03.08.1851 Dagbogsuddrag  Søndag 3 August. Gik en Tour gjennem Herrnkretschen ad Prebischethor, derpaa over den lille Flod op paa Bjergene forbi en lille Kirkegaard og et Crusifix; Viggo* steeg op paa een af Bjerghøiderne. – Jeg sad nede i Skygge af Klippen og ventede, en Flod brusede nedenfor, Folk kom fra Kirke. (Igaar foer vi paa Jernbane ved en By lige igjennem en halv nedrevet Synagoge, paa Muurresten stod endnu hebraisk Indskrift.) Vi steeg paa et Dampskib Klokken eet og var omtrent Klokken halv to i Schandau hvor vi toge ind »zum Dampschiff«; gik saa hen til Badehuset og toge os hver et varmt Bad; man er der ved en Eng mellem Klipper; paa Hjemveien gik vi en snever fattig Gade, men hvor Husene laae op til Klippen og med Espalie af Pærer og Viin. – Da vi havde været lidt i Hotellet fik jeg Lyst at gaae herfra med Dampskib til Königstein, Kuffert var pakket, Middagsmad spiist, men Verten raade[de] derfra og sagde vi vilde ikke finde det saa godt derhenne og jeg besluttede at blive da vi fik en prægtig stor Stue med særdeles gode Senge, Udsigt til Elben. Dampskibe komme og gaae; Banetog krydse. Maanen staaer lige for! Viggo* er igjen behagelig. – (Igaar blev jeg meget ærgerlig indvendig, da han sagde mig, at var jeg gaaet i Land ved Hernitskretschen og ikke havde faaet ham med, var han gaaet til Dresden, hentet sit Tøi af Hotellet, fløttet andet Sted ind, alt for at ængste mig). Mange Folk vare her i Grupper ved Borde med Øl, Brød og Ost, nu ere de alle dampede bort. – Aften, Maaneskin. Et meget godt Værelse. Viggo* meget aaben og hjertelig.

 

Vi steeg paa et Dampskib Klokken eet og var omtrent Klokken halv to: hermed er de to rejsefæller tilbage i Sachsen efter udflugten til Bøhmen

Supplerende oplysninger

Genre/type: Dagbogsuddrag