Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
31.10.1865
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 31. Octbr. [18]65.
Theuerster Freund!
Den wärmsten Dank für Ihren lieben Brief den ich durch Clara* erhielt. Wie schön und gelungen ist die Photografie in den fernen Norden gemacht! Mit größter Theilnahme las ich Ihren Triumpfzug und alle Auszeichnungen welche Ihnen in den nordischen Städten und von dem königl. Herrschaften zu Theil geworden! Es muß solche Anerkennung beseligend sein!
Haben Sie die kleine Photografie von Maxen erhalten, die ich durch Sigwald* Ihnen geschickt?
Mein fortwährendes Unwohlsein und ein hartnäckiges Fußleiden – vernichtete jeden Reiseplan, auch fürchteten Kammerherr v. Badberg[s]* * meine Reisegefährten, die Cholera. ./. Wie danke ich Gott für dies Hierbleiben denn mich betraf ein harter Schlag am 23st. dieses, starb meine treue Lebens-Gefährtin, meine Stütze, mein Rath – in Freud und Leid – die gute Frau von Berge* ! Noch trank sie ganz wohl und heiter mit uns den Thee, war den Tag über viel herumgegangen, Besuche zu machen, da bekommt sie Abends 8 Uhr einen fürchterlichen Magenkrampf, der Arzt wird gerufen, seine Verordnungen helfen nichts, die Schmerzen dauern bis Mitternacht – da schlummert sie sanft ein um nur zu einen bessern Leben zu erwachen! Sie, welcher das Verhältniß kannte, sie half mir schwesterlich 33 J. lang mein ./. Haus verwalten, fühlen die Lücke, die neuen Sorgen die dadurch auf meine Schultern gekommen, und begreifen meinen Schmerz! – Wäre ich gesund, würde ich ja gern sofort nach Maxen für den Winter, alle ihre Besorgungen übernehmen, aber ich bin auf mein Zimmer angewiesen! – So ist die Letzte der ganzen Allbedyllschen Familie gestorben, und das treuste Herz für mich mußte ich vorigen Freitag begraben. Margaret* stand mir hülfreich zur Seite in diesen schweren Tagen! Ihr Stiefbruder, der preussische General von Hann* in Magdeburg ist ihr alleiniger Erbe. Wie oft sprach sie von Ihnen, wir werden wohl unsern Freund Andersen nicht wieder sehen – vorbei – vorbei – sagt Ihre Geschichte – ./. Alles hat sein Ende – und was nicht Gott zerstört – vernichtet der thörigte Mensch sich selbst! –
3 Tage war ich eben zur Stadt gezogen – da kam sie zum Besuch auf ein paar Tage nur noch – um Maxen nie wieder zu sehen.
Wie taugt [taucht] überall die Cholera auf – bey Leipzig, in Altenburg, im Gebirge – in Werdau hat sie unzählige Opfer gefordert. Ja Paris, Südfrankreich, Spanien und wohl auch Portugall ist nicht verschont geblieben. Darum reisen Sie nicht dahin. Die lieben Gr. Moltkes* * werden in Copenhagen wohnen – ein Umgang mehr für Sie.
Behüthe Sie der liebe Gott. Gedenken Sie in alter Freundschaft Ihrer armen
Fr. Serre
Den 31. Okt. [18]65.
Dyrebareste ven!
Den varmeste tak for Deres kære brev som jeg modtog fra Clara* . Hvor skønt og vellykket fotografiet er gjort i det fjerne norden! Med største deltagelse læste jeg om Deres triumftog og alle de udmærkelser af de kongelige herskaber, som blev Dem til del i de nordiske byer. Sådanne anerkendelser må være saliggørende!
Har De modtaget det lille fotografi af Maxen, som jeg sendte Dem med Sigwald* ?
Mit vedvarende ubehag og en hårdnakket fodlidelse ødelagde alle rejseplaner, og mine rejsefæller, kammerherre v. Badberg[s]* * frygtede koleraen. Hvor jeg takker Gud for at jeg blev her, thi jeg blev ramt af et hårdt slag den 23. ds, da døde min tro livsfælle, min støtte, min rådgiver, i glæde og i sorg, den gode Fru von Berge* . Endnu drak hun te med os og var ganske frisk, gik meget omkring hele dagen for at gøre besøg, da fik hun om aftenen kl. 8 en frygtelig mavekrampe, lægen bliver tilkaldt, hans forskrifter hjalp intet, smerterne bliver ved til midnat, da slumrede hun stille ind for nu at vågne til et bedre liv. De kendte forholdet – hun hjalp mig søsterligt i 33 år med at forvalte mit hus – De føler de huller, de nye bekymringer som derved lægges på mine skuldre og begriber min smerte! – Hvis jeg var rask, ville jeg gerne straks tage til Maxen for hele vinteren, for at tage mig af alle hendes ærinder, men jeg er henvist til mit værelse! Nu er den sidste af hele den allbedyllske familie død, og det mest trofaste hjerte måtte jeg begrave forrige fredag. Margaret* stod hjælpsomt ved min side i disse tunge dage! Hendes stedbroder, den preussiske general von Hann* i Magdeburg er hendes enearving. Hvor ofte talte hun om Dem – vi får vel ikke vores ven Andersen at se igen – forbi – forbi – blive alle historier – alt har en ende, og det Gud ikke ødelægger, det gør det tåbelige menneske for sig selv!
I 3 dage var jeg netop i byen – da kom hun og besøgte mig et par dage – for aldrig mere at gense Maxen.
Hvor dukker koleraen overalt op – ved Leipzig, i Altenburg, i bjergene – i Werdau har den krævet utallige ofre. Ja Paris, Sydfrankrig, Spanien og vel også Portugal er ikke blevet skånet. Derfor rejser De ikke derhen. De kære grev Moltkes* * vil bo i København – endnu et selskab for Dem.
Gid den gode Gud må bevare Dem. Tænk i gammelt venskab på Deres stakkels
Fr. Serre.
BrevID 18646: FrS-brev af 31/10 1865 (Collin XI, 17/251, billedid 5362-65).
Ihren lieben Brief den ich durch Clara* erhielt:
efter hjemkomsten til Kbh. fra en månedlang rejse til Sverige sendte HCA 18/10
"Brev til Clara Heinke* og til Fru Serre; hver af
dem fik et svensk Portrætkort af mig" (Dbg. VI, 309).
HCA var under opholdet i Stockholm 1865 blevet fotograferet hos hoffotograferne
Eurenius* og Quist* (BO nr. 81-86, her BO 85): 
die kleine Photografie von Maxen: kan være det visitkortfotografi af Maxen, som stadig sidder i HCA.s fotografialbum.
Ihr Stiefbruder, der preußische General von Hann* in Magdeburg: general Benno Hann von Weyhern* (1808-90).
die lieben Gr. Moltkes* * werden in Copenhagen wohnen – ein Umgang mehr für Sie: det er yderst tvivlsomt, om ægteparret Moltke-Huitfeldt* * – som formodet og bemærket af FrS – bosatte sig i København. Greven* opholdt sig ganske vist en del i Kbh. – fortrinsvis p.gr.a. hans rigsdagsarbejde – men han boede da alene på Hotel Royal. Ellers boede han fast på Glorup. Grevinden* synes at være forblevet i Paris, afbrudt af kortvarige besøg på Glorup.
13.12.1865Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre
(BrevID 22398 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
01.01.1866Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre
(BrevID 22399 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
04.01.1866
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 4 Jan. 1866. Dresden
Theuerster Freund!
Ich eile Ihnen für Ihren lieben Brief zu danken, da Sie ja gesonnen sind – bald nach dem Süden zu ziehen! Wie begreife ich Ihre Reise Sehnsucht aber um des Himmelswillen [sic] reisen Sie nicht allein – wie leicht kann Ihnen unterweges etwas zustoßen – bey der herrschenden Epidemien. Immer nehme ich den wärmsten Theil an Allen Ihren Succés! Es muß ein wunderbar beglückendes Gefühl sein, seine Gedanken, seine Schöpfungen, von Andern dargestellt zu sein vor einem Publikum was laut lobt und tadelt. ./. Wie heimisch mag Ihnen bey der liebenswürdigen Fr. v. Scavenius* gewesen sein am Weihnacht-Abend! Sehen Sie oft meine gute Gräfin Moltke* in Copenhagen? Wissen Sie, daß die arme Clara Heinke* , wieder ganz gelähmt sein soll, ich hörte lange nichts von ihr. –
Mir selbst geht es schlecht. Der Husten quält mich Tag und Nacht und raubt mir den Schlaf – seit einigen Tagen spucke ich Blut und habe heftige Brustschmerzen. Ich kenne die Bedeutung . Nun wie Gott will. Meine wahren Freunde werden mich nicht ganz vergeßen – und meines ./. Mannes Name wird ein Gesegneter, Gefeierter auch in der Nachwelt sein, durch die Wohlthaten die seine Stiftungen den armen und Bedürftigen gewährt! Jetzt schrieb, die Stiftung in Wien an mich, und bat um seine Büste für ihren Conferenzsaal, so wie sie in dem Schiller* hause aufgenommen!
Jetzt sind meine Kinder* * bey mir, ich wollte das Neujahr nicht so einsam antreten! -
Werde ich Sie in diesem Leben noch einmal wiedersehen? Werden Sie mir von der Reise schreiben? –
Meine Gedanken sind ernst und traurig. Noch habe ich einen Auftrag von meiner lieben Gräfin ./. Hohenthal* , Hoheit, Schwester Ihres Königs* – die Sie herzlich grüßen läßt. Sie ist eine sehr fromme Frau geworden, aber dadurch veredelter und menschenfreundlicher. Sigwald Dahl* ist lieb und treu wie ein Sohn, und mein einziger Genuß diesen Winter ist, daß zuweilen Professoren, wissenschaftl. Vorträge im kleinen Kreise mir vortragen, wozu à la tete Professor Schleiden* gehört, der das Leben der Pflanzen, und eine Biografie Linnés* geschrieben.
Somit gebe Ihnen Gott Alles Wohlergehen, alles Glück im neuen Jahre!
Was Ihre Correspondence betrifft, so wird sie in keine fremde Hände kommen nach meinem Tode.
[i margenen, p. 4:] Tausend Grüße an Graf* und Gräfin Moltke* und an Carl Andersen* , wenn sich Gelegenheit bietet.
Die Bürde-Ney* ist vor 8 Tagen nach Stockholm gereiset und kommt dann nach Copenhagen gastiren.
[i margenen, p. 2:] Wie einfältig benimmt sich der junge König* von Bayern mit Wagner* .
[i margenen, p. 1:] Mit unwandelbarerTreue Ihre Fr. Serre.
Den 4 Jan. 1866. Dresden
Dyrebareste ven!
Jeg skynder mig at takke Dem for Deres kære brev, da De jo er besluttet på at drage mod syden! Hvor jeg begriber Deres rejselængsel, men for himlens skyld, rejs ikke alene – hvor let kan noget tilstøde Dem undervejs – med de herskende epidemier. Jeg tager altid varmt del i al Deres succes. Det må være en vidunderlig lykkelig følelse, at ens tanker, det man skaber, bliver præsenteret af andre foran et publikum, som højlydt roser og dadler.
Hvor hyggeligt De må have haft det hos den elskværdige Fr. v. Scavenius* juleaften! Ser De ofte min gode grevinde Moltke* i København? Ved De, at den stakkels Clara Heinke* igen skal være lammet, jeg har længe ikke hørt fra hende.
Mig går det dårligt. Hosten plager mig dag og nat og tager min nattesøvn – i nogle dage har jeg spyttet blod og har kraftige brystsmerter. Jeg ved hvad det betyder. Nu som Gud vil. Mine sande venner vil ikke ganske glemme mig – og min mands navn vil være velsignet og fejret også i efterverdenen, på grund af de velgerninger, hans stiftelser har ydet de fattige og nødlidende. Nu skrev stiftelsen i Wien til mig og bad om hans buste til deres konferencesal, på samme måde som de har optaget den i Schiller* huset.
Nu er mine børn* * hos mig, jeg ville ikke gå ind i det nye år så ensomt!
Vil jeg se Dem endnu en gang i dette liv? Vil De skrive til mig om rejsen?
Mine tanker er alvorlige og sørgmodige. Jeg har endnu en opgave fra min kære grevinde Hohental* , højvelbåren, søster til Deres konge* , som hjerteligt lader hilse. Hun er blevet en meget from kvinde, og derved forædlet og mere menneskevenlig.
Sigwald Dahl* er kærlig og trofast som en søn, og min eneste nydelse denne vinter er, at forskellige professorer i en lille kreds holder foredrag for mig, hvortil som den første professor Schleiden* hører, han har skrevet Planternes liv og Linnés* biografi.
Således giver jeg Dem med Gud alt vel, al lykke id et nye år!
Hvad Deres breve angår, så vil de ikke komme i fremmede hænder efter min død.
Gud give Dem således alt godt og alt held i det nye år!
[i margenen, p. 4:] Tusind hilsener til greve* og grevinde Moltke* og til Carl Andersen* , når lejlighed byder sig.
Bürde-Ney* er for 8 dage siden rejst til Stockholm og kommer derefter på besøg i København.
[i margenen, p. 2:] Hvor enfoldigt opfører den unge konge* af Bayern sig med Wagner* .
[i margenen, p. 1:] Med uforandret troskab, Deres Fr. Serre.
BrevID 19931: FrS-brev af 4/1 1866 (Collin XI, 17/253, billedid 5370-73).
Ihren lieben Brief: HCA havde sendt brev til FrS onsdag 13/12 1865 BrevID 22398 og har sikkert deri fortalt om sine planer om en rejse til Portugal, med afbrydelser på henvejen i Holland (Amsterdam) og i Paris.
meine gute Gräfin in Copenhagen: jf. BrevID 18646.
Gräfin Hohenthal* … die Sie herzlich grüßen läßt: man kan undre sig over hilsenen fra denne grevinde, som var søster til Christian IX* . Såvidt det kan skønnes, har hun og HCA aldrig truffet hinanden, ej heller haft nogen brevkontakt.
Professor Schleiden* : Botanikeren M. J. Schleiden* , som tidligere havde været professor i Jena, sen. i Dorpat (Estland), var 1864-71 bosat i Dresden, hvor han virkede som "Privatgelehrter". Hans bog "Die Pflanze und ihr Leben", baseret på nogle populære foredrag, udkom 1. gang 1848 og blev siden genudgivet flere gange. https://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10303192_00005.html
Ihre Correspondence … wird … in keine fremde Hände kommen nach meinem Tode: efter FrS.s død i 1872 har man formentlig tilintetgjort hele hendes brevarkiv, hvorved så godt som alle originalbreve fra HCA til hende gik tabt.
der junge König von Bayern* mit Wagner* : kong Ludwig II* af Bayern (1845-86, konge 1864) understøttede på storstilet vis den fra Sachsen landsforviste komponist Richard Wagner* og finansierede bl.a. musikdramaet "Nibelungens Ring" samt opførelsen af adskillige Wagner* -operaer på Nationalteatret i München.
19.02.1866 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre
(BrevID 21365 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
22.03.1866
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 22. März 1866.
Theurer, verehrter Freund!
Durch einen Brief von Clara* erfuhr ich daß Sie bereits in Paris sind, und da ich nicht weiß, wie lange Ihr Aufenthalt dort dauert – und ich doch so gern mich in Ihr Gedächtniß rufen möchte, schreibe ich lieber sofort dahin; zu ungewiß war es nach Amsterdam zu schreiben! Bald naht Ihr Geburtstag der 2te April und alle meine Gedanken werden an diesem Morgen zu Ihnen ziehen – und Gottes Segen und Glück, auf allen Ihren Wegen herabflehen. Eine lange Reihe von Jahren, hat Ihre Freundschaft mein Leben verschönt, jeder Tag Ihres Hierseins war mir ein Festtag, Erhoben und erquickt, haben mich die Blüthen Ihrer Poesie, und ich ./. fühle mich recht verarmt, daß ich seit Jahren nun wieder, Sie nicht mehr sehen und hören konnte. Wird denn nicht wieder die Stunde schlagen wo Sie an meine Pforte klopfen? Denken Sie denn nicht – daß fern mir jede Politik liegt, die mich nicht berührt? –
Auch wir, zittern vor dem Krieg. Zittern, daß obgleich Sachsen neutral bleiben wird – das preuss. Militair durch Sachsen nach Östreich zieht – und wer steht dafür, daß es dann drinnen fest bleibt und nicht wieder heraus geht – wie in Holstein? – Wer die Macht hat, hat das Recht, und fragt nicht nach der Moral dabei! Und Maxen ist immer der Übergangspunkt nach der böhmischen Grenze! ./.
Wenn ich alle der Sorgen denke, die seit meines Mannes Tod, pecuniärer Hinsicht, auf mir ruhten, – dann muß ich zu dem Entschluß kommen um Ruhe, und sichere Revenuen zu erlangen, muß ich es verkaufen, wenn sich eine vortheilhafte Gelegenheit dazu findet obgleich mein Herz dabey blutet.
Ich fühle mich fortwährend elend und krank, der Husten läßt mir Tag und Nacht keine Ruhe und meine einzige Hoffnung beruht auf Ems, was mir ja immer so gut gethan. Der Arzt sagt ich müsse zum Winter in einem südlichen Clima wohnen, da die kalte Luft mir ewig Entzündungen des Halses und der Luftröhre gibt! – Lange aber, hat Ihre Muse geschwiegen – wenigstens ins Deutsche übersetzt ist wohl nichts worden? Mir bangt danach! Meine liebe Freundin ./. Gräfin Hohenthal* , Schwester Ihres Königs* hat mich vor Ihrer Abreise mit einem schönen Buch beschenkt,. Morgen und Abend Klänge von Friedrich Arndt* , worinnen sie liebe Worte geschrieben. Sie geht den May nach Kreiznach [Kreuznach], dann nach Griechenland – und zum Herbst nach Copenhagen! ¬
Werden Sie denn nicht Gräfin Yoldi-Coopmans* , in Versailles aufsuchen? Sie wohnt rue de Bourdonnais, à Son hôtel, und hat 2 Mädchen, Töchter ihrer Tochter bey sich, dann geht sie für den ganzen Sommer zu ihren Kinder, auf ein Schloß in den Pyräneen, sie ist ganz versöhnt mit ihrer Familie und denkt in Copenhagen das Grab ihres Vaters* zu besuchen! – Empfehlen Sie mich Graf Leon Moltke* und seiner jungen Frau* – ! Nun behüthe Sie Gott, schreiben Sie mir bald von Ihren weiteren Plänen und denken den 2t April daß alle meine Gedanken Sie begleiten werden!
Getreu
Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Welche Lücke hat mir Frau v. Berges* Tod gemacht.
[i margenen, p. 2:] In Maxen hat eine Actien Gesellschaft ein großes Terrain beym Marmorbruch gekauft, sucht Kalk, hat leider auch welchen gefunden zu meinem Nachtheil
Dresden, den 22. marts 1866.
Dyrebare, ærede ven!
Via et brev fra Clara* erfarede jeg, at De allerede er i Paris, og da jeg ikke ved, hvor længe Deres ophold der varer – og da jeg så gerne vil bringes i erindring, skriver jeg hellere straks dertil; det var alt for usikkert at skrive til Amsterdam! Snart nærmer Deres fødselsdag den 2. april sig og alle mine tanker vil på den morgen drage til Dem – og ønske Guds velsignelse og lykke på alle Deres veje. En lang række år har Deres venskab forskønnet mit liv, hver dag, De var her, var mig en festdag, Deres poesis blomster har opløftet og opmuntret, og jeg føler mig ganske fattig, at jeg nu i årevis ikke har kunnet se eller høre Dem. Vil den time ikke snart oprinde, hvor De banker på min port? Tænker De da ikke, at enhver politik ligger mig fjernt, den berørte ikke mig?
Også vi er bange for krigen. Selv om Sachsen forbliver neutral, ryster vi over, at det preussiske militær drager gennem Sachsen til Østrig, og hvem sørger så for, at det forbliver uskadt og ikke sønderbrydes som Holsten? Den der har magt har ret – og spørg ikke om moralen i den forbindelse! Og Maxen er altid gennemgangspunktet til den bøhmiske grænse!
Når jeg tænker på alle de bekymringer, som af pekuniær art har hvilet på mig siden min mands død – så må jeg komme til den beslutning, at for at opnå ro og sikker indkomst, må jeg sælge det, hvis der findes en fordelagtig mulighed, selv om mit hjerte bløder derved.
Jeg føler mig stadig elendig og syg, hosten lader mig dag og nat uden ro og mit eneste håb er Ems, som jo altid har gjort mig så godt. Lægen siger, at jeg til vinter skal bo i sydligere klima, da den kolde luft giver mig evindelige betændelser i halsen og luftrørene! Men længe har Deres muse tiet – i det mindste er intet blevet oversat til tysk? Jeg ængstes derfor! Min kære veninde, grevinde Hohenthal* , som er søster til Deres konge* , gav mig før sin afrejse en smuk bog, Morgen- og aftenklange af Friedrich Arndt* , hvor hun har skrevet kærlige ord. Til maj rejser hun til Kreuznach, derefter til Grækenland, og til efteråret til København.
Vil De ikke opsøge grevinde Yoldi-Coopmans* i Versailles? hun bor i hotellet på rue de Bourdonnais og har to piger, døtre af hendes datter, hos sig, så rejser hun hele sommeren til sine børn, til et slot i Pyrenæerne, hun er ganske forsonet med sin familie og planlægger at besøge faderens* grav i København!
Hils grev Leon Moltke* og hans unge kone* ! Nu Gud bevare Dem, skriv snart om Deres videre planer og tænk den 2. april på, at alle mine tanker vil ledsage Dem!
I troskab
Fr. Serre
i margenen, p. 1:] Hvilket tomrum har fru v. Berges* død forårsaget.
[i margenen, p. 2:] I Maxen har et aktieselskab købt et stort område ved marmorbruddet, de søger kalk, og har desværre også fundet det, til skade for mig.
BrevID 18689: FrS-brev af 22/3 1866 (Collin XI, 17/254, billedid 5366-69).
Sie bereits in Paris sind: efter ca. 1½ måneds ophold i Holland rejste HCA via Antwerpen og Bruxelles til Paris, med ankomst dertil 29/3.
auch wir zittern vor dem Krieg: krigen mellem de to tyske stormagter, Preussen og Østrig, udkæmpedes i sommeren 1866 og varede 7 uger, hvorfor krigen også kaldtes "syvugerskrigen". Kongeriget Sachsen, som i 1. omgang havde erklæret sig neutralt, endte med at slutte sig til Østrig, hvilket flertallet af de såkaldte "mellemstater" (Bayern, Baden, Würtemberg, Hessen, Hannover m.fl.) også gjorde. Preussen støttedes derimod af det netop oprettede kongerige Italien og af nogle af de nordtyske hertugdømmer foruden af nogle af småstaterne i Thüringen, bl.a. Sachsen-Weimar-Eisenach. Slaget ved Königgrätz 3. juli, hvor de preussiske styrker vandt en overvældende sejr, afgjorde krigen til Preussens fordel, det i 1815 oprettede tyske forbund opløstes og der etableredes et nordtysk forbund, selvsagt under preussisk ledelse.
wie in Holstein: som en forløber for 1866-krigen besatte preussiske styrker hertugdømmet Holsten, hvis forvaltning ellers var betroet Østrig efter Danmarks nederlag i 1864-krigen.
Friedrich Arndt* : Johann Friedrich Arndt* (1802-81), theolog og prædikant, virkede i mange år som "erster Prediger" ved Berlins Parochialkirche. Hans "Abendklänge aus Gottes Wort. Ein Erbauungsbuch auf alle Tage im Jahre" (1841) og sidestykket "Morgenklänge etc." (1843) var meget populære opbyggelsesskrifter. At grevinde Hohenthal* skænkede FrS netop disse bøger, er utvivlsomt et udslag af den fromhed, som greb hende efter hendes gemals* død i 1860.
Gräfin Yoldi-Coopmans* : De to datterdøtres navne og data er ikke udg. bekendt
13.05.1866 Dagbogsuddrag : Jeg føler mig noget nerveus i Dag og er blevet den største Tid i Stuen for at skrive til Frøken Heinke* og Fru Serre.
CH* (BrevID 23903 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
FS (BrevID 22454 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev) – som tilsyneladende bliver afsendt næste dag.
14.05.1866 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre.
(BrevID 22400 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
16.08.1866
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Ems den 16. Aug. [18]66.
Theurer, unvergeßlicher Freund!
Nur durch Clara* hörte ich von Ihnen! Mein Brief an Sie ist wohl in dem Kriegstreiben verloren gegangen, und ich weiß daher nicht, wo Sie jetzt wohl sein mögen, und bitte Clara* diese Zeilen zu befördern. Ja, der Krieg ist über uns herein gebrochen. Preussen ging sieg reich vorwärts und wie weiland Napoleon* stürzt es die Throne, und anectirt die eroberten Länder! Auch unser armer König* wird Pr. Stadthalter [sic], er verliert die Diplomatie und den Befehl über die Armee und so wird Dresden eine Provinz v. Pr.
Wir lebten so zufrieden, eine musterhafte Regierung, Wohlstand im Lande, in den Cassen, die die Kriegskosten nun geleert, einen König* der von seinem Volk geliebt und geehrt war – plötzlich fallen die Heuschrecken über unser Land – und wie wird es enden! – Es ist Waffenstillstand, doch ein Friedensabschluß noch nicht in Wien unterzeichnet – die Bedingungen sind zu vernichtend für Östreich, er soll von Deutschland ausgeschloßen werden! Und Napoleon* , er sitzt beobachtend, wartend! – Ungeheuern Zurüstungen für einen Krieg macht ganz still Frankreich, er will die Grenzen von 1814 wieder haben! – Das ./. Traurigste ist, die Geldnoth, der Druck der auf alle Gemüther liegt. – Doch genug – Sie werden Zeitungen haben, und unsere Situation kennen.
Gestern ist Sigwald Dahl* nach Glorup gereiset bleibt dort bis Ende Octbr, wo die Gräfin* nach Paris geht und bleibt in Christiania bey seiner Schwester* diesen Winter, ich verliere ihn mit Schmerz. – Mit meinem Befinden geht es nicht gut. Ein böser Husten ein chronischer plagt mich Tag und Nacht, dazu ein Fußübel, ich benutzte den Waffenstillstand, und als die Eisenbahn wieder hierher hergestellt war, und will einige Wochen die Cur gebrauchen. Fortwährende Einquartierung der Preussen die hin gen Wien und zurück zogen, machten meine Gegenwart im Hause und Maxen nöthig, ein mal bekam ich 96 Mann, l Major, 3 Officiere, und Bedienung die alle beköstigt sein wollen. Da fehlt mir sehr Frau von Berges* Hülfe. Leider raubte sie mir ein plötzlicher Tod voriges Jahr Ende Octbr. – Unbeirrt aber wächst Ihre gepflanzte Eiche im Garten, Ihr Lerchenbaum grünt und trotz Kälte und Sturm. – so ist mein Herz für Sie! – Mögte mir im Leben noch ein Wiedersehen werden! Welch schönes Buch werden Sie wieder über Ihre Reise schreiben, wie lange sah und las ich nichts Neues von Ihrer Schöpfung! – Die arme Clara* soll ./. noch immer gelähmt sein. Wie traurig ein so schöner Geist, eine so edle Seele, in so einer zerbrechlichen Hülle. – Ich blieb in Weimar auf meiner Durchreise, doch der Gr. Herzog* war in Berlin, auch seine Stellung zu ordnen, auch er verliert das Militair und die Diplomatie. Ich fand die arme Malerin Seidler* , noch dieselbe Repräsentantin aus der Göthe* Zeit meine treuste Freundin sehr krank; sah im Schiller* haus die Büste meines Mannes aufgestellt; eine Ehre, die mich überraschte und beglückte. Noch immer stehe ich im Briefwechsel mit dem Gr. Herzog* .
Wüßte ich nur, ob Sie noch in Lissabon sind und wann Sie zurückkehren? – Margaret* ist noch meine einzige treuste Stüze; Alles ist sonst beim Alten, Maxen ist verpachtet, und ich habe nun die Kalkwerke zurückbehalten müßen. Wie grausam sonst vernichtet die Zeit, Alles was uns umgibt – und endlich uns selbst. Ihnen scheint die ewige geistige und körperliche Jugend beschieden.
Da sich Preussen mit Besitznahme so vieler anderer Länder Eigenthum bereichert, erhalten Sie, die nördl. Schl. Holsteinschen Districte wieder, wo dänisch gesprochen wird, es nutzt ihm zu wenig! – In diesem Kriege, kämpften Bruder gegen Bruder natürlich, meine Tochter Clementine* Brüder, 2 stehen in östreichschen Diensten, wovon Einer gefährl. verwundet liegt – 2 im sächsischen und ihr Schwager, ist Adjudant des Prinzen Carl* , steht also in pr. Diensten. So geht es in vielen Familien – Unzählige Opfer sind gefallen, und die Officiersfrauen trauern um ihre Männer, Brüder und Söhne, fast jede Familie hatte Verluste von Angehörigen oder Freunden.
[i margenen, p. 2:] Ich füge nur noch einen alten, treuen Herzensgruß bey und bitte bald um eine Nachricht – Ihre ewig unveränderte
Fr. Serre
[udskrift:] Monsieur H. Ch. Andersen.
Ems den 16. Aug. [18]66.
Dyrebare, uforglemmelige ven!
Kun gennem Clara* har jeg hørt fra Dem! Mit brev er vel gået tabt i krigen, og jeg ved derfor ikke, hvor De vel nu kan være, og beder Clara* befordre disse linier. Ja, krigen er brudt løs over os. Preussen gik sejrrigt fremad og som engang Napoleon* styrtede det tronen og annekterede de erobrede lande! Også vores stakkels konge* bliver preussisk statholder, han taber diplomatiet og befalingen over hæren og således bliver Dresden en provins af Preussen.
Vi levede så tilfredse med en mønster-regering, velstand i landet, i kasserne, som krigsomkostningerne nu har tømt, en konge* , som var elsket og æret af sit folk – pludselig overfalder græshoppesværme vores land – og vil gøre det af med os! – Der er våbentilstand, men en fredsaftale er ikke underskrevet i Wien – betingelserne er for ødelæggende for Østrig, som skal udelukkes fra Tyskland. Og Napoleon* sidder og iagttager, venter! – Frankrig gør lige så stille uhyre forberedelser til en krig, de vil have grænserne fra 1814 tilbage! Det sørgeligste, pengenøden, trykket som ligger på alle … – Men nok derom – De har aviser og kender vores situation.
I går rejste Sigwald Dahl* til Glorup, han bliver der til slutningen af oktober, hvor grevinden* rejser til Paris og bliver i vinter i Christiania hos sin søster* , jeg taber ham med smerte. – Med mit velbefindende går det ikke godt. En ond, kronisk hoste plager mig dag og nat, dertil en fodlidelse, jeg benytter våbentilstanden, og da jernbanen var genindført – og vil nogle uger benytte en kur. Vedvarende indkvartering af preussere, som drog mod Wien og tilbage, gjorde mit nærvær i huset og Maxen nødvendig, en gang fik jeg 96 mand, 1 major, 3 officerer, og oppassere som alle ville bespises. Da manglede jeg fru Berges* hjælp. Desværre berøvede en pludselig død hende fra mig sidste år i slutningen af oktober. – Men upåvirket vokser Deres plantede eg i haven, Deres lærketræ grønnes og trodser kulde og storm – således er også mit hjerte for Dem! – Måtte endnu et gensyn forundes mig i dette liv! Hvilken skøn bog vil De igen skrive om Deres rejse, hvor længe læste og så jeg ikke noget nyt om Deres værk! Den stakkels Clara* skal endnu være lammet. Hvor sørgelig er en sådan ånd, en så ædel sjæl – i så skrøbelig et legeme. – Jeg blev i Weimar på min gennemrejse, men storhertugen* var i Berlin, også for at ordne sine sager, også han mister militæret og diplomatiet. Jeg fandt den stakkels malerinde frk. Seidler* syg, hun er endnu den samme mest trofaste veninde, så i Schiller* huset busten af min mand opstillet, en ære som overraskede mig og gjorde mig glad. Brevvekslingen med storhertugen* består stadig!
Vidste jeg blot, om De stadig er i Lissabon og hvornår De vender tilbage derfra? – Margaret* er stadig min eneste, og mest trofaste støtte. Alt er ellers ved det gamle, Maxen er forpagtet, og jeg har kun måttet beholde kalkværket. Hvor grusomt tiden nedbryder alt det, som omgiver os – og i sidste ende os selv. Dem synes den evigt åndelige og legemlige ungdom at være beskåret.
Da Preussen har beriget sig med så mange andre lande, får De det nordlige Slesvig-Holsten-område tilbage, der hvor der bliver talt dansk, det har Preussen for lidt glæde af! – I denne krig kæmpede bror mod bror, min [sviger]datter Clementines* brødre stod begge i østrigsk tjeneste, den ene ligger livsfarligt såret – 2 stod i det saksiske regiment og hendes svoger, en adjudant for prins Carl* , står også i preussisk tjeneste. Således går det i mange familier. Utallige ofre er faldet, og officerskonerne sørger over deres mænd, brødre og sønner, næsten hver familie har mistet slægtninge eller venner.
[i margenen, p. 2:] Jeg vedlægger en gammel, tro hjertelig hilsen og beder om snarlig efterretning – Deres evigt uforandrede
Fr. Serre
[udskrift:] Monsieur H. Ch. Andersen.
BrevID 18733: FrS-brev af 16/8 1866 (Collin XI, 17/254, billedid 5374-77).
Wie Napoleon* stürzt es die Throne und anectiert die verlierten Länder: bl.a. kongeriget Hannover og kurfyrstendømmet Hessen (Hessen-Kassel) blev som følge af Preussens sejr indlemmet i kongeriget Preussen, hvorimod kongeriget Sachsen fik lov til at bestå, dog med store begrænsninger i dets suverænitet, ligesom det blev tvunget til at indgå i det nordtyske forbund, hvor Preussen var den altdominerende magt. De tidl. danske hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg indlemmedes samtidig definitivt i Preussen.
Östreich … von Deutschland ausgeschlossen: Det tyske Forbund (grundlagt 1815), hvori Østrig havde ført forsædet, blev ophævet og kejserriget Østrigs tyske områder udelukket fra at agere som del af Tyskland. Året efter, i 1867, dannedes dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn med kejser Franz Josef* (1830-1916, kejser 1848) som kejser (af Østrig) og konge (af Ungarn).
Napoleon* , er sitzt beobachtend: her er der tale om kejser Napoleon III* , som holdt sig uden for den preussisk-østrigske konflikt.
erhalten Sie, die nördl. Schl. Holsteinischen Districte: ifølge Pragerfredens §5 ville befolkningen i Nordslesvig få lejlighed til ved en folkeafstemning at afgøre sit fremtidige nationale tilhørsforhold. Denne bestemmelse blev énsidigt af Preussen ophævet i 1878.
Clementine* Brüder in östreichischen Diensten … 2 im sächschen und ihr Schwager … in pr. Diensten: 2 af brødrene kender vi navnene på: Karl Mariotto* og Anton Maria* , men navne og data på de resterende af svigerdatteren Clementines* slægtninge kan ikke meddeles.
Adjudant des Prinzen Carl* : hermed mener FrS prins Friedrich Carl af Preussen* (1828-85), som med stor dygtighed og på ledende poster deltog i krigene 1848-50 og 1864 mod Danmark, 1866 mod Østrig og 1870-71 mod Frankrig.
25.08.1866 Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre
(BrevID 22401 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
