schnee auf unsern Bergen, und das Haus ist eisig kalt! So eben hat mich, mein Pastor der alte Fränzel* verlassen, er läßt sich wirklich zu Michaelis emeritiren, seine Tochter* ist Braut mit einem Oberlehrer, und Ältern* * und junges Ehepaar ziehen zusammen in eine Wohnung nach Dresden! – Herr von ./. Beaulieu* ist übler Laune, bald wird er wieder Papa von seinem 8-9t Kind, und das kostet viel Geld.
Was sind Ihre Sommerpläne? – –Wird Maxen Sie sehen, und mir dies Glück zu Theil werden?
Dresden ist zu großartig jetzt, eine Anzahl Millionaire haben sich hier angesiedelt – überall neue Stadttheile angebaut, Wohnungen und Lebensmittel sind sehr gestiegen, und es wird ein 2tes Theater gebaut. Wie habe ich auch an Sie gedacht bey den Räuberanfällen und Ermordung so nahe bey Athen. Ist es ein Glück eineTochter* an einen Prinzen von Wales* zu verheirathen, einen Sohn* auf dem griechischen wankenden Thron zu haben, und einen russischen Thronfolger* als Schwiegersohn? wie hier?
Was hilft alle Erdengröße! –
Genug! Gott beschütze Sie,
Ewig ergebene Fr.
Dresden, den 1. maj 1870.
Dyrebareste ven!
Hvorledes skal jeg takke Dem for den glæde, som De har givet mig på min fødselsdag ved ord og hilsen, frem for alt ved Deres buste i bisquit. Det var en forherligelse af dagen! Tænk Dem, over 50 personer kom om morgenen for at bringe mig lykønskninger og blomster og om eftermiddagen lod den gode gamle Krägen* en koncert opføre på 2 flygler af 8 af sine kvindelige elever, hvortil der igen naturligvis var et stort selskab! – Om aftenen takkede jeg Gud for så mange beviser på kærlighed og deltagelse, som jo løfter hjertet og gør det godt. Havde jeg blot været mere rask, men jeg føler mig efter den mindste ophidselse og anstrengelse ganske kraftløs, ofte har jeg anfald, hvor jeg ikke kan få vejret, så jeg tror, mit sidste øjeblik er kommet. Lægen siger, at hjerteklapperne ikke lukker, og at det forårsager blodpropperne – er det ikke trist? Jeg er indbudt til den store Beethoven* musikfest i Weimar, hvortil jeg må takke nej til alt, og jeg længes efter Maxen og håber på en mælkekur.
Med stor interesse har jeg endnu en gang læst Hønsegrethe og Deres rejse til Portugal, gid endnu mere af Deres sene ste værk snart måtte oversættes til tysk, i allgemeinen Mode Zeitung læste jeg en flygtig omtale deraf – og jeg skriver den af til Dem – ellers fandt jeg ikke noget derom i min avis.
Vi har ventet længe på grevinde Moltke* , som ville rejse herfra til Servaîs til et kurbad i Schweitz, men hendes barnebarn har skarlagensfeber i Paris, og det lænker hende til byen.
Clara Heinke* har ganske sikkert selv skrevet til Dem.
Endelig, endelig bliver det grønt, blomsterne springer ud, og der ligger sne på vore bjerge, og huset er iskoldt! Min gamle pastor, den gamle Fränzel* har netop forladt mig, han lader sig virkelig emeritere til Michaelis [Sct. Michaels dag 29.9.] – hans datter* er gift med en overlærer og forældrene* * og det unge ægtepar flytter sammen i en bolig i Dresden! Hr von Beaulieu* er i dårligt humør, snart bliver han far til sit 8-9. barn og det koster mange penge.
Hvordan er Deres sommerplaner? Vil Maxen få Dem at se – og vil den lykke blive mig tildelt?
Dresden er alt for storslået nu, et antal millionærer har slået sig ned her – overalt er der bygget nye bydele, boliger og levnedsmidler er steget i pris og der bliver bygget et nyt teater. Hvor har jeg også tænkt på Dem med de røveriske overfald og myrderier så nær ved Athen. Er det en lykke at lade en datter* gifte sig med en prins af Wales* , at have en søn* på den græske vaklende trone – og at have en russisk tronfølger* som svigersøn? Som her?
Hvad hjælper al jordens storhed?
Nok! Gud bevare Dem!
Deres evigt hengivne Fr.
BrevID 19148: FrS-brev af 1/5 1870 (Collin XI, 19/274, billedid 5523-26).
Ihre Büste in Bisquit: en miniature-buste i biscuit efter H. V. Bissens* HCA-buste 1864, fremstillet af firmaet Bing & Grøndahl 1865. HCA brugte gerne et eksemplar af denne buste som gave til sine nærmeste venner, i dette tilfælde til FrS i anledning af hendes 70 års fødselsdag. -
der gute alte Krägen* : hofpianist Karl Krägen* , jf. BrevID 17797.
zu diesem großem Beethoven* Musikfest … in Weimar: i anledning af 100 året for Beethovens* fødsel afholdt "Der Allgemeine Deutsche Tonkünstlerverein" en "Gedenkfeier" i Weimar 26-29/5 1870.
mein Pastor der alte Fränzel* : A. L. Fränzel* (1788-1870) havde siden 1818 været sognepræst i Maxen. Det har ikke været muligt at identificere svigersønnen.
Hühnergretchen und Ihre Reise in Portugal: udg. af William French* (1842-1900), efterfølgeren for L. Wiedemann* (som igen havde efterfulgt Carl B. Lorck* ), Leipzig.
eine Tochter* an einen Prinzen von Wales* etc.: FrS reflekterer her over det danske kongepars* * tvivlsomme glæde ved at se datteren Alexandra* (1844-1925) gift med prins Edward af Wales* (1841-1910), som gang på gang var sin kone utro, sønnen prins Wilhelm/Georg* (1845-1913) placeret på den usikre græske kongetrone og datteren Dagmar* (1847-1928) gift med den russiske storfyrsttronfølger Alexander* (1845-94), som levede i en evig frygt for at blive udsat for attentater.
19.06.1870 : Dagbog 19.6.1870: Brev til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 22424 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
21.06.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen [udat.]
Theurer Freund!
Innigen, herzlichen Dank, für Ihren lieben Brief. Der schriftliche Verkehr mit entferndten Lieben, bleibt ja unser einziger Trost, bey langer Trennung. Ich habe Ihrer lebhaft bei dem Tode Dickens* gedacht, doch wohl Allen, die sich durch ihre Werke unsterblich gemacht – und sich hier das schönste Denkmal durch dieselben gesetzt! Gott behüthe Ihre Tage, aber einmal schlägt doch die Stunde des Scheidens, und beneidenswerth Alle, die nicht ./. umsonst gelebt, und deren Ruhm wie der Dickens* und der der [sic] Ihrige, fortleben wird; Sie haben schöne Pläne für den Sommer, zu angenehmen Landleben, mit allem Luxus unter Freunden. Mein einfaches Maxen muß sehr abstechen, aber je älter man wird, je weniger hat man Sinn fürs Äußere.
Wiederum habe ich eine herzliche Einladung nach Glorup erhalten, die Gräfin* ist in Marienbad und will mich Ende July besuchen, aber auch ich muß mit Ihnen ausrufen! “Vorbei! Vorbei["] ./. Obgleich nicht krank, so habe ich abermals eine Entzündung der Schleimhäute bey meiner Übersiedelung, wo so kaltes Wetter Wochenlang war – durch gemacht. Ich bin seitdem so angegriffen, daß ich nicht in die Gärten gehen kann, habe Husten und Stechen in dem Kehlkopf, daß mir das Sprechen oft unmöglich ist, und muß jede Anstrengung und Aufregung vermeiden! Jeder Tag ist mir wie ein Geschenk, wo ich noch lebe – was mir daher Gutes geschehe, geschehe mir bald – Pläne auf ein Jahr hinaus, wage ich nicht mehr zu machen. Es macht uns doppelt ängstlich liebe Freunde so plötzl. sterben ./. zu sehen. So unser guter alter Pastor, Sontag vor 3 Wochen kehrt er von einem Besuche bey seinem Sohn zurück, klagt über Magen Erkältung – schläft aber ruhig bis nach 12 Uhr, erwacht mit kurzem Athemholen, ruft seine Frau und Tochter, segnet sie – und ist in einer ½ St. für ewig eingeschlafen! Ich vermisse ihn schmerzlich, stehe allein ohne Rath und Beistand – denn mein Pflegesohn* kann sein Gut nur auf Tage verlaßen; dazu melden sich täglich 2-3 Pastoren, täglich kommen 2-3 schriftl. Gesuche um die sehr vortheilhafte Pastorstelle ein – ./. und da ich als Patronin, die alleinige Verfügung darüber habe, erhielt ich bis jetzt einige 50 schriftl. Gesuche und wenigstens 20, persönliche Vorstellungen. Eine richtige tadellose Wahl zu treffen, ist aber eine schwere Verantwortung, gegenüber der Gemeinde, und macht mir große Sorge. O wie schwer ist das Alleinstehen! -
Siegwald Dahl* ist mit Graf Einsiedel* in Berlin zum Wettrennen holt dann Gräfin Moltke* von Marienbad ab, und Margaret* hat die Freude, eine Cousine mit ihrer Tochter, die gegenwärtig in Teplitz sind, in Dresden zu haben. Hr. von Beaulieu* hofft baldigst auf neue Vaterfreuden ./. was ich glaube, ihm sehr unangenehm ist, da er nicht mehr jung und beschränkte Revenüen hat. Er hält interessante Vorträge im geografischen Verein, und zeichnet sich durch Geist und Liebenswürdigkeit aus – eben so ist unser neuer pr. Gesandte, Hr. von Kottzebue, ein Gewinn für Dresden. Er hat über die Moldau interessant geschrieben und einige seiner Lustspiele sind mit Glück aufgeführt, dabey ist er populair. An den Wiederaufbau eines neuen Theaters ist noch nicht zu denken, obgleich Prof. Sempers* Plan angenommen, fehlen noch die Mittel, so wird die alte Bretterbude wohl noch eine Zeit lang stehen müssen. Ich wünschte man wählte Beaulieu* ./. anstatt Platen* zum Theater Intendant. Es ziehen sich viel reiche Juden, Russen meist nach Dresden und laßen sich prachtvolle Häuser bauen, und vertheuern Alles hier. – Da Prinz Oldenburg* Henselts* Protector sich eine Villa in der Nähe von Dresden gemiethet, wird auch Henselt* eine längere Zeit hier zubringen, ich erwarte ihn täglich. Gräfin Moltke* will aber erst wenn sie von Marienbad kommt, und nach Glorup geht – Dresden und mich aufsuchen.
Wie die Rosen blühen, man möchte sich einwühlen, in diese himmlichen Blüthen, und in ihrem Duft vergehen. Auch der Hof Diaconus Hase* aus Weimar bewirbt sich um meine Pfarrstelle aber eine Gräfin Kalkreuth* seine Braut scheint mir nicht auf das Dorf zu passen. ./. Herr von Schober* der zum Geburtstag in Weimar ist, schrieb mir Gestern er bäte um Erlaubniß, nächste Woche, bevor er nach Gastein reise[t] in Maxen zubringen zu dürfen. Heute erwarte ich den Oberlieutnant Prensker* mit seinen 10 Zöglingen worunter auch mein ältester Enkel* – sie wollen hier bivoukiren und hier übernachten, und Morgen bis Teplitz marschiren, so fehlt es mir eigentlich an Zerstreuung nicht, hätte ich nur mehr Kräfte dazu! Meine treuen Gedanken eilen zu Ihnen und neue Wünsche entströmen dem alten Herzen voll Freundschaft für Ihr Wohl!
Stets Dieselbe, Fr Serre
Maxen [udat.]
Dyrebare ven!
Inderligt, hjertelig tak for Deres kære brev. Den skriftlige trafik med fjerne kære bliver jo vores eneste trøst, ved lang adskillelse. Jeg tænkte indgående på Dem ved Dickens’* død – men vel også på alle, som gør sig udødelige med deres værker – og som således sætter sig det flotteste mindesmærke derved! Gud beskytte Deres dage, men på et tidspunkt nærmer afskedens time sig. Alle, som ikke har levet forgæves, er misundelsesværdige, Deres berømmelse vil ligesom Dickens’* leve videre; De har skønne planer for sommeren, til behageligt landliv, med al mulig luksus blandt venner. Mit enkle Maxen må afvige meget derfra, men jo ældre man bliver, desto mindre tanke har man for det ydre.
Jeg har igen modtaget en hjertelig indbydelse til Glorup, grevinden* er i Marienbad og vil besøge mig i slutningen af juli, men jeg må udråbe – med Dem: "Forbi! Forbi! – skønt jeg ikke er syg, så har jeg endnu en gang fået betændelse i slimhinderne ved overflytningen hertil, hvor det ugelangt var så koldt vejr. Siden da har jeg været så angrebet, at jeg ikke kan gå i haven, hoster og stikken i strubehovedet, så jeg umuligt kan tale, og må undgå enhver anstrengelse og ophidselse! Hver dag er mig en gave, hvor jeg endnu lever – hvad der derudover sker mig af godt, sker snart – planer for yderligere et år vover jeg ikke mere at gøre. Det gør os dobbelt ængstelige at se kære venner dø så pludseligt. Således vor gode gamle pastor, i søndags for 2 uger siden kom han hjem efter et 3 ugers besøg hos sin søn, klager over maveforkølelse, men sover godt til klokken er over 12, vågner med kort vejrtrækning, kalder på sin kone og datter, velsigner dem – og efter ½ time er han for evigt sovet ind! Jeg savner ham virkelig, står alene uden råd og bistand – for min plejesøn* kan kun forlade sit gods få dage; dertil melder sig dagligt 2-3 pastorer, dagligt kommer 2-3 skriftlige ansøgninger om den meget fordelagtige pastorstilling – og da jeg som beskytterinde alene råder over beslutningen dertil, modtog jeg indtil nu omkring 50 skriftlige ansøgninger og mindst 20 personlige henvendelser. At træffe et uangribeligt valg er dog et tungt ansvar over for menigheden og bekymrer mig meget. Åh, hvor er det svært at stå alene!
Siegwald Dahl* er med grev Einsiedel* i Berlin til væddeløb, henter derefter grevinde Moltke* i Marienbad og Margaret* har den glæde at have en kusine med hendes datter, som er i Teplitz. Hr. von Beaulieu* håber snarest på en ny faderglæde, hvilket jeg tror, er ham meget ubehageligt, da han ikke mere er ung og har begrænsede indtægter. Han holder interessante foredrag i den geografiske forening og udmærker sig ved ånd og elskværdighed – ligeledes er vores nye preussiske gesandt, hr. von Kottzebue, en gevinst for Dresden. Han har skrevet meget interessant om Moldau og nogle af hans lystspil er opført med held, hvorved han er blevet populær. Det er endnu ikke til at tænke på genopbygningen af det nye teater, selv om professor Sempers* plan er blevet antaget, så mangler endnu midlerne – så den gamle bræddebod må blive stående endnu et stykke tid. Jeg ville ønske, at man valgte Beaulieu* til teaterintendant i stedet for Platen* . Mange rige jøder, mest russere, flytter til Dresden og lader pragtfulde huse opføre, og fordyrer dermed alt her. – Da prins Oldenburg* (Henselts* protektor) har lejet sig en villa i nærheden af Dresden, må Henselt* også tilbringe en længere tid her, jeg venter ham dagligt. Grevinde Moltke* vil dog først opsøge Dresden og mig, når hun kommer fra Marienbad på vej til Glorup.
Som roserne blomster ville man gerne begrave sig i dem, i disse himmelske blomster, og drukne i deres duft. Også hofdiakon Hase* fra Weimar ansøger om min præstestilling, men en grevinde Kalkreuth* synes mig ikke at passe til landsbyen. Hr. von Schober* , som er til fødselsdag i Weimar, skrev i går og bad om tilladelse til at tilbringe næste uge i Maxen, før han rejser til Gastein. I dag venter jeg oberstløjtnant Prensker* med hans 10 elever, hvoriblandt også er mit ældste barnebarn* – de vil ligge i bivouak og overnatte her, og i morgen marchere til Teplitz, så jeg mangler egentlig ikke adspredelse, blot kræfterne dertil! Mine tro tanker iler til Dem og nye ønsker strømmer fra det gamle hjerte, fuld af venskab for Deres velbefindende.
Altid den samme, Fr. Serre
BrevID 19933: FrS-brev af 21(?)/6-1870 (Collin XI, 11/155+17/247b, billedid 4974-77, 5348-51).
Datering: brevet kan ikke dateres nøjagtigt. HCA sendte brev fra Basnæs 19/6, som FrS tidligst kan have modtaget 2 dage senere, og HCA fik nærværende brev på Holsteinborg 28/6.
bei dem Tode Dickens* : Charles Dickens* (1812-70) døde 9/6 1870.
Sie haben schöne Pläne für den Sommer: HCA tilbragte forsommeren på Basnæs og Holsteinborg og den egentlige sommer hos familien Henriques* * på "Petershøi", syd for Klampenborg (9-19/7) samt hos familien Melchior* * i den ombyggede og stærkt udvidede sommerbolig "Rolighed", ligeledes ved stranden, men tættere på København (19/7-19/9).
da ich als Patronin die alleinige Verfügung darüber habe: som besidder af Maxen, der var et såkaldt "Rittergut", havde FrS som kirkepatron kaldsretten til sognekirken i landsbyen Maxen. I betragtning af, at Maxen havde haft den samme sognepræst siden 1818, d.v.s. før FAS købte Maxen, er det ikke underligt, at FrS stod famlende overfor sin varetagelse af kaldsretten til embedet. Se omtale af Serres som kirkepatroner i avisartikel 1863-05-14
unser neuer pr. Gesandte, Hr. von Kotzebue* : Wilhelm von Kotzebue* (1813-87), der var søn af den mere kendte skuespilforfatter, August von Kotzebue* (1761-1819) tilhørte den tysk-baltiske adel. Han blev diplomat (først som russisk gesandt i Karlsruhe, siden som preussisk do. i Dresden 1869-79), men virkede også som skønlitterær forfatter, udgav især værker med emner fra Moldau/Rumænien, hvor hans hustru havde et gods. Han omtales som "Tacitus Rumäniens".
Wiederaufbau eines neuen Theaters: jf. BrevID 13945.
Prinz Oldenburg* Henselts* Protector: prins Peter Georgievitch af Oldenburg* (1818-81), en nær ven af A. von Henselt* og selv en begavet komponist. En gren af den tyske hertugfamilie i Oldenburg blev knyttet til den russiske zarfamilie og var det helt op til revolutionen 1917.
Hof Diaconus Hase* … eine Gräfin Kalkreuth* : Karl Alfred Hase* (sen. von H.) (1842-1918), gift med grevinde Clara von Kalckreuth, * (1851-1903), d.a. Stanislaus von Kalckreuth * . FrS havde utvivlsomt ret i, at dette ægtepar ikke egnede sig til at være præstefolk i Maxen.
Oberlieutnant Prensker* … mein ältester Enkel: barnebarnet er Clemens Serre (1856-1920), men overløjtnant Prensker* kan ikke identificeres. – Iflg. Adressbuch Dresden 1870 er der en Generalmajor Adolph Curt v. Prenzel* , iflg. Königl. Sächsischer Hof-Civil-und Militär-Staat (1799-1889)
30.09.1870 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre.
(BrevID 22425 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
19.10.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen der 19. Octbr 1870.
Theuerster Freund!
Wie freudig begrüßte ich Ihre lieben Zeilen, nach so langem Schweigen. Ruhig rollt das Rad der Zeit, in Ihrem und meinem Leben weiter, während draussen die Kriegsstürme toben, und das Herz bey jeder Nachricht erbebt – – Trauermäntel unzählige befreundete Gestalten einhüllen, die stumm zum Himmel blickend – und unfähig sind – der von Gott bestimmten Ergebniße der Weltgeschichte Einhalt zu thuen! -
Das schöne glänzende Paris, ./. welche Zerwürfniße dort, welche Verzweiflung, die die unsinnigsten vandalistischen Thaten und Zerstörungen begehen laßen! – Genug – wer litte nicht in solchen Zeiten! – Gräfin Moltke* ist in Dresden angekommen und sofort nach Unwürde zu Graf Seebachs* * , Nachricht und Auskunft über ihre Kinder* * zu erlangen; dann wird sie einige Zeit nach Maxen kommen, denn ich muß bis Mitte Novbr. hier bleiben, da erst den 7ten die Ordination meines neuen Pastors erfolgt. Ich habe den Bitten und Gesuchen meiner Gemeinde ./. nachgegeben, und ihren, mir vorgeschlagenen Seelsorger designirt, obgleich ich längst eine mich mehr ansprechende Wahl getroffen. Gebe Gott, daß er seine heiligen Pflichten treu und redlich erfüllt. – Von Clara Heinke* hörte ich seit lange nichts – wir hatten fortdauernd, das gräulichste kalte Regenwetter, was zu einem Aufenthalt hier, für eine so zarte Natur wie die Claras* , nicht paßt; und leicht eine Erkältung ihr altes Übel zurückgebracht hätte. Außer das [sic] Henselt* , 6 Wochen in Maxen war, hatte ich keinen Hausbesuch. – Margaret hatte die Freude ihre englischen Verwandte hier zu haben die aber ./. schnell zurück reiseten als der Krieg ausbrach! Wo mag nur Gräfin Yoldi* jetzt sein? Wie wird sie ihren Helden* [tilføjet i margenen: auf Wilhelmshöhe], ihr Haus in Versailles beklagen! –
Hr. von Beaulieu* hat das 11te Kind bekommen, und dieser Segen ist ihm etwas zu viel, er war kürzlich in Maxen! – – Daß die gute kleine Hofräthin Carus* sich aus Eifersucht (leider mit Grund) aus dem Fenster 2 Et. hoch gestürzt – und wunderbarer Weise, alle ihre zerbrochenen Glieder wieder hergestellt worden, schrieb ich Ihnen wohl schon! – Eben wandelt die königl. Familie* * in meinem Park herum, sie wohnen in Wesenstein, noch in wahrer Trauer um Prinz. Amalie* , der edlen Schriftstellerin
[i margenen, p. 1:] Leben Sie wohl, unter den Flügeln der Poesie, und gedenken Ihrer getreuen Freundin
Fr. Serre
Maxen, den 19. oktober 1870.
Dyrebareste ven!
Hvor glad hilste jeg Deres kære linier, efter så lang tavshed. Roligt ruller tidens hjul videre, i Deres og mit liv, medens krigsstormene raser derude og hjertet bæver ved hver efterretning – indhyller utallige venneskikkelser i sørgekapper, medens de stumt kigger mod himlen og er ude af stand til at give mening til de af Gud bestemte hændelser i verdenshistorien.
Det skønne strålende Paris – hvilken splid, hvilken fortvivlelse der, som lader de mest vanvittige gerninger ske, med vandalisme og ødelæggelser! – Nok derom – hvor meget lider jeg ikke i sådanne tider! Grevinde Moltke* er ankommet til Dresden, og er straks efter taget til grev Seebachs* * på Unwürde, for at få efterretning og oplysninger om sine børn* * ; så vil hun komme til Maxen et stykke tid, for jeg må blive her til midten af november, da ordinationen af min nye pastor først følger den 7. Jeg har fulgt min menigheds bønner og anmodninger og udpeget dem min foreslåede sjælesørger, selv om jeg for længst havde truffet et valg, der var mig mere tiltalende. Gud give, at han tro og redeligt vil udføre sine pligter. – Fra Clara Heinke* har jeg længe intet hørt – vi havde det mest voldsomme, kolde og vedvarende regnvejr, og det passer ikke til et ophold her, for en så sart natur som Claras* ; og en forkølelse ville let have bragt hendes gamle lidelse tilbage. Foruden at Henselt* var 6 uger i Maxen havde jeg ingen besøgende. – Margaret* havde den glæde at have besøg af sine engelske slægtninge, men de vendte hurtigt hjem, da krigen brød ud! Hvor kan grevinde Yoldi* mon nu være? Hvor må hun beklage sin helt* på Wilhelmshöhe – og sit hus i Versailles!
Hr. von Beaulieu* har fået sit 11. barn, og denne velsignelse er ham for meget, han var for kort tid siden her i Maxen! – At den gode lille hofrådinde Carus* har styrtet sig ud af et vindue på 2. sal på grund af jalousi (desværre med god grund) – og på forunderlig vis er blevet rask efter at have brækket alle sine lemmer, skrev jeg vel allerede til Dem!
Den kongelige familie* * vandrer netop nu omkring i min park, de bor i Wesenstein, stadig i sorg over prinsesse Amalie* , den ædle forfatterinde.
[i margenen, p. 1:] Lev vel, under poesiens vinger og tænk på Deres tro veninde
Fr. Serre
BrevID 19207: FrS-brev af 19/10 1870 (Collin XI, 19/276, billedid 5531-34).
Ihre lieben Zeilen: HCA.s brev af 30/9 1870, jf. Dbg. VIII, 416.-
Das schöne glänzende Paris: FrS har nok tænkt tilbage på sine besøg i Paris, sidst det i 1855, hvor hun var vidne til festlighederne i anledning af den engelske dronning Victorias* statsbesøg hos Napoleon III* – og ikke mindst sammenlignet det med de voldsomme optøjer i forbindelse med Pariserkommunen (18.3.1870-28.5.1871). Pariserkommunen var det revolutionære folkestyre, som blev oprettet i Paris i protest mod den nationale regering i slutningen af Den fransk-preussiske krig.
nach Unwürde zu Graf Seebachs* … Auskunft über ihre Kinder zu erlangen: datteren af grev Albin Seebach* til Unwürde (1811-84), Maria Seebach* (1843-1902), var i 1863 blevet gift med grevinde Eliza Moltke-Huitfelds* søn, Léon M-H.* , der var dansk gesandt i Paris. Den unge grevinde* må under belejringen af Paris og sen. Pariserkommunen have søgt tilflugt hos familien* * på Unwürde i Sachsen.
ihren Helden auf Wilhelmshöhe … beklagen: grevinde Yoldis* "helt" har åbenbart været den franske kejser Napoleon III* , som efter det franske nederlag ved Sédan 2/9 1870 overgav sig til de preussiske styrker og blev interneret på slottet Wilhelmshöhe uden for Kassel.
die gute kleine Hofräthin Carus* : C. G. Carus’* svigerdatter, g.m. sønnen Albert Gustav Carus* (1817-91).
die königl. Familie … wohnen in Wesenstein: det sachsiske kongepar, dronning Amalie* (1801-77) og kong Johann* (1801-73) foretrak åbenbart slottet Weesenstein i nærheden af Maxen som sommerresidens, frem for den normalt benyttede sommerresidens i Pillnitz.
in wahrer Trauer um Prinz. Amalie* , der edlen Schriftstellerin: den sachsiske konges ugifte søster, prinsesse Amalie* (1794-1870), var aktiv som komponist og dramatisk forfatter.
Hofräthin Carus* : Lina Carus, f. Herbst* , g. 1848 med Albert Gustav Carus* . Hun døde 1905.
02.04.1871 Dagbogsuddrag : Fik Telegram fra ... Fru Serre.
(BrevID 22426 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
05.04.1871 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 22427 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
25.04.1871 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre i Anledning af hendes Fødselsdag.
(BrevID 22428 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
