18.07.1844
- Wir lagen still, und die junge Frau flog mehr als sie ging mit ihrem schlafenden Kinde; in einem Nu waren Sie in dem leichten, schaukelnden Boote, und in den Armen des schwarzbaertigen braunes Mannes. Es war ein Kusz! er war das Bouquet der suessen Sehnsucht eines langen Jahres, – und das Kind erwachte weinend, und der Mann kuesste es und hielt sein Weib umschlungen, und das Boot schaukelte mit ihnen auf und nieder, als huepfte es vor Freude mit.-
H. C. Andersen--
(Maxen, den 18. Juli 1844)
Maxen, den 18. juli 1844.
Vi lå stille, og den unge kone mere fløj end hun gik med sit sovende barn, i et nu var de i den lette, gyngende båd og i armene på den sortskæggede brune mand. Det var et kys! Han var bouquet’en af et langt års søde længsel, – og barnet vågnede grædende, og manden kyssede det og holdt om sin hustru, og båden gyngede op og ned med dem, som om den også dansede af glæde.
H.C. Andersen.
![[afskrift]](./images/68702.png)
Og i Laage Petersens Samling (LP 617, findes med samme datering Fru Serres afskrift af Das sterbende Kind:
Das sterbende Kind
Mutter ich bin müde, laß in deinen
treuen Armen schlummern, sanft dein Kind.
Doch versprich mir erst nicht mehr zu weinen,
Heiß und brennend deine Thränen sind!
Hier ist kalt und draußen Stürme wehen,
Doch im Traum ist Alles licht und klar,
Engelkinder hab ich dort gesehen,
Immer wenn mein Aug' geschlossen war!
Sieh, da steht schon Eins an meiner Seite!
Hör wie süß es klinget, Mutter sieh
Doch die Flügel weiß u glänzend beide,
Mutter, gab ihm unser Vater, die?
Gold u Blumen mir vor Augen schweben,
Gottes Engel streut sie um mich aus, /
Sag', bekomm' ich Flügel auch im Leben,
Oder erst in seinem Sternenhaus?
Warum drückst Du meine Hand zusammen?
Warum so, an meine, deine Hand?
Sie ist naß, u brennt doch wie die Flammen,
Bei Dir bleib' ich ja, mein Lebelang,
Aber laß die Thränen nicht mehr fließen,
Muß auch weinen, wenn Du traurig bist!
O wie müd! – ich muß die Augen schließen!
Mutter, sieh, wie mich der Engel küßt!
H.C. Andersen
Maxen am 18 July 1844.
----
Det døende barn
Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind;
Græd dog ei, det maa Du først mig love,
Thi din Taare brænder paa min Kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
Men i Drømme, der er Alt saa smukt,
Og de søde Englebørn jeg skuer,
Naar jeg har det trætte Øie lukt.
Moder, seer Du Englen ved min Side?
Hører Du den deilige Musik?
See, han har to Vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik;
Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver,
Det er Blomster Engelen udstrøer!
Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,
Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?
Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke,
Græder Du, saa græder jeg med Dig.
O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke —
— Moder — see! nu kysser Englen mig!
H.C. Andersen
Maxen den 18. juli 1844
