Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
06.03.1863Almanakken : Brev til Fru Serre
(BrevID 22474 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
08.03.1863 https://press.digitale-sammlungen.de/view/bsb10487185_01127_u001/31?cq=friederike%20Serre Familiennachhrichten. Nach längeren Leiden entschlief
gestern Abend gegen 10 Uhr an einem Herzschlag sanft und schmerzlos mein
inniggeliebter Gatte Der K. Pr. Major
a.D. Fr. A. Serre auf Maxen, Ritter des Königl.,
Sächs., Albrecht-Ordens, im 74. Lebensjahr. Tief betrübt und
gebeugt zeige ich solches hierdurch an mit der Bitte um stille Theilnahme. Dresden, den 4. März
1863. Friederike verw. Serre, Zugleich im Namen der übrigen
Hinterlassenen. Familieefterretninger Efter længere tids sygdom sov min
inderligt elskede mand, kongelig preussisk major a.D. Fr. A. Serre, ridder af
den kongelige sachsiske Albrecht-orden i aftes ca. kl. 10 stille og smertefrit ind
i sit 74. leveår på grund af et hjerteslag. Dybt bedrøvet og nedbøjet meddeler
jeg det herved med en bøn om stille deltagelse. Dresden den 4. marts 1863 Friederike Serre, enke, på vegne
af de øvrige efterladte.
22.03.1863Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre –
(BrevID 22390 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
27.03.1863
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 27. März 1863.
Theurer, verehrter Freund!
Der 2t April naht, und meine Gedanken ziehen zu Ihnen – suchen Sie in Basnaes auf – und reichen Ihnen das liebste Vermächtniß, was mir geblieben – meines dahin geschiedenen Mannes sehr ähnliches Bild! Ich weiß, Sie werden es ehren, es wird Ihnen lieb sein – !
Möge Gottes Segen auch in dem neuen Jahre auf Ihrem lieben Haupte ruhen! – Anders hoffte ich den Tag zu verleben, Ihren Geburtstag in meinem Hause zu feiern, und hatte allerhand schöne Pläne. Doch ernst, und traurig vergehen die Tage, und ich bin froh – daß Sie dort unter lieben Freunden, gefeiert und verehrt – denselben heiter und glänzend verbringen werden – ; ich werde ./. Ihrer denken. Auch der Schluß Ihrer herrlichen Reise mußte ein froher sein! Sie fühlen wie entferndt ich von jedem Egoismus bin, Sie wissen – welche Freude mir Ihr Anblick gewährt hätte, aber ich wünsche, daß Sie sich mit mir freuen sollen – nicht weinen nicht klagen! – Wie einsam und öde erscheinen mir meine Räume! Ich war ja fast nie von meinem Manne, in den langen Lebensjahren, auf längere Zeit getrennt; ich erlaubte mir ohne ihn selbst keine gewünschte Vergnügungsreise, und wie bedurfte er mich die letzten Jahre, bei seinen Arbeiten – bey seiner Kränklichkeit! –
Ist aber die Anerkennung, der Dank von Tausenden, die es b[e]y seinem Tode bewiesen ein Trost – so wurde er mir in reichem Maaße! – Nur die Weimarsche Stiftung schwieg, schickte keinen Abgeordneten b[e]y ./. seinem Begräbniß, und der Groß. Herz.* befohl durch einen Telegram 24 Stunden zu spät seine Vertretung bey seiner Beerdigung! – Was hilft mir sein theilnehmender Brief, worinnen er sagt, ich sollte ihm immer für einen mir nahestehenden Freund ansehen, nach allen den Kränkungen? Jetzt hat der dortige Verwaltung[z]weig es mit unsrer Regierung zu thuen! – Gutzkow* verwaltet also für ein Jahr Dingelstedts* Posten, als Intendant ohne seinen Rang – der dafür wegen einem Augenübel Weimar verläßt. Hans Bülow* kommt an Liszts* Stelle dahin! –
Ich schlafe jetzt in dem rote Cabinet, neben meiner Wohnstube auf der Straße heraus! Über meinem Bette hängt das schöne Bild meines verstorbenen Kindes – und darüber habe ich Ihren Engel von Kaulbach* placirt – welcher das [overstreget: kranke] todte Kind emporträgt! Sie fühlen die Bedeutung! -
Sehr verwickelte Geschäftsangelegenheiten ./. nehmen meine ganze Zeit in Anspruch! – Ich habe noch nicht, als Universal Erbin das Testament angetreten – kann nichts beurtheilen, bis ich alle Verhältniße kennen geklärt – ob ich Maxen, das Geliebte,wenn auch Theure, nicht früher oder später verkaufen muß. Sie begreifen, wie das Alles schwer auf meiner Seele lastet, bis sich Alles gelichtet haben wird. Carl* ist eine große Stütze, ich könnte ohne ihn jetzt nicht bestehen. Ich habe die Kinder* * vor einigen Tagen zu mir rufen laßen, um mir die Leere auszufüllen und einige Erheiterung zu haben, werden sie einige Wochen bei mir Alle wohnen und auch nach den Feiertagen – mit mir nach Maxen ziehen. – Clara Heinke* ist zu beklagen daß sie und ihre Familie* * Sie nicht hier gesehen, ich beneide sie um Ihre pariser Photografie und diese, mit dem kranken Kind– doch nein – ich gönne ihr diese Freude! Ich schickte Ihnen einen (nach Paris) Brief vor 4 Wochen durch Gräfin Yoldi* [tilføjet i margenen: sie schickte mir ihn Gestern zurück, da er Sie nicht gefunden, deßhalb erhielten Sie von mir so lange keine Nachricht].
[i margenen, p.3:] Leben Sie wohl – leben Sie froh, und gedenken in Theilnahme
Ihrer getreuen Fr. Serre
[i margenen, p.1:] Empfehlen Sie mich der liebenswürdigen Frau v. Scavenius* und Tochter* angelegentlichst
[i margenen p.2:] Ein recht langer, ausführl. Brief von Ihnen wird mir Erquickung sein. Alle meine Umgebungen wollen Ihnen empfohlen sein.
Dresden, den 27. marts 1863.
Dyrebare, ærede ven!
Den 2. april nærmer sig, og mine tanker drager til Dem – opsøger Dem på Basnæs – og rækker Dem den kæreste arv, som er blevet tilbage – af min bortrevne mand et meget lignende portræt! Jeg ved, at De vil ære det, det vil være Dem kært – !
Må Guds velsignelse også i det nye leveår hvile over Deres kære hoved! – Ellers håber jeg at opleve den dag, hvor jeg kan fejre Deres fødselsdag i mit hus, og ville have alskens skønne planer! Men alvorligt og sørgmodigt går dagene, og jeg er glad, at De bliver fejret og æret der blandt kære venner – og vil tilbringe dagen muntert og strålende – jeg vil tænke på Dem! Også slutningen på Deres herlige rejse må have været glad! De føler, hvor fjernt enhver egoisme ligger mig, De ved, hvilken glæde Deres åsyn havde givet mig, men jeg ønsker, at De skal glæde Dem med mig, ikke græde, ikke klage! – Hvor ensomt og øde synes mine rum mig! Jeg var jo næsten aldrig væk fra min mand, i alle de leveår; jeg tillod mig ingen ønsket fornøjelsesrejse uden ham, og han behøvede mig så meget de sidste år, ved alt arbejdet – og ved hans sygdom.
Men anerkendelsen, takken fra de tusinder, som beviste en trøst ved hans død – blev mig rigt til del. – Kun Weimar-stiftelsen tav, sendte ingen delegeret til hans begravelse, og storhertugen* befalede ved et telegram, 24 timer for sent sin præsentation ved hans begravelse! Hvad hjælper hans deltagende brev mig, hvor han siger, han altid vil anse mig for en nærtstående ven, efter alle de krænkelser? Nu har forvaltningsfilialen der ansvar for vores regering!
Gutzkow* forvalter altså for et år Dingelstedts* post, som intendant, uden at have hans rang, som til gengæld forlader Weimar på grund af en øjenlidelse. Hans Bülow* kommer i Liszts* sted dertil!
Jeg sover nu i det røde kabinet, ved siden af min dagligstue ud mod gaden! Over min seng hænger det skønne billede af mit døde barn – og derover har jeg placeret Deres Engel af Kaulbach* , som bærer det syge døde barn op. De føler betydningen!
Meget indviklede forretningsanliggender kræver al min tid! Jeg har endnu ikke tiltrådt testamentet som universalarving – jeg kan ikke bedømme det, før jeg har afklaret alle forhold, om jeg ikke før eller siden må sælge det elskede, men også dyre Maxen. De begriber, hvorledes det hele hviler tungt på min sjæl, indtil der er kastet lys over det hele . Carl* er en stor støtte, jeg kunne ikke klare det uden ham. Jeg har for nogle dage siden ladet børnene* * kalde hertil, for at fylde tomheden og få en smule opmuntring, de vil alle bo nogle uger hos mig og også efter helligdagene flytte med mig til Maxen. – Clara Heinke* lader beklage, at hun og hendes familie* * ikke har set Dem her, jeg misunder hende hendes Pariser-fotografi og det med det syge barn – og dog – jeg under hende denne glæde! Jeg sendte Dem for 4 uger siden et brev til Paris med grevinde Yoldi* – hun sendte det retur til mig i går, da brevet ikke fandt Dem, derfor har De så længe ikke hørt fra mig.
[i margenen, p. 3:] Lev vel, lev glad, og tænk med deltagelse på
Deres tro Fr. Serre.
[i margenen, p. 1:] Hils ved lejlighed den elskværdige fru v. Scavenius* og datteren* .
[i margenen p. 2:] Et rigtig langt, udførligt brev fra Dem vil være mig en opmuntring. Alle mine omgivelser hilser Dem.
BrevID 10962: FrS-brev af 27/3 1863 (Collin XI, 16/242, billedid 5327-28, 5891-92).
meines dahin geschiedenen Mannes Bild: FAS døde 3/3 1863. Sigwald Dahl* underettede straks pr. brev HCA om dødsfaldet, jf. Dbg. V, 370. FrS sendte med sit brev et vellignende portræt af FAS, formentlig det sidste fotografi, taget af FrS.
Sie wissen – welche Freude mir Ihr Anblick gewährt hätte: det havde været HCAs hensigt at afslutte den lange rejse med et besøg hos Serres i Dresden, men han ændrede sin plan – formentlig p.gr.a FAS’ død – og rejste med Jonas Collin* direkte hjem til Danmark.
die Anerkennung, der Dank von Tausenden … bey seinem Tode: FAS blev begravet i sine svigerforældres gravsted på Trinitatis kirkegården i Dresden, ledsaget af en talstærk skare. FrS har uvivlsomt også fået mange kondolencebreve fra sin og den afdøde mads store venneskare.
Hans Bülow* : dirigenten og pianisten Hans Bülow* (1830-94), der var svigersøn af Franz Listz* , idet han i perioden 1857-67 var gift med datteren Cosima L.* (som siden ægtede Richard Wagner* ).
das schöne Bild von meinem verstorbenen Kindes: ægteparret Serre fik i 1820 en søn, som i dåben fik navnene Johann Friedrich Adolph* , men som døde allerede i 1821. I hans sted adopterede de drengen Carl Levin (f. 1820), som fik navnene Carl Friedrich Wilhelm Serre* (1820-90).
Ihren Engel von Kaulbach* : litografi efter tegning af Wilhelm von Kaulbach* , med motiv fra HCA.s "Engelen", jf. BrevID 23587.
Frau v. Scavenius* und Tochter:. Datteren: Lucie S.* (1844-1920).
22.04.1863Dagbogsuddrag : Sendt Brev og Photographi Kort til Fru Serre
(BrevID 22391 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev).
14.05.1863 Maxen, am 10.
Mai 1863 Unser verehten
Kirchenpatronin, der verwittw. Frau Majorin Friederike Serre auf Maxen sagen
wir hiermit öffentlig unseren verbindlichen Dank für das sehr werthvolle
Geschenck, welches dieselbe der hiesigen Kirche übergeben hat zu einem immerwährenden
Andenken an sie und aan ihren, am 3. März d. J. in Dresden verstorbenen Herrn
Gemahl, welcher fast 44 Jahre hindurch Kirchen- und Schulpatron von Maxen
gewesen war. – Dieses Geschenk besteht in einem sehr prachtvollen, großen,
silbernen, auf einem dergleichen hohen Fuße ruhenden Hostienteller und einem
großen, silbernen, inwendig stark vergoldeten Abendmahlskelche, welche
Geschenke heute in unserer Kirche unter großer Theilnahme der hiesigen
Kirchengemeinde von dem hier unterzeichneten Pfarrer feierlich geweihet, und
sodann durch ihren erstmaligen Gebrauch bei einer sehr starken Communion
eingeweihet wurden. Möge der
allgütige Gott der edlen Geberin ein langes und ruhiges Leben unter uns in
ihrem schönen Maxen verleihen, damit wir noch oft Gelgenheit haben mögen, Ihr
unsere aufrichtige Liebe und Dankbarkeit zu erkennen zu geben. Der Pastor Jubilarius Fränzel* .
Der Kirchenvorsteher Sachsen, für sich und im Namen der sämmtlichen hiesigen
Kirchengemeindevertreter Maxen, den 10 maj 1863 Vores ærede kirkepatron, enkefru
majorinde Friederike Serre på Maxen, siger vi hermed offentligt vores mest
forpligtende tak for den værdifulde gave, som hun har givet denne kirke til et
vedvarende minde om hende og hendes den 3. marts i Dresden afdøde hr. gemal,
som i næsten 44 år har været kirke- og skolepatron på Maxen. – Denne gave
består i en meget pragtfuld, stor hostie-tallerken, af sølv på en høj fod samt
en stor sølvkalk, som indvendigt er kraftigt forgyldt, disse gaver er i dag
under stor deltagelse højtideligt indviet af undertegnede præst, og således
blev dens første ibrugtagen indviet ved en meget stærk kommunion. Må den algode Gud skænke den ædle
giver et langt og roligt liv blandt os på hendes skønne Maxen, så vi endnu ofte
må have muligheden af at give hende udtryk for vores oprigtige kærlighed og
taknemlighed. Pastor jubilarius Fränzel* , Kirkeforstander i Sachsen, på egne vegne og
på vegne af samtlige kirkemenighedsrepræsentanter.
27.05.1863
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 27. May [18]63.
Theurer, verehrter Freund!
Wenn ich lange nicht schrieb, wenn ich undankbar für Ihre freundl. Erinnerung an meinem Geburtstag schien – so richten Sie nicht streng – zürnen mir nicht. Sie kennen mein treues Herz, mit seinen unwandelbaren Gesinnungen; Sie wissen auch welche schwere Lasten jetzt auf meinen Schultern ruhen, und welche geistige Kraft, ich zusammennehmen muß, um verständig und würdig, das neu begonnene Leben mit seinem ernsten Bruch durch zu führen. Ich wohne seit 3 Wochen wieder in Maxen wo ich seit 1½ Jahr keine Nacht zubrachte – wie viel gibt es da zu ordnen – zurecht zu legen – in ein gutes Gleis zu bringen. Sie begreifen, daß das Versenken, und die schwere Arbeit, welche die Lotterie erforderte, meinen Mann von Maxen abziehen mußte – welche Mißbräuche haben sich eingeschlichen, Betrügereien aller Art – Verluste! Ich könnte nicht allein durch kommen – aber Carl* welcher sich in jeder Art achtungswerth beweiset, kenntnißreich, in dem ökonomischen Fache, ihm habe ich unter meiner ./. Authorität, eine Vollmacht ausgestellt, zur Administration, von Maxen. So will ich es ein Jahr versuchen – gibt Gott Gedeihen und Segen – so trenne ich mich nicht von den geliebten Maxen, wo tausend liebe Erinnerungen, die schönsten meines Lebens, daran hängen, und der Schmerz um dessen Verlust, nicht die Sorge und die Lust aufwiegen die ich freilich die 1te Zeit darum trage.
Ich bleibe darum ruhig hier, Carl* wohnt noch 1-2 Monate mit seiner lieben Frau* und Kindern* * * bey mir – um mir, beÿm Abschluß der Jahres Berechnung zu helfen, so fühle ich mich nicht einsam obgleich mich so oft, nach meines Mannes Rath und Antlitz verlangt! – Hofrath Ziegler* der mit Serre zugleich den Tyfus hatte, und elend und krank blieb – da er an glänzlicher [gänzlicher] Schlaflosigkeit litt – war 14 Tage hier, und hat sich wunderbar auf meinen Bergen – durch meine einfache Kost und Häuslichkeit erhohlt. Er reiset Morgen nach Thüringen, später in die Pyräneen.
Wie würde mich diesen Sommer ein Besuch für einige Wochen von Ihnen erfreuen! Da mein Pflegesohn* hier – und immer Jemand von Serres ./. treuen Freunden, so würden Sie männlichen Umgang auch nicht entbehren, und wie gönnte ich der armen Clara* dieses Glück! Denke[n] Sie, sie bekam vor einiger Zeit wieder einen Anfall von gänzl. Contract Sein! Da liegt sie denn wochenlang fast regungslos – es soll ein Erbübel sein! Nun ist sie so weit hergestellt daß sie auf dem Stuhle sitzen kann, und will wenn sie wieder gehen kann, bey mir eine Milchcur versuchen! Wie wünschte ich auch ihr – Ihre Nähe!
Noch habe ich Ihnen nicht gedankt, für die Photografie die mir eigentl. weniger genügt, wie einige der Frühern. – Gewiß sind Sie sehr fleißig und erfreuen die Welt bald wieder mit den Früchten Ihrer Reise! –
Denken Sie, der Apfelbaum, welcher alle Pfropfreißer emporträgt, viele Ellen hoch – hat zwar nicht geblüht – aber ein junges Bäumchen, von diesem wieder gepfropft – trägt die ersten Früchte dieses Jahr! – Die Eiche ist ein hoher Baum geworden – der Strauch (von dem Reis der Japonica) ist umfangreich und stand in voller Blüthe – nur der Epheu aus der Schweitz , kam nicht fort! – Ja, überlegen Sie, und kommen, und erfreuen mich mit Ihrem Hiersein – jetzt ./. habe ich wieder die Kraft, und den Sinn, Geistiges und Poetisches zu genießen!
Sigwald Dahl* ist wieder nach Paris und schreibt mir, die Gräfin* würde bald nach Glorup reisen, mit ihm, und Mitte July würden sich alle Moltkens* * * * * in Dresden zusammenfinden, weil auf Gra[f] v. Seebachs* Gute, bey Bautzen, die Hochzeit Leôns* mit Fräulein von Seebach* Statt finden sollte!
Ein neues Unglück hat die armen Hofräthin Falkenstein* betroffen. Ihr Sohn Oskar* , in östreichischen Diensten hat sich beim Pistolenschießen – erschossen; bey Venedig stand er in Garnison. Ob mit Absicht – ob aus Unvorsichtigkeit, oder unglückl. Zufall – darüber schwebt ein Dunkel. Sie ist eine sehr geprüfte Kreuzträgerin! –
Gestern kam Davison* und seine Frau* heraus gefahren, sehr liebenswürdig – und fragte viel nach Ihnen. Er hat vorigen Winter, ungeheure Geschäfte in Petersburg gemacht. Emil Devrient* spielt den Sigismund im Leben ein Traum in Dresden, und hat von den meisten fremden Bühnen bereits Abschied genommen! – Ich sehne mich nach Nachricht von Ihnen und grüße in alter, treuer Ergebenheit und Verehrung.
Fr. Serre
Maxen, den 27. Maj [18]63.
Dyrebare, ærede ven!
Når jeg længe ikke lod høre fra mig og jeg syntes utaknemlig for Deres venlige hilsen på min fødselsdag – så vær ikke streng, bliv ikke vred på mig. De kender mit trofaste hjerte, med dets uforandrede sindelag, De ved også, hvilke svære byrder der nu hviler på mine skuldre, og hvilken åndelig kraft jeg må samle for at gennemføre det nye liv efter det alvorlige brud. I 3 uger har jeg nu boet på Maxen, hvor jeg i 1½ år ikke har tilbragt en eneste nat – hvor er der meget at ordne der – at tilrettelægge – for at bringe det tilbage på rette spor. De begriber, at fordybelsen, og det tunge arbejde, som lotteriet krævede, måtte trække min mand bort fra Maxen – hvilke misbrug det har haft som konsekvens. Bedrag af alle slags, tab! Jeg kunne ikke klare det alene – men Carl* , som i enhver henseende beviser sin styrke, har stort kendskab til økonomi, han er under min autoritet, og jeg har udstedt en fuldmagt til ham, til administration af Maxen. Således vil jeg forsøge et år – Gud give trivsel og velsignelse – så skiller jeg mig ikke af med det elskede Maxen, hvortil tusinde elskede minder er knyttet, de kæreste i mit liv – og smerten ved tabet vil ikke opveje sorgen og glæden derved, som jeg ganske vist bar på i den første tid.
Jeg bliver derfor roligt her, Carl* bor endnu 1-2 måneder med sin kære hustru* og børnene* * * hos mig – er omkring mig, ved afslutningen af årsregnskabet, så føler jeg mig ikke ensom, selv om jeg ofte længes efter min mands råd og åsyn! – Hofråd Ziegler* , som samtidig med Serre havde tyfus, og forblev syg og elendig, da han led af total søvnløshed, er kommet sig helt i mine bjerge – takket være min enkle kost og hjemlighed. Han rejser i morgen til Thüringen, senere til Pyrenæerne.
Hvor ville et besøg af Dem i nogle uger i denne sommer glæde os! Da min plejesøn* er her – og hele tiden nogle af Serres trofaste venner, så vil De heller ikke mangle mandlig omgang, og hvor ville jeg unde den stakkels Clara* denne lykke! Tænk Dem – hun fik for nogen tid siden igen et anfald af totale kramper! Der ligger hun i ugevis næsten urørlig – det skal være et arveligt onde! Nu er hun helbredt så vidt, at hun kan sidde på en stol, og når hun igen kan gå, vil hun forsøge en mælkekur hos mig. Hvor meget ønskede jeg også for hende – at De var i nærheden!
Jeg har endnu ikke takket Dem for det fotografi, som egentlig tilfredsstiller mig mindre end nogle af de tidligere. – De er ganske sikkert meget flittig og vil snart glæde verden med frugterne af Deres rejse!
Tænk Dem, æbletræet, som blev båret frem af alle podekvistene, er nu flere alen højt – har ganske vist ikke blomstret – men et ungt lille træ, som fik podekviste derfra – bærer dette år de første frugter! Egen er blevet et højt træ – busken (fra Japonica-kvisten) – er fyldig og stod i fuld blomst, kun efeuen fra Schweiz kom ikke. – Ja, tænk nu over det, og kom, og glæd mig med Deres nærvær – nu har jeg jo igen kraften og humøret til at nyde åndeligt og poetisk!
Sigwald Dahl* er igen rejst til Paris og skriver, at grevinden* snart vil rejse til Glorup sammen med ham, og i midten af juli vil alle Moltkes* * * * * finde sammen i Dresden, fordi Leons* bryllup med frøken Seebach* skal finde sted på grev Seebachs* gods ved Bautzen.
En ny ulykke har ramt fru hofråd Falkenstein* . Hendes søn Oskar* , som var i østrigsk tjeneste, har skudt sig selv ved pistolskydning; han stod i en garnison ved Venedig. Om det var med vilje – eller på grund af uforsigtighed – eller et ulykkeligt tilfælde – det svæver i det uvisse. Hun er en hårdt prøvet bærer af korset!
I går kom Davison* og hans kone* kørende hertil, meget elskværdigt – og spurgte meget til Dem. Forrige vinter har han gjort uhyrlige forretninger i Petersburg. Emil Devrient* spiller Sigismund i Livet en drøm i Dresden og har allerede taget afsked fra de fleste fremmede scener! – Jeg længes efter nyt fra Dem og hilser i gammel, tro hengivenhed og ærbødighed.
Fr. Serre
BrevID 18486: FrS-brev af 27/5 1863 (Collin XI, 16/243, billedid 5329-30, 5671-72).
Ihre freundl. Erinnerung an meinem Geburtstag: HCA sendte 22/4 "Brev og Photografi Kort til Fru Serre", umiddelbart efter sin ankomst til Christinelund, hvor han besøgte Jonna Drewsen* (1827-1920), g. 1850 med stamherren til Nysø, baron Henrik Stampe* (1821-92).
Epheu aus der Schweiz: her som nævnt i brev BrevID 10581 erfarer vi, at HCA foruden med en lærk og et egetræ også har bidraget til væksterne omkr. Maxen med en efeuranke fra Schweiz, for i BrevID 10406 er allerede omtalt en efeu.
Japonica: kamelia.
überlegen Sie, und kommen, und erfreuen mit Ihrem Hiersein: HCA kom bl.a. på grund af 1864-krigen m.m. ikke til Maxen før i 1869.
die Hochzeit Leôns mit Fräulein Seebach* : efter det i sidste øjeblik aflyste bryllup med Wanda Zahrtmann* , jf . BrevID 9818, drog Léon Moltke-Huitfeldt* som ungkarl til Paris for i 1860 at overtage posten som dansk gesandt dér. I Paris forlovede han sig med datteren af den sachsiske gesandt i Paris, grev Albin Leo Seebach* , grevinde Maria Seebach* (1843-1902), og giftede sig med hende i 1863. Albin Seebach* var gift med Marie Nesselrode-Ereshofen* (1820-88).
im Leben ein Traum: rollen som den polske kongesøn Sigismund i versdramaet "Das Leben ist ein Traum"(da. "Livet er en drøm’") af den spanske dramatiker Calderon* (1600-81).
29.05.1863Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre
(BrevID 22392 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
02.07.1863Dagbogsuddrag: Brev til Fru Serre
[…] Brev til Fru Serre med Fru Jerichaus* Billed af mig i Photographi hvor jeg læser for et sygt Barn. (jf. BrevID 18460)
(BrevID 22393 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
27.09.1863
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Sontag den 27. Sptbr [18]63 Maxen.
Theurer verehrter Freund!
Aus Clara Heinkes* Brief, hörte ich kürzlich einige Auszüge aus Ihrem letzten Brief an dieselbe, und ersah daraus, wie sehr Ihre Muse Sie begleitet und beschäftigt – und wie immer sprudelnd das Füllhorn Ihrer Poesie sich ergießt. Ich kann es kaum erwarten, Ihr, aus Spanien in Händen zu haben und freue mich ungeduldig darauf! Schmerzlich habe ich am 28t. July, wo so Manches Jahr Ihr liebes Antlitz vor uns stand – einige Zeilen der Erinnrung vermißt – unter der Menge von Briefen, die ich erhielt. Es war ein trauriger, ernster Tag! Ich hatte beim Superin[ten]dent die Erlaubniß erhalten, einen Todtengottesdienst in meiner Kirche zu halten – und gab den Arbeitern zur Beiwohnung den Tag frei! In meiner Kirche, sage ich – wie lange werde ich sie noch meine Kirche nennen können? denn immer klarer stellt es sich heraus, daß ich Maxen fortgeben muß, daß mich die Sorgen ./. der Verwaltung zu Grunde richten! Dazu die Kriegs Aussichten, die mit Dänemark voraus stehen, Sachsen ist immer zwischen drein – wenn die Fürsten und Völker sich streiten, und wie herunter im Preis, wie zerstört und verniechtet wird dann eine solche Besitzung! Welcher Schmerz in dem Gedanken schon jetzt an meinem Herzen nagt, welches Opfer mir die Trennung von dem Boden kostet, welcher alle meine theuersten Erinnerungen – meine Jugend, mein bestes Leben, trägt, begreifen Sie! – Wenn ich nun aber wieder solchen Sommer durchleben müßte, wie diesen, wo Calamitäten aller Art mich betrafen – Hagelschlag Feuer, Viehseuche, Beamten wechsel und mehr dergleichen – wo ich täglich nichts höre und erfahre als Betrügereien, die sich eingeschlichen – so habe ich ja keine ruhige Stunde! – Wir denken diesen Winter hier zu bleiben, d. heißt, ich und Carls* * mit den Kindern* * * , die mir Gesellschaft leisten werden, allein hielt ich es nicht aus! – ./. Besuche fehlten mir zwar nicht – die Freunde glaubten sich verpflichtet, zu kommen! Seit einigen Wochen lebt die beinahe ganz erblindete Hofmalerin aus Weimar Louise Seidler* bey mir. Ich lese ihr tägl. mehrere Stunden vor – und eben haben wir Göthes* und Carl Augusts* Briefwechsel beendet – welchen der Großherzog* mit einem lieben Schreiben, (eigenhändigen) mir zuschickte. Sein Besuch in Dresden, als er auf einige Tage in Pillnitz war, war mir eine große Freude. Er war so lieb so herzlich – wie ein wahrer Freund, sprach über meinen Mann anerkennend und rühmend – und über sein so glorreich beschloßenes Werk – übernahm das Protektorat der Stiftung – und bat mich dringend ihn oft und ausführlich, und vertrauungsvoll zu schreiben. Er gab mir dadurch ein Mittel in die Hand Andern nützlich zu werden, was ich sofort benutzte – denn ich habe damit eine Pension den Enkelinnen* * Herders* ausgewirkt.
Seit einigen Tagen ist auch Gräfin Moltke* , und zwar das 2te Mal in Maxen. Sie löset sich auf in Sehnsucht und Verlangen den Grafen* zu sehen und sich mit ihm aus zu sprechen – leider kommt ./. es seit lange zu keinem Entschluße ob sie hin reiset zu ihm, oder er herkommt oder ein Rendezvous gibt. Ich zweifle, daß er kommt, bei diesen kritischen Moment der Politik. –
Die Heirath Leons* mit einer Tochter* vom säch[s]ischen Gesandten* , ist ihm nicht angenehm, wäre sie eine Dänin! Doch ist sie schön, anmuthig, kindlich lieb, und eine Perle die man Leon* nicht gönnt! – So thut dieser Aufenthalt der Gräfin* hier wohl [tilføjet i margenen: in diesem friedlichen Familienleben – ] sie malt des Morgens, sie musicirt, ich hatte ihr Mrs. Sewell* ihre Lehrerin hierher eingeladen – wir lesen Mendelsohns* Briefe aus Italien – Abends das zerstreut sie und besänftigt ihr Gemüth. In Dresden ist sie zu einsam – und ihren Gedanken überlaßen; die Todesnachricht ihres alten Freundes Graf Josef Potocky* – hatte sie auch sehr erschüttert. Wie geht es der Baronin Stampe* ? ich konnte ja ihrer so dringenden Einladung nicht folgen, nach Nysoe kommen, sie begreift nicht, daß ich hier gefeßelter jetzt bin, mehr wie je – ja ich glaube nicht, daß ich mich zu einem kurzen Besuch in Wien bey Frau von Göthe* , entschließen kann.
Noch tausend, tausend Dank für die reizende Photografie, die Sie mir in Ihrem letzten Brief eingelegt.
[i margenen p. 2:] Mir ist als müßten sich unsre Briefe abermals kreuzen! Leben Sie wohl und gedenken mit den alten lieben Gesinnungen Ihrer getreuen Fr. Serre
[f.n., p. 2:] Mein ganzes Haus will Ihnen empfohlen sein.
Søndag den 27. Sptbr [18]63 Maxen.
Dyrebare, ærede ven!
Af Clara Heinkes* brev hørte jeg for kort tid siden udtog af Deres sidste brev til hende, og jeg indså derfor, hvor meget Deres muse har ledsaget og beskæftiger Dem – og hvor meget Deres poesis overflødighedshorn strømmer over. Jeg kan næsten ikke vente på at få Deres ’fra Spanien’ i hænderne og glæder mig utålmodigt dertil. Den 28. juli, hvor så mangt et år Deres kære åsyn stod foran os, manglede jeg blandt alle de breve jeg modtog, nogle erindrende linjer. Det var en sørgmodig, alvorlig dag! Fra superintendenten havde jeg fået tilladelse til at holde en mindegudstjeneste i min kirke – og gav arbejderne fri den dag, så de kunne deltage! I min kirke, siger jeg – hvor længe endnu vil jeg kunne kalde den min kirke? Thi stadig tydeligere viser det sig, at jeg må afgive Maxen, at forvaltningsbekymringerne vil ruinere mig! Dertil kommer krigsudsigterne, som står forude med Danmark, Sachsen er altid der imellem – når fyrsterne og folkene strides, og hvorledes alt derfor går ned i pris, hvor ødelagt og tilintetgjort bliver derved en sådan besiddelse! Hvilken smerte i tanken – allerede nu nager det mit hjerte, hvilket offer det vil koste mig at skille mig af med den jord, som bærer alle mine dyrebareste minder – min ungdom, den bedste del af mit liv – det begriber De! – Hvis jeg nu igen skulle opleve en sådan sommer her, som denne, hvor alle elendigheder af alle slags ramte mig – haglvejr, brand, kvægsyge, skifte af ansatte og mere af den slags – hvor jeg dagligt ikke hører andet end bedrag, som har sneget sig ind – så har jeg jo ikke en eneste rolig time! – Vi tænker at blive her denne vinter, dvs. jeg og Carls* * med børnene* * * , som vil gøre mig selskab – alene holdt jeg det ikke ud! Men jeg mangler ikke besøg – vennerne tror at være forpligtet til at komme! I nogle uger har den næsten blinde hofmalerinde Louise Seidler* fra Weimar boet hos mig. Jeg læser dagligt for hende i flere timer – og vi har netop afsluttet Goethes* og Carl Augusts* brevveksling, som storhertugen* egenhændigt sendte til mig, med et venligt brev. Hans besøg i Dresden, da han var nogle dage i Pillnitz, var mig en stor glæde. Han var så venlig og hjertelig – som en sand ven, talte anerkendende og rosende om min mand – og om hans glorværdigt afsluttede værk – overtog protektoratet for stiftelsen – og bad mig indtrængende skrive ofte, udførligt og fortroligt til ham. Han gav mig derved et middel i hånden til at være til nytte for andre, hvilket jeg straks benyttede, thi jeg har dermed udvirket en pension til Herders* børnebørn* * .
I nogle dage har grevinde Moltke* også opholdt sig i Maxen, og det endda for 2. gang. Hun opløses i længsel og higen efter at se greven* og tale ud med ham – desværre har der i lang tid ikke været beslutning om, om hun rejser til ham, eller han kommer her og der bliver en aftale. Jeg tvivler på, at han kommer, når politikken har så kritiske øjeblikke.
Leons* bryllup med en datter* af en saksisk gesandt* er ham ikke behageligt, var hun blot dansker! Men hun er smuk, yndig, barnligt kær og en perle, som man ikke under Leon!* – Således gør opholdet her grevinden* godt i dette fredelige familieliv – hun maler om morgenen, hun musicerer, jeg havde indbudt hendes lærerinde Mrs. Sewell* hertil – vi læser Mendelsohns* breve fra Italien – om aftenen adspredes hun, og hendes sind beroliges.
I Dresden er hun for ensom – og overladt til egne tanker – efterretningen om hendes gamle ven grev Josef Potockys* død har også rystet hende meget. Hvordan går det baronesse Stampe* ? Jeg kunne jo ikke følge hendes så indtrængende indbydelse om at komme til Nysø, hun begriber ikke, at jeg er endnu mere lænket hertil, end nogensinde – ja jeg tror ikke, at jeg kan beslutte mig til et kort besøg i Wien hos fru von Goethe* .
Endnu en gang tusind tusind tak for det henrivende fotografi, som De havde lagt i Deres sidste brev til mig.
[i margenen p. 2:] Det forekommer mig, at vore breve endnu en gang har krydset hinanden! Lev vel og tænk med det gamle kærlige sindelag på Deres trofaste Fr. Serre.
[f.n., p. 2:] Hele mit hus hilser Dem!
BrevID 18510: FrS-brev af 27/9 1863 (Collin XI, 16/244, billedid 5331-32, 5667-68).
Ihr aus Spanien: HCA har naturligt nok i sine breve fortalt om sit arbejde med rejsebogen "I Spanien", der udkom på dansk 9/11 1862 som bd. XXIV i hans "Samlede Skrifter" (1. udgave, 2. udgave i bd. VIII). - http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=869
am 28st July … einige Zeilen der Erinnerung: FrS har naturligt nok savnet en hilsen fra HCA på den første fødselsdag efter hendes mands død i marts måned s.å. Ejendommeligt nok findes hverken i Dbg. eller Almanak notitser om breve, som HCA har sendt til FrS, men det turde fremgå af slutningen på nærværende brev, at HCA har sendt et brev, der åbenbart har krydset et brev fra hende til ham. Det næste skridt fra HCA.s side var en tilsendelse til FrS (+Clara Heinke* ) af den tyske udgave af "I Spanien", nov. 1863 (Dbg. V, 433).
Louise Seidler* : Louise Seidler* (1786-1869) blev uddannet og virkede som malerinde i Weimar. Hun blev tillige en nær veninde af J. W. Goethe* og bestyrede de storhertugelige kunstsamlinger i Weimar. Det er lidt uklart, hvornår og hvorledes hun blev veninde med FrS. Formentlig er det først sket sent i de to kvinders liv.
Göthes l* und Carl Augusts Briefwechsel* : hermed menes nok den netop i 1863 udgivne "Briefwechsel des Grossherzogs Carl August* von Sachsen-Weimar-Eisenach mit Goethe* , in den Jahren von 1775 bis 1828". - https://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10402345_00005.html
Pillnitz: slottet Pillnitz, beliggende på højre Elbbred syd for Dresden, var siden kurfyrst/kong August den Stærkes* dage og indtil kongedømmets fald 1918 den foretrukne sommerresidens for de sachsiske konger.
eine Pension der Enkelinnen: FrS har altså hos storhertug Carl Alexander* af Sachsen-Weimar udvirket en understøttelse fra Schiller* -stiftelsen til gunst for kvindelige efterkommere af filosoffen, theologen, digteren m.m. Johann Gottfried Herder* (1744-1803) J. G. Herder* var fra 1776 og til sin død generalsuperintendent i Weimar. De pågældende børnebørn var sikkert frøknerne Adele Luise* og Adele Marie Therese Herder* som samtidig med HCA havde været gæster på Maxen i 1851.
Gräfin Moltke* … löset sich auf in Sehnsucht und Verlangen den Grafen* zu sehen: greveparret A. G.* og Eliza Moltke-Huitfeldts* ægteskab var – som det tydeligt fremgår af FrS.s breve – præget af ægtefællernes hyppige fravær fra hinanden. I efteråret 1863 var greven lovligt undskyldt, al den stund han som medlem af det danske rigsråd måtte deltage i forhandlingerne om den såkaldte November-forfatnings tilblivelse. Da forfatnings-udkastet kom til afstemning, stemte AGM-H* som helstatsmand imod vedtagelsen, på trods af at han i princippet var tilhænger af at knytte Slesvig tættere til kongeriget, med en særforfatning for Holsten til følge.
die Heirath Leons* mit einer Tochter* vom sächsichen Gesandten* : jf. BrevID 18486.
Mrs. Sewell * : denne kan være den engelske forfatterinde Anna Sewell* (1820-78), som var stærkt handicappet og som søgte lindring ved besøg ved kurbade i Tyskland og Spanien.
Mendelsohns* Briefe aus Italien: "Reisebriefe von Felix Mendelssohn* Bartholdy aus den Jahren 1830-32", udg. 1861 af Paul* og Karl MB* (broder og nevø af FMB* ). http://gutenberg.spiegel.de/buch/reisebriefe-4431/1
Graf Josef Potocky* : denne polske adelsmand, hvis rette navn må være Józef Potocki* , kan formentlig identificeres med den polske greve Antoni Jósef Tomasz P.* (1834-63), som netop døde i 1863.
Noch tausend, tausend Dank für die reizende Photographie: HCA havde med sit brev af 2/7 sendt FrS " Fru Jerichaus* Billed af mig i Photographi, hvor jeg læser for et sygt Barn" (Jørgen Paulsens* portrætfortegnelse nr. 29). Selve maleriet tilhører i dag H. C. Andersens Hus. – se BrevID 18460.
