31.10.1865
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 31. Octbr. [18]65.
Theuerster Freund!
Den wärmsten Dank für Ihren lieben Brief den ich durch Clara* erhielt. Wie schön und gelungen ist die Photografie in den fernen Norden gemacht! Mit größter Theilnahme las ich Ihren Triumpfzug und alle Auszeichnungen welche Ihnen in den nordischen Städten und von dem königl. Herrschaften zu Theil geworden! Es muß solche Anerkennung beseligend sein!
Haben Sie die kleine Photografie von Maxen erhalten, die ich durch Sigwald* Ihnen geschickt?
Mein fortwährendes Unwohlsein und ein hartnäckiges Fußleiden – vernichtete jeden Reiseplan, auch fürchteten Kammerherr v. Badberg[s]* * meine Reisegefährten, die Cholera. ./. Wie danke ich Gott für dies Hierbleiben denn mich betraf ein harter Schlag am 23st. dieses, starb meine treue Lebens-Gefährtin, meine Stütze, mein Rath – in Freud und Leid – die gute Frau von Berge* ! Noch trank sie ganz wohl und heiter mit uns den Thee, war den Tag über viel herumgegangen, Besuche zu machen, da bekommt sie Abends 8 Uhr einen fürchterlichen Magenkrampf, der Arzt wird gerufen, seine Verordnungen helfen nichts, die Schmerzen dauern bis Mitternacht – da schlummert sie sanft ein um nur zu einen bessern Leben zu erwachen! Sie, welcher das Verhältniß kannte, sie half mir schwesterlich 33 J. lang mein ./. Haus verwalten, fühlen die Lücke, die neuen Sorgen die dadurch auf meine Schultern gekommen, und begreifen meinen Schmerz! – Wäre ich gesund, würde ich ja gern sofort nach Maxen für den Winter, alle ihre Besorgungen übernehmen, aber ich bin auf mein Zimmer angewiesen! – So ist die Letzte der ganzen Allbedyllschen Familie gestorben, und das treuste Herz für mich mußte ich vorigen Freitag begraben. Margaret* stand mir hülfreich zur Seite in diesen schweren Tagen! Ihr Stiefbruder, der preussische General von Hann* in Magdeburg ist ihr alleiniger Erbe. Wie oft sprach sie von Ihnen, wir werden wohl unsern Freund Andersen nicht wieder sehen – vorbei – vorbei – sagt Ihre Geschichte – ./. Alles hat sein Ende – und was nicht Gott zerstört – vernichtet der thörigte Mensch sich selbst! –
3 Tage war ich eben zur Stadt gezogen – da kam sie zum Besuch auf ein paar Tage nur noch – um Maxen nie wieder zu sehen.
Wie taugt [taucht] überall die Cholera auf – bey Leipzig, in Altenburg, im Gebirge – in Werdau hat sie unzählige Opfer gefordert. Ja Paris, Südfrankreich, Spanien und wohl auch Portugall ist nicht verschont geblieben. Darum reisen Sie nicht dahin. Die lieben Gr. Moltkes* * werden in Copenhagen wohnen – ein Umgang mehr für Sie.
Behüthe Sie der liebe Gott. Gedenken Sie in alter Freundschaft Ihrer armen
Fr. Serre
Den 31. Okt. [18]65.
Dyrebareste ven!
Den varmeste tak for Deres kære brev som jeg modtog fra Clara* . Hvor skønt og vellykket fotografiet er gjort i det fjerne norden! Med største deltagelse læste jeg om Deres triumftog og alle de udmærkelser af de kongelige herskaber, som blev Dem til del i de nordiske byer. Sådanne anerkendelser må være saliggørende!
Har De modtaget det lille fotografi af Maxen, som jeg sendte Dem med Sigwald* ?
Mit vedvarende ubehag og en hårdnakket fodlidelse ødelagde alle rejseplaner, og mine rejsefæller, kammerherre v. Badberg[s]* * frygtede koleraen. Hvor jeg takker Gud for at jeg blev her, thi jeg blev ramt af et hårdt slag den 23. ds, da døde min tro livsfælle, min støtte, min rådgiver, i glæde og i sorg, den gode Fru von Berge* . Endnu drak hun te med os og var ganske frisk, gik meget omkring hele dagen for at gøre besøg, da fik hun om aftenen kl. 8 en frygtelig mavekrampe, lægen bliver tilkaldt, hans forskrifter hjalp intet, smerterne bliver ved til midnat, da slumrede hun stille ind for nu at vågne til et bedre liv. De kendte forholdet – hun hjalp mig søsterligt i 33 år med at forvalte mit hus – De føler de huller, de nye bekymringer som derved lægges på mine skuldre og begriber min smerte! – Hvis jeg var rask, ville jeg gerne straks tage til Maxen for hele vinteren, for at tage mig af alle hendes ærinder, men jeg er henvist til mit værelse! Nu er den sidste af hele den allbedyllske familie død, og det mest trofaste hjerte måtte jeg begrave forrige fredag. Margaret* stod hjælpsomt ved min side i disse tunge dage! Hendes stedbroder, den preussiske general von Hann* i Magdeburg er hendes enearving. Hvor ofte talte hun om Dem – vi får vel ikke vores ven Andersen at se igen – forbi – forbi – blive alle historier – alt har en ende, og det Gud ikke ødelægger, det gør det tåbelige menneske for sig selv!
I 3 dage var jeg netop i byen – da kom hun og besøgte mig et par dage – for aldrig mere at gense Maxen.
Hvor dukker koleraen overalt op – ved Leipzig, i Altenburg, i bjergene – i Werdau har den krævet utallige ofre. Ja Paris, Sydfrankrig, Spanien og vel også Portugal er ikke blevet skånet. Derfor rejser De ikke derhen. De kære grev Moltkes* * vil bo i København – endnu et selskab for Dem.
Gid den gode Gud må bevare Dem. Tænk i gammelt venskab på Deres stakkels
Fr. Serre.
BrevID 18646: FrS-brev af 31/10 1865 (Collin XI, 17/251, billedid 5362-65).
Ihren lieben Brief den ich durch Clara* erhielt:
efter hjemkomsten til Kbh. fra en månedlang rejse til Sverige sendte HCA 18/10
"Brev til Clara Heinke* og til Fru Serre; hver af
dem fik et svensk Portrætkort af mig" (Dbg. VI, 309).
HCA var under opholdet i Stockholm 1865 blevet fotograferet hos hoffotograferne
Eurenius* og Quist* (BO nr. 81-86, her BO 85): 
die kleine Photografie von Maxen: kan være det visitkortfotografi af Maxen, som stadig sidder i HCA.s fotografialbum.
Ihr Stiefbruder, der preußische General von Hann* in Magdeburg: general Benno Hann von Weyhern* (1808-90).
die lieben Gr. Moltkes* * werden in Copenhagen wohnen – ein Umgang mehr für Sie: det er yderst tvivlsomt, om ægteparret Moltke-Huitfeldt* * – som formodet og bemærket af FrS – bosatte sig i København. Greven* opholdt sig ganske vist en del i Kbh. – fortrinsvis p.gr.a. hans rigsdagsarbejde – men han boede da alene på Hotel Royal. Ellers boede han fast på Glorup. Grevinden* synes at være forblevet i Paris, afbrudt af kortvarige besøg på Glorup.
