Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
11.08.1858 Dagbogsuddrag Onsdag 11. Nerveus. Brev fra Fru Drevsen* . Brev til Etatsraad Drevsen* .
Brev fra Fru Drevsen* : (BrevID 23857 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
Brev til Etatsraad Drevsen* : jf. BJC brev 331.- BrevID 9038
12.08.1858 Dagbogsuddrag Torsdag 12 Om Aftenen ventet paa H* , til henved 12, han tager aldrig Hensyn til mig. Vred[.] Papegøien fløi mig i Nakken.
13.08.1858 Dagbogsuddrag Fredag 13 Meget nerveus. Brev til Jette Wulff* . Brev fra Faderen Collin* med et Vers fra Aarhuus. Taget varmt Bad.
Brev til Jette Wulff:* også dette brev gik tabt ved "Austria"s brand. – (BrevID 22533 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
Brev fra Faderen Collin* : jf. BJC brev 330. BrevID 18030
Vers fra Aarhus: Det medfølgende brev er næppe bevaret.
14.08.1858 Dagbogsuddrag Løverdag 14. [intet noteret for dagen, blot datoen anført]
17.08.1858
Friederike Serre til Wilhelm Wolfsohn*
Am 17. August.1858
Verehrter Herr Doktor! Es würde mich sehr beglücken wenn Sie mir die Ehre erweisen, diesen Abend 8 Uhr den Thee bey uns zu trinken, besonders eben, würde sich unser verehrter Freund Andersen freuen, noch mit Ihnen sein zu können, dann bitte ich – heute Abend 8 Uhr im kleinen Kreise, den Thee by uns zu trinken. Mein Mann ist leider verreiset.
In Hochachtung
Fr. Serre
[Udskrift:]
An den Herrn Docktor
Wolfson*
Den 17. August1858
Ærede Herr Doktor! Det ville glæde mig meget, hvis De ville vise mig den ære, i aften kl. 8 at drikke te hos os, især da det også ville glæde vores ærede ven Andersen, endnu en gang at kunne være sammen med Dem. Derfor beder jeg Dem, i aften kl 8 i en lille kreds at drikke te hos os. Min mand er desværre bortrejst.
Med højagtelse
Fr. Serre
[Udskrift:]
Til Doktor Wolfson*
BrevID 23277: Deutsches Literatur Archiv Marbach 55.407
24.08.1858 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22460 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
26.08.1858
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 26. Aug. [1858]
Theuerster Freund!
Unmögl. kann ich Caroline Bull* nach Copenhagen reisen laßen, ohne Ihnen nicht ein paar Worte zu schreiben! Als ich Sie bis an in [sic] Ihrem Eisenbahn Salon begleitet, ging ich an das Ende des Perrons, und wartete und wartete; ich dachte, wenn der Zug vorüber rauschte, könnte ich Ihnen noch einen Gruß zu winken; aber zu meiner Betrübniß waren Sie mit Hr. Drewsen* in so eifrigen Gespräch, daß kein Blick von Ihnen Beiden zu erlangen war, obgleich auch Margaret* sich an meiner Seite eingefunden und trostlos war, zu spät gekommen zu sein. – Still und traurig fuhr ich nach Hause wo es mir leer und aus gestorben ./. in den heimischen Räumen erschien. Ich muß Ihnen doch erzählen, daß gerade 8 Tage später nach Ihrer Abreise, also Gestern erst Rienzi zur Aufführung gekommen. Ich selbst bekam keine Billette, und will mit Frau v. Hann* , erst Morgen ihn hören. Ich habe mir des Hirsches Flucht hohlen lassen, und Fr. v. H.* hat angefangen vor zu lesen – da fand ich die Zueignung "An Frau Marie* " ich dachte mir, wenn Ihre Güte die mich so hoch ehrt, – mit der Zueignung eines Bändes – auch darüber an Frau Friederike – blos setzte – nicht Serre dazu? – Was meinen Sie dazu? –
Gestern erhielt ich von der Henselt* einen Brief, sie kommt Sonnabend ./. den 28st. auf 14 Tage zu mir nach Maxen – will aber vorher 2 Tage in der Stadt bleiben – so komme ich wieder nicht eher hinaus – da ich sie doch hier empfangen und b[e]y mir logiren muß, was mir auch eine wahre Freude ist! –
Frau v. Göthe* ist Gestern nach Prag und Wien abgereiset – ich war die letzten Stunden mit ihr und fuhr sie zur Eisenbahn. Ihr Verlust ist mir ein tiefer Schmerz! – Sie ist eine edle Seele – anregend – wohlwollend und war immer bereit mich in den Augen der Menschen zu erheben! Fast jeden Abend – wenigstens sah ich sie tägl. früh oder Abends, war ich b[e]y ihr – am Liebsten allein, doch fand ich stets sie in angenehmer Umgebung – wie öde und leer ./. wird mir Dresden nun im Winter erscheinen; und dazu die Angst – daß irgend eine Erkältung, oder Krankheits Anfall – sie uns für immer entziehen kann! – Wie weh thut es dem Herzen diejenigen zu verlieren oder von ihnen getrennt zu leben die man in tiefster Seele liebt. Mein Mann hat endl. von der Regierung die Antwort erhalten – nachdem dieselbe Erkundigungen einziehen wird – was die übrigen Regierungen thuen werden, ob ihre Protection und Consense geben – würde sie die Antwort bestimmen – nun hat er sofort beym Gr.Herz.* v. Weimar und Coburg Anfrage gethan. Sie begreifen, in welche Sorge mich, dieses sein ./. neues Unternehmen – vor Allem sein zügel loser Eifer und unbegrenzte Hoffnungen und Anstalten dab[e]y – setzen! – Schiller* hat wohl Recht, wenn er sagt “das Leben ist schön" aber “es ist auch schwer!" – Sigwald* ist auch betrübt seine Schwester* fort laßen zu müßen – ja das Scheiden ich fühlte es kürzlich wieder, thut so weh.
Amely Bölte* hat ein Engagement b[e]y einer rußischen Gräfin gefunden und reiset Morgen mit ihr nach Paris – London – und ich weiß nicht wo Alles hin – für 8 Monate, auch gut, daß sie fort geht –. Morgen auch reiset Clara Heinke* mit ihrer Tante* ab! –
Gräfin Moltke* klagt über Brust-Krämpfe und Beklemmungen, und wird ./. wohl ihre magnetische Cur hier verlängern müßen!
Auerbach* besuchte uns Gestern, er bedauerte Sie nicht gesehen zu haben und sprach sich als wahrer Freund über Sie aus!
Immer denke ich, wie herrlich wäre es – brächten Sie einen Winter hier zu – aber wer darf Pläne machen? –
Schon sehne ich mich zu wißen wie es Ihnen auf der Reise ergangen – und ob Sie Ihr Übel ganz beseitigt haben.
In treuer Verehrung
Ihre
Fr.
[tilføjelse f.n. p. 6:] Viel Herzliches an Hr. Drewsen* , Fr. v. Hann* sagte, es hätte ihr wahrhaft der Abschied leid gethan, sie hätte ihn nicht wiederhohlen mögen und wäre daher nicht gekommen! –
Dresden den 26. Aug. [1858]
Dyrebareste ven!
Jeg kan umuligt lade Caroline Bull* rejse til København uden også at skrive et par ord til Dem! Da jeg ledsagde Dem til Deres jernbanekupé, gik jeg hen til enden af perronen og ventede og ventede; jeg tænkte, når toget bruser forbi, kunne jeg endnu en gang vinke Dem en hilsen til, men til min bedrøvelse var De i så ivrig samtale med hr. Drewsen* , at jeg ikke kunne få øjenkontakt med nogen af jer, selv om også Margaret* havde indfundet sig ved min side, og var utrøstelig over at være kommet for sent. Stille og sørgmodig kørte jeg hjem, hvor der syntes mig tomt og uddødt i de hjemlige lokaler. Jeg må dog fortælle Dem, at netop 8 dage efter Deres afrejse, altså i går, blev Rienzi opført. Jeg selv fik ingen billet, og vil med fru v. Hann* først høre den i morgen. Jeg har hentet Hjortens Flugt og fru v. Hann* er begyndt at læse den højt, da fandt jeg tilegnelsen "til Fru Marie* " og tænkte, hvis Deres godhed, som ærer mig så højt, ville ære mig med at tilegne mig et bind – også derover blot satte "Til Fru Friederike" og – ikke Serre? Hvad mener De derom?
I går fik jeg brev fra fru Henselt* , hun kommer lørdag den 28. til mig i Maxen i 14 dage – men vil dog først være 2 dage i byen, således kommer jeg igen ikke tidligere herud – da jeg dog må modtage hende og have hende til at logere hos mig, hvilket også er en sand glæde.
Fru von Goethe* er i går igen afrejst til Prag og Wien, jeg var sammen med hende de sidste timer og kørte hende til jernbanen. At have mistet hende, smerter mig en dybt! Hun er en ædel sjæl, inspirerende, velvillig og var altid parat til at løfte mig i menneskenes syn på mig. Næsten hver aften – hun var her mindst dagligt tidligt eller om aftenen var jeg hos hende – helst alene, men jeg fandt hende ofte i behageligt selskab – hvor vil Dresden nu forekomme mig tom og trist i denne vinter – og dertil har jeg angsten for at en eller anden forkølelse eller sygdomsanfald for altid kan tage hende fra os. Min mand har endelig modtaget svar fra regeringen – efter at de vil indhente oplysninger – og hvad de øvrige regeringer vil gøre. Om de giver protektion og tilladelse, vil de blot bestemme deres svar, nu har han straks stilet forespøgsel til storhertugen af Weimar* og Coburg. De begriber, hvilken bekymring, dette hans nye foretagende, frem for alt hans tøjlesløse iver og ubegrænsede håb og anstalter, sætter mig i – Schiller* har vel ret, når han siger "Livet er skønt" – men "det er også vanskeligt!" Sigwald* er også bedrøvet over at måtte tage afsked med sin søster* – ja det at skilles, jeg følte det for kort tid siden igen – gør så ondt.
Amely Bölte* har fundet ansættelse hos en russisk grevinde og rejser i morgen med hende til Paris – London – og jeg ved ikke hvor hen – i 8 måneder, og det er godt at hun rejser. – I morgen rejser også Clara Heinke* med sin tante* .
Grevinde Moltke* klager over smerter og trykken for brystet, og må vel forlænge sin magnetiske kur her.
Auerbach* besøgte os i går, han beklagede, at han ikke nåede at se Dem og udtalte sit sande venskab til Dem.
Jeg tænker altid på, hvor herligt det ville være, hvis De tilbragte en vinter her – men hvem kan lægge planer?
Jeg længes allerede efter at vide, hvorledes det gik Dem på rejsen – og om De er kommet helt over Deres ubehag.
I tro ærbødighed
Deres
Fr.
[tilføjelse f.n. p. 6:] Mange hjertelige hilsener til hr. Drewsen* , fr. v. Hann* sagde, at hun virkelig havde været ked af det ved afskeden, det ville hun aldrig gøre igen, og ville derfor ikke være kommet her.
BrevID 9053: Fr S-brev af 26/8 1858 (Collin XI, 9/115a-b, billedid 4876-80).
Rienzi: Richard Wagners* tidlige opera "Rienzi, der Letzte der Tribunen" fik sin førsteopførelse i Dresden 1842.
des Hirsches Flucht: Chr. Winthers* "Hjortens Flugt" (1855) blev oversat til tysk af journalisten Ryno Quehl* (1821-64) under titlen "Des Hirsches Flucht. Aus dem Dänischen". RQ* var 1863-64 preussisk generalkonsul i København. " Frau Marie* ", hvem Chr. W. tilegnede bogen, kan være hans plejesøster, Marie Koës* (1790-1858), g.m. Holger Halling Aagaard* (1785-1866) til Iselingen. –
Schiller* hat wohl Recht …"das Leben ist schön aber es ist auch schwer: citatet må være fra Schillers* "Don Carlos" (4/21), hvor marquis Posa siger til dronningen: "Königin! O Gott, das Leben ist doch schön", mens tilføjelsen"aber es ist auch schwer" må stå for FrS.s egen regning.
Sigwald* ist auch betrübt seine Schwester fortlaßen zu müssen: søsteren Caroline Bull* havde været på langvarigt besøg i Dresden p.gr.a. arven efter faderen, J. C. Dahl* .
Clara Heinke* mit ihrer Tante* : CHs* tante hed Nathalie Werner* (d. 1866).
27.08.1858
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Freitag nach Mittag.
So eben erhalte ich Ihre lieben Zeilen, ich weiß Sie nun in der Nähe der Heimath wo Sie die beste Pflege, und gewohnten Arzt haben können, und das beruhigt mich! –
Alles was ich wußte habe ich Ihnen bereits geschrieben – die gute Falkenstein* , welche eben kommt läßt Sie innigst grüßen! –
Warum schreiben dann ./. die Dänen die äußere Brief Addresse noch ein mal einwendig am Schluß hinein? – Hat es einen besondern Grund? –
Noch mals ein herzl. Lebewohl!
Fr.
Fredag efter middag.
Jeg har netop modtaget Deres kære linjer, jeg ved nu, at De er i nærheden af hjemmet, hvor De kan få den bedste pleje og den vante læge, og det beroliger mig!
Alt hvad jeg ved, har jeg allerede skrevet til Dem – den gode fru Falkenstein* , som netop kommer hertil, hilser hjerteligt.
Hvorfor skriver danskerne den udvendige brevadresse en gang mere inde i brevets slutning? Er der en speciel grund dertil?
Endnu en gang, lev vel!
Fr.
BrevID 9060: FrS-brev af 27/8 1858 (Collin XI, 9/116, billedid 4881-82).
Datering: iflg. Almanak s. 266 skrev HCA 24/8 fra Glorup til FrS, hvilket passer smukt med, at FrS har modtaget det fredag (27/8) og straks ("so eben") kvitterer for det.
die beste Pflege, und gewohnten Arzt: HCA havde de sidste dage under opholdet hos Serres været plaget af bylder under højre arm.
die gute Falkenstein* : Elise Falkenstein* (1806-68), f. von Erdmannsdorff, g.m. overbibliotekar ved Det kgl. Bibliotek i Dresden, Constantin Falkenstein* . Denne var død i 1855, efter flere år med sindssyge og ophold på institutionen Sonnenstein.
die äußere Brief Adresse: intet af de få bevarede breve fra HCA til fru Serre (hvoraf flertallet er kladder) har denne dobbeltadresse. Men det skal dog siges, at HCA på nogle breve slutter med at skrive modtagerens navn og adresse, f.eks. BrevID 23286 BrevID 23218
13.09.1858 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22461 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
16.09.1858
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 16. Sptbr.[1858] Dresden
Erschrecken Sie nur nicht, theurer, geliebter Hr. Professor, schon wieder einen Brief und schnelle Antwort zu erhalten – aber mir ist es Bedürfniß mit Ihnen zu plaudern – und ich verlange ja keine schnelle Antwort! – Sie sind b[e]y der liebens würdigen Fr. v. Scavenius* – wird man sich im Leben noch begegnen? – Die nun beinahe 2 Ellen langen Grafenst. Sprößlinge erinnern mich tägl. an ihre Güte. Jetzt soll ich schon wieder von denselben unseren Bekannten abgeben – und darf sie doch nicht stören, bis die rotbäckigen Apfel [sic] darauf glänzen werden! –
Doktor Kühne* hat mir einen ./. so schönen Aufsatz über Sie und Ihre letzten Märchen zum Durchlesen geschickt – daß ich ihn, nur nicht Ihnen zusende, weil sie [Sie] denselben gedruckt in einer Nummer des Morgenblattes von ihm gewiß bald erhalten. Auch war einen Abend zum Thee Wolfson* hier – welcher sich auch so anerkennend über Ihre letzten Arbeiten aussprach, daß sich meine Seele daran erquickte, auch er wird – in einem litterarischen Blatte darüber schreiben, und es Ihnen zuschicken.
Rienzi ist 8 Tage nach Ihrer Abreise erst gegeben worden – aber Jeder der ihn hörte, kommt todtmüde zu Hause, und sagt der musicalische Lärm darin, wäre um ./. Taub zu werden, und will ihn nicht zum 2ten Male hören! Doch ist er wiederholt auf dem Repertoir und füllt das Haus immer! –
Vor kurzem erhielt ich einen Boten der mich zur Stadt rufte [sic]. Frau v. Zöllner* hatte einen Schlag Anfall gehabt, welcher ihr das Gesicht verzerrte und die Sprache benahm. Ich war sehr ergriffen darüber, denn ich verliere an ihr eine treue Freundin, und geistige Anregung – jetzt geht es wieder besser und sie kann stundenlang das Bette verlaßen, kommt kein neuer Anfall – so kommt sie glücklich durch die Gefahr! –
Heute kam die telegrafische Depesche daß unsre Prinzessin Margaret* , Gemahlin des Erzherzogs* , welche vor kurzem in Pillnitz war, und eben vom Besuch b[e]y ihrer Schwester der Gr. Herz. von Toskana* war ./. auf der Reise an einem Nervenfieber Anfall gestorben ist! Sie war die Lieblingstochter unsrer Königin* . Bald nach Ihrer Abreise kam die Henselt* und blieb 14 Tage, und öfter fuhr ich mit ihr zur Stadt – nun sind Hr.* und Fr. v. Villers, geb. Germar,* aus Petersburg beÿ mir – und nur auf Tage kann ich jetzt Maxen genießen! –
Fr. v. Villers* war in Liebenstein beim Herz. Bernhard* wo sie früher Hofdame war, dann 8 Tage in Wilhelmsthal b[e]y der Groß Herzogin* , und bringt mir einen Gruß vom Gr. Herz.* und er würde mich in den nächsten Tagen in Maxen überraschen, er wollte ganz incognito durch Dresden nach Warschau reisen, und ging darum absichtl. nicht über Breslau. Sie können denken, daß mich diese ./. Erwartung – obgleich es nur eine immer ungewisse Sache ist, aufregt – zumal da ich wegen der kranken Zöllner* und Wolf v. Göthes* Gebt. in der Stadt sein muß! –
Die Heinke* hat mir nicht geschrieben, alle ihre Bekannte fanden sie verändert, traurig und niedergeschlagen!!! – ! – ! –
Frau von Berge* ist mit Hermann* nach Pommern, nach Stolpe zu ihrem Bruder den Oberst gereiset, und Frau v. Hann* und ihre Mutter* waren in Maxen 8 Tage! –
Daß Drewsen* nicht schreibt wundert mich nicht – wir kennen wie ungern er es thut, schon um so mehr wegen der deutschen Sprache! – Was könnte er auch schreiben, als eine ./. leere Form und schöne Redensarten! – Wir haben ihn Alle wahrhaft lieb gewonnen, mir selbst schien er wie ein lieber Sohn – dem man seine Fehler gern vergibt, wozu die Schreibantipathie, die eigentlich nur Bequemlichkeit zum Grunde hat, wohl gehört! – Bey aber wahrhaften Attachement vergißt man unwillkührlich diese Scheu und die Bequemlichkeit – und setzt sich hin – und plaudert – und denkt nicht daran, ob man spricht oder ob man schreibt – ob die Worte gut gestellt sind oder schlecht, ob Papier und Feder etwas taugten und erquikt sich an der Unterhaltung! So geht es mir mit Ihnen, geliebter theurer Freund! Grüße vom ganzen Hause.
Fr.
[i margenen p. 1:] Schreibt man b[ey] Ihnen, an Militair Personen, besonders Staabs Officiere, nicht auch Hochwohlgeboren – oder läß das Geboren ganz weg? –
[i margenen p. 2:] Warum schreiben die Dänen in wendig am Schluße des Briefs noch einmal die Addresse?
[i margenen p. 3:] Es ist Ihnen ein wenig recht, daß Sie nicht in Ihre Wohnung konnten, warum gaben Sie unserer Bitte zu bleiben nicht nach.
den 16. septbr.[1858] Dresden
Bliv nu ikke forskrækket, dyrebare, elskede hr. professor over allerede igen at modtage et brev og et hurtigt svar – men jeg har behov for at snakke med Dem – og jeg forlanger ikke et hurtigt svar! – De er hos den elskværdige Fru v. Scavenius* – vil man endnu mødes i dette liv? De nu efterhånden 2 tommer gråsten-skud minder mig dagligt om hendes godhed.
Nu vil jeg allerede igen være en god bekendt – og vil ikke forstyrre hende, før de rødkindede æbler skinnende hænger derpå.
Doktor Kühne* har sendt mig en meget smuk artikel om Dem og Deres seneste eventyr til gennemlæsning, så jeg jeg ikke blot sender Dem den, fordi De snart modtager den trykt i et nummer af Morgenbladet fra ham. Wolfsohn* var også her en aften til te, og han udtalte sig så anerkendende om Deres seneste arbejder, at min sjæl glædede sig derved – også han vil skrive derom i et litterært blad, og sende det til Dem.
Rienzi blev ført opført 8 dage efter Deres afrejse – men enhver som hørte den, kom dødtræt hjem, og sagde at den musikalske støj deri var til at blive døv af, og at man ikke ville høre den en anden gang. Men den er stadig på repertoiret og fylder huset hele tiden.
For kort tid siden kom der et bud og kaldte mig til byen. Fru v. Zöllner* har haft et slagtilfælde, som fordrejede hendes ansigt og fratog hende sit sprog. Jeg var meget påvirket af det, thi i hende mister jeg en tro veninde, en åndelig impuls – nu går det bedre igen og hun kan timelangt forlade sengen, og hvis ikke der kommer et nyt anfald, så kommer hun vel over faren! –
I dag kom der telegram at vores prinsesse Margaret* , arvehertugens* hustru, som for kort tid siden var i Pillnitz, og netop var på besøg hos sin søster, storhertuginden af Toscana* , er død på rejsen på grund af et anfald af nervefeber. Hun var vor dronnings* yndlingsdatter. Straks efter hendes afrejse kom fru Henselt* og blev i 14 dage og jeg rejste med hende til byen – nu er hr* og fru von Villers, f. Germar* , fra Petersburg hos mig – og jeg kan nu på nær nogle få dage nyde Maxen!
Fr. von Villers* var i Liebenstein hos hertug Bernhard* , hvor hun tidligere var hofdame, derefter 8 dage i Wilhelmsthal hosstorhertuginden* og bringer mig en hilsen fra storhertugen* , og han ville overraske mig i de nærmeste dage i Maxen, han ville rejse inkognito gennem Dresden til Warszawa, og rejste derfor med vilje ikke over Breslau. De kan tænke Dem, at denne forventning – selv om den stadig er uvis, ophidser mig, især da jeg på grund af den syge Zöllner* og Wolf v. Goethes* fødselsdag må være i byen! –
Frk. Heinke* har ikke skrevet til mig, alle hendes bekendte fandt hende forandret, sørgmodig og nedslået!!! –
Fru von Berge* er rejst med Hermann* til Pommern, til Stolpe til sin bror obersten, og fru v. Hann* og hendes mor* var 8 dage i Maxen!
At Drewsen* ikke skriver undrer mig ikke – vi ved, hvor nødigt han gør det, desto mere på grund af det tyske sprog! – – Hvad skulle han også kunne skrive andet end tom form og smukke talemåder. Vi har alle i sandhed fået ham kær, han var mig som en kær søn, som man gerne tilgiver hans fejl, dertil hans antipati mod at skrive – som vel egentlig kun er på grund af magelighed! Men ved sand tilknytning glemmer man uvilkårligt denne skyhed og magelighed – og sætter sig hen og sludrer – og tænker ikke over, om man taler eller skriver – om ordene står rigtigt eller forkert, om papir og pen dur – og opmuntres ved samtalen! Således går det mig med Dem, kære, dyrebare ven! Hilsener fra hele huset.
Fr.
[i margenen p. 1:] Hos Dem, titulerer man da militærpersoner, især stabsofficerer højvelbårne – eller udelader man det?
[i margenen p. 2:] Hvorfor skriver danskerne ved slutningen af selve brevet endnu en gang adressen?
[i margenen p. 3:] De var indforstået med, at De ikke kunne flytte ind i Deres bolig, hvorfor imødekom De så ikke vores bøn om at blive lidt længere?
BrevID 9076: FrS-brev af 16/9 1858 (Collin XI, 9/120+10/136, billedid 4892-94, 4904-10).
Sie sind bey … Fr. v. Scavenius* : HCA rejste fra Kbh. 20/8 for via Sorø at aflægge et kortere besøg på Basnæs hos fru Scavenius* . Det var Henriette Scavenius* , der havde sendt de gravenstener-podekviste, som nu var blevet 2 alen lange nede på Maxen.
Doktor Kühne* har mir einen so schönen Aufsatz … geschickt: den nævnte anmeldelse/omtale af HCA ved Gustav Kühne* har ikke kunnet fremskaffes – og i det følgende brev BrevID 9142: skriver fru Serre: Was Kühnens* Aufsatz anbelangt – so habe ich mich geirrt.
Wolfson* : Wilhelm Wolfsohn* (1820-65), tysk forfatter og litteraturkritiker.
Frau v. Zöllner* : fru v.Z.* kom sig dog og levede endnu 10 år.
Prinzessin Margaret* : Margarethe af Sachsen* (1840-58) var det yngste af kongeparrets mange børn. Hun blev i 1856 g.m. ærkehertug Karl af Østrig* (1833-96).
Gr.Herz. von Toskana* : søsteren, Maria Anna af Sachsen* (1836-59), g. 1856 m. storhertug Ferdinand (IV)* (1835-1908) af Toscana, som imidlertid først i 1859 blev storhertug – for samme år med sin familie at flygte til Østrig.
Herz. Bernhard* : prins og hertug Carl Bernhard af Sachsen-Weimar-Eisenach* (1792-1862), g. m. Ida af Sachsen-Meiningen* (1794-1852), hos hvem nævnte Helene v. Villers* havde været hofdame. Hertug Bernhard* var farbror til storhertug Carl Alexander* .
Liebenstein: slot i Thüringen.
8 Tage in Wilhelmsthal bey der Groß Herzogin* : det må være enkestorhertuginden af Sachsen-Weimar, Maria Pavlovna* (1786-1859), der residerede på slottet Wilhelmsthal. Hun førte dobbelttitlen Großfürstin-Großherzogin.
Wolfgang v. Göthes* Gebt.: Wolfgang von G.s* fødselsdag var 18. september.
Hermann* : Hermann Hann von Weyhern* (d. 1861), mindreårig søn af Hedvig Hann v. Weyhern, f. Albedyll* (1822-64).
Frau v. Hann* und ihre Mutter* … in Maxen: vedr. Frau von Hann* , se note til BrevID 8261. Hendes mor var Nancy von Albedyll* , f. von Polenz (1801-64), gift med den preussiske major og friherre, Gustav von Albedyll* , jf.note til BrevID 18375.
nach Stolpe, zu ihrem Bruder den Oberst: broderens/oberstens navn kan ikke findes.
Drewsen* : HCA.s rejseledsager, Harald Drewsen* .
Sie nicht in Ihre Wohnung konnten: ved sin ankomst til Kbh. 29/9 måtte HCA tage ind på Hotel Phoenix, da hans værelser hos fru Anholm* i Nyhavn først et par dage senere blev ledige.
