13.05.1859
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden Freitag 13te May [1859].
Theuerster Freund!
Wohl war es mir traurig, daß unter den 22 Briefen, die man mir am 28st. April, auf meinen Geburtstagstisch gelegt, gerade Ihre lieben Schriftzüge fehlten, und als die lieben Bekannte fragten nun, hat Andersen geschrieben und was hat er [geschrieben], wird er kommen?? ich sagen mußte – nein, aber ich weiß, er denkt an diesen Tag an mich, und hierher! Es sind ja auch nur unwesentliche Zeichen der Freundschaft, und diese wäre [overstreget: mir] nicht die Wahre legte sie darauf allen Werth! –
Ich kränke mich, nur über eine Stelle in Ihrem Briefe, “Sie wollten nicht alle Jahre kommen, man könnte müde davon werden!" Kennen Sie uns wirkl., nach einer so langen Reihe von Jahren noch so wenig? Fühlen Sie denn nicht, daß Ihre Gegenwart uns immer die Festtage schafft auf welche wir uns von Monat zu Monat freuen? ./.
Nun vielleicht führt der Herbst, Sie erfrischt, der neuen Eindrücke voll, noch zu uns! – Ich kann nur freudig einstimmen, daß Sie eine so interessante nordische Reise machen wollen. – Gott wird Sie ja dab[e]y schützen und behüthen! – Neues, Unbekanntes Frisches, wie Frühlingsgrün, werden Sie dann den Leser, in Ihren gewohnten, reizenden Schilderungen vorführen, nur Sie vermögen das derart zu schildern! Man will und kann kaum mehr von Italien, dem Süden von Frankreich – und von England, lesen – von Amerika selbst – immer Wiederhohlungen! Sie allein finden Neues, Reizendes! –
Vielleicht bringt auch einmal eine Brieftaube von dort mir eine Nachricht – und welche Freude dann! ./.
Ich möchte auch so wie Sie dem ewigen Hören und Lesen, der abscheulichen Politik entgehen, der Falschheit, ihr ist ja nichts heilig.
Ich habe entsetzliche Kämpfe mit Eliza Moltke* jetzt gehabt. Harald* steht in Piemont, sie ist in Verzweiflung darüber, will ihm nachreisen, und mit größter Mühe ist es mir gelungen, sie von dem doch ganz unzweckmäßigen Schritt zurück zu halten. Sie liebt mich wahrhaft hat Vertrauen zu mir, kommt oft 2-Mal des Tages, und spät Abend noch vorgefahren, und so kann ich versöhnend und beruhigend wirken, denn sie ist sehr böse, daß der Graf* ihrem Wunsche nicht nach gekommen, und Harald* vorigen Sommer schon als noch nicht an Krieg zu denken war, aus der östreichischen Armee herausgenommen! Wem in der Welt, steht immer der Glücksstern erleuchtet, wer alle, auch die kleinsten Wünsche erfüllt sah – erträgt schwerer eine ernste Prüfung. Haralds* Briefe von dort, sind glückselig, kampflustig, Jugend übermütig, er ist Prem. Lieutn. geworden, und gesund und frisch ./. bey diesen Strapazen! –
Auch der Hofräthin Falkenstein* Sohn, Oskar* steht am Ticcino. Der älteste Sohn, Hugo* , der aus Amerika zurück gekommen, hat sich nach einem Aufruf an Civilisten, zum Militär einzutreten, um bald die fehlenden Officierstellen zu besetzen, gemeldet und ist angenommen worden. Es mag doch nicht in Amerika mit seinem Fortkommen länger gegangen sein! –
Wissen Sie, daß Frau v. Bock (die Schröder Devrient)* hier rettungslos krank liegt, an galloppirenden inneren Krebs? Jetzt ist ihr Mann* herbey gerufen worden! –
Auch ich bin an der Grippe über 3 Wochen sehr krank gewesen, und im Fieber, und noch habe ich Halsentzündung – deßhalb darf ich bey der kalten Witterung nicht nach Maxen jetzt übersiedeln, bis warmer Sonnenschein kommt! – [overstreget: Ihnen] Sie wird wie mir die Gebirgsluft stärken und erquicken und so Gott will, wie früher in Gottes schöner Natur aufathmen! –
Sie wissen daß Clara Heinke* als Gesellschaft zur Baronin Finks* , Freundin der Baronin Stampe* kommt, und so erst, 2 Monate in Dresden ./. bleibt, und die Morgen bis 3 Uhr frei hat – und malen kann, dann nach Sulza, in ein Salinenbad, bei Weimar mit ihr geht – und gefallen sie sich, einen längeren Aufenthalt bey ihr erwarten darf! –
Den Carl Andersen* , der ein so getreuliches Andenken an mich bewahrt, wie ich kaum gedacht, bitte grüßen Sie herzlich – und seinen Brief hätte mir Sigwald* am 28. April richtig in die Hände gelegt! – Sigwald* wird wohl die Gräfin* überall hin begleiten, wo sie zu reisen gedenkt. Auch der Wladimir* hat ihnen viel Ärger gemacht, wie Sie wissen, und ihn auf dem Meere herum schaukeln zu wissen, beunruhigt sie sehr! – Jerichos* * werden sich wohl bey der Gräfin* melden – und durch sie auch, hoffe ich sie kennen zu lernen.
Der Großherz.v.Weimar* hat sich ein aristocratisches Künstler Comité gebildet, das er in seinem engsten Kreis aufgenommen, zum Ärger der übrigen, Ältern, R[…... .] die eine ernstere Richtung verfolgen! –
Schreiben Sie mir ja ob Sie keinen Reise Gesellschafter mitnehmen, was doch sehr nöthig und zweckmäßig dorthin wäre, und wen? -
Liszt* , ist völlig mit Dingelstedt* entzweit, für 2 Jahre auf Urlaub, eben ist er mit der Fürstin* und ihrer Tochter* durch Dresden gegangen! – Dadurch soll das Theater besonders die Oper sehr gelitten haben.
Zur aristocr. Künstler Academie gehört in Weimar, Graf Kalkreuth* , ist mit 1000 rh zugleich Kammerherr, v. Wille* , mit Versprechen auf 1000 rh. Ankauf von Gemählden, Genelli* mit 400 rh. und Attelier und Wohnung. v. Binzer* desgl Graf Harrach* , Baron Schlichter* , alle Künstler, die am Hof geladen werden. Hummel* ist Professor geworden, und halten die Ältern wieder zusammen! –
Frau von Göthe* ist noch in Triest, Ulrike* in Weimar, Wolf* recht elend und kränkl. aus Italien zurück gekehrt! –.
Docktor Kühnens* * sind für 2 Monat nach Brüssel und Paris, Baron Sternberg* geht auch dahin für 1 Jahr! –
Denken Sie mit Frau v. Zöllner* bessert es sich! – ./.
[i margenen, p. 1:] So leben Sie wohl, wir Alle grüßen Sie innig. Behüthe Sie Gott. Fr.
[i margenen, p. 4:] Hammer* hat das feuilleton der Constitu[tio]nelle aufgegeben und kränkelt sehr.
[i margenen, p. 6:] Ich werde gleich auf der Karte Ihre Reise verfolgen! -
Dresden Fredag den 13. Maj [1859].
Dyrebareste ven!
Vel var det sørgeligt for mig, at blandt de 22 breve, som man lagde til mig på mit fødselsdagsbord den 28. april, netop manglede Deres kære skrift – og da de kære bekendte spurgte, nå har Andersen skrevet, og hvad har han skrevet, kommer han? – og måtte jeg sige – nej, men jeg ved, at han tænker på mig i dag og sender tanker hertil! Det er jo også kun et mindre vigtigt tegn på venskabet, og det ville heller ikke for mig være det sande venskab, hvis alt blev lagt deri! –
Jeg ærgrer mig over et sted i Deres brev, " De ville ikke komme hvert år, man kunne blive træt af det." Kender De os virkelig så lidt efter så lang en årrække? Føler De da ikke, at Deres nærvær altid skaber nogle festdage for os, hvortil vi glæder os i månedsvis?
Nu fører efteråret Dem måske til os, De er forfrisket og fuld af nye indtryk! – Jeg kan kun glad bifalde, at De vil foretage en så interessant nordiske rejse – Gud vil jo derved beskytte og bevare Dem! Nyt, ukendt, friskt, som det forårsgrønne vil De derefter beskrive det for læseren, som er vant til Deres henrivende skildringer – og kun De kan skildre det således! Man vil og kan næppe læse mere om Italien, syden, Frankrig og England – endog om Amerika – det er alt sammen gentagelser! De alene finder nyt, henrivende!
Måske bringer også engang en brevdue derfra mig en efterretning – og hvilken glæde vil det så være.
Jeg vil ligesom De undgå at høre om det, vi evindeligt hører og læser om, undgå den afskyelige politik, falskheden, ja intet er dem helligt.
Jeg har nu haft forfærdelige kampe med Eliza Moltke* . Harald* står i Piemont, og hun er fortvivlet derover, vil rejse til ham, og med stort besvær er det lykkedes mig at holde hende tilbage fra dette ganske formålsløse skridt. Hun holder sandelig af mig, har tillid til mig, kommer ofte til mig 2 gange dagligt, og ofte sent aften, og således kan jeg virke forsonende og beroligende, thi hun er meget vred over, at greven* ikke har efterkommet hendes ønske og forrige sommer, da der endnu ikke var tanke på krig, har taget Harald* ud af den østrigske armé. Den i verden, som lykkestjernen altid står og lyser for, og som fik endog de mindste ønsker opfyldt, tåler vanskeligere en alvorlig prøvelse. Haralds* breve derfra er glade, kamplystne, ungdommeligt overmodige, han er blevet premierløjtnant og er sund og rask, til trods for strabadserne.
Også hofrådinde Falkensteins* søn, Oskar* , står ved Ticcino. Den ældste søn, Hugo* , som er kommet tilbage fra Amerika, har efter et opråb til civilister om at træde ind i militæret og betræde de manglende officersstillinger – meldt sig og er blevet antaget. Han kunne tilsyneladende ikke komme videre i Amerika.
Ved De, at fru v. Bock (fru Schröder Devrient)* , her ligger uhelbredeligt syg, med gallopperende kræft? Nu er hendes mand* blevet tilkaldt! –
Også jeg har været meget syg i mere end 3 uger af influenza, og jeg har stadig halsbetændelse, derfor må jeg i dette kolde vejr ikke flytte til Maxen, før der kommer varm solskin! Bjergluften vil styrke og forfriske Dem, og om Gud vil, få Dem til at ånde lettet op igen i Guds skønne natur.
De ved, at Clara Heinke* kommer som selskab for baronesse Finks* , baronesse Stampes* veninde, og således først bliver 2 måneder i Dresden – hun har dagen fri indtil klokken 3, og kan male, derefter tager til Sulza, til et saltbad, med hende, og hvis det behager hende, kan vente et længere ophold hos hende!
Carl Andersen* , som bevarer mig så trofast i erindringen, hvilket jeg næppe havde troet – vil De hilse ham hjerteligt, og hans brev har Sigwald* givet mig i hænderne den 28. april! – Sigwald* vil nok ledsage grevinden* overalt, hvor hun påtænker at rejse. Også Wladimir* har givet dem mange bekymringer, som De ved, da de ved, at han gynger afsted på havet, og det bekymrer hende meget! – Jerichaus* * melder sig vel hos grevinden* – og via hende, håber jeg at lære dem at kende.
Storhertugen* af Weimar har dannet en aristokratisk kunstner-komité, som han har draget ind i sin nærmeste kreds, til stor ærgrelse for de øvrige, ældre, som forfølger en mere seriøs retning.
Skriv nu til mig, om De slet ikke har noget rejseselskab, hvilket dog ville være meget nyttigt og formålstjenligt, – men hvem?
Liszt* har fuldstændig gjort op med Dingelstedt* , har været 2 år på ferie, og er netop rejst med fyrstinden* og hendes datter* gennem Dresden. Det har teatret og især operaen lidt under.
Til det aristokratiske kunstnerakademie i Weimar hører grev Kalkreuth* , og er med 1000 rh samtidig kammerherre, v. Wille* , med løfte om køb af malerier for 1000 rh, Genelli* med 400 rh og atelier og bolig, v. Binzer* ligeså grev Harrach* ,baron Schlichter* , alle kunstnere som bliver indbudt til hoffet. Hummel* er blevet professor og det holder atter de ældre sammen.
Fru von Goethe* er stadig i Triest, Ulrike* i Weimar, Wolf* er ganske elendig og er vendt skrantende tilbage fra Italien. Doktor Kühnes* * er rejst til Brüssel og Paris i to måneder, baron Sternberg* rejser også dertil i et år!
Tænk Dem, det går bedre med fru von Zöllner* !
[i margenen, p. 1:] Lev nu vel, vi alle hilser Dem inderligt. Gud bevare Dem. Fr.
[i margenen, p. 4:] Hammer* har opgivet føljetonen om konstitutionen og skranter meget.
[i margenen, p. 6:] Jeg vil straks følge Deres rejse på landkortet.
BrevID 9334: FrS-brev af 13/5 1859 (Collin XI, 8/101a-b, billedid 4807-16).
Geburtstagtisch… Ihre lieben Schriftzüge fehlten: HCA har åbenbart glemt FrS.s fødselsdag 28/4, men han indhentede forsømmelsen ved – efter at have modtaget nærværende brev 27/4 – at skrive til hende 29/4, jf. Almanak s. 273. –
"Sie wollten nicht alle Jahre kommen…: HCA ville have været til Italien i sommeren 1859, men p.gr.a. udsigterne til krig ændrede han sine planer, tænkte først på en rejse til Norge, men besluttede sig til sidst for en rejse til den del af Jylland, som han ikke før havde besøgt.
Harald* steht in Piemont: Harald Moltke-Huitfeldt* deltog som østrigsk officer i krigen mellem Østrig og kongeriget Sardinien.
Oskar* : Oskar, s. af Constantin F.* Hans årstal kendes ikke.
steht am Ticcino: hermed mener FrS ikke den schweiziske kanton T., men floden Ticino, som fra Schweiz flyder ind i Italien for sluttelig at løbe ud i Po-floden.
Frau v. Bock (die Schröder Devrient* : Den berømte sangerinde døde i januar 1860, i Gotha.
ihr Mann: Wilhelmine Schröder-Devrient* blev i 1850 g.m. den livlandske godsejer Heinrich von Bock* .
Baronin Finks* : må være den baronesse M. C. v. Fink* , som var bosat i Dresden og benævnes som "Rittergutsbesitzerin". Navnet staves også Finck. Måske var hun beslægtet med den general F. A.von Finck* (1718-66), der som en af Frederik (!!) den Stores* generaler led et forsmædeligt nederlag ved Maxen 1759 og efterfølgende blev idømt fæstningsarrest. Han kom siden i dansk tjeneste. Se note til dagbog [1851-08-13]
der Wladimir* … ihn auf dem Meere herum schaukeln zu wissen: sønnen Wladimir Moltke-Huitfeldt blev* i 1850’erne uddannet som svensk søofficer og gjorde tjeneste i den svenske marine, indtil han først i 1860’erne for sin fader bestyrede de af denne erhvervede Graasten og Fiskbæk godser i det nordlige Slesvig. I 1864 deltog han som dansk artilleriofficer i krigen og senere slog han sig ned som godsejer i Skåne.
Jerichos* * : billedhuggeren J. A. Jerichau* og malerinden Elisabeth Jerichau-Baumann* , jf. note til BrevID 21921. Når FrS udtrykker håbet om at lære ægteparret at kende via grevinde Moltke-Huitfeldt* , bestyrker det formodningen om, at ægteparret J.* * ikke i 1846 benyttede det hér som brev BrevID 21921 trykte anbefalingsbrev.
aristocr. Künstler Academie … in Weimar: FrS omtaler hér endnu en gang den kunstnerkomité, som var udset til at drive den kunstskole, som storhertugen* af Sachsen-Weimar grundlagde i 1860 (omtalt i BrevID 18066). Kredsen er i denne omgang udvidet med malerne August von Wille* (1829-87) og grev Ferdinand von Harrach* (1832-1915). Den tredje, baron Schlichter* , hed rettelig Carl von Schlicht* (1833-1912), var landskabs- og marinemaler. Studerede hos Kalckreuth* i Weimar. Også den til professor udnævnte maler Carl Hummel* (1821-1907), landskabsmaler, tilknyttet malerskolen i Weimar.
