Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
03.11.1860 Dagbogsuddrag Løverdag 3 die. Altsaa ikke afreist; graat, raat Veir. Om Aftenen Klokken halv 9 kjørte jeg til Slottet, anden Etage Dronningens* Værelse. Kongen* og Dronningen* modtoge mig høist naadigt, her var Kongens* Søster Amalie* , som har skrevet flere Theaterstykker, hun saae kun med det ene Øie, hun og en Søster af hende vare begge tarveligt klædte. Prindsesse Sidonie* : »ja hende kjender De nok ikke igjen!« sagde Kongen* . Her var Prinds Georg* og hans Gemalinde* , en Datter af Maria da Gloria* i Portugal. Flere Hofherrer og Damer. Vi drak Thee og jeg læste da: den deiligste Rose. Fem fra en Ærtebælg. Barnet i Graven. Noget og Pen og Blækhuus; derpaa fik vi Aftensmad, jeg sad ved Prinds Georg* , der tog mit Lommetørklæde op til mig da jeg tabte det; siden, da Laqaien tog af Bordet sad jeg med Lommetørklædet. »De beholder Servietten!« sagde han, det generede mig, jeg saae paa det jeg holdt, nei, det var mit Lommetørklæde, jeg viiste ham det og sagde, nei her staaer mit Navn paa! men det forstemte mig. Dronningen* gav mig Hilsen til Arveprindsesse Caroline* , Kongen* talte meget med mig og sagde at naar jeg kom til Dresden igjen, saae vi hinanden, han takkede mig særdeles for mine Eventyr og ønskede at jeg maatte leve længe endnu og give slige Digtninger, der var saa fromme og gode. Ved Afskeden blev overrakt mig en Diamantring! Klokken var henved 11 før jeg kom hjem. Carus* og Lüttichau* sad med ved det kongelige Bord, hvor jeg sad, Kongen* talte om Chr VIII* og Frederik VI* som han havde kjendt. Jeg fik en Ring da jeg tog bort jeg var ikke i Humeur over Serviet Spørgsmaalet.
Kongen* og Dronningen* : kong Johann* (1801-73, konge af Sachsen fra 1853) og dronning Amalie, f. prinsesse af Bayern* (1801-77).
Kongens* Søster* : Amalie, prinsesse og hertuginde af Sachsen* (1794-1870).
Prindsesse Sidonie* : prinsessen var i 1846, da HCA 1. gang læste for den kgl. familie kun 12 år gammel, nu 26 år.
En Datter* af Maria da Gloria* i Portugal: Georgs* hustru, Maria Anna* , var datter af Maria da Gloria* (1819-53), dronning af Portugal, g.m. Ferdinand* , hertug af Sachsen-Coburg og Gotha, som blev tit. konge af Portugal.
Carus* og Lüttichau* sad med ved det kongelig Bord: som henh. kgl. livlæge og generalintendant ved Hoftheatret havde disse to nok den højeste rang blandt de ikke-kongelige tilhørere.
Arveprindsesse Caroline* : Frederik VI’s* ældste datter (1793-1881), som i HCA.s trængselsår (1819-33) på forskellige måder havde ydet ham støtte. –
04.11.1860 Dagbogsuddrag Søndag 4. Blev hjemme hele Dagen, havde Lyst til at tage afsted men blev, om Aften kom Kühne* , som ikke behagede mig. Min Lotterisæddel fik jeg ikke Lov at betale, da der saa var større Lykke ved den sagde Fru Serre.
05.11.1860 Dagbogsuddrag Mandag 5 Sov urolig, oppe Klokken 5, Margarethe* og Fru Serre oppe. Det var mørkt endnu da jeg kjørte til Jernbanen, herude kom Sigvard Dahl* til Afsked. […]
13.11.1860 Dagbog 13.11.1860: Skrevet Brev til Fru Serre
(BrevID 22364 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
17.11.1860
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den [udateret, 17. November (?) 1860]
Theuerster Freund!
Sie zogen fort – und nur die Erinnerung an die so schönen, von Ihnen uns gegebenen Stunden, verblieben. Dank für Ihr Kommen, Dank für jeden Beweis von treuer Freundschaft! Wäre es nur ruhiger im Hause gewesen und nicht mein Mann so ganz eingenommen in seinen Geschäften, daß er für Alles Andere keinen Sinn, ja keine Zeit haben konnte. Sie sahen, welchen Einfluß dieses große Unternehmen auch auf meine Ruhe hat ./. und welche Störungen, Unannehmlichkeiten und Sorgen es auch über mich verhängt! -
Sonnabend 11 Uhr im alten Galleriegebäude, in dem größten Salon wurde der 1t. Gewinn gezogen von 2 Waisenknaben.
Der Poliz. Präsident, und der Rath der Oberbürgermeister und der 2t die Hauptvereinsmitglieder als Abgeordneter des Gr. Herzogs* Herr von Schober* , als Abgeordneter des Schiller* Comités, Dr Gutzkow* waren gegenwärtig und Minister v. Beust* . Gutzkow* hielt eine wahrhaft ergreifende Rede – ./. worinnen er warm den Dank an meinen Mann, an die Behörden an den Gr. Herz.* aussprach! -
Die Nummer wurde so sofort an den G. H.* telegrafirt. Ein armer Müller bey Bielefeld in Herfurt hat die Villa die er natürlich verkaufen wird. Obgleich ich selbst darauf reflectire so fürchte [ich] werden 10 Andere mir zuvor kommen, und für einen enormen Preis sie wegkaufen! –
Wie schön, wenn Sie dort 8 Tage am Fuß der Wartburg bey mir verweilten, doch leider gewiß ein vergebliches Streben und Wünschen! – ./.
Denken Sie schon 2 Personen die Sie hier begegneten werden Sie nicht wieder sehen! Fürst Linar* Ihr Theaternachbar, ist vom Schlag getroffen, gestorben, und hat 800,000 t. an der Witwe* seines Sohnes* vermacht, die keine Kinder hat, und früher eine leichte Tänzerin war, weder seiner Schwester* noch sein Bruder* der eine große Kinderfamilie haben, geerbt! – Dann die geistreiche Frau v. Cosetzky* , die Sie das 1t. Mal b[e]y mir lesen hörte. Sie war so dankbar dafür, erfreute sich so daran, selbst Schriftstellerin. ./. Sie hatte sich unglücklicherweise diesen Abend erkältet – und eine Lungen Entzündung hat solche traurige Folgen gehabt – daß man ihrer Auflösung entgegen sieht. Mir wieder ein schwerer Verlust, sie war mir sehr befreundet, und besaß alle Vorzüge des Geistes und Herzens die sie liebenswerth machten. – Auch liegt Graf Hohenthal Königsbrück* im Sterben – Sie wißen, wie innig ich seit langen Jahren mit ihnen im herzlichen Umgang stand. Ein edler, großmüthiger, oft selbstvergessener ./. wohlthätiger Mann. Es schmerzt mich tief. Gestern kam plötzl. Frau v. Berge* zur Stadt, sie hatte eine telegr. Depesche von ihrem Bruder* aus Magdeburg bekommen, seine Frau* läge lebensgefährlich krank, nach einem heftigen Blutsturze – sie reisete die Nacht dahin! – Ach, diese Hiobsposten lasten recht schwer auf meiner Seele! Auch betrübt mich der melankolische Hauch in Ihrem Briefe ! Durch das Wiedersehen Ihrer Vaterstadt angeregt! -
Wohl strömen wir fort ./. im Strom des Lebens – der Alles verschlingt, was uns werth – bis auch wir das Ziel erreicht! – Aber wer so Großes Herrliches erfahren, gethan wie Sie – wer seine Größe sich selbst und Gottes Gnade, zu verdanken hat – hat nicht umsonst gelebt. Denken Sie an die Worte unsres Königs* : "Leben Sie noch recht lange, zum Segen der Menschheit, denn Sie wirken Gutes mit Ihren Schriften!" – und darum sey Heiterkeit in Ihrem Gemüthe! –
Beikommenden Brief, senden Sie ./. wohl der Baronin Stampe* .
Eliza Moltke* hat einen recht traurigen Brief aus Paris geschrieben – es sey ihr, als hätte sie zum 2t. Mal eine Tochter verloren, der Schmerz gleiche den frühern um Bertha* ! Sehen [Sie] die Wanda Zartman* , sahen Sie Harald Moltke* und seine Frau* , sind B. Stampes* * schon in Copenhagen?
Ich huste viel – und sehne mich nach Frühjahr, warme Luft und Ems.
Behüthe Sie Gott.
Von Allen tausend Grüße!
Ih[re Fr.]
[tilføjelse f.n.:] Warum haben Sie nicht diesen Winter einmal in Dresden verlebt?
Dresden den [udateret, 17. November (?) 1860]
Dyrebareste ven!
De drog afsted, og kun minderne om de smukke timer, De gav os, er tilbage. Tak for at De kom, tak for hvert bevis på tro venskab! Hvis der blot havde været roligere i huset og min mand ikke så ganske optaget af sine forretninger, at han for alle andre ikke kunne have hverken tanke eller tid. De så, hvilken indflydelse disse store sager har på min ro, og hvilke forstyrrelser, ubehageligheder, og bekymringer det også giver mig.
Lørdag kl 11 i den gamle galleribygning, i den største sal, blev den 1. gevinst trukket af to børn.
Politipræsidenten, og overborgmesterens rådmand og den 2. [gevinst blev trukket af] hovedforeningensmedlemer som storhertugens* deputerede, hr. von Schober* . Som deputeret for Schiller* -komitéen var dr. Gutzkow* præsenteret og minister v. Beust* . Gutzkow* holdt i sandhed en gribende tale, hvori han varmt udtalte tak til min mand, til myndighederne og til storhertugen* !
Numrene blev straks telegraferet til storhertugen* . En fattig møller ved Bielefeld i Herfurt har vundet villaen, som han naturligvis vil sælge. Skønt jeg selv reflekterede på den, så frygter jeg, 10 andre vil komme før mig og sælge den til en enorm pris.
Hvor skønt hvis De var blevet hos mig i 8 dage ved Wartburgs fod, men desværre var det helt sikkert forgæves bestræbelser og ønsker!
Tænk Dem, 2 personer, som De mødte her, vil De ikke se igen. Fyrst Linar* , Deres teaternabo, er ramt af et hjerteslag, og er død og har efterladt 800.000 daler til sin søns* enke* , som ikke har nogen børn, og som tidligere var en ikke så fin danserinde, hverken hans søster* , eller broderen* , som har en stor børnefamilie, har arvet ham! – Så er der den åndrige fru v. Cosetzky* , som De hørte første gang læse op hos mig. Hun var så taknemlig derfor, glædede sig sådan til selv at blive forfatter. Hun var uheldigvis blevet forkølet den aften, og en lungebetændelse har haft så sørgelige konsekvenser, at man imødeser hendes opløsning. Det er mig endnu en gang et tungt tab, hun var min ven, og besad alle åndens og hjertets fortrin, hvilket gjorde hende elskværdig. – Også grev Hohenthal Königsbrück* ligger for døden – De ved, hvor tæt jeg har været forbundet med ham i mange år. En ædel, storhjertet, ofte selvforglemmende, velgørende mand. Det smerter mig dybt. I går kom fru v. Berge* pludselig til byen, hun havde fået telegram fra sin broder* i Magdeburg, hans kone* lå livsfarligt syg, efter en heftig blodstyrtning – hun rejste derhen om natten! – Ak, disse ulykkesbudskaber tynger voldsomt på min sjæl! Den melankolske tone i Deres brev bedrøver mig også! Fremkaldt ved gensynet med Deres fødeby! –
Vel strømmer vi videre på livets strøm – som sluger alt, der er værdifuldt for os – til også vi når til målet! – Men den der erfarer, og har udrettet så meget stort og herligt som De, den der kan takke Gud og sig selv for sin storhed – har ikke levet omsonst. Tænk på vores konges* ord: “Lev længe, til velsignelse for menneskeheden, thi De udvirker gode ting med Deres skrifter! – og derfor skal der være munterhed i Deres gemyt!
Vedlagte brev sender De nok til baronesse Stampe* .
Eliza Moltke* har sendt et ganske sørgmodigt brev fra Paris – det var hende, som hun for anden gang havde mistet en dattter, smerten lignede den, hun tidligere havde oplevet med Bertha* ! Ser De Wanda Zartman* , så De Harald Moltke* og hans kone* , er Baronesse Stampes* * allerede i København?
Jeg hoster meget – og længes efter foråret, varm luft og Ems.
Gud bevare Dem.
Fra alle sendes tusinde hilsner.
Deres Fr.
[tilføjelse f.n.:] Hvorfor har De ikke for en gangs skyld tilbragt denne vinter i Dresden?
Brev id 9970. FrS-brev af 17-18/11 1860 (Collin XI, 8/100a-b, billedid 4800-06).
Datering: HCA modtog dette udaterede brev i Sorø 21/11, så det er vel afsendt fra Dresden 17. eller 18. nov.
Sonnabend 11 Uhr … wurde der 1. Gewinn gezogen: lodtrækningen i det af FAS arrangerede Schiller* Nationallotterie fandt sted lørdag d. 10/11.
Minister von Beust* : Friedrich Ferdinand v. Beust* (1809-86) var fra 1849 sachsisk udenrigsminister, fra 1858 tillige førsteminister. Efter Sachsens nederlag i den tysk-østrigske krig 1866 gik han i østrigsk tjeneste.
Fürst Linar* : fyrst Otto Manderup zu Lynar* (1793-1860), som døde 7/11. Fyrstens søn og nærmeste arving, grev Alfred zu Lynar* (1820-59) , som ved sin død i 1859 efterlod en enke ved navn Amalie Senger, Frau von Gollwitz* (1834-1906), som arvede de 800.000 Taler. De forbigåede arvinger var broderen, fyrst Ernst zu Lynar* (1797-1869) og søsteren, den ugifte grevinde Sophie zu Lynar* (1791-1885). Lynar-familien havde danske slægtninge, knyttet til Einsiedelsborg (Egebjerggård) og Brahesborg, begge på Fyn.
die geistreiche Frau v. Cosetzky* : iflg. Dresdner Adressbuch 1860: Sophie v. Koßecki* , Preuß.Majors W., Ferdinandstr. 9. Og i "Rang – und Quartier-Liste der Königlich-Preußischen Armee für das Jahr 1841 er: C. L. v. Koßecki nævnt – og hun kan være enke efter ham. Yderligere oplysninger har ikke kunnet findes
Frau von Berge* … ihrem Bruder* aus Magdeburg … seine Frau lebensgefährlich krank: slægten Albedyll* .
der melancholische Hauch in Ihrem Briefe: efter hjemkomsten fra den ellers vellykkede rejse til Tyskland og Schweiz følte HCA sig – af for ham selv uforklarlige grunde – "forstemt", og denne stemning har åbenbart sat sit præg på det brev, han sendte til FrS 13/11 fra Basnæs (Dbg. IV, 464).
Eliza Moltke* … es sey ihr, als hätte sie zum 2t Mal eine Tochter verloren: grevindens søn, Léon Moltke-Huitfeldt* havde umiddelbart før sit bryllup med Wanda Zahrtmann* ophævet forlovelsen. Allerede før ankomsten til Danmark var HCA af den danske postmester i Hamborg blevet orienteret herom. Grevinde M-H-s* første tab af en datter var ved datteren Berthas* død i Italien 1857.
Sahen Sie Harald Moltke* und seine Frau* : ægteparret Moltke-Huitfeldts* * yngste søn Harald M-H* , som efter sit giftermål m. Annie Hutton* havde bosat sig i København, i en villa i Klampenborg, hvor de i sommeren 1860 modtog besøg af den franske forfatter Jean-Marie Dargaud* og dennes hustru* , jf. Dargauds* beretning herom i bogen "Voyage en Danemark", s. 253 ff, 1861.https://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=18516
26.12.1860 Dagbogsuddrag 26.12.1860: Skrev Brev til Fru Serre
(BrevID 22365 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
15.12.1860 https://digipress.digitale-sammlungen.de/view/bsb10505956_00673_u001/3?cq=maxen Leipzig, 10. Dezember. Aus den Dresdner Nachrichten war in
die Danziger Zeitung und von da in andere Blätter die Nachricht übergegangen,
daß der Kassierer der Schiller* lotterie,
der vormalige Fourier Köttsche, mit einer großen Summe davongelaufen sei, und
sich wahrscheinlich sicher in einem amerikanischen Neste befinde. Es sei somit
gesorgt, daß die Schiller* stiftung nicht
zu viel bekomme. Es waren infolge dieser Nachricht von verschiedenen Seiten
Anfragen an uns gerichtet worden, und um Aufklärung darüber zu erhalten,
wandten wir uns direkt an Hrn. Major Serre auf Maxen, von dem wir jetzt unter
Bezugnahme auf eine den Dresdner Nachrichten bereits zugegangene Berichtigung
folgende Zuschrift erhielten: "Zu den wiederholten Verdächtigungen und Erstellungen,
welche die Allgemeine deutsche Nationallotterie seit längerer Zeit erfahren
hat, gehört auch das neuerdings verbreitete und in mehrere Zeitungen
übergegangene Gerücht, daß der Kassirer der Lotterie eine bedeutende Geldsumme
unterschlagen habe und nach Amerika entflohen sei. Das Wahre an der Sache ist,
zur Begegnung entstellender Ausstreuungen, bereits hier von uns veröffentlicht
worden und besteht darin, daß, nachdem der vorige Kassierer im Hauptbureau m 1.
Nov. d.J. infolge seinerseitiger Dienstkündigung abgegangen war, in Bezug auf
zwei an das Hauptbureau eingegangene Posten Differenzen im Betrage von einige
hundert Thalern sich zeigten, deren Vertretung ihm allen Anschein nach zur Last
fält, deren vollständige Erörterung aber seines bis jetzt unbekannten
Aufenhalts wegen noch nicht hat beendigt werden können. Dies der Thatbestand
und alleinige Grund zu den verbreiteten maßlosen Uebertreibungen. Dresden, 8.
Dez. 1860. Der Hauptverein der Allgemeinen deutschen Nationallotterie. Major
Serre auf Maxen, geschäftsführendes Mitglied. Regensburg avis, 15.12.1860. Leipzig, 10. december. Fra
Dresdner Nachrichten blev den efterretning videregivet, også til andre blade,
at kassereren for Schiller* lotteriet, den
tidligere furer Köttsche skulle være forsvundet med en stor sum, og at han helt
sikkert skulle opholde sig i et amerikansk skjul. Der skulle således være
sørget for, at Schiller* stiftelsen ikke
får for meget. Der var på grund af denne efterretning fra forskellige sider
forespørgsler til os, for at få klarhed om sagen, derfor henvendte vi os
direkte til Major Serre på Maxen, hvor vi som svar på en berigtigelse, som
allerede er tilgået Dresdner Nachrichten, modtog følgende meddelelse: "Til de
gentagne mistænkeliggørelser og fremstillinger, som det Almene tyske
nationallotteri har haft kendskab til i lang tid, hører også det senest
udbredte rygte, som også er udbredt i flere aviser, at kassereren for lotteriet
har begået underslæb for en betydelig sum penge og skulle være flygtet til
Amerika. For at imødegå yderligere spredning af rygter, har vi allerede
offentliggjort sandheden, som består i, at da den forrige kasserer i
hovedkontoret den 1. nov. d.å. havde sagt op og forladt sin stilling, viste der
sig differencer i de til hovedkontoret indgåede poster på nogle hundrede daler,
og det kan man efter al sandsynlighed lægge ham til last, men vi har på grund
af, at vi ikke kender hans opholdssted ikke kunnet få hans forklaring. Dette er
fakta og den eneste grund til de udbredte umådeholdne overdrivelser. Dresden,
8. dec. 1860. Hovedkontoret for det almene tyske nationallotteri. Major Serre
på Maxen, forretningsførende medlem.
28.12.1860
Fra: Friederike Serre og Sigwald Dahl* Til: Hans Christian Andersen
Am 28. Dcbr- [18]60.
Geliebter, theurer Freund!
Soeben erhalte ich Ihren lieben Brief und sofort sitze ich Ihnen antwortend da. Wie betrübt mich die ernste, ja, trübe Stimmung in demselben! Was ist es denn, Gottes Segen ruht auf Sie – und Ihren Werken – die Liebe und Achtung aller Edlen und Guten – noch Jugend kraft im Körper und Geist – und doch nicht heiter? O wären Sie diesen Winter doch in Dresden geblieben. Wir hätten eine gemüthliche Wohnung ganz in der Nähe gesucht und manchen Abend im traulichen Gespräch und engem Kreise zugebracht. Auch mein Herz bangt sich nach der lieben Fr. v. Göthe* nach Gräfin Moltke* . Sigwald* ist viel in der Lausitz bey Graf Einsiedel* wo er malt – erst ./. kürzlich ist er zurück, und es ist mir als sey mein Sohn wieder gekehrt! Der Weihnacht Abend war ganz heiter Carl* und Clementine* und ihre 3 Jungen* * * trafen den Abend vorher ein – für sie wurde der Baum geputzt – und ihr Jubel und die hellen Flämmchen erquickte wahrhaft das Herz. Von 8 Uhr an gingen sie aufs Schloß, wo die Schwestern* * bescherten, und wir blieben allein – den 1t. Feiertag kamen die nähern Bekannte, Allbedylls* * – Wolfersdorfs* * pp. pp. welcher ich mit Kleinigkeiten beschenkte und von ihnen wieder entgegen nahm. Wie ist es doch so traurig die Theuersten Freunde fern zu wißen, ihnen nicht eine Freude bereiten zu können und ein Liebes Zeichen zu geben! – ./. Doch meine Gedanken zogen zu Ihnen und ich dankte Gott, wie ich es auch in der Neujahrsnacht thuen werde – daß er mir das Glück Ihrer Bekanntschaft, Ihrer Freundschaft geschenkt – die schönste Blume meines Lebens. Wie Viele herrliche Stunden verdanke ich Ihnen – welchen reinen Herzens Genuß so oft – Gott behüthe Sie und erhalte Sie uns – dass [das], mein Neujahrswunsch für mich und Sie.
Welch gelungenes Bild aber ist Ihre Photografie! Eben ist Sigwald* hier, er ist entzückt davon, und nennt es das Beste! Tausend, tausend Dank dafür, es ist eine Freude! –
Die arme Clara Heinke* ! Welch traurig Loos eine arme blinde Mutter* zu haben – wie beklage ich sie in tiefster Seele! Seit einigen Tagen bin ich sehr um Serre besorgt, er ist nicht ./. krank, fühlt sich aber so schwach – daß er den Tag über meist auf das Bett oder Sopha sich legt! Angegriffen an Geist und Körper von vieler Arbeit – und noch kein Ende zu berechnen. Leider haben wir nach der Berechnung Alle nichts Erhebliches gewonnen – lauter Verlags Artikel, d.h. Bücher Kupferstiche oder dergl. –
Ich selbst leide seit einigenTagen an unsägl. Schmerzen, ich habe die Mundfäule bekommen, lauter offene Wunden am Zahnfleisch. Zwar liege ich nicht zu Bette, aber hüthe das Zimmer, kann wenig genießen, und schmerzt fortwährend gräulich. Auch Carl* hat in voriger Nacht einen Cholera Anfall gehabt – ich mußte den Arzt rufen laßen, danach ist ein entzündlicher Zustand eingetreten, doch soll er gefahrlos sein. ./. So betrete ich das neue Jahr nicht ohne Schmerzen und Sorgen! –
Hier herrschen die Masern fast in jedem Hause. Der König* liegt noch bedenklich krank daran, auch die Königin* , Prinz Albert* und seine Gemahlin* , hatten sie, und es wird weder eine Cur noch Fêten am Hofe Statt finden! –
Wie Viele Arbeiten haben Sie vor, und schon beendet! Der König* hat Recht –er wünschte Ihnen ein langes Leben – weil Sie Gutes wirken, und zur Bildung des Herzens schreiben! –
Damit Sie recht oft, an die Worte unsres königl. Herrn* erinnert werden, und an den Abend wo Sie bey ihm lasen – füge ich sein Bild hier bey. Die kleinen Photografien ./. der königl. Damen existiren noch nicht! – Mein Mann welcher unendlich viel Ärger und Sorgen noch hat trägt mir das herzlichste für Sie auf! – Frau v. Berge* ist in Magdeburg bey einer kranken Schwägerin! – Wenn die 12t Stunde das alte Jahr beschließt – dann stoße ich auf Ihr Wohl die Gläser an – und denken wir Ihrer in Liebe und Treue! Gott gebe Ihnen Glück und Wohlergehen in dem Neuen.
In Treue Ihre
Fr. Serre
[tilføjelse:] Ende Januar reiset Sigwald* nach Paris, zur Gräfin* , gewiß auf sehr lange!
[tilføjelse v/ Sigwald Dahl* :] Da hier noch ein Plätzchen muß ich Ihnen doch mein lieber Hr. Profeßor ein herzliches und glückliches Neues Jahr wünschen und sollten diese Zeilen Sie noch in Basnæs treffen so bitte ich mich Frau von Skavenius* zu empfehlen! Auch die Fr. Majorin S. bittet Sie möchten sie angelegentlich an Fr. v. Sk.* empfehlen. – Vor einigen Tagen war Chr. Stampe* bei Fr. Majorin er war wohl und munter und begab sich auf Studien.
Ihr Siegwald Dahl*
Den 28. December [18]60.
Kære trofaste ven!
Jeg har netop modtaget Deres kære brev og straks sidder jeg her for at svare Dem. Hvor den alvorlige, triste stemning deri bedrøver mig! Hvad er det for noget, Guds velsignelse hviler på Dem og på Deres værker – alle ædles og godes kærlighed – De har endnu ungdoms kraft i legeme og ånd – og er dog ikke glad? Åh var De blot blevet denne vinter i Dresden. Vi ville have fundet en hyggelig bolig tæt på og tilbragt mangen aften i fortrolig samtale og i en snæver kreds. Mit hjerte ængstes også for den kære fru v. Goethe* og grevinde Moltke* . Sigwald* er meget i Laustiz hos grev Einsiedel* , hvor han maler, han er først for kort tid siden vendt tilbage, og det er for mig, som min søn igen er vendt hjem! Juleaften var ganske munter, Carl* og Clementine* og deres 3 drenge* * * ankom aftenen før – og for dem blev træet pyntet – og deres jubel og de små brændende julelys opmuntrede i sandhed hjertet. Fra kl. 8 gik de til slottet, hvor søstrene* * udvekslede gaver, og vi var alene tilbage, 1. juledag kom de nærmeste bekendte, Albedylls* * , Wolfersdorfs* * osv., som jeg gav små gaver og også modtog fra dem. Hvorfor er det dog så sørgeligt at vide de dyrebareste venner så langt borte, ikke at kunne berede dem en glæde og kunne give dem et tegn på hengivenhed! – Dog mine tanker drog til Dem og jeg takker Gud, som jeg også vil gøre nytårsnat – at han har givet mig den lykke at have gjort Deres bekendtskab, at han har skænket mig Deres venskab – den skønneste blomst i mit liv. Hvor mange herlige timer kan jeg takke Dem for – hvilken ren hjertenydelse – Gud bevare Dem og lad os beholde Dem – det er mit nytårsønske for mig og for Dem.
Hvilket vellykket billede er Deres fotografi. Sigwald* er netop her, han er henrykt over det, og kalder det det bedste! Tusind, tusind tak derfor, det er en glæde!
Den stakkels Clara Heinke* ! Hvilket sørgeligt lod at have en blind mor* – hvor dybt jeg beklager hende inderst i min sjæl. I nogle dage har jeg været meget bekymret for Serre, han er ikke syg, men føler sig så svag, at han det meste af dagen ligger på sengen eller sofaen! Angrebet på sjæl og legeme af meget arbejde – og kan endnu ikke se en ende derpå. Desværre ser det ud til at vi har vundet alt, der ikke er af betydning, dvs. bøger, kobberstik og lign.
Jeg selv har i nogle dage lidt af usigelige smerte, jeg har fået mundsyge, eneste åbne sår i tandkødet. Ganske vist ligger jeg ikke i sengen, men jeg vogter over mit værelse, kan ikke nyde noget, og det smerter usigeligt stadigvæk. Også Carl* havde sidste nat et koleraanfald – jeg måtte hidkalde lægen, derefter indtrådte en betændelsestilstand, dog skal han nu være uden for fare. Således betræder jeg ikke det nye år uden smerter og bekymringer.
Her er mæslinger i næsten hvert hus. Kongen* ligger endnu betænkeligt længe syg deraf, også dronningen* , prins Albert* og hans hustru* havde dem, og der gives ikke en kur eller en fest ved hoffet! – Hvor mange arbejder har De i gang – eller har afsluttet! Kongen* har ret – han ønskede Dem et langt liv – mens de udvirker gode ting, og skriver til hjertets dannelse!
For at De ret ofte bliver mindet om vor kongelige herres* ord, og om aftenen, hvor De læste op hos ham, vedlægger jeg hans billede. De små fotografier af de kongelige damer eksisterer endnu ikke! – Min mand, som endnu har uendelig store ærgrelser og bekymringer hilser hjerteligst! Fru von Berge* er i Magdeburg hos en syg svigerinde! – Når den 12. time lukker det gamle år, så skåler jeg på Deres sundhed – og vi tænker på Dem med kærlighed og troskab. Gud give Dem lykke og held i det nye år.
I troskab, Deres
Fr. Serre
[tilføjelse:] Slutningen af januar rejser Sigwald* til Paris, til grevinden* , helt sikkert for lang tid!
[tilføjelse v/ Sigwald Dahl* :] Da her endnu er en lille plads, må jeg kære hr professor ønske Dem et hjerteligt, lykkeligt nytår og skulle disse linier nå Dem på Basnæs, så hils venligst fru Scavenius* fra mig. Også fru majorinde Serre beder Dem også hilse fru v. Scavenius* . – For få dage siden var Chr. Stampe* hos fru majorinden, han var vel og munter og begav sig til studier.
Deres Siegwald Dahl*
BrevID 18279: : FrS-brev af 28/12 1860 (Collin XI, 15/228a-b, billedid 5266-71).
Ihren lieben Brief: HCA havde på Basnæs skrevet til FrS 26/12, det nåede hende allerede 28/12, efter en ualmindelig hurtig postgang
die ernste, ja trübe Stimmung in demselben: den dag, hvor HCA skrev til FrS, noterede han i sin dbg.: "Slæber Dagen hen, uden Julesind, uden Friskhed i Sindet"(Dbg. IV, 475).
Sigwald* … in der Lausitz bey Graf Einsiedel* wo er malt: Sigwald Dahl* har formentlig opholdt sig hos grev Kurt von Einsiedel* (1811-87), som ejede godset Milkel (+ godset Reibersdorf i Bayern) i Ober Lausitz. K.v.E.* var kgl. saksisk overmundskænk og medlem af den sachsiske landdags 1. kammer.
gingen sie auf das Schloss: familien Carl Serre* * gik juleaften til slottet i Dresden for at besøge en søster til Clementine Serre* , Carolina.v. Cerrini di Monte Varchi* , der var hofdame hos prinsesseAugusta af Sachsen* , en søster til kong Johan* .
Albedylls* : familien Serres nære ven, baron og fhv. preussisk ritmester Gustav von Albedyll* (1790-1863) og dennes hustru, Nancy v. A, f.von Polenz* (1801-64).
Der König* liegt noch bedenklich krank davon … die Königin* , Prinz Albert* und seine Gemahlin* : de mæslinge-syge medlemmer af kongefamilien er kong Johann* og dronningAmalie* , kronprinsAlbert* (1828-1902) og dennes hustru Caroline (Carola)* , f. prinsesse af Vasa (1833-1907).
der König hat Recht* : da HCA 3/11 1860 læste eventyr for den sachsiske kongefamilie sagde kong Johann* ved afskeden, at han "ønskede, at jeg maatte leve længe endnu og give slige Digtninger, der var saa fromme og gode" (Dbg. IV, 460.)
zur Gräfin: grevinde Eliza Moltke-Huitfeldt* . –
16.01.1861 Dagbogsuddrag 16.1.1861: Brev til Fru Serre.
(BrevID 22366 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
16.02.1861
Dato: 1861-02-16
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 16 Fbr 1861.
Theurer, verehrter Freund!
Längst schon mahnte mich mein Herz, mich Ihnen schriftlich zu nahen, aber die Unruhe die mich umgab, durch die Gegenwart meiner Kinder* * und 3 Enkelchen* * * [fortsættes i margenen: welche 2 Monate hier waren] und die, da noch immer Serres Bureau in meinen Eß und Wohnzimmer ist, sich in meiner kleinen Vorderstube aufhalten mußten, wo mein Schreibtisch steht – und mir jedes ruhige, einsame Stündchen nahmen – ist die Ursache meines längern Schweigens! – Meine Gedanke voll Liebe, Verehrung, und Treue oft flüchteten zu Ihnen, und theilten Ihren theilnehmenden Herzen so Manches mit, was mich beschäftigte! –
Auch machte mir meines Pflegesohnes* Zustand Sorge. Er sieht wohl aus, aber oft kommt plötzlich eine Ohnmacht über ihn – und der Arzt meint, es gehe vom Gehirn aus, und das ist immer ein schlimmes Zeichen. ./.
Gestern erhielt ich von Gräfin Moltke* aus Paris einen Brief. Sie ist glücklich, daß Sigwald* wieder bey ihr ist, und wird mit ihm nach Florenz gehen, um ihrer Bertha* Kinder zu sehen. So unangenehm ihr anfangs der Ankauf von den Herzog v. Augustenburgs Gütern war, so sagt man doch sie seien 1 Millionen Thaler werth – und Gr. M.* hätte kaum die Hälfte dafür bezahlt – ein Zug von Patriotismus ist es doch. Die arme Clara* schreibt traurige Briefe über das Blindsein der Mutter* , ich tröste sie immer mit Frau v. Berge* , die ja jetzt wieder schreibt und lieset. Das Studium der dänischen Sprache – (ich sagte vorhin, ein Zug von Patriotismus, jetzt sage ich hier, ein Zug von Liebe und Freundschaft) – macht ihr viel Freude und Zerstreuung! Frau v. Berge* ist noch in Magdeburg – tägl. erwarte ich sie zurück – da dem armen Baron Allbedyll* wieder ein leichter Schlaganfall getroffen. In N. 6 der Leipziger Mode Zeitung steht ./. ein Artikel ein Haus in Dresden – er ist voller Wahrheit im rosigsten Lichte, über uns dargestellt – wüßte ich, es wäre Ihnen lieb – ich schickte Ihnen eine Nummer!
Vom Gr. Herz.* v. Weimar erhielt ich kürzlich einen langen, liebenswürdigen Brief! Welche für mich so angenehme Folgen, hat doch unser zufälliges Begegnen, auf dem Rhein, gehabt! – Ich hätte die größte Lust, die Villa zu haben, und zu kaufen, aber der Müller, der glücklicher Besitzer, wartet auf einen reichen Lord – der ihn anstatt 3,000 rh., wie sie kaum werth – 20,-25,000 rh. wie er zu Serre sagte dafür geben soll! – Ihr Loos hat nach der Berechnung, einen Verlags Artikel gewonnen, immer 10 Verlags Artikel, als Schiller* , Weber* -Album, Apotheose von Genelli* , Wilh. Tell* mit Zeichnungen von Kaulbach* , die Mad. del Sisto von Steinla* retouchirt pp. Schiller* s Leben und Demetrius, – der 11t. Gewinn ist ein Größerer, Geschenk oder angekaufter Gegenstand. – Endlich sind die Gewinnlisten, zu welchen gleichsam zur Veröffentlichung das Publikum gezwungen Serre, beendet – ./. sobald sie fertig gedruckt sind – wird das Gewinn Austheilen beginnen, vielleicht Ende März! – Haben Sie nicht gehört, daß man die Berechnung gemacht, legt man jedes Loos über einander, erreichten sie eine Höhe, wie unsre Kreuzkirche bis zur Kuppel – legt man sie einzeln neben einander – bilden sie 16 M[eilen] so weit von hier bis Leipzig. Über 7 000 sind gestohlen und verloren. – So zurück gezogen ich von der Gesellschaft lebe, da ich in meiner zerstörten Wohnung keine größere Soirée geben kann – entschädige ich mich, mit einem Cursus der Kunst-und Malerey Geschichte, welche ich auf dem Kupferstich Cabinet durch gehe, und welchen der Herr Direktor Gruner* , mit größter Liebenswürdigkeit leitet. Auch höre ich die Vorträge über Göthe* vom Professor Hettner* , der mit Wärme und Begeisterung für ihn – vorträgt. Seine englische und französische Litteratur Geschichte, jetzt schreibt er die Deutsche, des l8. Jahrhunderts – wird allgemein als Vorzüglich anerkannt, ich lese sie mit Albertine* , die zum Besuch in der Stadt ist. Recht ./. interessante Abende hatte ich im engsten Kreise bey Carus* . Alle Freundschaft und nähren Verkehr, welche er auf die edle Frau von Lüttichau* , übertragen – welche ihm der Tod entrissen – von all dieser Theilnahme – bringt er ein schönes Theil auf mich über, die Einzige beinahe, die aus dieser Zeit ihm übrig geblieben – oft bin ich dort – dann lieset er Aufsätze Beobachtungen – aus seinem Leben, vor oder zeigt neue Kohlzeichnungen oder andere erworbene Schätze! Ich bin Gott so dankbar, mir das Glück zu gewähren einem solchen Manne, nahe zu stehen, man schöpft immer Neues und Herrliches – aus diesem unerschöpflichen Born, von Geist und Wissen! –
Eine wahre Seccatura wie die Italiener sagen – ist aber Fräulein v. Mühlenfels* diesen Winter für uns. Immer in Streit und Widerspruch mit Serre, immer wieder unternehmungs eifrig, hat sie ewig neue Vorschläge, obgleich sie immer ./. ein edles Ziel der Wohlthätigkeit haben.
Daß Auerbach* Vorleser der neuen Königin von Preussen* geworden, haben Sie gehört, ob ihre Wahl – bey seiner Richtung eine glückliche, mag dahin gestellt sein.
Verschwände nur erst in Ihren lieben Briefe der Hauch des Ernstes fast möcht ich ihm Hypocondrie nennen! Wer so productiv – Erfindungsreich – thätig – wird nicht alt. Ihn schmückt die ewige Jugend. Wie freue ich mich wieder von Ihnen Neues zu lesen! – Ich hoffe, ich verlange nach dem Glück Sie wieder in Maxen zu besitzen – Italien ist nicht für Sie verschloßen. – wie still und sorglos soll man in Florenz leben – und Roms Pforten werden sich nach dem Fall Gaetas wieder öffnen, wenn auch in anderer Gestalt! Und wogt es auf und ab dort nicht seit Jahrhunderten – ist sie auch dem steten Wechsel Unthertan – die ewige Stadt bleibt doch in ihrer Hoheit.
[i margenen, p. 6:] Wieder ist das Blatt zu Ende. Nur noch von Serre, Minna* , Marg.* einen Herzens Gruß. Treu und unverändert die Ihrige. Fr.
[i margenen, p.2:] Ich habe einen Verlust gehabt, man hat mir den Brief Thorwalzens* von der Stampe* genommen.
Dresden den 16. Fbr 1861.
Dyrebare, ærede ven!
Allerede for længe side bød mit hjerte mig at skrive til Dem, men uroen, som omgav mig ved tilstedeværelsen af mine børn* * og 3 børnebørn* * * , som var her i 2 måneder, og da Serres kontor befinder sig i spise- og dagligstuen – måtte opholde sig i min lille forstue, hvor mit skrivebord står – og derved fratog de mig enhver rolig ensom time – så er det årsagen til min tavshed! – Min tanke fuld af kærlighed, ærbødighed og troskab flygtede ofte til Dem, og meddelte Deres deltagende hjerte så mange ting, som beskæftigede mig!
Min plejesøns* tilstand bekymrede mig også. Han ser godt ud, men ofte kommer han pludselig i afmagt – og lægen mener, det stammer fra hjernen, og det er altid et grimt tegn.
I går modtog jeg brev fra grevinde Moltke* i Paris. Hun er lykkelig over, at Sigwald* igen er hos hende, og vil tage med ham til Florenz, for at besøge Berthas* børn. Så ubehageligt salget af hertugen af Augustenborgs godser var, så siger man, at de dog er 1 million daler værd – og gr. Moltke* havde knap betalt halvdelen derfor – et patriotisk træk er det dog. Den stakkels Clara* skriver sørgmodige breve om moderens* blindhed, jeg trøster hende altid med fru v Berge* , som nu igen skriver og læser. Studiet af det danske sprog – (jeg sagde før, et patriotisk træk, nu siger jeg her: et kærlighedens og venskabets træk), glæder hende og adspreder hende meget. Fru v. Berge* er endnu i Magdeburg – dagligt venter jeg hende tilbage – da den stakkels baron Allbedyll* igen har fået et slagtilfælde. I nr. 6 af Leipziger Mode Zeitung står en artikel Ein Haus in Dresden – det er skrevet om os, fuld af sandhed i det mest rosenrøde skær – hvis jeg vidste, om De ville blive glad derfor, så ville jeg omgående sende Dem et eksemplar.
Fra storhertugen* af Weimar modtog jeg for kort tid siden et langt, elskværdigt brev! Hvilke behaglige konsekvenser det har haft for mig, at vi tilfældigt mødtes på Rhinen! – Jeg havde den største lyst til at have den villa og købe den, man mølleren, den lykkelige ejer, venter på en rig Lord, som vil betale ham 20-25.000 rh i stedet for de 3.000 rh, som Serre sagde, den næppe var værd! – Deres lod har efter beregningerne vundet en forlagsartikel, det er jo dog 10 forlagsartikler, såsom Schiller* , Weber* -album, apoteose af Genelli* , Wilhelm Tell* med tegninger af Kaulbach* , Mad. del Sisto, som er retoucheret af Steinla* m.m., Schillers* liv og Demetrius. Den 11. gevinst er en store gave eller indkøbt genstand. – Endelig er gevinstlisterne afsluttet, dem tvang publikum Serre til at offentliggøre; så snart de er trykt, vil gevinst-uddelingen begynde, måske i slutningen af marts!
Har De ikke hørt, at man har lavet en beregning, at hvis man lægger hvert lod oven på hinanden, ville lodderne nå helt op til vores Kreuzkirkes kuppel – hvis man lægger dem enkeltvis ved siden af hinanden, ville de række 16 mil, så langt som herfra til Leipzig. Over 7.000 er stjålet eller gået tabt. – Så tilbagetrukket fra selskabslivet, da jeg i min forstyrrede bolig ikke kan give en store soirée, holder jeg mig skadesløs med et kursus i kunst- og maleri-historie, som jeg gennemgår på kobberstikkabinettet, og som hr direktør Gruner* leder med stor elskværdighed. Jeg hører også foredragene om Goethe* af professor Hettner* , som fortæller om ham med varme og begejstring. Hans engelske og franske litteraturhistorie for det 18. århundrede, nu skriver han den tyske, bliver alment anerkendt som den foretrukne, jeg læser den sammen med Albertine* , som er på besøg i byen. Jeg havde ret interessante aftener i en snæver kreds hos Carus* . Al venskab og nærmere omgang, som han havde til fru von Lüttichau* , lader han mig få del i, nu hvor hun er revet fra ham ved døden, jeg er jo den eneste tilbage fra den tid – ofte er jeg der – så læser han sine artikler, iagttagelser fra sit liv for mig – eller viser nye kultegninger eller andre erhvervede skatte! Jeg er Gud så taknemlig, at han yder mig den glæde at stå en sådan mand nær, man skaber altid nyt og herligt, af denne uudtømmelige kilde af ånd og videnskab!
En sand plage som italienerne siger – er frøken v. Mühlenfels* for os denne vinter. Altid i strid og opposition mod Serre, da hun hele tiden er ivrig for at gøre noget, har hun evindeligt nye forslag, selv om hun altid har et ædelt formål med velgørenheden.
At Auerbach* er blevet oplæser for den nye dronning af Preussen* , har De hørt, men om hendes valg er heldigt – det må tiden vise.
Hvis ikke det strøg af alvor i Deres kære breve forsvandt, ville jeg kalde det hypokondri! Den der er så produktiv, opfindsom – arbejdsom – bliver ikke gammel. Ham smykker den evige ungdom. Hvor jeg glæder mig til atter at læse nyt fra Dem! – Jeg håber, ja længes efter den lykke igen at have Dem her i Maxen – Italien er ikke lukket for Dem – hvor stille og sorgløst man kan leve i Florenz – og Roms porte vil åbne sig igen efter Gaetas fald, om end i en anden skikkelse! Og har det ikke altid bølget frem og tilbage der i århundreder – også den er underkastet den evindelige forandring – men den evige stad forbliver dog i sin højhed.
[i margenen, p. 6:] Igen er arket til ende. Kun endnu en hjertelig hilsen fra Serre, Minna* , Marg.* Tro og uforandret, Deres Fr.
[i margenen, p. 2:] Jeg har haft et tab: Man har taget Thorvaldsens* brev fra fru Stampe* fra mig.
BrevID 18294: FrS-brev af 16/2 1861 (Collin XI, 16/229+10/145, billedid 4939-40, 5272-75).
der Ankauf von den Herzog von Augustenburgs Gütern: grev A. G. Moltke-Huitfeldt* købte i 1861 el. 1862 Graasten slot med tilhørende ladegård plus gården Fiskbæk af den danske stat, som 10 år tidligere havde beslaglagt godset efter hertug Christian Augusts* (1798-1869) deltagelse i treårskrigen 1848-50, på oprørernes side. Greven* ville dermed styrke danskheden i det sydlige Slesvig. Efter nederlaget i 1864 og tabet af Slesvig solgte han besiddelsen igen (1866) til den augustenborgske hertugs yngste søn, prins Christian* af Augustenborg (1831-1917), der videresolgte det til sin bror, hertug Friedrich* (VIII) af A (1829-80).
Berthas* Kinder: Det er ikke lykkedes udgiveren at fastslå, hvilke børn det drejer sig om. Ægteparret Corbelli* * fik et barn, som døde i 1854. jvf. BrevID 6265.
Kreuzkirche: Den evangeliske hovedkirke i Dresden.
In N.6 der Leipziger Mode Zeitung steht ein Artikel Ein Haus in Dresden: artiklen trykt som"Beiblatt" til "Allgemeine Modenzeitung" nr. 6 og gengivet nedenfor. http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=17407:
Hier las der liebenswürdige Andersen seine reizenden Mährchen und Historien, die gerade durch ihre Einfachheit so sehr anziehen, aber oft einen viel tiefern Sinn haben als der oberflächliche Leser entdeckt oder nur vermuthet.
Aber nicht blos den geselligen Freunden huldigt man in diesem Hause, die liebenswürdige Herrin desselben spendet mit echt christlicher Milde reichliche Almosen, lindert die Noth und hebt das Verdienst wo sie nur immer kann. Mehrere junge Künstler verdanken ihr allein ihre ganze Ausbildung ... Das ist das vielgekannte Haus in Dresden, das Seeresche Haus, und das sind seine Bewohner, zwar nur alla prima gemalt, aber doch naturgetreu und wahr.
Beiblatt zur Allgemeinen Moden-Zeitung, No 6. 1861, s. 44-45. [Baumgärtner]
Her læste den elskværdige Andersen sine henrivende eventyr og historier, som netop er så tiltrækkende ved deres enkelthed, men ofte har en meget dybere mening end den overfladiske læser opdager eller aner.
Men ikke kun husets venner hylder man her, den elskværdige frue selv spenderer med ægte kristen mildhed almisser, lindrer nøden og gør en god gerning, hvor hun kan. Adskillige unge kunstnere kan takke hende for hele deres uddannelse … Det er det kendte hus i Dresden, det Serreske hus, og det er dets beboere, ganske vist kun overfladisk beskrevet – men dog naturtro og ægte.
Verlags Artikel, als Schiller* , Weber* Album: her nævnes eksempler på indkøbte gevinster såsom de udgivne alben for Friedrich Schiller* (med HCA-bidrag) og for komponisten Carl Maria von Weber* (1786-1826).
Apotheose von Genelli* : stik af tegneren og maleren Bonaventura Genelli* (1798-1868).
Wilh. Tell* mit Zeichnungen von Kaulbach* : jf. note til BrevID 18216.
die Mad. del Sisto von Steinla* retouchirt: kobberstik af Moritz Steinla* (1791-1858) efter Dresdner Galleriets berømteste billede, "Madonna del Sisto" af Rafael* .
Schillers* Leben: hermed menes nok den Schiller* -biografi, som digterens svigerinde, Caroline von Wolzogen* (1763-1847) udsendte under titlen "Schillers Leben. Verfasst aus Erinnerungen der Familie, seinen eigenen Briefen und Nachrichten seines Freundes Körner* " (Stuttgart 1830). Den i Dresden bosatte Körner, d.v.s. Christian Gottfried K.* (1750-1831), var en af Fr. Schiller* s nærmeste venner, som 1785-87 ydede den fattige digter husly i sin sommerbolig i Dresden- forstaden Loschwitz.
Demetrius: skuespil-fragment, som forelå ufuldendt ved Schillers* død 1805, opført 1. gang i Weimar 1857 i bearbejdelse ved Gustav Kühne* .
Direktor Gruner* : Ludwig Gruner* (1801-82), kobberstikker og fra 1852 direktør for det kgl. kobberstikkabinet i Dresden.
Carus* … die edle Frau von Lüttichau* : Carus’* nære veninde, generalintendantens hustru, var død i 1856 og hans egen hustru i 1859, hvorfor den 80-årige kgl. livlæge m.m. stod uden kvindelig bistand til varetagelse af husets selskabelige opgaver.
Seccatura: ital. for "belastning/plage" el. "til besvær", trods venindens store hjælpsomhed.
der neuen Königin* : dronning Augusta af Preussen* (1811-90), fra 1871 tysk kejserinde. –
Gaeta: – Garibaldi* gik i land i Syditalien, erobrede Napoli og indesluttede Frans 2., den sidste konge i kongeriget "Begge Sicilier", i fæstningen Gaeta. – og kampene ophørte den 13.2.1861
