28.06.1858
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Ems Am 28. Juny. 1858.
Mein theurer, verehrter Freund!
Länger als ich gedacht, über 6 Wochen, sitze ich hier, die Cur sagte mir gar nicht die erste Zeit zu, und noch fühle ich daß mein Übel nicht gehoben, sondern nur Tagelang gemindert ist! Es besteht nehmlich, in einer Auflockerung und Anschwellung nebst dabey entzündlichen Zustand, im Kehlkopf, daher die Halsschmerzen und der Hustenreiz! – Nun wie Gott will! So bin ich schon über 6 Wochen hier, und denke den 1st July früh abzureisen, den ./. 3t in Weimar bey Frau v. Göthe* zu zu bringen und den 4ten in Dresden zurück zu sein! – da erwartet mich der Schmerz Margaret* – welche 16 Jahre in meinem Hause, und sich während meiner Abwesenheit plötzlich bey der Gräfin Moltke* , mit 2 Mal so viel Gehalt mehr, als b[e]y mir, als Wirthschafterin engagirt – nicht mehr zu finden! Können Sie das von beiden Seiten begreifen? Wieder eine schmerzliche Erfahrung mehr im Leben! Auch Henselt* hat sein Kommen angezeigt – und so sehne ich mich nach Hause. Frau von Göthe* schreibt von Clara Heinke* , sie hat mir tägl. beßser gefallen. Wahres tiefes Gefühl, ohne jede Sentimentalität, klarer Verstand, der sich in Allem Rechenschaft zu geben weiß und Fleiß und Beharrlichkeit ./. zeichnen sie aus, Es ist eine solche Grundlage von Pflicht Gefühl, so feste Grundsätze, wie mich an der Tochter eines solchen Vaters nicht überrascht.
Und sind solche Eigenschaften denn nicht geeignet einen Mann zu beglücken, zumal wenn der Mann die Überzeugung haben muß hier geliebt zu sein? und darf man ein solches Glück zurück weisen, und muß es nicht berücksichtigen ?-?-?
Wie freue ich mich auf die Zeit wo wir Sie wieder haben, wieder die liebe Stimme hören, die Hand drücken, so fest, so wahr. Es ist meine schönste Lebensfreude – diese Zeit, Ihr Aufenthalt in Maxen! Wie viel Neues werden Sie mittheilen. Könnt ich nur mit denen die ich am Liebsten auf der Welt habe, den Genuß theilen! Hoffentl. hohlen Sie sich diesen Brief von der Post in München ab, und bestimmen dann mir schriftl. welchen Tag wir Sie in Dresden erwarten sollen! –
Bis dahin getreulich
Ihre Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Ist der junge Andersen* schon verheirathet?
[i margenen, p. 2:] Grüßen Sie schön im Voraus Herrn Drewsen* !
[tilføjelse p. 4-5:] Aus dem Leben eines Glücklichen, von Julie Burrow* . (Frau Pfannenschmidt* ) Seite 89.
Wie der Gärtner nicht blos die Blumen der Heimath pflegt, und sich an ihnen freut, so hatte auch ich Blumen aus der Fremde in diesen sommerlichen Garten gepflanzt, und es stand neben unsern Matthison* , sein Zeitgenosse Baggesen* , und Sein Gefühls Genosse, Hans Christian Andersen – Andersen! Theurer, von mir so hochgeliebter, wenn auch nie gesehener Freund, wenn ich den Muth gehabt, Dir, hätte ich diese Blätter gewidmet, Andersen! Lieblich wie das Veilchen unter den Blumen, wie Orions Gürtel mit seinem Silbernebel unter den Sternen, wie der weiß gefiederte Schwan, unter den Vögeln! Empfange milder Sänger des Nordens! in diesen Zeilen den Dank eines Herzens, daß du oft erfreut und getröstet! Könnt ich doch Deinem Freunde und Boten, dem Storch – [overstreget: die Bote] – der seit der frühesten Kindheit auch mein Freund ist, einen Gruß an Dich mitgeben, wenn er im Lenz nach Norden zieht – ./. oder dürfte ich hoffen, daß deine Augen einst auf diese Zeilen fallen! Wohl, ich binde meinen Gruß an dieses Buch, wie man ein grüßendes Wort an den Flügel des Zugvogels heftet, der in die Ferne geht ohne bestimmte Hoffnung, aber doch mit dem warmen Wunsche, daß er Dich erreichen mögte.
Ich wußte, auch Du liebest Andersen – wie ich ihn liebe – und ich legte ein blühendes Herbst Veilchen zu dem Märchen vom häßlichen Entlein, und das Blatt einer Spätrose, zu dem holdseligen Meerfräulein.
[udskrift:] An den Herrn Professor H. Ch. Andersen in München Ritter mehreren hohen Orden Hochwohl
Poste restante,
[stemplet:] BAD-EMS 28 6 1858 FRANKFURT 29 JUN MÜNCHEN 30 JUN. 185
Ems den 28. Juni. 1858.
Min dyrebare, ærede ven!
Længere end planlagt, mere end 6 uger, har jeg nu været her, kuren tiltalte mig i den første tid slet ikke, og endnu føler jeg, at mit ubehag ikke er forsvundet, men kun formindsket en smule hver dag. Den består nemlig i en afspænding og en hævelse foruden en betændelsestilstand i strubehovedet – deraf halssmerterne og hosteirritationen! – Nu som Gud vil! Så har jeg allerede været her i 6 uger og tænker at rejse bort den 1. juli om morgenen, den 3. at være i Weimar hos fru Goethe* og at være tilbage i Dresden den 4.! – da venter mig den smerte, ikke mere at finde Margaret* , som har været 16 år i mit hus, og som under mit fravær pludselig er blevet engageret som husholderske hos grevinde Moltke* med den dobbelte løn af, hvad hun fik hos mig! Kan De se det fra begge sider? Endnu en smertelig erfaring i livet! Også Henselt* har bebudet sin ankomst – og således længes jeg hjem. Fru von Goethe* skriver om Clara Heinke* , at hun dagligt behager mig mere og mere. Sand dyb følelse, uden sentimentalitet, klar forstand og som kan sætte sig ind i alt, og flid og vedholdenhed viser hun også. Det er en sådan grundlæggende pligtfølelse, som ikke overrasker mig hos datteren til en sådan fader.
Og er sådanne egenskaber egnet til et lyksaliggøre en mand, især når manden må have den overbevisning, at her er han elsket? Og må man tilbagevise en sådan lykke – må man ikke respektere den? – ? – ?
Hvor jeg glæder mig til den tid, hvor vi igen har Dem hos os, igen kan høre den kære stemme, trykke hånden, så fast, så fast, så sandt. Det er min skønneste glæde i livet – denne tid, Deres ophold i Maxen! Hvor meget nyt kan De ikke fortælle. Kunne jeg blot dele denne nydelse med alle dem, som jeg har kærest i verden. Forhåbentlig henter De dette brev på postkontoret i München og giver mig så skriftlig besked på, hvilken Dag vi kan vente Dem i Dresden.
Indtil da, Deres trofaste
Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Er den unge Andersen* allerede blevet gift?
[i margenen, p. 2:] Hils på forhånd hr. Drewsen* !
[tilføjelse p. 4-5:] Af en lykkeligs liv, af Julie Burrow* (fru Pfannenschmidt* , s. 89:
Som gartneren ikke kun plejer hjemstavnens blomster, og glæder sig over dem, således havde også jeg plantet blomster fra det fremmede i denne sommerlige have, og den stod ved siden af vores Matthison* , hans jævnaldrende Baggesen* , og hans følelsesfælle Hans Christian Andersen – Andersen! Dyrebarere, så højt elsket ven af mig, selv om jeg aldrig har set ham, hvis jeg havde haft modet, ville jeg have tilegnet dig disse blade, Andersen! Elskelig som violen under blomsten, som Orions bælte med en sølvtåge blandt stjernerne, som den hvidfjerede svane, blandt fuglene. Modtag du, milde sanger fra norden i disse linier en tak fra et hjerte, som du ofte har glædet og trøstet. Kunne jeg dog blot give din ven og budbringer, storken, som fra den tidligste barndom også var min ven, en hilsen med til dig, når den i våren drager mod nord – eller kunne jeg håbe, at dine øjne en gang falder på disse linier. Vel, jeg binder min hilsen til denne bog, således som man binder en hilsen til vingen på trækfuglen, som drager mod det fjerne uden bestemt håb, men dog med varme ønsker, at den må nå dig.
Jeg vidste, at også du elsker Andersen – som jeg elsker ham – og jeg lagde en blomstrende høstviol til eventyret om den grimme ælling og bladet fra en sen rose til den huldsalige havfrue.
[udskrift:] Til hr professor H. Ch. Andersen i München, ridder af flere høje ordener, højstæret.
Poste restante,
BrevID 18022: FrS-brev af 28/6 1858 (Collin 14/212a-b, billedid 5198-5203).
Margaret* : Margaret Thomas* , FS.s engelskfødte selskabsdame, som i FrS.s fravær havde ladet sig lokke til at tage ansættelse som husbestyrerinde hos FrS.s gode veninde, grevinde Moltke-Huitfeldt* .
Frau von Göthe* schreibt … eines solchen Vaters: Clara Heinke* var datter af Ferdinand H* (1782-1857), der var politidirektør og universitetskurator i Breslau. Ottilie v. G.* , som FrS citerer i dette brev, kendte udmærket CH.s* far* , idet hun som ung pige – dengang Ottilie von Pogwisch* – i Weimar havde været forelsket i FH* , der 1813-14 var preussisk soldat og som såret tilbragte en rum tid i Weimar.
Aus dem Leben eines Glücklichen: Julie Burows* roman "Aus dem Leben eines Glücklichen" udkom i 1852.
Julie Burrow* , Frau Pfannenschmidt* : jf. BrevID 17689.
neben unsern Matthison* : Friedrich von Matthisson* (1761-1831), tysk digter, hvis digte er gået i glemmebogen, med én undtagelse, digtet "Adelaïde", som Beethoven* har udødeliggjort ved sin melodi til digtet af samme navn.
sein Zeit Genosse Baggesen: den danske digter Jens Baggesen* (1764-1826).
im Voraus Herrn Drewsen* : HCA var på rejsen ledsaget af ægteparret Ingeborg* og Adolph Drewsens* søn, Harald Drewsen* (1836-78), der senere blev arkitekt.
