11.07.1844 Dagbogsuddrag Torsdag 11. Skyer og dog Regn. Smuk Udsigt fra Taarnet; Middag hos Paschewitsch* ; han og Konen kjærlige Mennesker* , de have mistet deres eneste Barn der fik Drueøie; efter Bordet kjørt om Bjerget til en Hytte hvor de der havde leiet Kirsebærtræerne solgte Kirsebær, her var meget koldt og Blæst, jeg blev derover mindre elskværdig; to Herrer mødte os; ved Nedstigningen af Bjerget kom Fru Mangold* * med sin Datter* * ; vi spadserede til en Høide hvor jeg læste af Bazaren; de gjemte glade mine Bouquetter, indbød os beskedent til Aften i deres lille Bolig, den var, som et Dukkeskab; Frøken Cotta* kom, jeg og Boillieu* læste høit af Bazaren og der musiseredes; i Dag fandt jeg paa mit Bord et Digt til mig i Anledning af mit Besøg i Tharandt. – Om Aftenen gik vi hjem i Stjer[ne]lys. – Brev til Boillieu* i Weimar.
Fru Mangold* med sin Datter* : er muligvis gift med komponisten og hofkapelmesteren i Darmstadt, Johann Wilhelm Mangold* , med navnet Therese M., f. Krauss* (1824-70), og datteren Emilie M.* (1831-97), der var sangerinde og underviste i klaverspil. Kan også være kone* og datter* til violinisten, dirigenten og komponisten Carl Amand Mangold* (1813-89), hvis "Lieder"ofte blev foredraget af Jenny Lind* , C.A. Mangold* var gift med Caroline Jaup* . Datterens* navn kendes ikke..
Frøken Cotta* : det kan ikke være en datter af Heinrich Cotta* , idet han fik 4 sønner og en datter. Datteren døde kort efter fødslen. Det må derfor være en søster til ham.
Boillieu* i Weimar: Carl Olivier von Beaulieu-Marconnay* (1811-89), friherre og på daværende tidspunkt geheime-referendar i Weimar, senere hofmarskal og teaterintendant smst. Vært for HCA under de fleste af dennes besøg i Weimar. (BrevID 20822 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)