12.08.1851 Dagbogsuddrag Tirsdag 12. Imorges Klokken 8 tog Fru Zöllner* til Dresden, en ung meklenborgs Cadet og et Par unge Ægtefolk fulgte; (Frøken Ge[r]mar* fra Weimar, nu gift, kom her i gaar med sin Gemahl* , der er eenøiet og døv.) Jeg gik ud og tog en Tegning af mit Træ med Moskeen og den styrtede Birk. – Kalkovnene dampe deres hvidblaa Røg; man øiner Pilnitz, seer en Stump af Elben, Königstein og Lillienstein. Maxen ligger høiere end Bastei, her er ganske Bjergluft. Fru Serre har opskrevet den japaniske Prinds s Meddelelser. Disputeret med Pleiesønnen Carl* , der har været schleswig-holsteensk Officeer, om Krigen. Læs[t] Ved Siljansøen. Deiligt Maaneskin; Fuldmaanen stod mellem Bjergene og skinnede ind ad Altandøren.
Frøken Germar* fra Weimar, nu gift,,… med sin Gemahl* : Helene Villers, f. von Germar* (1831-?), var også Ottilie von Goethes veninde* , tidligere hofdame hos hertuginde Ida af Weimar, g. 1850 m. lægen Karl Villers* (1817-90), som var Franz Liszts* ven.
Tog en Tegning af mit Træ: HCA A-1-0118, H.C. Andersens museum billed-id: 16518

Königstein: fæstningen Königstein.
Lillienstein: markant bjerg i nærheden af Königstein.
Fru Serre har opskrevet den japaniske Prinds s Meddelelser: den javanske maler Raden Saleh* , som kaldte sig prins, vistnok uden at være det, var en hyppig gæst hos Serres i 1840-erne og med FrS.s hjælp forfattede han ved afslutningen af et langvarigt ophold hos Serres 1848-49 sine "Lebenserinnerungen des Prinzen Raden Sherif Saleh* ", som på nogle fragmenter nær gik tabt efter 1945, men som det nu er lykkedes at finde, og erindringerne kan downloades: [Raden Salehs erindringer] FrS ville inderligt gerne, at HCA skulle træffe denne eksotiske personlighed, men det lykkedes hende ikke.
Pleiesønnen Carl* , der har været schleswig-holsteensk Officeer, om Krigen: Carl Serre* (1820-90), der formentlig er uddannet som sachsisk officer og førte titel af løjtnant, meldte sig til den slesvig-holstenske (oprørs)hær og gjorde tjeneste i hæren under dennes besættelse af Jylland.
Læst Ved Siljansøen: kapitel XIX i "I Sverrig".