26.09.1845
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 26. Sptbr. [18]45.
Mein bester, verehrter Herr Andersen!
Viele Monate sind vergangen, und ich habe nichts von Ihnen gehört, weder direct durch einen Brief, noch durch die Mittheilung Anderer! Jetzt kann ich dem Verlangen nicht länger widerstehen an Sie zu schreiben, und Sie zu bitten mir bald eine Nachricht zu kommen zu laßen! Wie und wo haben Sie den Sommer verlebt, was ist wieder Herrliches aus Ihrer Feder gefloßen, haben Sie noch die Absicht diesen Winter Dresden zu besuchen, und zu welcher Zeit? – Gegen Weynachten ziehen wir zur Stadt. Gräfin Hahn Hahn* , hat sich hier für 6 Jahre etablirt, und empfängt am Theetisch öfters ihre genauern Bekannte, im engen, aber angenehmen Kreise! Welch lieber, willkommner Gast, wären Sie da. Dresden ist zwar sehr reich an Fremden, aber gerade nicht an poetischen, geistigen Notabilitäten, durch den Landtag. Auch ich habe mit Frau von Bardeleben* eine hübsche Reise gemacht, während mein Mann in Achen war! – Wir waren in der Oberlausitz, sahen die malerische Ruine des Oibin bey Zittau, und kamen zu fällig zu dem Stiftungsfest der Gemeinde, nach Herrnhut und Nisky. Man muß ganz mit der Welt abgeschlossen leben, und das Herz darf nicht mehr lebhaft pochen, und leicht erregbar für Andere schlagen – ./. um nicht in dieser Eintönigkeit und Stille von Sehnsucht zu sterben, und geistig unter zu gehen! -
Wir besuchten dann den schönen Park in Muskau, der mir verwaiset, und schon verwilderter erschien, seit sein Schöpfer Fürst Püchler* ihn verlasßen – und reiseten nach dem Spreewalde, eine Gegend die mir neu und unbekannt. Lange, unabsehbare Canäle, mit dunklem Wasserspiegel von seltenen Wasserpflanzen besetzt – und uralten Erlen beschattet, wie Laubengänge, führen durch üppige Wiesen! Leise gleitet stundenlang der enge Kahn darauf, dahin, wie in Venedig, nur die reichen, jetzt verfallenen Paläste fehlen, die dort zur Melancolie, hier zur Heiterkeit erregen! –
Später reisete ich auch nach Coburg, die Festlichkeiten, zu Ehren der Königin Victoria* anzusehen, eigentlich, liebe Freunde zu finden, die gerade dieser hohe Besuch auch hingezogen! – .Dort lernte ich Rückert* kennen, doch spricht mich seine Persönlichkeit weniger an, wie seine Gedichte. Er wohnt auf einem Dorfe, in einem Landhause – hatte eben mehrere dramatische Werke beendet, unter anderen Columbus* , und baut und pflanzt, und arbeitet in seinen Gärten. Über Gotha, wo mich die Bekanntschaft und das Attelier von Jacobs* am meisten interessirte und Weimar wo ich in Göthes* Hause bey Baron Maltiz* einige angenehme Stunden verlebte, kehrte ich zurück. Denken Sie nur, daß ich dort Stellen aus Ihrem letzten Briefe an den ./. Erbgroßherzog* gelesen! Wie Sie darin beklagen, daß die Muse nur Ihre dänischen Lippen geküßt um pp--pp! Ihr Andenken klingt frisch und lebendig, in den besten Tönen dort! –
Ich habe mit Dahl* einige Dänen in Maxen gesehen, Familie Roberts Jensen* , Ole Bull* , sie erzählten mir zu wenig von Ihnen.
Herr von Ramberg* malt 2 Altarbilder, er fragte mich, ob ich nichts wüßte, was aus Ihrem Portrait geworden, was er für Sie gezeichnet, und an den Buchhändler geschickt ich mögte Sie darum fragen! –
Ihre Glücksblume, liegt todt in Hofrath Winklers* Händen! Er sagte mir, er versteht nicht dänisch um sie zu übersetzen, wüßte er nur den Sinn, so könne er sie leicht fürs Theater arrangiren. Baudissins* * sind in Boulogne und er arbeitet jetzt zu wenig! – Wäre Busch* hier, so hätte ich ihn darum gebeten. Könnte ich nur den Mohr von Ihnen lesen, ich möchte gar zu gern ein Stück von Ihnen hier auf geführt sehen! – Tina von Öhlenschläger* hat wenig gefallen! –
Unser lieber Kohl* ist jetzt in Copenhagen, hoffentlich sind Sie oft mit ihm zusammen, wir erwarten mit Sehnsucht seine Rückkehr, und wünschen sehr, daß er sich wieder in unsrer Nähe etabliren möge – denn sein Umgang, und seine Mittheilungen sind, geistiger Gewinn.
Ich habe jetzt einen Weg nach Ihrem einsamen Lerchenbaum bahnen lassen, er grünt und gedeiht, ich möchte ihn gern bezeichnen. Schicken Sie mir doch dafür ein kurzes Motto. – Auch eine Ruhebank steht dabey! Immer muß ich an Heynens* schönes Gedicht, der Kirschenbaum, dabey denken, wenn der Sturm seine Zweige peitscht, und er das ungebeugte Haupt desto höher in die Lüfte hebt! -
Mein Mann trägt mir das Herzlichste für Sie auf. Ich lege es Ihnen ans Herz, bald mit einem Schreiben zu erfreuen Ihre Ihnen ergebene
Fr. Serre
[udskrift:]
Dem Schriftsteller und Dichter
Herrn Andersen
in
Copenhagen
frey
[stemplet:]
DRESDEN 29. Sept.
Maxen den 26. Sptbr. [18]45
Min bedste, ærede hr Andersen.
Mange måneder er gået, og jeg har intet hørt fra Dem, hverken direkte via et brev eller via meddelelser fra andre! Nu kan jeg ikke længere modstå ønsket at skrive til Dem og bede Dem snarest sende mig en hilsen! Hvorledes – og hvor har De tilbragt sommeren, hvad mere herligt er strømmet ud af Deres pen, har De stadig til hensigt at komme til Dresden i denne vinter – og hvornår? – Hen mod jul flytter vi til byen. Grevinde Hahn Hahn* , har etableret sig her for 6 år – og modtager ved tebordet ofte hendes nærmeste bekendte, i en snæver, men behagelig kreds. Hvilken kær, velkommen gæst ville De være der. Dresden er ganske vist på grund af landdagen rig på fremmede, men ikke ligefrem på poetiske, åndrige, notabiliteter. Jeg har også gjort en nydelig rejse med fru von Bardeleben* , mens min mand var i Achen! – Vi var i Oberlausitz, så de maleriske ruiner af Oibin ved Zittau og kom tilfældigvis til menighedens stiftelsesfest, efter Herrnhut og Nisky. Man må leve helt afsondret fra verden og hjertet må ikke mere banke levende – og letbevægeligt for andre – for ikke at dø af længsel i denne stilhed og ensformighed – og åndeligt gå under.
Vi besøgte da den skønne park i Muskau, som forekom mig forladt og vildvokset, siden dens skaber fyrst Pychler* forlod den – og rejste til Spreewald, en egn som var mig ny og ubekendt. Lange, uendelige kanaler, med mørke vandspejl besat af sjældne vandplanter – og skyggende urgamle elletræer, som pergolaer, fører gennem frodige enge. I timevis glider den snævre pram frem og tilbage, som i Venedig, kun de rige, nu forfaldne paladser mangler, som der fører til melankoli, her kun til munterhed! –
Senere rejste jeg også til Coburg for at overvære festlighederne til ære for dronning Victoria* , egentlig også for at finde kære venner, som er kommet hertil i anledning af dette høje besøg! – Der lærte jeg Rückert* at kende, men hans personlighed tiltaler mig mindre end hans digte. Han bor i en landsby, i et landhus – var netop færdig med flere dramatiske værker bl.a. Columbus* , og bygger og planter og arbejder i sine haver. Over Gotha, hvor Jacobs* atelier interesserede mig mest og Weimar hvor jeg tilbragte nogle behagelige timer i Göthes* hus ved baron Maltiz* , vendte jeg tilbage. Tænk blot, at jeg der har læst uddrag af Deres sidste brev til arvestorhertugen* . Hvorledes De deri beklager, at musen kun har kysset Deres danske læber for at pp-pp! [tegn for tys-tys] Deres erindring klinger frisk og levende, i de bedste toner der! –
Jeg har set Dahl* med nogle danskere i Maxen, familien Roberts Jensen* , Ole Bull* , de fortalte mig for lidt om Dem.
Hr von Ramberg* maler to alterbilleder, han spurgte, om jeg ikke vidste noget om, hvad der er sket med Deres portræt, som han tegnede til Dem, og sendte til boghandleren – jeg skulle spørge Dem derom! –
Deres Lykkens Blomst ligger vissen i hofråd Winklers* hænder. Han siger, at han ikke forstår nok dansk til at kunne oversætte den, hvis bare han vidste ideen, så kunne han let arrangere den for teatret. Baudissins* * er i Boulogne og han arbejder nu for lidt. – Hvis Busch* var her, så havde jeg bedt ham om det. Hvis jeg blot kunne læse Mulatten af Dem, jeg ville så gerne se et stykke af Dem opført her! – Tina af Øehlenschlæger* har ikke behaget!
Vores kære Kohl* er nu i København, forhåbentlig er De ofte sammen med ham, vi venter med længsel på hans tilbagekomst, og ønsker meget, at han igen etablerer sig i vores nærhed – thi hans meddelelser og samværet med ham er en åndelig gevinst.
Jeg har nu ladet rydde en vej til Deres ensomme lærketræ, det grønnes og trives, jeg ville gerne afmærke det. Send mig dog et kort motto dertil. – Der står også en hvilebænk derved! Jeg må altid tænke på Heynes* skønne digt Der Kirschenbaum, når stormen pisker dets grene og det derved løfter det ranke hoved desto højere i luften! –
Min mand sender de hjerteligste hilsner. Jeg lægger Dem på sinde, snarest at glæde mig med en skrivelse. Deres meget hengivne
Fr. Serre
BrevID 16985: : FrS-brev af 26/9 1845 (Collin XI, 12/180, billedid 5068-71).
die malerische Ruine des Oibin: ruinerne af en højgotisk klosterkirke, en borg og et "kejserhus", sidstnævnte bygget til Karl IV af Luxemburg* (1319-78), tysk-romersk kejser 1355-78.
Herrnhut und Nisky: Herrnhut-bevægelsen blev grundlagt 12. maj 1722 af grev Nikolaus Ludwig von Zinzendorf* (1700-60), som gav hussitiske flygtninge fra Mähren et fristed i Herrnhut og derved grundlagde den første brødremenighed
Nisky: byen Niesky, ligeledes beliggende i Sachsen, blev sæde for herrnhutternes missionskole og udgangspunkt for deres stærke missionsvirksomhed.
Muskau: fyrst Hermann von Pückler(-Muskau)* , forfatter og landskabskunstner (1785-1871), etablerede på sit gods M. et storslået haveanlæg, inspireret af den landskabelige engelske have. Den opr. umådeligt rige godsejer forarmedes ved udgifterne til parkens anlæggelse, hvorfor han i 1845 måtte sælge M.
Spreewald: den smukke vandrige egn 100 km sydøst for Berlin kaldes også Brandenburgs Venedig.
Coburg: hovedstaden i det lille hertugdømme Sachsen-Coburg und Gotha.
Königin Victoria* : den engelske dronning Victoria* (1819-1901), dronning fra 1837) havde i 1840 ægtet sin fætter, prins Albrecht (Albert)* af Sachsen-Gotha, en broder til den regerende hertug.
Rückert* : den tyske digter Friedrich R.* (1788-1866), pseudonym for Freimund Raimar. Et digt af R.* fandt en plads i HCAs album, som gave fra den svenske komponist J. A. Josephson* (Album I-V s. 49). Også på anden vis var HCA bekendt med R.s digtning.
Jacobs* : Paul Emil Jacobs* (1802-66), tysk historie- og portrætmaler. Fra 1840 og til sin død bosat og virksom i fødebyen Gotha.
Baron Maltiz* : Appolonius August von Maltitz* (1795-1870), tysk friherre og forfatter, russisk gesandt ved forsk. tyske hoffer, 1841-65 ved hoffet i Weimar. Storhertuginden af Sachsen-Weimar, f. storfyrstinde Maria Pavlovna* (1786-1859), var en datter af czar Paul I* ., hvorfor det var naturligt, at Rusland opretholdt et gesandsskab i det lille hertugdømme Sachsen-Weimar.
die Muse nur Ihre dänischen Lippen geküßt: citat fra et brev fra HCA til vennen, arvestorhertug Carl Alexander* af Sachsen-Weimar (1818-1901, storhertug fra 1853). BrevID 3560 Man kan undre sig over, at Carl Alexander* åbenbart har ladet sine breve fra HCA cirkulere blandt venner og bekendte i Weimar. HCA lærte baron Maltitz* at kende allerede under sit første besøg i Weimar 1844.
Dahl* : den norskfødte landskabsmaler Johan Christian Dahl* (1788-1857) virkede fra 1821 og til sin død som maler i Dresden og professor ved det stedlige kunstakademi. Han hørte til inderkredsen omkring ægteparret Serre. HCA kendte ham fra sit allerførste besøg i Dresden 1831.
Familie Roberts Jensen* : kan ikke identificeres.
Ole Bull* : norsk violinvirtuos (1810-80).
Ramberg* …fragte…was aus Ihrem Portrait geworden: Ramberg* havde tegnet et portræt af HCA under begges ophold i Dresden 1844. Senere bad HCA om at måtte låne det til offentliggørelse i Illustrirte Zeitung. Ill.Z. bragte det imidlertid først i 1847 (Almanak s. 187). Del af anmeldelsen af Andersens Gesammelte Werke, http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=16139
den Mohr: hermed mener FrS naturligvis HCAs Mulatten. http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=16080
Baudissins* * : Wolf v. Baudissin* og hustruen Sophie von Baudissin* (1813-94).
Busch* : Formentlig Volkmar Busch* , komponisten som kendte både HCA og fru Serre, og som er omtalt i almanakken [1838-12-10].
Heynens* … der Kirschenbaum: Ernst Adolf Heyne* (1800-69), præst. Også han hørte til Serres vennekreds.
