Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
09.08.1851 Dagbogsuddrag Løverdag 9. Ikke ret vel. Indbydelse af Theod Hell (Winckler)* at komme ud til ham i Pillnitz, men Serres Vogn fører mig i Dag til Maxen; Besøg af Borries* , der havde taget Beslutning at gaae strax til München. Gik ud at kjøbe Skjorter og Strømper. Klokken 4 kom Fru Serres Vogn, jeg kjørte ud tog Fru Zöllner* med og vi kom, under et stigende Uveir til Maxen, hvor jeg fik et hyggeligt Værelse, kom tidlig til Sengs og sov særdeles vel, uagtet jeg hele Dagen havde en Fornemmelse af ikke at være vel. —
10.08.1851 Dagbogsuddrag Søndag 10. Fru Zöllner* læste to af sine Eventyr for mig, som hun efter mine Raad vilde omarbeide. – Febril! – Middag Kl 2. Fru Serre og Fru Zöllner* læste Mulatten høit, derefter besluttede Fru Serre at skrive til Emil Devrient* om at læse den og bringe den paa Dresdner Theater. – Om Aftenen læste jeg Eventyr. Tænkt paa »lille Viggo* «, og efter Klokken 10 til Ro. Fru Zöllner* fortalt om Revolutions Dagene i Dresden hvorledes Bjergmændene vilde sprænge Slottet, men Kjælderne var sat under Vand, hvorledes Pigerne om Morgenen Klokken 4 stak først Melkespanden ud af Døren, saa Hovedet, Soldaterne nikkede til dem, og de snege sig langs Husene; bøiede om Gaden, hvor en Barikade var af Folket; Angest til de kom. Børn ligeoverfor skreeg om Brød og de bandt en Simle ved en Traad og kastede over. –
11.08.1851 Dagbogsuddrag Mandag 11. Middag halv to; siden kjørte vi til »Rabenhorst«, en temmelig snever »Grund«, med Klipper bevoxne med Løv og Naaletræer, en Flod, bl[o]drød, bruser dernede og Veien, fra Dresden til Teplis, gaaer i Bugter ved Siden. – Her er ret smukt anlagt; kjørte og gik hen til mit Fyrretræ, det havde faaet ny Støtte men en Green laae brækket af. – Gik med Fru Serre langs Fjeldskrænten hjem, her er beplantet med Kirsebær, der er ere forpagtede bort. Maxen med Kirke og Serres Taarn ligger smukt som baaret af en grøn stor Bouquet over Svælget; hiin Side har staaet et Slag, som Frederik den Store* tabte mod Østerigerne, hans Hær førtes af General Fink* ; nu gik Køerne der med Klokker; Aftenklokken fra Kirken ringede. Læst Eventyr.
12.08.1851 Dagbogsuddrag Tirsdag 12. Imorges Klokken 8 tog Fru Zöllner* til Dresden, en ung meklenborgs Cadet og et Par unge Ægtefolk fulgte; (Frøken Ge[r]mar* fra Weimar, nu gift, kom her i gaar med sin Gemahl* , der er eenøiet og døv.) Jeg gik ud og tog en Tegning af mit Træ med Moskeen og den styrtede Birk. – Kalkovnene dampe deres hvidblaa Røg; man øiner Pilnitz, seer en Stump af Elben, Königstein og Lillienstein. Maxen ligger høiere end Bastei, her er ganske Bjergluft. Fru Serre har opskrevet den japaniske Prinds s Meddelelser. Disputeret med Pleiesønnen Carl* , der har været schleswig-holsteensk Officeer, om Krigen. Læs[t] Ved Siljansøen. Deiligt Maaneskin; Fuldmaanen stod mellem Bjergene og skinnede ind ad Altandøren.
Frøken Germar* fra Weimar, nu gift,,… med sin Gemahl* : Helene Villers, f. von Germar* (1831-?), var også Ottilie von Goethes veninde* , tidligere hofdame hos hertuginde Ida af Weimar, g. 1850 m. lægen Karl Villers* (1817-90), som var Franz Liszts* ven.
Tog en Tegning af mit Træ: HCA A-1-0118, H.C. Andersens museum billed-id: 16518
Königstein: fæstningen Königstein.
Lillienstein: markant bjerg i nærheden af Königstein.
Fru Serre har opskrevet den japaniske Prinds s Meddelelser: den javanske maler Raden Saleh* , som kaldte sig prins, vistnok uden at være det, var en hyppig gæst hos Serres i 1840-erne og med FrS.s hjælp forfattede han ved afslutningen af et langvarigt ophold hos Serres 1848-49 sine "Lebenserinnerungen des Prinzen Raden Sherif Saleh* ", som på nogle fragmenter nær gik tabt efter 1945, men som det nu er lykkedes at finde, og erindringerne kan downloades: [Raden Salehs erindringer] FrS ville inderligt gerne, at HCA skulle træffe denne eksotiske personlighed, men det lykkedes hende ikke.
Pleiesønnen Carl* , der har været schleswig-holsteensk Officeer, om Krigen: Carl Serre* (1820-90), der formentlig er uddannet som sachsisk officer og førte titel af løjtnant, meldte sig til den slesvig-holstenske (oprørs)hær og gjorde tjeneste i hæren under dennes besættelse af Jylland.
Læst Ved Siljansøen: kapitel XIX i "I Sverrig".
13.08.1851 Dagbogsuddrag Onsdag 13. Meget varmt. Til Morgen er Viggo* hjemme i Kjøbenhavn er Alt gaaet, som det skulde. Spadseret. Her voxer i Fylde Kirssebærtræer, Waldnødtræer og paa Jorden Kongelys og prægtige store Tidsler. – Maxen mangler kun Minareter for at ligne en tyrkisk By; Poplerne og Granerne maa erstatte Cypresser, Egene Bananer, Finkenfang hedder Høiden hvor General Fink* blev taget til Fange; mod Venstre sees mellem de granbegroede mørke Bjergsider, udstrakte dyrkede Bjerge; som et sammensyet Teppe, Marker og Agre, Grønt i alle Nuancer, Korn Marker. – Nærved, ned af Skraaningen Korn og Kjøkkenhaver. Solen brænder hedt. – Maxen er kun to Timers Vandring fra den böhmiske Grændse, paa Fodstier naaer man herfra i 6 Timer til Töplitz forbi Wiesensenstein, Prinds Johans* Sommeropholdsted. Ved Maxen er et Lindetræe, det historiske »Finkenfang« hvor General Fink* i syvaarskrigen blev fanget med 12-15000 Preuser, Begyndelsen til alle Frederik den Stores Ulykkesaar; efter given Lov skal dette Træ holdes bevaret, det vil sige, et nyt plantes istedet naar det forgaaer. Fink* blev efter Krigen kaldet for en Krigsret og døde som dansk »Ober-Befehlshaber«. – (Til Middagstid kom i Dag fra Dresden Fru Bardeleben* , Frøken Herder* fra Weimar og Forfatterinden Fanny Tarnow* ). – I Juni 1841 var Thorwaldsen* en 14 [Dage] i Maxen hos Serres og gjorde her et Basrelief, som ikke findes andet Steds. Amor der røver et Kys fra Psycke og hun tager igjen fra ham een af hans Pile, neden under staaer Albert Thorwaldsen* Maxen 17 Juni 1841. Her er ogsaa en Ganymed der er lidt forandret i sin Stilling fra den sædvanlige. Stor Middag. Spiist for meget; gik ud til Moscheen og siden i Sol Varme med Frøken Herder* op paa Træ-Taarnet ude paa Marken, følt mig ikke vel. Frøknerne Herder* * , Fru Bardeleben* & reiste.
Finkenfang hedder Høiden, hvor General Fink i syvaarskrigen blev fanget med 12-15000 Preuser: under den preussiske syvårskrig 1756-63, mellem Preussen, England og Hannover på den ene side og Østrig, Frankrig, Rusland, Sachsen og Sverige på den anden side, fandt et stort slag sted 1759 i Maxens umiddelbare nærhed. De preussiske tropper, som kommanderedes af generalløjtnant Friedrich August von Finck* (1718-66), blev stort set alle taget til fange, hvorfor generalen efter krigen blev stillet for en krigsret og idømt 2 års fæstningsophold. Efter udsonet straf gik han i dansk tjeneste, blev general i infanteriet og deputeret i generalkrigsdirektoratet, men døde allerede i 1766.
Fru Bardeleben* : Henriette v. B.* (1780-1852), veninde af FrS.
Juni 1841 var Thorwaldsen* : – se BrevID 20948
Frøkenerne Herder* * fra Weimar: Adele Marie von Herder* (1827-?) og Adele Luise von Herder* (1831-1906), børnebørn af forfatteren og præsten J. G. von Herder* (1744-1803). Hans sønFerdinand Gottfried von Herder* (1828-96) var botaniker og far til døtrene. Han var gift med Luise Huber* , som døde 1831 i barselsseng.
Forfatterinden Fanny Tarnow* : Franziska T.* (1779-1862), der anvendte psudonymet Fanny til sine bøger.
14.08.1851 Dagbogsuddrag Torsdag 14. [aug. 1851] Fik Brev fra Viggo* der var kommet til Stettin, spadseret; noget blæser det, men er ellers varmt Solskin. Læst Poesiens Californien og Tro og Videnskab; Fanny Tarnow* meente jeg var det eneste Menneske i Tydskland, der havde een saa reen barnlig Tro paa Gud. – I »Sächsische konstitutionelle Zeitung« № 172 Tirsdag 22 Juli 1851 staaer »I Sverrig« anmældt og blandt andet sagt: »Er versteht (Andersen) die Kunst scherzend zu erzählen und ernst zu scherzen, und befindet sich in einer immerwährenden Rosenlaune, die Welt in dem Duft von Wahrheit und Dichtung, von Wircklichkeit und Mährchentraum zu erblicken.« Imorgen skal vi til Töplitz, det blev imidlertid opgivet, da jeg ikke brød mig derom
Læst Poesiens Californien og Tro og Videnskab: kapitlerne XXX og XX i "I Sverrig". Citat fra anmeldelsen af In Schweden
Was uns Andersen hier bietet, ist eine lose Studienmappe, ein Reisealbum, voll bunter Realitäten, ausgechmückt mit den Duftblüthen und reizend angezogenenen Schlingpflanzen der Phantasie und des poetischen Zufalls. Andersen besitzt eine Naivetät, die nur erst theilweise zur unangenehmen Koketterie und Manier wurde, die aber da, wo sie unbefangen und gesund ist, nicht nur der Jugend, sondern auch dem Alter wohlthuend erscheint, weil sie dasselbe auf Augenblicke verjüngt und die zerstörten Ruinen des Lebens mit dem immer grünen lächelnden Epheu der Versöhnung umrankt. Er versteht die Kunst, scherzend zu erzählen und ernst zu scherzen, und befindet sich in einer immerwährenden Rosenlaune, die Welt in dem Duft von Wahrheit und Dichtung, von Wircklichkeit und Mährchentraum zu erblicken. Sein neuestes Werk: "In Schweden" enthält höchst gelungene, liebenswürdige, Geist und Gemüth ansprechende Einzelnheiten, und wenn man auch darin, wie es das Wesen einer Reisesillhouette mit sich bringt, auf schwächere Stellen stößt, so findet sich doch nirgend eine Spur von dem leider jetzt so häufigen Gemachten und Gequälten moderner Vielschreiberei. Oft aber hat man Gelegenheit, sich an der frischen, elastischen Natur dieses Schriftstellers mehr und ungetrübter zu erfreuen, als bei den meisten seiner früheren Werke, und es ist zu wünschen, daß sich das gebildete Publikum diesen Genuß nicht entgehen läßt.
Hvad Andersen her byder os er en løs studiemappe, et rejsealbum, fuldt af brogede realiteter, udsmykket med duftende blomster og henrivende klædte slyngplanter i fantasien og den poetiske tilfældighed. Andersen besidder en naivitet, som i første omgang til dels blev til ubehageligt koketteri og maner, men der, hvor den er naturlig og sund, synes at være velgørende ikke kun for ungdommen men også for den ældre, fordi den forynger det samme øjeblik og omkranser livets ødelagte ruiner med den altid grønne smilende forsonings efeu. Han forstår at beskrive kunsten muntert og alvorligt og befinder sig i et stedsevarende rosenhumør, at se verden i en duft af sandhed og digtning, af virkelighed og eventyrdrøm. Hans nyeste værk "I Sverrig" fortæller højst vellykkede, elskværdige enkeltheder som tiltaler ånd og gemyt, og når det så oven i købet deri – hvilket er en rejseskildrings væsen – støder på svagere steder, så er der dog ingen spor af det nu så ofte sete makværk og smertelige ståhej. Oftere har man dog nu lejlighed til at glæde sig uforstyrret over den friske elastiske natur hos denne forfatter, end ved hans tidligere værker, og man kan ønske, at det dannede publikum ikke går glip af denne nydelse.
15.08.1851 Dagbogsuddrag Fredag 15. Varmt, spadseret; Frøken Anna* reiser til Berlin, Fru Serre og jeg følge hende til Jernbanen sidste Station før Dresden, hvorfra vi dog tage til Pilnitz; jeg var gnaven, havde Ulyst. Fra Winckler* kom Bud at Fruen* laae syg, Indbydelse til Middag fik vi fra Frau von Lyttichau* . Da vi med Færgen kom over Elben stod Frøken Winckler* der og fulgte os op til Excellensen Lyttichau* , han var særdeles elskværdig, sagde at han havde givet Winkler* Ordre at sende mig hver Aften Billet, jeg sagde jeg ingen havde faaet, (W* vidste ikke min Bopæl og havde tilsidst i Poletiet erfaret den). Fru Lüttichau* var meget lykkelig ved »I Schwerrig«, sagde at den var en Velsignelse i dette Øieblik i Tydskland, hvor den reliøse Stemning var saa mørk. Vi spiiste til Middag der, Lyttichau* vilde gjerne have et Stykke af mig paa Dresdner Theater. – Vi gik op i hans Viinhave og kom først Klokken 6 til Geheimeraad Carus* der i 3 Timer havde ventet os med Kaffe; han var ganske opfyldt af »I Sverrig« og meente at den vilde gjøre stor Virkning i Tydskland. – Fik en stor Blomster-Bouquet sendt fra Frøken Winkler* , kjørte Klokken 7 tilbage til Maxen. (Ved Jernbanen var to tamme Skader, den ene var mishandlet af nogle Børn og ganske som plukket, den sprang som en drukken). – Det var 3 Mile at kjøre, det blev mørkt, Lyn paa Lyn, Hestene vare sky; lidt over ni kom vi hjem. Brev fra Emil Devrient* om Mulatten.
Frøken Anna* : Anna Richardi* (?-?) evt. søster til Minna Richardi* , familie med F.A.Serre.
Frau von Lyttichau* … Excellensen Lyttichau* : ægteparret Ida von Lüttichau, f. von Knobelsdorff* (1798-1856) og Wolf von Lüttichau* (1786-1863), der var generalintendant ved Hofteatret i Dresden.
Winckler* … Fruen* laae syg: Th. W.s* hustru hed Anna Sybilla W., f. Arntz* (1805-80)
Frøken Winkler* : Hendrina Winkler* (1830-1904).
Brev fra Emil Devrient* om Mulatten: endnu et vidnesbyrd om HCA.s anstrengelser for at skaffe sine dramatiske arbejder opført på scenen i Dresden. Se dagbog [1851-08-10]
(BrevID 23791 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
16.08.1851 Dagbogsuddrag Løverdag den 16. Diareh! Varmt. – (Ida Hahn-Hahn* har gjort Alt for at omvende Fru Lüttichau* , der siger at ved Hahn-Hahn* kan hun begribe Bartholomeus Natten. At Hahn* vilde gyse ved at jeg vovede at have Ord af Bibelen i min Mund). Mit Skinnebeen jeg stødte da Viggo* reiste smerter mig. Diareh! – Læst en heel Deel af »I Sverrig«. – Om Aftenen kom til Fods Moltke-Hvidfeldt* med sin Søn Harald* , han behager mig ikke; har hverken Bekjendtskab eller Interesse for Litteratur; han* og Sønnen* snakkede til Midnat i deres Sovkammer, saa at jeg ikke sov.
Ida Hahn-Hahn* … at omvende fru Lüttichau* : IH-H* var gået over til katolicismen og forsøgte åbenbart at få fru v. L.* til at gøre sig følgeskab.
Bartholomeus Natten: betegnelse for den massakre, som de fanatiske katolsk-sindede Pariserborgere foretog natten mellem 24. og 25. august 1572 på de mange huguenotter, som var forsamlet i Paris for at fejre brylluppet mellem Marguerite de Valois* og Henrik af Bourbon* , den senere kong Henrik IV* .
Moltke-Hvidfeldt* med sin Søn Harald* : grev A. G. Moltke-Huitfeldt* (1796-1876), som HCA på daværende tidspunkt kun havde et flygtigt kendskab til (ældste* søn af hans mangeårige vært på Glorup, grev Gebhard M-H* ), som på fodturen fra Dresden til Maxen var ledsaget af sin 13-årige søn Harald M-H* . –
17.08.1851 Dagbogsuddrag Søndag 17. Den Mand gaaer med en bitter Smag i Munden, jeg føler mig uhyggelig hos ham; ikke et Øieblik taler han til mig om Hjemmet. Ærgerlig; ikke tilfreds her i Maxen. – Op ad Dagen kom Moltke* og var indsmigrende fortrolig, beklagede sig over sin Fader* ; jeg vil troe at denne er for stiv; – her kom Baronesse Excüll* og Mand* ; hendes Søster en ung rusisk Dame Emilí Walther* var ganske indtagen og kjæk; fortalte hvorledes hun som 9 Aars Barn havde smuglet sig til at læse mine Eventyr istedetfor sine Lexier. Jeg spiiste for meget til Middag følte mig ikke vel, maatte læse og blev syg; nu kom Indbydelse igjen fra Fru Winkler* og at Emil Devrient* var indbudt og glædede sig til at træffe mig; jeg blev lynende gal, og skjændte, jeg havde jo sagt jeg ikke vilde til Pilnitz; syg, ærgerlig; da jeg kom til Seng blev jeg vækket ved Larm, man gik med Lygte over Gaarden, Fruen kaldte paa sine Hunde & – det var ikke andet end at nu gik de andre til Sengs. –
beklagede sig over sin Fader* ; jeg vil troe at denne er for stiv: det kan formodes, at uoverensstemmelsen mellem far* og søn* skyldes sidstnævntes behov for økonomisk støtte – som førstnævnte åbenbart ikke har villet yde.
Baronesse Excüll* og Mand* … Emilí Walter* : ægteparret Üxküll* * tilhørte den baltiske adel (med svensk oprindelse). Navnet staves også Uexküll. Om HCA har ret i, at søstrene var af russisk oprindelse, får stå hen.
Fruen kaldte paa sine Hunde: FrS havde et større hundehold, hvilket HCA ikke var umiddelbart begejstret for.
18.08.1851 Dagbogsuddrag Mandag 18. Stærk Regn. Læste en Deel; slog mit Vindue itu. Stærk Byge saa det skøllede efter. – Mit Træ blev paa ny understøttet og en Vei forbi det, nedenom, projecteret; jeg følte mig nerveus paa Touren. Gik tidlig til Sengs, efter at have maattet lave Blomstermænd og afskrevet Vers til det halve Huus.
