Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre

25.07.1851 Dagbogsuddrag  Fredag 25. Gik til Posthuset, men der var ingen Breve til os; kjørte til Dahl* , Sønnen* er i Paris, saae et Billed af denne Aristokrati og Fattigfolk; en Poppegøie i sin Pragt i Stuen, udenfor Vinduet i Snee og Kulde to forsultne Spurve. – Gik til Fru Serre, der var henrykt over min Ankomst, indbød mig og Viggo* til Marsken paa Mandag, hendes Mands Fødselsdag, Carus* havde særdeles roest for hende: »I Sverrig«. – Gik paa Brühlske Terrasse; derfra til katholske Kirke og saa til Fru Deeken* der jublede mig imøde; hun var ganske dansksindet; Vi gik saa over Zwinger hvor nu en ny Bygning reises, store Orangetræer stode i Ballier; derpaa til Galleriet. Roed* stod og copierede Madonna del Dresda; hun er saa jomfruelig, saa reen, saa svævende, Jesusbarnet har en Verden i Øinene; de mange andre herlige Billeder traadte i Skygge for dette ene, hun er Dronningen i Galleriet. Saae Rubens* Drenge, Mieris s* smaa levende porcelain Billeder. – Middag i Hotellet. – Besøg af Dahl* , han gik med til Fru Deeken* , hvor Hofpræstens* Frue* var for at see mig; jeg læste lidt af »I Sverrig« som jeg forærede Fru Deecken.* Vi fik at vide at Demoiselle Bourbon* var een Datter* af Ludvig den XVIII* Søn* , der kom til Skomageren fra Fængselet, hun var altsaa opkaldt Antoinette efter sin Bedstemoder Marie Antoinette* . Nu har jeg da Viggo* med som Vidne om det Underbare der altid møder mig og han agerede ogsaa Zeugniss hos Deckens* * * * . Gik til Theateret hvor vi hørte Mozart* » Zauberflöte «, en daarlig Een fra Cassel var Tamino; smukke Decorationer, en ret lunefuld Papageno; jeg mødte Theodor Hell* , og Datter* der førte mig op paa Theatret, blev presenteret for nogle [af] Sangerne, dernæst for Excellensen Lüttichau* , Intendant,  der er en stiv Herre; Kongen af Preusens* Kammerherre,  som jeg havde været sammen med i Postdam var med ham og talte til mig om Humboldt* . Klokken 9½ gik vi hjem og drak os hver et Glas Punsch; Viggo* var henrykt for denne Dag, takkede mig og sagde at den var den rigeste han havde havdt.

 

Sønnen* er i Paris: J. C. Dahls* søn, Siegwald D.* (1827-1902), der var maler ligesom faderen.

jeg læste lidt af "I Sverrig", som jeg forærede Fru Deecken* : (BrevID 25105 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)

Viggo* : for første gang havde HCA inviteret et medlem af familien Collin med på sin udlandsrejse, i dette tilfælde den ældste søn i familien Drewsen, Viggo Drewsen* (1830-88), til hvem han i 1832 havde skrevet digtet " Lille Viggo* "

Galleriet: jf. BrevID 18186 .

Roed* : maleren Jørgen Roed* (1808-88) havde fået til opgave at male en kopi af Rafaels* berømte billede "Madonna del Sisto". Billedet hang oprindelig på herregården Iselingen ved Vordingborg, men hænger nu på herregården Fuglsang på Lolland. Billedet på Fuglsang: https://fuglsangherregaard.dk/lokaler/musiksalen/

Rubens* Drenge: maleren Peter Paul Rubens´* sønner Albert* og Nicolas R.* Maleriet hænger nu på Dresdens "Gemäldegalerie Alte Meister".

Mieris* … smaa levende porcelain Billeder: form. malet af Frans van Mieris den ældre* (1635-81)

Datter* af Ludvig XVIII* Søn* : HCA  mener Ludvig XVII* , jf. dagbog [1851-07-24]

Theodor Hell* , og Datter* : ThHs* datter hed Hendrina Winkler* (1830-1904)

Excellencen Lüttichau* : HCA var nu allerede i 1844 blevet præsenteret for Lütttichau* jf. dagbogen [1844-07-21].

Hofpræstens* Frue* : kan være: Karl Theodor Albert Liebner* (1806-71), der i 1850 blev udnævnt til Oberhofprediger – hans kone hed Julie, f. Giese* (1809-?)

Kongen af Preussens* Kammerherre: denne benævnes ikke af HCA i dagbogsnotatet vedr. audiensen/oplæsningen i Potsdam 3. januar 1846, og kan derfor ikke bestemmes.

Humboldt* : naturforskeren og hofmanden Alexander von Humboldt* (1769-1859). –

Supplerende oplysninger

Genre/type: Dagbogsuddrag Øvrige tilknyttede BrevID'er i HCA brevbasen: 25105, 18186

26.07.1851 Dagbogsuddrag  Løverdag 26. – Brylske Terrasser. Intet Brev; skrev et Par Ord i Viggos* ; var om Formiddagen hos Fru von Decken* ; Table d hote, gik saa hen til Aue[r]bach* der boer i Gaard med Reineck* og Bendemann* . Auerbachs*  Kone*  net, hendes Broder* skrækkelig døv; min »I Sverrig« Feuleton i en sachsisk og 2 wienske Blade; Auerbach* har en lille Dreng* og Pige* ; vi gik op til Reineck* ; Haven støder op til Kohls * Huus og til Gutzkows* * . – Gik i Theateret og saae Romeo og Julie, (Mad: Bayer-Birk* ); her kom Hr Schobert* fra Weimar og søgte mig.

 

Auerbach: forfatteren Berthold Auerbach*  (1812-82), var først gift med Auguste Auerbach, f. Schreiber* (1825-48), hun fødte i 1848 August Auerbach* (1848-1905) og døde senere samme år af brystbetændelse. I 1849 giftede Auerbach* sig med Nina Landesmann* og de fik Ottilie Philippine* (1850-?) og tvillingerne Eugen Berthold* (1852-?)  og Rudolf Berthold* (1852-?). Det må være August* og Ottilie* HCA nævner.

Auerbechs Kone* net, hendes Broder* skrækkelig døv: konen hed Nina Auerbach, f. Landesmann* (1824-1900), og dennes broder Heinrich ’Hieronymos Lorm’ Landesmann* (1821-1902).

Reineck* : det rigtige navn er Reinick* . Robert Reineck* (1805-52) var maler, kobberstikker og digter.

Bendemann* : Eduard Bendemann* (1811-89), tysk maler.

Romeo og Julie: drama af William Shakespeare* .

Hr. Schobert* fra Weimar: Franz von Schober* (1796-1882), en weimaransk digter, som HCA omgikkes jævnligt med under det månedlange ophold i Weimar januar 1846. –

Supplerende oplysninger

Genre/type: Dagbogsuddrag

27.07.1851 Dagbogsuddrag  Søndag 27. Brev fik Viggo* , jeg en Stump, Brev fra von Kræmer* og en Engelænder der indbød mig til London i denne Udstillings Tid. Schober* var her da imorges og fortalte om Cholera i Prag og raadede meget fra at tage derhen. – Gik paa Terrassen og i chatolsk Kirke, hvor der var Musik; saa besøgte vi Udstillingen, der var norske Stykker af Dahl*  og af Sønnen*  nogle Spurve ved en Lænkehunds Trug. – Körners* Død. – Spiiste til Middag paa Terrassen. Kjørt ud med Dahl*  til »grosse Garten« hvor vi besøgte Fru Zöllner* , Forfatterinden til Adoptivtochter; var inde at see Slottets store Sal derude. Da vi kom hjem fik vi Besøg af Kohl* . —

 

von Kræmer* : landshøvding i Uppsala län, Robert Fredrik von Kræmer* (1791-1880), der tog sig venligt at HCA under opholdet i Uppsala juli 1849. (BrevID 24927 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)

En stump [fra Viggos* moder, i.e. Ingeborg Drewsen * ] (BrevID 24931 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)

Udstillingen: formentlig den årlige kunstudstilling på Dresdens Kunstakademi. Hvor de bl.a. så maleriet "Körners Tod" (Karl Theodor Körner* , som døde 1813).

Fru Zöllner* , forfatterinde til Adoptivtochter: FrS.s veninde Karoline von Zöllner, f. Grape* (1795-1868), en flittigt skrivende og udgivende forfatterinde, udgav i 1846 – under pseudonymet Caroline von Göhren – romanen "Die Adoptivtochter". –

Supplerende oplysninger

Genre/type: Dagbogsuddrag Øvrige tilknyttede BrevID'er i HCA brevbasen: 24927, 24931

28.07.1851 Dagbogsuddrag  Mandag 28. Klokken henved 9 med Dahl* til Maxen, Fru Serres Vogn hentede os; det var smukt Veir; paa Veien indhentedes vi af Zöllners* * , der havde Grev Ries med* ; det var Hr Serres Fødselsdag, der var Guirlander, Krandse og Inskriptioner; Musik Sang, Forelæsning over Sol­formørkelsen, der var 11-3 altsaa ikke total; den begyndte under Middagsspisningen,  vi gik med sorte Glas op paa Taarnet, det blev underlig koldt, hele Egnen saae ud som seet gjennem et guult Glas, Skyggerne vare saa maaneskins skarpe; jeg gik ned i Haven ene. Siden med Fru Serre hen til »Andersens Baum«; da jeg for flere Aar siden var her, fandt jeg et ungt, knækket Fyrretræ, jeg sagde det »stakkels Træ« og plantede det ved en Afgrund, Fru Serre har pleiet og passet det, nu er det et stort Træ, de andre rundt om lede af Stormene, dette ikke; et prægtigt Birketræ tæt ved har Lynet knuust[,] mit Træ staaer, hun som pleiede det og Gud er Skyld deri; jeg saae dog ogsaa her mit uforklarlige Held. Fru Zöllner* læste af sin Roman, tidligere jeg af Sverrig, hendes var et Besøg i Maxen. – Klokken  7 vilde jeg afsted, men først Klokken 8 kom Vognen. En smuk Tone laae over Bjergene. Klokken 10½ vare vi hjemme.

 

Grev Ries* : majoratsbesidder af Schloß Neschwitz fra 1843, grev Johann Wolfgang Sigismund Graf von Riesch* (1815-70) (efter broderen Franz Sigismund* og dennes søn Franz Theodor* var forbigående majo­ri­tets­herrer).

det var Hr. Serres Fødselsdag: ægteparret Serre fejrede som regel deres fødselsdage med store gæstebud. FrS.s fødselsdag, 28/4,  inde i Dresden, og majorens, 28/7, ude på Maxen.

"Andersens Baum": under sit første besøg på Maxen havde HCA "forbarmet" sig over et ungt, knækket lærketræ (ikke – som han sommetider skriver i dagbogen fyrretræ – omplantede det, hvorefter FrS tog sig af den videre pleje. Han glædede sig over træets gode tilstand og besøgte det flittigt under de efterfølgende besøg på Maxen. I sit Album indsatte han en tegning af træet (1856), og smst. figurerer træet som bestanddel af kompositionen "Maxen und seine Umgebungen".

Tegningen af Maxen und seine Umgebungen

Andersens træ

Fru Zöllner* læste af sin Roman, tidligere jeg af Sverrig: fru Zs* roman er form. "Christian Wohlgemuth" (1846). HCA.s "I Sverrig" var netop udkommet (på dansk) et par måneder før oplæsningen på Maxen.

http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=585

I Anderseniana har lektor Per Nørberg i Anderseniana offentliggjort fin artikel om HCA og Serre med fine billeder og tegninger: Anderseniana 2007

Supplerende oplysninger

Genre/type: Dagbogsuddrag

29.07.1851 Dagbogsuddrag  Tirsdag 29 Sovet godt. – Gik paa Terrassen og siden til Dal* og Baronesse Deecken* . Om Aftenen i Theatret og [saae] »Die Gefangenen der Czarinn«, et fransk ret pikant Lystspil af Bayard* ; derpaa en Posse T. F. oder der Enthusiast, meget grinagtigt. – Kom hjem og pakket ind. —

 

Bayard* : den franske skuespilforfatter J. F. A. Bayard* (1796-1853).

en Posse T. F. oder der Enthusiast: den nævnte posse – som åbenbart har moret HCA, – er iflg. Topsøe* forfattet af L. M. Erich* . –

Supplerende oplysninger

Genre/type: Dagbogsuddrag

30.07.1851 Dagbogsuddrag  Onsdag 30 Oppe Klokken halv fem, reiste Kl 6 med Jernbanen, Toget gik gjennem den smukke Elbdal, forbi Bastey og Königstein; smukke vexlende Bjerge. Varmt Solskin; smaa lette Baade giede over den kaffebrune Elben, lange Tømmerflaader, syntes at ligge ubevægelige. Ved Bodenbach bleve vore Pas og vort Tøi efterseet, vi vare her en Time, lige over for ligger Teschen med Grev Thuns* Slot paa en Klippe. – Vi kom i østeriske Vogne, Dalen udvidede sig og ved Aussig forlode vi Jernbanen og tog med en Stellwagen, meget langsomt, til Teplis, kom forbi ved Kulm tre Monumenter for faldne eet rejst af Østerig, et af Preusen og et af Rusland; halv to kom vi til Teplis og tog ind »zur Post«. – Efter Bordet vilde jeg gaae med Viggo* , men det var en saa trykkende Varme at vi vendte om og lagde os til Ro; Kl 5 gik vi til Slotshaven der er saa frisk og skyggefuld, Græsset saa grønt, Sollyset faldt imellem de løvfulde Grene, Svaner svømmede paa Vandet; jeg var nerveus, og gik hjem mens Viggo* vandrede om. –

 

Teschen med Grev Thuns* Slot: umiddelbart før grænsen til Bøhmen har HCA og Viggo Drewsen* kunnet få øje på slottet i Teschen med slot, tilh. den østrigske Kämmerer for kongeriget Bøhmen, grev Joseph Thun* (1794-1868).

Vi kom i østeriske Vogne: vognskiftet markerede, at man nu passerede grænsen mellem kongerigerne Sach­sen og Bøhmen (sidstnævnte en del af kejserriget Østrig).

Stellwagen: Postvogn.–

Supplerende oplysninger

Genre/type: Dagbogsuddrag

31.07.1851 Dagbogsuddrag Torsdag 31. Klokken 5 oppe, kjørte Kl 7 med Stellwagen; det var varmt og støvet; kom til Aussig, havde Angest med min Kuffert, som jeg antog paa en feil Vogn; meget smukke Egne kom vi igjennem; jeg sad ved en riig Familie fra Bukowina, vi kom Klokken 2 til Prag og tog ind zum schwarzen Ross. Gik med Viggo* hen til Raadhuset og kom ind i nogle Gader der lugtede slemt; – Sad hjemme og kom i et meget ilde Humeur; V* havde ikke hjemmefra sat sit Navn paa P[asset] og nu var jeg vis paa at der kom Uleilighed; jeg var i denne selvpinende Stilling, der er dræbende. Ønskede at jeg ikke var kommet her.

Supplerende oplysninger

Genre/type: Dagbogsuddrag

01.08.1851 Dagbogsuddrag  Sov daarligt; nerveus. Kjørte hen til Teiner Kirke med Tycho Brahres* Grav, hen over Broen til Nicolaikirke; søgt Grev Thun* , men han var i Frankfurth; kjørt op til Loretto-Kapellet og saae nogle gamle Monstranser, Kroner og Bibler med böhmiske Steen; inde i Kapel og Kirke, kjørt over Hirschgraben, forbi Hungertaarn, hvide og røde Taarn; – til Kjedebroen over Schytzen Insel. Til Keiser Franz* Monument, steeg af ved Moldau-Broen, gik paa den, og ind i en Kirke tæt ved. – Kjørte til Jødeqvarteret; var paa Kirkegaarden; Steen paa Steen, flere under en Skov af Hyldetræer, der lave og aldeles udgaaede underneden, saae ud som døde Træer; Jorden var voxet op om Stenene, Veien snoede sig der hen til en lille Græshøi, hvor man stod indesluttet af Huse; jeg følte mig saa trykket og beængstet, jeg var nær ved at faae ondt. vi kom til den ældste Synago[ge] fra det 600 Aar (?), den var sort af Røg og ælde, bygget i Form af Salomons Tempel, her var en høist fæl Luft; da vi kom ud og kjørte blev vor Vogn paa kjørt af en stor Pakvogn. Saae ved Moldaubroen det ny Monument for Carl IV* ; Møllen tæt ved er nu nybygt. – I Dag lidt Regn, meget varmt. Saae Wallensteins Huus; der var et Badekammer med kunstigt Drypsteen; Opgang til det astronomiske Taarn er fra Badehuset; en stor Halle ud til Haven, med Malerier af Trojas Ødelæggelse. Ud til Haven en lang Muur af Drypsteens Masse; – Saae Huuskapellet. – Da vi kom hjem var endnu ikke Franzl* kommet med Pas; jeg var lidende; det blev Spisetid, da kom han og Alt var i Orden; jeg blev let og glad, Viggo* slog Armene om mig, saa haardt mod min Ryg at jeg vaklede og var ved at besvime; efter nogle Minutter kom jeg til mig selv; gik til Table d'hote i Haven. – Derpaa spadserede vi i de smalle stinkende Gader. Prag giver ganske Billedet af Middelalderens snevre Hjem. – I Dag havde vi en voldsom Pladskregn, hele Gaden flød, Vandet sprøitede ned. – Om Aftenen i Theatret, der er opmalet,  saae »die Schule der Verliebten« af Blum* efter Scheridan Knowles* : The Love chase; meget godt Stykke, men mat og træt gik jeg hjem i 4 * fandt ene hjem om Aftenen. —

 

Blum* : Karl Blum* (1785-1934), tysk skuespilforfatter

Carl IV* : Karl IV* , tysk-romersk kejser (1316-78), hans monument ses ved Karlsbroen i Prag.

Supplerende oplysninger

Genre/type: Dagbogsuddrag

02.08.1851 Dagbogsuddrag  2 August Løverdag. Oppe halv fem; Husknægten sagde vi tidlig maatte paa Jernbane for Tøiet[s] skyld Klokken halv 6 var vi der. V* var ikke rigtig i Humeur; da vi skulde i Vognen  var han borte for mig; han var i det sidste Øieblik gaaet at kjøbe sig Zigar, jeg blev meget angest sagde da han kom: hvor kan Du nænne det mod mig, da Du veed hvor ængstelig jeg er; han var mindre elskværdig; talte ikke til mig; lod mig høre siden om min Angest for hans Pas, jeg gav ham Ret og vilde ikke stride, nu blev han vred og sagde jeg behandlede  ham som et Barn. – Jeg havde Følelse af at lide Uret. – Vi naaede Klokken 10 Aussig hvor vi ihast maatte skynde os ombord paa Dampskibet Germania, neppe vare vi ombord før det blev en skyllende Regn; fuldt var der i Kahytten og hedt, jeg blev saa paa Dækket, svøbt i min Plaid, der blev dyndvaad; Fødderne gjennemblødte og kolde; hele Elbdalen meget smuk; Passene bleve igjen taget fra os og ved Niedergrund viseret; der var smukt ud for Teschen med Grev Thuns* Slot paa Klippen. Skyer dampede frem mellem de grangroede Bjerge. Alt drev med Vand. Min Paraply knækkede i et Vindstød; i Hernitzkretschen steeg vi i Land i Vertshuset med smuk Udsigt over Elben, Jernbanen paa den anden Side; vi saa flere Tog fra begge Sider. (Ved Teschen saae vi to Tog gaae gjennem Bjerg-Tunnelen) Dampskibe kom og lagde til. Drenge sad nede paa Klippen mod Elben. En Syg kjørte forbi. Det regnede, vore Støvler vare dyndvaade endnu og vi bleve hjemme hele Eftermiddag og Aften.

Supplerende oplysninger

Genre/type: Dagbogsuddrag

03.08.1851 Dagbogsuddrag  Søndag 3 August. Gik en Tour gjennem Herrnkretschen ad Prebischethor, derpaa over den lille Flod op paa Bjergene forbi en lille Kirkegaard og et Crusifix; Viggo* steeg op paa een af Bjerghøiderne. – Jeg sad nede i Skygge af Klippen og ventede, en Flod brusede nedenfor, Folk kom fra Kirke. (Igaar foer vi paa Jernbane ved en By lige igjennem en halv nedrevet Synagoge, paa Muurresten stod endnu hebraisk Indskrift.) Vi steeg paa et Dampskib Klokken eet og var omtrent Klokken halv to i Schandau hvor vi toge ind »zum Dampschiff«; gik saa hen til Badehuset og toge os hver et varmt Bad; man er der ved en Eng mellem Klipper; paa Hjemveien gik vi en snever fattig Gade, men hvor Husene laae op til Klippen og med Espalie af Pærer og Viin. – Da vi havde været lidt i Hotellet fik jeg Lyst at gaae herfra med Dampskib til Königstein, Kuffert var pakket, Middagsmad spiist, men Verten raade[de] derfra og sagde vi vilde ikke finde det saa godt derhenne og jeg besluttede at blive da vi fik en prægtig stor Stue med særdeles gode Senge, Udsigt til Elben. Dampskibe komme og gaae; Banetog krydse. Maanen staaer lige for! Viggo* er igjen behagelig. – (Igaar blev jeg meget ærgerlig indvendig, da han sagde mig, at var jeg gaaet i Land ved Hernitskretschen og ikke havde faaet ham med, var han gaaet til Dresden, hentet sit Tøi af Hotellet, fløttet andet Sted ind, alt for at ængste mig). Mange Folk vare her i Grupper ved Borde med Øl, Brød og Ost, nu ere de alle dampede bort. – Aften, Maaneskin. Et meget godt Værelse. Viggo* meget aaben og hjertelig.

 

Vi steeg paa et Dampskib Klokken eet og var omtrent Klokken halv to: hermed er de to rejsefæller tilbage i Sachsen efter udflugten til Bøhmen

Supplerende oplysninger

Genre/type: Dagbogsuddrag