29.01.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 29. Januar [18]57. Dresden.
Mein verehrter Freund!
Gestern erhielt ich, durch Ihre Güte die Historien, und bedarf ich auszusprechen wie glücklich mich das theure Buch macht – ? Eingeschrieben waren die Worte, von Wiedemann* vom Verfaßer!
Wie ließen Sie mich, einblicken in Ihre Weihnachtstube so schön und duftig – mit Blumen und Liebesgaben geschmückt, wer sollte auch ein so edles, liebes Gemüth wie das Ihrige nicht lieben und verehren!
Vor Allem aber mahne ich Sie an das versprochene Albumblatt für Grahls* * , die Reissiger* war schon bey mir und fragte ob es noch nicht angekommen, da der 7te der Jubiläumstag – ./. ich zeigte ihr, Ihre freundliche Antwort.
Sehr beunruhigt sind wir über Gräfin Moltke* , der Abbé* schrieb an Sigwald* sie sey gefährlich erkrankt, und der junge Harald* – welcher hier durchreisete – und den Abend bey mir war um nach Glorup zu gehen, war erstaunt seine Ältern* * dort noch zu finden, er wußte von nichts. Ich erwarte tägl. vom Grafen* eine Antwort! – Dresden ist diesen Winter sehr still der Hof gibt nur Bälle, die er nicht vermeiden kann der preuß. Gesandte* hat Trauer um seine Nichte, die östr. Gesandtin, Fürstin Metternich* erwartet ihre Niederkunft, und so wird nur b[e]y einigen engl. Familien getanzt. Außer Fürst Schwarzenberg* (Lands Knecht) wüßte ich keinen interessanten Fremden, welcher durch Dresden gegangen.
Der Entwurf zum letzten Gericht ./. vonCornelius* ist hier ausgestellt – aber Alle tadeln die rein chatolische Darstellung da doch der preuss. König und seine Familie, unten vor dem Altar, sitzend – in Erwartung flehend – den Vordergrund bilden, und das Gemählde, für den Dom zu Berlin bestimmt ist. – Obgleich Ihr Vöglein – längst in Aufnahme ist – Herr von Lüttichau* sagt es wird gegeben – so hat gewiß Em. Devrients* Gastspiele eine Verzögerung herbeigeführt. Auch Auerbach* ist trostlos, daß sein Stück was auch angenommen, nicht in der nächsten Zeit aufgeführt wird, es heißt die Wahlbrüder. Gutzkow* hat seinen Lorbeer und Mirthe zurück genommen, da es in Berlin nicht gefallen! Er hat Auerbach* tief beleidigt – da er im häußl. Heerd, eine scharfe Critik über Barfüssele geschrieben, was Auerbach* für sein bestes Buch hält, und was in 3 Monaten wo 5,000 Exemplare bey Cotta* gedruckt worden schon eine neue Auflage erhält! –
Ihre Eiche in Maxen ist ein Viertel Elle gewachsen läßt Ihnen Minna* sagen. Sie lebt mit Frau v. Berge* sehr einsam dort. Mein Mann der Ihnen tausend Grüße sendet, hat durch eine starke ./. Erkältung Gicht in der Schulter und im Arm bekommen, kann vor Schmerzen keine Nacht schlafen und hüthet die Stube. Dies, wie mein fortwährend Übelbefinden – ohne so krank zu sein, um zu Bette zu liegen – hält mich von jeder Geselligkeit ab! – Ich sehne mich nach dem Frühjahr – mache im Stillen Pläne, die ja Alle von den Launen des Schicksals – oder viel mehr von Gottes Willen abhängen – und benutze jeden freien Abend um b[e]y der lieben Fr. von Göthe* und ihrer Schwester, Fräulein von Pochwitsch [Pogwisch]* zuzubringen, leider hüthet die Erstere mehr das Bette, als daß sie Jemand empfangen könnte.
Wie ist man auf Ihren Roman gespannt, gewiß haben Sie ihn bald vollendet; auch Gutzkow* arbeitet anhaltend, und stellt große Hoffnungen darauf! -
Wie berechne ich die Zeit, wo ich wieder eine Nachricht von Ihnen erhalten könnte! Behüthe Sie Gott gebe Ihnen Wohlsein!
Ihre Fr Serre
Den 29. januar [18]57. Dresden.
I går modtog jeg, takket være Dem, Deres Historier og behøver jeg sige, hvor lykkelig den dyrebare bog har gjort mig? Ordene var indskrevet, af Wiedemann* fra forfatteren!
Hvor De lod mig se ind i Deres julestue, så smuk og duftende – smykket med blomster og gaver, hvem ville ikke også ære og elske et så ædelt, kært gemyt som Deres!
Men frem for alt minder jeg Dem om det lovede Albumblad til Grahls* * , fru Reissiger* har allerede været her og spurgt, om det var ankommet, da den 7. er jubilæumsdag, jeg viste hende Deres venlige svar.
Vi er meget urolige for grevinde Moltke* , Abbé* skrev til Sigwald* at hun var frygtelig syg og den unge Harald* , som rejste herigennem og tilbragte en aften hos mig, ville tage til Glorup og var forbavset over endnu at finde sine forældre* * der, han anede intet. Jeg venter dagligt svar fra greven* . – Dresden er meget stille denne vinter, hoffet giver kun baller, som ikke kan undgås, den preussiske gesandt* er i sorg over sin niece, den østrigske gesandtfrue, fyrstinde Metternich* venter sin nedkomst, og således bliver der kun danset hos nogle engelske familier. Foruden fyrst Schwarzenberg* (landsknægt) ved jeg ikke af nogen interessante fremmede, som er rejst gennem Dresden.
Udkastet til Dommedag af Cornelius* er udstillet her – men alle bebrejder den rent katolske fremstilling, da den preussiske konge og hans familie sidder nede foran alteret – i forventning bønfaldende – og danner forgrunden, og maleriet er bestemt til Berlins domkirke. – Skønt Deres lille fugl for længst er godkendt – hr von Lüttichau* siger, det bliver opført – så har Emil Devrients* gæstespil helt sikkert medført en forsinkelse. Også Auerbach* er utrøstelig over, at hans stykke, som også var antaget, ikke bliver opført i den nærmeste tid, det hedder Valgbrødrene. Gutzkow* har tilbagekaldt sin Laurbær og myrter, da det ikke har behaget i Berlin! Han har fornærmet Auerbach* dybt, da han i "hausl. Herd"har skrevet en hård kritik over "Barfüssele", og den anser Auerbach* for sin bedste bog, og på 3 måneder er den trykt i 5.000 eksemplarer hos Cotta* – og har allerede fået et nyt oplag!
Deres eg i Maxen er vokset en kvart alen, meddeler Minna* . Hun lever meget ensomt der med fru von Berge* . Min mand, som sender Dem 1000 hilsener, har efter en stærk forkølelse fået gigt i skulderen og armen, kan ikke sove om natten for smerter, og bliver i stuen, dette – og mit vedvarende ildebefindende – uden at være så syg, så jeg må ligge i sengen, afholder mig fra enhver selskabelighed! Jeg længes efter foråret, lægger planer i det stille, som jo alle afhænger af skæbnens luner eller snarere af Guds vilje – og benytter hver friaften til at være hos den kære fru von Goethe* og hendes søster, frøken Pogwish* , desværre passer førstsnævnte oftere sengen, og derfor kan hun ikke modtage nogen.
Hvor er man spændt på Deres roman, de har ganske sikkert snart fuldendt den, også Gutzkow* arbejder vedvarende, og har store forhåbninger dertil!
Hvorledes skal jeg beregne den tid, hvor jeg igen kan få efterretning fra Dem! Gud bevare Dem og give Dem velbefindende.
BrevID 17878: FrS-brev af 29/1 1857 (Collin XI, 14/204, billedid 5166-69).
Wiedemann* : L. Wiedemann* (1824-93) overtog ved årsskiftet 1856-57 Carl B. Lorcks* forlag i Leipzig og blev dermed også forlægger for HCA.s senere værker.
Albumblatt für Grahls* * , die Reissiger* : jf. note til BrevID 17875. HCA havde truffet såvel kapelmesteren Reissiger* som dennes kone, Marie Reissiger, f. Stobwasser* , på Maxen i sommeren 1856.
der Abbé: iflg. dagbogen 19.8.1856, bd IV, p. 238 skulle denne "abbé", som fungerede som grevindens sjælesørger under opholdet på Glorup, føre navnet Diis* , hvilket lyder meget lidt fransk. Grevinden havde kort forinden konverteret fra den russisk-ortodokse til den romersk-katolske tro.
der östr. Gesandtin, Fürstin Metternich* : fyrstinde Pauline von Metternich, f. Sándor de Szlavnicza* (1836-1921), g.m. den daværende østrigske gesandt i Dresden (til 1859, senere gesandt i Paris) Richard von Metternich* .
Fürst Schwarzenberg* (Landsknecht): fyrst Friedrich Schwarzenberg* (1800-70), østrigsk-bøhmisk militærmand og forfatter. Tilnavnet "der Landsknecht" (el. "Lanzknecht") gav han sig selv i titlen på sin bog "Aus dem Wanderbuch eines verabschiedeten Landsknecht" (1844-48)
Der Entwurf zum letzten Gericht von Cornelius* : den tyske historiemaler Peter von Cornelius* (1783-1867) var i 1841 blevet kaldet til Berlin for at forestå udsmykningen af en planlagt, men ikke udført domkirke i Berlin og den til domkirken knyttede "Campo Santo". Hans udkast til en dommedagsfremstilling tilhører nu det berlinske Alte Nationalgalerie.
Ihr Vöglein: HCA.s "Fuglen i Pæretræet", jf. note til BrevID 8261.
Auerbach ist trostlos: Auerbach* udsendte i 1855 sørgespillet "Die Wahlbrüder", som endnu i 1857 ikke kom til opførelse. Hans af Gutzkow* hårdt kritiserede "Barfüssele" udkom året efter og blev straks en stor publikumssucces, også internationalt
häußl. Heerd: Unterhaltung am häuslichen Herd, 1856-57 udgivet af Gutzkow*
