22.05.1858
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
[Ems] am 22. May [18]58. Hotel de Paris.
Theuerster, verehrter Freund!
Seit 3 Tagen bin ich hier, aber so unwohl daß ich die Cur noch nicht beginnen konnte! Vielleicht war eine Erkältung auf dem Dampfschiff Schuld, wo wir unaufhörlich Sturm und Regen hatten, vielleicht der Scirocco hier denn ein heißer Wind braußet, und hüllt in Nebel die Luft – die Abende und Morgen sind bitter kalt, 10 Gr. Kälte – alle Badegäste klagen. Überhaupt ist Ems noch nicht aufgeräumt, Kasten und Kisten liegen vor den verschloßenen Läden, man stolpert über Sandhaufen die zur Verbesserung der Wege angefahren – die Thüren und Fenster ./. die noch leeren Häuser werden mit Öhlfarbe gestrichen – die neuen Bäder sind noch nicht eröffnet – kurz man fühlt – noch ist es hier zu früh! – Morgen ist das Pfingstfest – in Maxen höre ich sind Verwandte angekommen um mit den Kindern die Frühlingsluft zu genießen – nur ich bin fern, und in den langen schlaflosen Nächten machte ich mir die schwärzesten Bilder. Meine Nichte Marie von Burchardi* hat mich hierher begleitet. Da wegen mein Unwohlsein sich mein Aufenthalt hier verlängert, werde ich wohl nicht den 24 Junÿ zum Gr. Hrz.* von Weimar Gebt., dem Festspiel beiwohnen können, ich vermuthe Sie dort. Fr. v. Göthe* welche Dresden im Juny verläßt, bis Sptbr nach Weimar zieht, hat mich liebevoll für einige Tage zu sich eingeladen. Welch schmerzlicher Verlust ihr Scheiden von Dresden ist, können Sie sich vorstellen. Tägl. sah ich sie, tägl. gab sie mir irgend ein Liebes Zeichen – leer wird mir die Stadt ohne ihr Sein, und auch Moltkens* * wollen nächsten Winter in Paris wieder zubringen!../.
Fräulein Heinke* war traurig Sie nicht in Dresden im Junÿ sehen zu können, will es aber einrichten daß sie früher mit ihrer Tante* nach Teplitz geht und von Mitte oder Ende July, länger in Dresden bleiben zu können! – Aber wollen Sie denn einmal auf der Reise nicht den schönen Rhein befahren und einen Abstecher nach Ems machen! Heute ist die Eisenbahn von Lahnstein hierher eröffnet worden, eben so der Telegraf, thuen Sie es! Denken Sie die Gräfin Fritsch* , ist den Tag vor ihrer Abreise mit ihrer Hohheit* nach Franzensbad gefallen, hat sich eine Rippe gebrochen – und man zweifelt an ihrer Herstellung. Wie vermiße ich die würdige Dame hier! Der Tod der Herzogin von Orleans* wird den Hof zu Weimar schmerzlich berühren, und tiefe Trauer dort herrschen. Die armen verwaiseten, heimathlosen Söhne* * , wie traurig – man munkelt, daß sie ein gefürchtet Haupt der Conspirationen nicht eines ganz natürl. Todes gestorben! –
Sehen Sie den jungen Andersen* Bräutigam so theilen Sie ihm Einiges aus meinem Briefe mit, ich weiß es er nimmt Theil! Gräfin Yoldi* trennte sich von mir in Mainz! Wir besuchten ./. dort noch das Kloster der Gräfin Hahn* , ich wollte sie gern wieder sehen, doch sie war auf einer Wallfahrt begriffen, desto mehr erstaunten wir über die Spuren der Verwüstung der Explosion, so nahe dem Kloster, eben so, wie an dem emsigen Aufbau – der verschütteten Häuser! –
Unsre Wohnung ist schön, ein Eckhaus – Parterre, ein Salon mit 5 Fenstern, 2 mit der Aussicht auf das Thal – 3, gegenüber der Promenade, des Musik Pavillons, und des Curhauses. Frauvon Schwanenfeld* , 2 Tage früher angekommen, erweiset mir Liebe und Freundlichkeit, schickt mir Blumen und Bücher – und sorgt sich, mich so unwohl zu sehen, sie kam aus Vevey wo sie den Winter verbracht! –
Ach, wie freue ich mich auf die Zeit, wenn ich Ihr liebes Antlitz wieder sehe, Ihre liebe Stimme wieder höre, und Sie mir die dänischen Märchen übersetzen werden! Mögte ich nur gesünder dann sein, dieser böse Husten weichen, und meine traurige Stimmung! –
So behüthe Sie Gott, grüßen Sie Andersen* , und schreiben Sie mir wo mögl. hierher über Ihre Reisepläne.
Fr Serre
[i margenen, p. 1:] Aus Weimar ist Gräfin Beust* mit Frau von Watzdorf* hier.
[i margenen, p. 2:] Ich hoffe im Stillen, im Herbst nach Copenhagen zu kommen, wäre ich nur erst wohl!
[i margenen, p. 3:] Sehen Sie Frau v. Scavenius* , so danke ich ihr für die Reisser, die gleich gepfropft wurden.
[Ems] den 22. May [18]58. Hotel de Paris.
Dyrebare, ærede ven!
Nu har jeg været her i 3 dage, men har været så dårlig, så jeg ikke har kunnet påbegynde kuren! Måske var en afkøling på dampskibet skyld deri, vi havde uophørlig storm og regn, måske bringer sciroccoen her en varm vind og hylder luften i tåge – aftenerne og morgenerne er bittert kolde, 10 graders kulde – alle badegæster klager. I det hele taget er Ems slet ikke ryddet op, kasser og kister ligger foran de lukkede butikker, man snubler over sandbunker, som er kørt hertil for at forbedre vejen – døre og vinduer i de endnu tomme huse bliver bemalet med oliefarve – de nye bade er endnu ikke åbnet – kort sagt – man føler, det endnu er for tidligt at være her! I morgen er det pinsefest – i Maxen hører jeg, slægtningene er ankommet for at nyde forårsluften med børnene – kun jeg er borte og i de lange søvnløse nætter gjorde jeg mig de sorteste billeder. Min niece Marie von Burchardi* har ledsaget mig hertil. Da jeg er så dårlig, bliver mit ophold forlænget her, så vil jeg nok ikke kunne overvære festspillet den 24. juni ved storhertugen* af Weimars festspil, jeg formoder De er der. Fru v. Goethe* som forlader Dresden i juni, og flytter til Weimar indtil september, har kært indbudt mig nogle dage hos sig. Hvilket smerteligt tab hendes afrejse fra Dresden er, kan De forestille Dem. Jeg så hende faktisk dagligt, dagligt gav hun mig et kært lille tegn på hengivenhed – tom bliver byen uden hendes nærvær, og også Moltkes* * vil atter tilbringe næste vinter i Paris.
Frøken Heinke* var ked af ikke at kunne se Dem i Dresden i juni, men hun vil indrettet det således, at hun rejser tidligere med tanten* til Teplitz og kan være i Dresden fra midten eller slutningen af juli i længere tid! – Men vil De da ikke en gang på Deres rejse besejle den smukke Rhinen og gøre en afstikker til Ems! I dag er jernbanen fra Lahnstein åbnet hertil, ligeså telegraflinien, gør det! Tænk Dem, grevinde Fritsch* er dagen før sin afrejse med hendes højhed* faldet og har brækket et ribben, man tvivler på, at hun kommer sig.
Hvor jeg savner den værdige dame her! Hertuginden af Orleans’* død vil berøre hoffet i Weimar smerteligt og der hersker dyb sorg. De arme forældreløse sønner* * , hvor sørgeligt, man snakker i krogene om, at hun, der var et frygtet overhoved for konspirationerne, ikke er død en helt naturlig død!
Ser De den unge Andersen* , den forlovede, så meddel ham nyheder fra mit brev, jeg ved, han deltager. Grevinde Yoldi* skiltes fra mig i Mainz. Vi besøgte der grevinde Hahns* kloster, jeg ville endnu en gang gerne se hende, men hun var midt i en valfart, desto mere forbavsedes vi over eksplosionens ødelæggelse, de begravede huse, så nær ved klostret, ligeledes at man var ivrigt i gang med genopbygningen!
Vores bolig er smuk, et hjørnehus, parterre, en salon med 5 vinduer, to med udstigt over dalen, 3 overfor promenaden, musikpavillionen, og kurhuset. Fru von Schwanenfeld* , som var ankommet 2 dage tidligere, udviser venlighed og kærlighed, sender mig blomster og bøger, og bekymrer sig over at se mig så dårlig, hun kom fra Vevay, hvor hun har tilbragt vinteren! –
Åh hvor glæder jeg mig til den tid, når jeg igen kan se Deres kære åsyn, høre Deres kære stemme igen, og De vil oversætte de danske eventyr for mig! Kunne jeg blot være raskere, komme af med denne grimme hoste og min sørgelige stemning.
Nu må Gud bevare Dem, hils Andersen* , og skriv mig hertil om Deres rejseplaner.
Fr Serre
[i margenen, p. 1:] Fra Weimar er grevinde Beust* her med fru von Watzdorf* .
[i margenen, p. 2:] Jeg håber i det stille at komme til København i efteråret, hvis blot jeg blev rask!
[i margenen, p. 3:] Ser De fru v. Scavenius* , så takker jeg for grenene, som omgående blev podet.
BrevID 18014: FrS-brev af 22/5 1858 (Collin XI, 14/211, billedid 5194-97).
Gräfin Fritsch* : Constance von F.* (1786-1858), overhofmesterinde hos storhertuginde Maria Pavlovna af Sachsen-Weimar-Eisenach* , som må være den i brevet nævnte "Hohheit".
Franzensbad: kurby i Tjekkiet i byen Františkovy Lázně, hvor også Goethe* og Beethoven* havde været på kurophold.
Der Tod der Herzogin* von Orleans: Helene* , f. prinsesse af Mecklenburg-Schwerin, hertuginde af Orléans (1814-58), enke efter den den i 1842 dræbte franske tronarving, hertug Ferdinand Philippe af O.* Efter februarrevolutionen i 1848 flygtede hun som den øvrige Orleans-familie til England. At hendes død vakte sorg hos den storhertugelige familie i Weimar, skyldtes det faktum, at hendes mor, Karoline Luise von Sachsen-Weimar-Eisenach* , der via sit giftermål med Friedrich Ludwig von Mecklenburg-Schwerin* (1778-1819) var arvestorhertuginde af Mecklenburg-Schwerin. Hun var datter af storhertug Carl August* og var en faster til storhertug Carl Alexander* af Sachsen-Weimar.
Die armen, heimathlosen Söhne: hertuginden efterlod sig sønnerne Philippe* , greve af Paris (1838-94) og Robert, hertug af Chartres* (1840-1910).
das Kloster der Gräfin Hahn* : forfatterinden, grevinde Ida Hahn-Hahn* , som forlod Dresden i 1850, konverterede til katolicismen og bosatte sig i Mainz, fra 1853 i en bolig ved klostret "Vom guten Hirten", som hun selv havde ladet opføre.
Verwüstung der Explosion: et krudttårn var eksploderet i Mainz i nov. 1857.
Gräfin von Beust* : Cécile von Beust,* f. friherreinde von Gersdorff (1821-72), g. m. Fr. v. B.* (1813-89), der var storhertug Carl Alexanders* overhofmarskal. HCA kendte dem begge fra sine ophold i Weimar.
Frau von Watzdorf* : Luise v. W., f. von Könneritz* , (d. 1870), gift med Christian Bernhard von W.* (1804-70), der 1843-70 var statsminister i Sachsen-Weimar-Eisenach.
Frau v. Scavenius* : Henriette Scavenius* (jf. BrevID 17817), der mangfoldige gange var HCA.s værtinde på herregården Basnæs.
