02.06.1861
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 2 Juny [18]61
Theuerster Freund!
Tausend, tausend Dank für Ihren lieben Brief vom 20st May, der 8 Tage unterwegs war. Es ist mir ganz unbegreifl. daß Sie nicht meinen Brief nach meinem Geburtstag geschrieben, erhalten haben, ich hoffe doch noch, er ist vor Ihrer Abreise von Rom in Ihre Hände gekommen er war an Bravo* addressirt, wie Sie bestimmten. Gott lob und Dank, daß Friede bleibt – und beide Theile nach gaben, auch der enragirte Graf* schickt ja die liebe Gräfin* nächsten Winter wieder nach Dresden, wo er sie doch besucht! Sonderbar gerade unsere theuersten Freunde sind Dänen und es kommt doch uns nicht einen Augenblick in Gedanken, daß sie politisch feindliche Gesinnungen haben – nicht den mindesten Einfluß, übt es auf unsere Privat Verhältniß und treue Freundschaft und Liebe – In meinen letzten Brief hatte ich Ihnen wohl schon den Tod des guten Geheimrath v. Ammon* geschrieben, der so eifrig zuhörte, als sie [sic] in meinem rothen Salon im Herbst vorlasen. Ein großer Verlust für den Hof, und die ./. Stadt, und seine Freunde und Patienten. Auch Carus* will im Herbst, wo er sein Jubiläum feiert seine Entlaßung fordern. Er hat ein großes Werk Natur und Idee heraus gegeben, sagt es sey die Blüthe seines Forschens, seiner Studien, seiner Erfahrungen und seines Wissens, damit beschlöße er seine litterarische Wirksamkeit. Auch Arne kenne ich von Björnsen* , Ziegler* ist sehr intim mit diesem Dichter in Norwegen geworden, und hat sofort seine Schriften, jetzt ist – ein frischer Bursch, und Synnos Solbaken von ihm deutsch erschienen – .
Gestern brachte [ich] Ulrike von Pogwisch* zur Eisenbahn nach Weimar, sie kam von Wien und sagte Frau v. Göthe* sey recht leidlich wohl, und Wolf* ginge nach Carlsbad. ./. Serre hat einen unangenehmen Process mit dem Advocat Papperman[n]* , Pflegesohn der Gr. Recke* und Tiedges* , daß die Verlags Artikel keinen [utydeligt: echten] Werth hätten. Eine Schändlichkeit von ihm. Kein Advocat von hier will sich damit einlaßen, die Regierung unterstützt Serre, und Alle sind empört.
Zum 10. Novbr. hofft er, sind alle Gewinne vertheilt und die Sache abgemacht! – Serre geht nächste Woche mit Carl* nach Schandau, ist sehr angegriffen von Arbeit und Ärger. Ich will in kein Bad, in Maxen eine Cur anfangen und erwarte meine Kinder* * für 3 Wochen mit ihren 3 Jungens* * * noch Ende der Woche! Zum Sontag gebe ich meinen Schulkindern, bestehend aus 296, denn 7 Dörfer gehören zu Maxen, ein Fest – ./. wozu noch meine, und Viele aus Dresden heraus kommen, ich wünschte Sie wären dabey! –
Mein Calender beginnt von der Zeit wo Sie nach Maxen kommen – Ihre Eiche ist wie ein kleines Bäumchen schon. Schreiben Sie ja wohin ich Ihnen schreiben kann, Ihre interessanten Briefe sind solche Freude fürs ganze Haus. Der Postbote wartet. Verzeihen Sie heute meine eilige abscheuliche Schrift – es ist so eilig.
Ich hoffe Clara Heinke* kommt auch nach Maxen, sie [Sie] sprechen dann Dänisch mit ihr – und ich trage meine kleine Eifersucht im Stillen.
Treu und verehrend
Ihre Fr
[i margenen, p. 4:] Ich selbst leide an geschwollene Füßen und bin recht unwohl.
Dresden den 2 Juni [18]61
Dyrebareste ven!
Tusind, tusind tak for Deres kære brev af 20. maj, som var 8 dage undervejs. Det er mig ganske ubegribeligt, at De ikke har modtaget mit brev, som blev skrevet efter min fødselsdag, jeg håber dog, at det er kommet Dem i hænde før Deres afrejse fra Rom, det var adresseret til Bravo* , sådan som De havde bestemt det. Gudske tak og lov, at der stadig er fred og at begge parter gav efter, også den meget optagede greve* sender jo den kære grevinde* til Dresden igen næste vinter, hvor han jo besøger hende! Særligt vore dyrebareste venner er danskere og vi kunne ikke et øjeblik komme i tanker om, at de skulle være os fjendtligt sindede – ikke den mindste indflydelse udøver det på vores private forhold og tro venskab og kærlighed – I mit sidste brev havde jeg beskrevet for Dem, at den gode gehejmeråd von Ammon* var død, han lyttede så ivrigt, da De læste op i efteråret i min røde salon. Et stort tab for hoffet, og byen, og hans venner og patienter. Også Carus* vil til efteråret, når han fejrer sit jubilæum, tage sin afsked. Han har udgivet et stort værk Natur und Idee, siger at det er blomsten af hans forskning, hans studier, erfaringer og viden, dermed ville han slutte sin litterære virksomhed. Også Arne kender jeg fra Bjørnson* , Ziegler* er blevet meget fortrolig med denne digter i Norge, og har straks bestilt hans skrifter, En frisk karl, og nu er Synnøve Solbakken udkommet af ham på tysk.
I går bragte jeg Ulrike von Pogwisch* til jernbanen – til Weimar, hun kom fra Wien og sagde, Fru von Goethe* skulle også have det tåleligt, og Wolf* vil tage til Carlsbad – Serre har en ubehagelig process med advokat Pappermann* , plejesøn af grevinde Recke* og Tiedge* , at forlagsartiklerne ingen reel værdi havde. En skændsel af ham. Ingen advokat herfra vil indlade sig med ham, regeringen støtter Serre og alle er oprørte.
Til den 10. november håber han, at alle gevinster er fordelt og sagen afsluttet! Serre drager næste uge med Carl* til Schandau, er meget påvirket af arbejde og ærgrelser. Jeg vil ikke tage til et bad, begynde på en kur i Maxen og venter mine børn* * i 3 uger med deres 3 drenge* * * allerede i slutningen af denne uge! Om søndagen giver jeg mine skolebørn, bestående af 296 en fest – thi 7 landsbyer hører til Maxen, dertil kommer mine egne og mange kommer fra Dresden, jeg ville ønske, De var med!
Min kalender begynder på den tid, hvor De kommer til Maxen. Deres eg er allerede som et lille træ. Skriv nu, hvortil jeg kan skrive, Deres interessante breve er sådan en glæde for hele huset. Postbudet venter. Undskyld i dag min skrækkelige skrift – det går så hurtigt.
Jeg håber, at Clara Heinke* også kommer til Maxen, De taler så dansk med hende – og jeg bærer min lille misundelse i stilhed.
Tro og ærende
Deres Fr
[i margenen, p. 4:] jeg selv lider af hævede fødder og har det skidt.
BrevID 18316: FrS-brev af 2/6 1861 (Collin XI, 16/231, billedid 5280-83).
der enragierte Graf* : når FrS omtaler grev A. G. Moltke-Huitfeldt* som "enragiert", er det en hentydning til hans stærke prodanske og ligeså stærke antityske holdning i den standende strid om herredømmet over hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
unsere theuerste Freunde sind Dänen: foruden HCA gjaldt det familierne Moltke-Huitfeldt* og Stampe* samt andre danske, som for kortere eller længere tid opholdt sig i Dresden.
als sie [sic] in meinem rothen Salon vorlasen: under sit besøg hos familien Serre i efteråret 1860 læste han eventyr adskillige gange, hos Serres mindst 5 gange og dertil flere oplæsninger andre steder, sidst hoskong Johann* på slottet i Dresden.
Auch Arne kenne ich von Bjørnsen* … ein frischer Bursch und Synnos Solbaken: den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson* (1832-1910), hvis bekendtskab HCA netop havde gjort i Rom foråret 1861, udgav "Synnøve Solbakken", "Arne" og "En glad Gut" sidst i 1850’erne og fik dem allerede i 1860 oversat og udgivet – sammen med andre bondefortællinger – til svensk, tysk, engelsk og nederlandsk. Sligt var aldrig sket før for nogen norsk digter.
einen unangenehmen Proceß mit dem Advocat Papperman* : i det hus i Dresden, hvor parret Elisa von der Recke* (1754-1833) og C. A. Tiedge* (1752-1841) boede, boede også en familie Pappermann, der tog sig kærligt af den gamle C. A. Tiedge* i de sidste år af hans liv, efter Elisa v. d. Reckes* død. Den nævnte advokat må stamme fra denne familie. Det vides, at Elisa v. d. Recke* havde 13 plejedøtre, plejesønnen med navnet Pappermann* må så være en plejesøn af CAT* . Iflg. Adressbuch er der en Carl Heinrich August Pappermann* ..
