18.08.1857 Dagbogsuddrag Tirsdag 18 Brev fra Harald* at han ikke kunde komme, Regnveir. Skrevet Brev til Storhertugen* af Weimar til Fru Ingeborg Drevsen* og Madam Anholm* . Her kom om Aftenen fra Berlin en Apotheker......... med sin Kone, en Slags Qvaksalver, der førte det store Ord, ingen Læger duede, han selv var lige dygtig i Chemi, Jura og Theologie; spidsfindig førte han Alt til sin Fordeel. Jeg kourerer ikke, jeg siger Menneskene Maaden hvorpaa de selv kunde hjælpe sig, jeg faaer fra alle Lande, nylig fra Kjøbenhavn, skriftlige Meddelelser om Sygdomme, maa gaae Brevene nøiagtig igjennem og besvare disse. Han laae i Strid med Politiet; han havde Middelet mod Cholera, man havde ved Politiet taget det fra ham, han havde udleveret 3 Flasker og ved den anden Ende af Disken solgt 20. En saadan colossal Forfængelighed har jeg ikke kjendt, han førte alene Ordet; det var trættende. Jeg havde viist Generalinde Vogel* Brevet til Hertugen* af Weimar for at corrigeres, Fru Serre tog det ilde op, det var ikke Tillid til hende, hun udtalte det, jeg forklarede, hun kom igjen der med da jeg gik til sengs og jeg blev vred.
Brev til Storhertugen* af Weimar: jf. BCarl Alexander brev 128. BrevID 8620
til Ingeborg Drevsen* : (BrevID 23844 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
Madam Anholm* : (BrevID 23843 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)