H.C. Andersen centret

[Dresden] den 28. Januar [18]63.

Dyrebare, ærede ven!

Med sand, indre tilfredsstillelse modtog jeg Deres kære brev fra Biarritz! Det var mig så beroligende at vide Dem velbeholden og lykkelig på den anden side af Spaniens grænse, og igen på jernbanetrafikkens vej, thi jeg har egent­lig bekymret mig ret meget, hvorledes De atter kunne tåle strabadserne for denne trættende – om end også enestå­ende interessante rejse, en kilde til uudtømmelige minder! Gud ske lov, Han har beskyttet Dem, og snart er der et glædeligt gensyn i udsigt! – Hvad vil vi få at høre og læse! Deres poetiske gemyt, Deres rige ånd, Deres begej­string for alt herligt opfatter jo alt så vidunderligt og véd netop at gengive det!

Nu er De i den store verdensby, hvor der altid er en festdag, i stråleglans tidlig og silde. Alt stråler – hvor alt drejer og bølger sig om os. Men ikke kun den ydre glans smykker Paris, der er så uforglemmelige kunstskatte og her­lig­heder, også for den, der kan føle det højere, så man vandrer om som beruset. – Hvor vil den stille udhvilen være Dem et behov, det at vende Dem ind i Dem selv – hvor vil De så kunne sole Dem, i det dyrebare fædreland!

Clara^* har beundringsværdigt oversat Deres digt – hun er da også begavet, og det entusiastiske venskab mod Dem, giver resten!

Hun håber sådan på snart at gense Dem i Dresden. Fru von Berge^* er gerne parat til at tilbyde Dem sine beskedne værelser – og De er os på den måde hele tiden nær og opnåelig! Jeg håber, De kommer!

Serre, som ganske vist hele tiden passer stuen, men dog er lidende uden fare – under mig små glæder ved samværet og jeg har allerede ofte haft aftener med selskab hos mig, hvor der er blevet musiceret eller læst. Kun den kære grev­inde^* mangler jeg smerteligt, også fru v. Goethe^* , men Sigwalds^* ophold er dog en lille erstatning! –

Jeg øver engelsk med en gammel engelsk ven, som tilbringer vinteren her. Carus^* er efter en professor i Jenas død, blevet udnævnt til præsident for den leopoldinske stiftelse for videnskabelige formål; da kejser Leopold^* oprettede denne stiftelse, gav han præsidenten rang af en Pfalz-greve, egentlig er stiftelsen ideel, men fyrsterne styrer på den måde, at indkøb af videnskabelige bøger fremmes, præsidenten har også en medhjælper og berømte professorer ved sin side. Carus^* er lykkelig derover!

Jeg beder Dem, sig den kære grevinde^* , jeg er henrykt over hendes brev, men jeg bad hende om endelig at sende mig det lovede lille fotografi af grev Leon^* . Clara^* har det misundelsesværdige lille fotografi af Dem ved sengen, det syge barn, englen. Er der endnu et deraf! Hvilke stereoskopier, Deres rejseminder vil De medbringe, jeg glæder mig allerede til at kigge gennem mine briller, når De kommer. Til hr Collin^* en hjertelig hilsen. Jeg håber snart at høre fra Dem.

Deres Fr.

[i margenen, p. 2:] De vil se grevinde Yoldi^* der, skøn som spanierinde, hun er undertiden hos fru Moltke^* .

Familieefterretninger

Efter længere tids sygdom sov min inderligt elskede mand, kongelig preussisk major a.D. Fr. A. Serre, ridder af den kongelige sachsiske Albrecht-orden i aftes ca. kl. 10 stille og smertefrit ind i sit 74. leveår på grund af et hjerteslag.

Dybt bedrøvet og nedbøjet meddeler jeg det herved med en bøn om stille deltagelse. Dresden den 4. marts 1863

Friederike Serre, enke, på vegne af de øvrige efterladte.

Dresden, den 27. marts 1863.

Dyrebare, ærede ven!

Den 2. april nærmer sig, og mine tanker drager til Dem – opsøger Dem på Basnæs – og rækker Dem den kæreste arv, som er blevet tilbage – af min bortrevne mand et meget lignende portræt! Jeg ved, at De vil ære det, det vil være Dem kært – !

Må Guds velsignelse også i det nye leveår hvile over Deres kære hoved! – Ellers håber jeg at opleve den dag, hvor jeg kan fejre Deres fødselsdag i mit hus, og ville have alskens skønne planer! Men alvorligt og sørgmodigt går dagene, og jeg er glad, at De bliver fejret og æret der blandt kære venner – og vil tilbringe dagen muntert og strålende – jeg vil tænke på Dem! Også slutningen på Deres herlige rejse må have været glad! De føler, hvor fjernt enhver egoisme ligger mig, De ved, hvilken glæde Deres åsyn havde givet mig, men jeg ønsker, at De skal glæde Dem med mig, ikke græde, ikke klage! – Hvor ensomt og øde synes mine rum mig! Jeg var jo næsten aldrig væk fra min mand, i alle de leveår; jeg tillod mig ingen ønsket fornøjelsesrejse uden ham, og han behøvede mig så meget de sidste år, ved alt arbejdet – og ved hans sygdom.

Men anerkendelsen, takken fra de tusinder, som beviste en trøst ved hans død – blev mig rigt til del. – Kun Wei­mar-stiftelsen tav, sendte ingen delegeret til hans begravelse, og storhertugen^* befalede ved et telegram, 24 timer for sent sin præsentation ved hans begravelse! Hvad hjælper hans deltagende brev mig, hvor han siger, han altid vil an­se mig for en nærtstående ven, efter alle de krænkelser? Nu har forvaltningsfilialen der ansvar for vores regering!

Gutzkow^* forvalter altså for et år Dingelstedts^* post, som intendant, uden at have hans rang, som til gengæld forlader Weimar på grund af en øjenlidelse. Hans Bülow^* kommer i Liszts^* sted dertil!

Jeg sover nu i det røde kabinet, ved siden af min dagligstue ud mod gaden! Over min seng hænger det skønne bil­lede af mit døde barn – og derover har jeg placeret Deres Engel af Kaulbach^* , som bærer det syge døde barn op. De føler betydningen!

Meget indviklede forretningsanliggender kræver al min tid! Jeg har endnu ikke tiltrådt testamentet som universal­arving – jeg kan ikke bedømme det, før jeg har afklaret alle forhold, om jeg ikke før eller siden må sælge det elske­de, men også dyre Maxen. De begriber, hvorledes det hele hviler tungt på min sjæl, indtil der er kastet lys over det hele . Carl^* er en stor støtte, jeg kunne ikke klare det uden ham. Jeg har for nogle dage siden ladet børnene^{* *} kalde hertil, for at fylde tomheden og få en smule opmuntring, de vil alle bo nogle uger hos mig og også efter helligdagene flytte med mig til Maxen. – Clara Heinke^* lader beklage, at hun og hendes familie^{* *} ikke har set Dem her, jeg mis­un­der hende hendes Pariser-fotografi og det med det syge barn – og dog – jeg under hende denne glæde! Jeg sendte Dem for 4 uger siden et brev til Paris med grevinde Yoldi^* – hun sendte det retur til mig i går, da brevet ikke fan­dt Dem, derfor har De så længe ikke hørt fra mig.

[i margenen, p. 3:] Lev vel, lev glad, og tænk med deltagelse på

Deres tro Fr. Serre.

[i margenen, p. 1:] Hils ved lejlighed den elskværdige fru v. Scavenius^* og datteren^* .

[i margenen p. 2:] Et rigtig langt, udførligt brev fra Dem vil være mig en opmuntring. Alle mine omgivelser hilser Dem.

Maxen, den 10 maj 1863

Vores ærede kirkepatron, enkefru majorinde Friederike Serre på Maxen, siger vi hermed offentligt vores mest forpligtende tak for den værdifulde gave, som hun har givet denne kirke til et vedvarende minde om hende og hendes den 3. marts i Dresden afdøde hr. gemal, som i næsten 44 år har været kirke- og skolepatron på Maxen. – Denne gave består i en meget pragtfuld, stor hostie-tallerken, af sølv på en høj fod samt en stor sølvkalk, som indvendigt er kraftigt forgyldt, disse gaver er i dag under stor deltagelse højtideligt indviet af undertegnede præst, og således blev dens første ibrugtagen indviet ved en meget stærk kommunion.

Må den algode Gud skænke den ædle giver et langt og roligt liv blandt os på hendes skønne Maxen, så vi endnu ofte må have muligheden af at give hende udtryk for vores oprigtige kærlighed og taknemlighed.

Pastor jubilarius Fränzel^* , Kirkeforstander i Sachsen, på egne vegne og på vegne af samtlige kirkemenighedsrepræsentanter.