16.08.1866
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Ems den 16. Aug. [18]66.
Theurer, unvergeßlicher Freund!
Nur durch Clara* hörte ich von Ihnen! Mein Brief an Sie ist wohl in dem Kriegstreiben verloren gegangen, und ich weiß daher nicht, wo Sie jetzt wohl sein mögen, und bitte Clara* diese Zeilen zu befördern. Ja, der Krieg ist über uns herein gebrochen. Preussen ging sieg reich vorwärts und wie weiland Napoleon* stürzt es die Throne, und anectirt die eroberten Länder! Auch unser armer König* wird Pr. Stadthalter [sic], er verliert die Diplomatie und den Befehl über die Armee und so wird Dresden eine Provinz v. Pr.
Wir lebten so zufrieden, eine musterhafte Regierung, Wohlstand im Lande, in den Cassen, die die Kriegskosten nun geleert, einen König* der von seinem Volk geliebt und geehrt war – plötzlich fallen die Heuschrecken über unser Land – und wie wird es enden! – Es ist Waffenstillstand, doch ein Friedensabschluß noch nicht in Wien unterzeichnet – die Bedingungen sind zu vernichtend für Östreich, er soll von Deutschland ausgeschloßen werden! Und Napoleon* , er sitzt beobachtend, wartend! – Ungeheuern Zurüstungen für einen Krieg macht ganz still Frankreich, er will die Grenzen von 1814 wieder haben! – Das ./. Traurigste ist, die Geldnoth, der Druck der auf alle Gemüther liegt. – Doch genug – Sie werden Zeitungen haben, und unsere Situation kennen.
Gestern ist Sigwald Dahl* nach Glorup gereiset bleibt dort bis Ende Octbr, wo die Gräfin* nach Paris geht und bleibt in Christiania bey seiner Schwester* diesen Winter, ich verliere ihn mit Schmerz. – Mit meinem Befinden geht es nicht gut. Ein böser Husten ein chronischer plagt mich Tag und Nacht, dazu ein Fußübel, ich benutzte den Waffenstillstand, und als die Eisenbahn wieder hierher hergestellt war, und will einige Wochen die Cur gebrauchen. Fortwährende Einquartierung der Preussen die hin gen Wien und zurück zogen, machten meine Gegenwart im Hause und Maxen nöthig, ein mal bekam ich 96 Mann, l Major, 3 Officiere, und Bedienung die alle beköstigt sein wollen. Da fehlt mir sehr Frau von Berges* Hülfe. Leider raubte sie mir ein plötzlicher Tod voriges Jahr Ende Octbr. – Unbeirrt aber wächst Ihre gepflanzte Eiche im Garten, Ihr Lerchenbaum grünt und trotz Kälte und Sturm. – so ist mein Herz für Sie! – Mögte mir im Leben noch ein Wiedersehen werden! Welch schönes Buch werden Sie wieder über Ihre Reise schreiben, wie lange sah und las ich nichts Neues von Ihrer Schöpfung! – Die arme Clara* soll ./. noch immer gelähmt sein. Wie traurig ein so schöner Geist, eine so edle Seele, in so einer zerbrechlichen Hülle. – Ich blieb in Weimar auf meiner Durchreise, doch der Gr. Herzog* war in Berlin, auch seine Stellung zu ordnen, auch er verliert das Militair und die Diplomatie. Ich fand die arme Malerin Seidler* , noch dieselbe Repräsentantin aus der Göthe* Zeit meine treuste Freundin sehr krank; sah im Schiller* haus die Büste meines Mannes aufgestellt; eine Ehre, die mich überraschte und beglückte. Noch immer stehe ich im Briefwechsel mit dem Gr. Herzog* .
Wüßte ich nur, ob Sie noch in Lissabon sind und wann Sie zurückkehren? – Margaret* ist noch meine einzige treuste Stüze; Alles ist sonst beim Alten, Maxen ist verpachtet, und ich habe nun die Kalkwerke zurückbehalten müßen. Wie grausam sonst vernichtet die Zeit, Alles was uns umgibt – und endlich uns selbst. Ihnen scheint die ewige geistige und körperliche Jugend beschieden.
Da sich Preussen mit Besitznahme so vieler anderer Länder Eigenthum bereichert, erhalten Sie, die nördl. Schl. Holsteinschen Districte wieder, wo dänisch gesprochen wird, es nutzt ihm zu wenig! – In diesem Kriege, kämpften Bruder gegen Bruder natürlich, meine Tochter Clementine* Brüder, 2 stehen in östreichschen Diensten, wovon Einer gefährl. verwundet liegt – 2 im sächsischen und ihr Schwager, ist Adjudant des Prinzen Carl* , steht also in pr. Diensten. So geht es in vielen Familien – Unzählige Opfer sind gefallen, und die Officiersfrauen trauern um ihre Männer, Brüder und Söhne, fast jede Familie hatte Verluste von Angehörigen oder Freunden.
[i margenen, p. 2:] Ich füge nur noch einen alten, treuen Herzensgruß bey und bitte bald um eine Nachricht – Ihre ewig unveränderte
Fr. Serre
[udskrift:] Monsieur H. Ch. Andersen.
Ems den 16. Aug. [18]66.
Dyrebare, uforglemmelige ven!
Kun gennem Clara* har jeg hørt fra Dem! Mit brev er vel gået tabt i krigen, og jeg ved derfor ikke, hvor De vel nu kan være, og beder Clara* befordre disse linier. Ja, krigen er brudt løs over os. Preussen gik sejrrigt fremad og som engang Napoleon* styrtede det tronen og annekterede de erobrede lande! Også vores stakkels konge* bliver preussisk statholder, han taber diplomatiet og befalingen over hæren og således bliver Dresden en provins af Preussen.
Vi levede så tilfredse med en mønster-regering, velstand i landet, i kasserne, som krigsomkostningerne nu har tømt, en konge* , som var elsket og æret af sit folk – pludselig overfalder græshoppesværme vores land – og vil gøre det af med os! – Der er våbentilstand, men en fredsaftale er ikke underskrevet i Wien – betingelserne er for ødelæggende for Østrig, som skal udelukkes fra Tyskland. Og Napoleon* sidder og iagttager, venter! – Frankrig gør lige så stille uhyre forberedelser til en krig, de vil have grænserne fra 1814 tilbage! Det sørgeligste, pengenøden, trykket som ligger på alle … – Men nok derom – De har aviser og kender vores situation.
I går rejste Sigwald Dahl* til Glorup, han bliver der til slutningen af oktober, hvor grevinden* rejser til Paris og bliver i vinter i Christiania hos sin søster* , jeg taber ham med smerte. – Med mit velbefindende går det ikke godt. En ond, kronisk hoste plager mig dag og nat, dertil en fodlidelse, jeg benytter våbentilstanden, og da jernbanen var genindført – og vil nogle uger benytte en kur. Vedvarende indkvartering af preussere, som drog mod Wien og tilbage, gjorde mit nærvær i huset og Maxen nødvendig, en gang fik jeg 96 mand, 1 major, 3 officerer, og oppassere som alle ville bespises. Da manglede jeg fru Berges* hjælp. Desværre berøvede en pludselig død hende fra mig sidste år i slutningen af oktober. – Men upåvirket vokser Deres plantede eg i haven, Deres lærketræ grønnes og trodser kulde og storm – således er også mit hjerte for Dem! – Måtte endnu et gensyn forundes mig i dette liv! Hvilken skøn bog vil De igen skrive om Deres rejse, hvor længe læste og så jeg ikke noget nyt om Deres værk! Den stakkels Clara* skal endnu være lammet. Hvor sørgelig er en sådan ånd, en så ædel sjæl – i så skrøbelig et legeme. – Jeg blev i Weimar på min gennemrejse, men storhertugen* var i Berlin, også for at ordne sine sager, også han mister militæret og diplomatiet. Jeg fandt den stakkels malerinde frk. Seidler* syg, hun er endnu den samme mest trofaste veninde, så i Schiller* huset busten af min mand opstillet, en ære som overraskede mig og gjorde mig glad. Brevvekslingen med storhertugen* består stadig!
Vidste jeg blot, om De stadig er i Lissabon og hvornår De vender tilbage derfra? – Margaret* er stadig min eneste, og mest trofaste støtte. Alt er ellers ved det gamle, Maxen er forpagtet, og jeg har kun måttet beholde kalkværket. Hvor grusomt tiden nedbryder alt det, som omgiver os – og i sidste ende os selv. Dem synes den evigt åndelige og legemlige ungdom at være beskåret.
Da Preussen har beriget sig med så mange andre lande, får De det nordlige Slesvig-Holsten-område tilbage, der hvor der bliver talt dansk, det har Preussen for lidt glæde af! – I denne krig kæmpede bror mod bror, min [sviger]datter Clementines* brødre stod begge i østrigsk tjeneste, den ene ligger livsfarligt såret – 2 stod i det saksiske regiment og hendes svoger, en adjudant for prins Carl* , står også i preussisk tjeneste. Således går det i mange familier. Utallige ofre er faldet, og officerskonerne sørger over deres mænd, brødre og sønner, næsten hver familie har mistet slægtninge eller venner.
[i margenen, p. 2:] Jeg vedlægger en gammel, tro hjertelig hilsen og beder om snarlig efterretning – Deres evigt uforandrede
Fr. Serre
[udskrift:] Monsieur H. Ch. Andersen.
BrevID 18733: FrS-brev af 16/8 1866 (Collin XI, 17/254, billedid 5374-77).
Wie Napoleon* stürzt es die Throne und anectiert die verlierten Länder: bl.a. kongeriget Hannover og kurfyrstendømmet Hessen (Hessen-Kassel) blev som følge af Preussens sejr indlemmet i kongeriget Preussen, hvorimod kongeriget Sachsen fik lov til at bestå, dog med store begrænsninger i dets suverænitet, ligesom det blev tvunget til at indgå i det nordtyske forbund, hvor Preussen var den altdominerende magt. De tidl. danske hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg indlemmedes samtidig definitivt i Preussen.
Östreich … von Deutschland ausgeschlossen: Det tyske Forbund (grundlagt 1815), hvori Østrig havde ført forsædet, blev ophævet og kejserriget Østrigs tyske områder udelukket fra at agere som del af Tyskland. Året efter, i 1867, dannedes dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn med kejser Franz Josef* (1830-1916, kejser 1848) som kejser (af Østrig) og konge (af Ungarn).
Napoleon* , er sitzt beobachtend: her er der tale om kejser Napoleon III* , som holdt sig uden for den preussisk-østrigske konflikt.
erhalten Sie, die nördl. Schl. Holsteinischen Districte: ifølge Pragerfredens §5 ville befolkningen i Nordslesvig få lejlighed til ved en folkeafstemning at afgøre sit fremtidige nationale tilhørsforhold. Denne bestemmelse blev énsidigt af Preussen ophævet i 1878.
Clementine* Brüder in östreichischen Diensten … 2 im sächschen und ihr Schwager … in pr. Diensten: 2 af brødrene kender vi navnene på: Karl Mariotto* og Anton Maria* , men navne og data på de resterende af svigerdatteren Clementines* slægtninge kan ikke meddeles.
Adjudant des Prinzen Carl* : hermed mener FrS prins Friedrich Carl af Preussen* (1828-85), som med stor dygtighed og på ledende poster deltog i krigene 1848-50 og 1864 mod Danmark, 1866 mod Østrig og 1870-71 mod Frankrig.
