17.12.1858
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 17. Dcbr. [1858]
Theuerster, verehrter Freund!
Da liegt seit einigen Tagen vor mir das herrliche Buch, welches meinen Namen, ein so schönes unvergängliches Denkmahl setzt – und mein Herz schlägt in tiefer Anerkennung und Dankbarkeit!
Glauben Sie, ich verstehe und fühle ganz den Werth davon! –
Lange habe ich keinen freundlichen Brief von Ihnen zur Antwort – nur die Äpfel und Reißer der Fr. v. Scavenius* sagten mir – Sie hätten meiner gedacht, ich habe ihr kürzl. geschrieben und ihr ein kleinen Medaillon von Gips geschickt die letzte und reizende Composition Rietschels* der Geist Engel, vielleicht macht es ihr eine kleine Freude. Ich vermuthe Sie zum Weihnachtfest bey ihr auf Basnos. ./. Ich habe mir etwas aus gedacht. Auf meinen Spatzierwegen fand ich öfters Steine in der Müglitz, welche Amethist-Adern hatten, wie Sie wissen, ich ließ die schönsten schleifen, und da sie so dunkel und schön aus fielen, wie die orientalischen, Knöpfe für Sie daraus faßen – und bitte nun dieselben als wahres Eigenthum vom Maxner Grund und Boden zu tragen. Ich lege sie auf Ihren Weihnachtisch! –
Wissen Sie, daß Margaret* wieder zu mir kommt? Die Gräfin* läßt ihre französische Marietta* wieder kommen, und den Kammerdiener Carl* , welche sich in Paris geheirathet – obgleich sie weiß, daß sie sie sehr betrogen und Marietta* sogar sie verklagt und ihr den größten Ärger gemacht – aber sie sagt – sie könne ohne sie nicht bestehen – und diese haben erklärt, so lange Margaret* im Hause, kämen sie nicht! – Da bittet mich dann die Gräfin* ./. mir Margaret* sie wieder zu nehmen, und obgleich Beide mich sehr gekränkt, und sehr Unrecht gegen mich gehandelt – so denke ich an 16 Jahre des freundl. Zusammenlebens – und nehme sie wieder auf, zumal da die kleinen Sorgen in meinem großen Haushalt jetzt mir sehr schwer gefallen sind, und Minna* in Maxen bleiben muß, da Frau v. Berge* wegen ihren Fuß nicht fort kann! -
Die Gräfin* ist trostlos, daß der Graf* nicht zum Fest kommt, und Harald* mit dem Pferde gestürzt – und sich so verletzt, daß er seinen Urlaub jetzt auch nicht antreten kann. Nach wie vor, ist sie schwesterlich zu mir und behauptet, nur b[e]y mir fühlte sie sich wohl, verkehrte mit interessanten Menschen und hätte geistige und musical. Genüße, und es ist wahr, ich bin recht glücklich darin [tilføjet i margenen: und halte es für eine Gnade Gottes – ], Hettner* trägt zuweilen etwas vor, Carus* lief[e]rt seine neusten Aufsätze im Manuscripte, und bald sehe ich Li[s]zt* und die Wittgenstein* , bald Andere, mir ausgezeichnete Künstler zu, die auf meinen Erard spielen. ./.
Sie haben wieder eine Ihnen sehr ergebene Freundin verloren – die alte Frau von Decken* ist gestern begraben, sie ist sanft aus Schwäche, eingeschlafen. Mit Frau von Zöllner* geht es fortwährend, auf Tod und Leben, ganz unfähig ist sie zur leichtesten Unterhaltung. Ich hatte einen großen Kampf zu bestehen, Hr. von Göthe* reisete zu seiner Mutter* nach Venedig, redete mir zu mitzureisen, Fr. v. Göthe* bot mir dort Wohnung an – kurz eine schönere Gelegenheit finde ich nicht wieder. Doch mein Mann sagte ich wünsche es nicht – ich brauche Dich – b[e]y meinen vielen Angelegenheiten jetzt – bedarf ich einer Ansprache – und obgleich ich immer, wie ein Hemmschuh ihn zurück halte – so ist dies gerade vielleicht nöthig! – Er war wieder in Weimar und Minister Watzdorf* sagte, der Herzog* müße sein Wort halten, und würde eine kleine Villa geben, warum verspräche er so leichtsinnig – mir ist dies Alles unangenehm wie Sie begreifen. ./.
Auch in Coburg war Serre und zufällig mit Herrn v. Lüttichau* hat er Diane von Solange die neue Oper vom Herzog* gesehen. Einstimmig soll sie viel Schönes enthalten und sein bestes Werk sein, sie wird hier einstudiert. Auch Pepita* ist angekommen.
Das Stück, das Testament des Churfürsten von Puttlitz* gefällt allgemein! –
Endlich habe ich den 2t Teil von Gutzkows* Buch gelesen – eine wahre Arbeit – es ist als hätte ich danach einen Bienenschwarm im Kopfe, so verwirren sich Personen, Situationen, Beschreibungen – ich kann kein klares Bild und Verständniß davon zusammen bringen. Die Heldin, Lucinde ist eine Coquette, interessante Abentheuerin, auf jeden Fall, eignet es sich mehr für Weimar = als Damen lecture, Gutzkow* selbst ./. lebt wie ein Einsiedler.
Sigwald* leidet fortwährend an den Augen er ist schrecklich ängstlich und traurig! Wie geht es den jungen Drewsen* , hat er denn die deutschen Damen ganz vergeßen? Sehen Sie Herrn Carl Andersen* den Bräutigam, grüßen Sie Beide* herzlichst. Was schreiben Sie jetzt, ich möchte ein wenig über Ihre Schulter sehen, wenn Sie am Schreibtisch sitzen!
Wie oft wird Ihre Büste bewundert!
Für Heute noch den herzlichsten Gruß von meinem Manne, Minna* , die eben in der Stadt ist und Sigwald* .
Ist denn noch nicht entschieden ob Graf Moltke* Gesandter in Paris wird, hier, nennt man Graf Luckner* , der schon sein Haus verkauft hat!
Getreulich
Ihre Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Die Schröder Devrient, Frau von Bock* ist diesen Winter in Dresden und singt in Concerten und Gesellschaften mit altem Figur (?) und conservirter Stimme.
[udskrift:] Herrn Professor Andersen.
Dresden den 17. dec. [1858]
Dyrebare, højst ærede ven!
I nogle dage har den herlige bog foran mig, og den sætter et så uforgængeligt mindesmærke over mit navn – og mit hjerte banker i dyb anerkendelse og taknemmelighed!
Tro mig, jeg forstår at værdsætte den store gestus deri! –
Længe har jeg ikke fået et venligt brev fra Dem som svar – kun æblerne og podekvistene fra fru v. Scavenius* sagde mig – at De har tænkt på mig, jeg har for kort tid siden skrevet til hende og sendt hende en lille medaljon af gips, en komposition af Rietschel* : Engelens ånd, måske har hun lidt glæde deraf. Jeg formoder, at De fejrer julen hos hende på Basnæs. Jeg har udtænkt en plan. Når jeg spadserer, finder jeg ofte sten i Müglitz, som har ametyst-årer, som De ved, lod jeg de smukkeste slibe, og da de blev så mørke og smukke, ligesom de orientalske, har jeg fået lavet knapper deraf til Dem – og beder nu om at De vil modtage dem som gave fra Maxens jord. Jeg lægger dem på Deres julebord! –
Ved De, at Margaret* igen kommer til mig? Grevinden* lader sin franske Marietta* komme tilbage, og kammertjeneren Carl* , som hun blev gift med i Paris – skønt hun ved, at hun har bedraget meget og Marietta* har sagsøgt hende og har givet hende mange ærgrelser – men hun siger – hun kunne ikke klare sig uden hende – og hun har på sin side erklæret, at så længe Margaret* var i huset, kom hun ikke! Derfor bad grevinden* mig om at tage Margaret* tilbage, og skønt begge har krænket mig meget og har handlet meget forkert mod mig, så tænker jeg på de 16 år i venskabeligt samliv – og tager hende tilbage, især da de små bekymringer i min store husholdning nu falder mig tungere, og Minna* må blive i Maxen, og fru v. Berge* ikke kan komme afsted på grund af foden.
Grevinden* er utrøstelig over, at greven* ikke kommer til festen, og Harald* er styrtet med hesten, og har skadet sig så meget, at han ikke kan komme på den planlagte orlov. Som altid er hun som en søster for mig og påstår, at hun kun følte sig vel hos mig, traf interessante menensker og havde åndelige og musikalske nydelser, og det er sandt, jeg er meget glad for det og mener det er en Guds nåde, Hettner* giver undertiden foredrag, Carus* leverer sine nyeste foredrag som manuskript, og snart ser jeg Liszt* og fru Wittgenstein* , snart andre udmærkede kunstnere, som spiller på mit Erard-flygel.
De har igen mistet en af Deres hengivne veninder, den gamle fru von Decken* blev begravet i går, hun sov stille ind af alderdomssvækkelse. Med fru von Zöllner* drejer det sig stadig om liv eller død, hun er ude af stand til selv den mindste adspredelse. Jeg skulle kæmpe en kamp, hr. von Goethe* rejste til sin moder* i Venedig, ville overtale mig til at tage med, fr. von Goethe* tilbød mig bolig der, kort sagt: En skønnere mulighed får jeg ikke igen. Men min mand sagde, jeg ønsker det ikke, jeg har brug for dig – ved mine mange anliggender nu, har jeg brug for en samtale – og skønt jeg altid holder ham tilbage som en hæmsko – så er det måske netop det, der er nødvendigt! – Han var igen i Weimar og minister Watzdorf* sagde, at hertugen* burde holde sit ord, og hvis han ikke ville give en lille villa, hvorfor lovede han det så så letsindigt – alt dette er mig meget ubehageligt, hvilket De nok forstår.
Serre var også i Coburg og tilfældigt har han sammen med hr. von Lüttichau* set den nye opera af hertugen* , Diane fra Solange. Enstemmigt indeholder de meget smukt og det skulle være hans bedste værk, den bliver indøvet her, også Pepita* er ankommet.
Stykket Kurfyrstens Testamente af Puttlitz* tiltaler generelt.
Endelig har jeg læst 2. del af Gutzkows* bog – et sandt arbejde – det føltes bagefter som om jeg havde en bisværm i hovedet, så forvirrende var personerne, situationerne, beskrivelserne – jeg kan ikke danne et klart billede og en forståelse deraf. Heltinden, Lucinde er en kokette, interessant eventyrerske, egner sig i hvert fald i Weimar som damelæsning, Gutzkow* selv lever som eneboer.
Sigwald* lider fortsat i øjnene, han er frygtelig bange og sørgmodig! Hvordan går det den unge Drewsen* , har han fuldstændig glemt de tyske damer? Ser De Carl Andersen* , den forlovede, så hils begge* * hjerteligt. Hvad skriver De nu, jeg ville gerne kigge Dem lidt over skulderen, når De sidder ved skrivebordet.
Hvor ofte beundrer jeg Deres buste!
For i dag får De endnu den hjerteligste hilsen fra min mand, Minna* , som netop er i byen, og Sigwald* .
Er det da endnu ikke blevet besluttet, om grev Moltke* bliver gesandt i Paris, her nævner man grev Luckner* , som allerede har solgt sit hus.
I troskab
Deres Fr. Serre.
[i margenen, p. 1:] Fru Schröder Devrient, Fru von Bock* er i denne vinter i Dresden og synger ved koncerter og selskaber med gammel figur og konserveret stemme [i betydningen ikke levende].
[udskrift:] Hr Professor Andersen.
BrevID 9173: FrS-brev af 17/12 1858 (Collin XI, 9/134, billedid 4903-08).
Das herrliche Buch…meinen Namen: den danske udgave af Nye Eventyr og Historier (1. rk, 1. saml.) med dedikation til FrS, udkom 2/3 1858, og hun takkede for tilsendelse af bogen 18/3, jf. BrevID 8869. Her sidst på året, hvor FrS takker for tilsendelse af samme bog, kan der være tale om et eksemplar af 2. oplag, på dansk, jf. BFN s. 251 http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=775 eller en eventuel tysk udgave af samme bog. Gesammelte Historien med trykt dedikation til Fru Serre udkom med årstallet 1859, og kan være kommet til julen 1858: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20559
Müglitz: biflod til Elben, beliggende i Maxens umiddelbare nærhed.
Amethist-Adern: ametyst, halvædelsten. FrS.s julegave til HCA, et sæt vesteknapper med sten med ametyst-årer, befinder sig i dag i H. C. Andersens Hus (mus.nr. XIII-82).
Harald* : greveparret Moltke-Huitfeldts* * yngste søn, grev Harald M-H* (1838-78), der på det pågældende tidspunkt gjorde tjeneste som rytterofficer i den østrigske hær.
meinen Erard: flygel af mærket E., d.v.s. bygget af den franske instrumentbygger Sébastien Érard* (1752-1831) el. – snarere – på den af ham grundlagte fabrik.
Hr. von Göthe* : den da i Dresden boende Wolfgang von Goethe*
Diana von Solange: opera med musik af storhertug Ernst II af Sachsen-Coburg* , jf. BrevID 17754.
Pepita* : den spanske danserinde Pepita de Oliva* (1830-68), der havde vakt furore i Tyskland og i dec. 1858 havde besøgt København og danset på Casino, hvor HCA havde gjort hende sin opvartning i hendes garderobe. http://www.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object441030/da/ [link dec 2018]
Das Testament des großen Churfürsten von Puttlitz: det historiske drama "Das Testament des großen Churfürsten" af Gustav Putliz* (1821-90), der er bedst kendt for sine lystspil.
