Niels Oxenvads indledning til H.C. Andersens brevveksling med familien Melchior, 2006, er tilrettelagt som HTML af Lars Bo Jensen, 4. april 2015. Indledningen udgives online posthumt, men i overensstemmelse med Niels Oxenvads nske.

Niels Oxenvad udarbejdede brevsamlingen gennem flere r p H.C. Andersen-Centret i Odense, i nrt samarbejde med isr Solveig Brunholm, der samtidig arbejdede p brevbasen, den store online-samling af H.C. Andersen-breve. Samarbejdet forenede kompetencer og ressourcer fra universitet, museum og samlinger (isr Det kongelige Bibliotek) og berigede begge parter.

Rettighederne til billederne i indledningen tilhrer Odense Bys Museer.

PRINT: Billederne p denne side hentes frst, nr man ruller ned ad siden og nrmer sig dem. Hvis du vil printe siden inklusive billederne, anbefaler vi at rulle ned over hele siden frst.

I

I slutningen af 1924 udsendte skuespilleren og forfatteren Elith Reumert sin bog om “H.C. Andersen og det Melchiorske Hjem”. Mske har bogen vret ment som et bidrag til markeringen af 50-ret for H.C. Andersens dd, i 1925. I betragtning af, at H.C. Andersen dde som gst hos Melchiorerne p Rolighed, ville en bog om hans venskab med netop denne familie vre p sin plads. Drivkraften har imidlertid nok s meget vret den at stille Andersens venskab med Melchior-familien op som et vrdigt sidestykke til hans venskab med familien Collin — og Reumerts bog som et sidestykke til Edvard Collins “H.C. Andersen og det Collinske Huus” fra 1882. Reumerts bog blev vel modtaget af kritikere og anmeldere, og den solgtes endda s godt, at den ret efter kom i et 2. oplag. Siden da har bogen vret det vrk, man brugte og henviste til, nr man i den omfattende Andersen-litteratur har beskftiget sig med dette for ham sre vrdifulde venskab og med Andersens liv og levned i hans sidste 10-15 r.

Reumerts fremstilling hviler i sin helhed p to vsentlige kilder, Andersens dagbger og hans breve til og fra familien Melchior. Bogens tekst er tilvejebragt som en mosaik af dagbogsuddrag og brevcitater, ledsaget af forbindende tekster. Dagbgerne er jo siden udgivet i deres helhed, men for brevenes vedkommende har man kun Reumerts udvalg — og uddrag af de udvalgte breve — at henvise til. Retfrdigvis m det indrmmes, at Reumerts bog ikke primrt var tnkt som en brevudgivelse og da slet ikke som det, man i dag forstr ved en kritisk, videnskabelig kildeudgivelse. Der skulle g endnu 8 r, fr en H.C. Andersen-brevudgivelse af den art s dagens lys, ved udgivelsen af Andersens breve til den anden jdiske vennefamilie fra digterens sidste r, Henriques-familien. Denne brevudgivelse var ivrigt den frste af H. Topse-Jensens mange Andersen-udgivelser.

Det stod Reumert helt klart, at hans Melchior-bog kun kunne blive til noget, hvis familien Melchior, d.v.s. de endnu levende brn af Morits G. og Dorothea Melchior, ville give ham adgang til det materiale, som familien l inde med. Det var s heldigt, at Andersens dagbger fra 1863 og fremefter var get i arv til Melchiors, og svidt man kan sknne, var ogs de allerfleste af brevene dengang endnu i familiens vrge.

Takket vre en velbevaret korrespondance mellem Elith Reumert og Louise Melchior (af Louise Melchior testamenteret til H.C. Andersens Hus) kan vi flge Reumert i hans arbejde med bogen, kigge ham over skulderen.

Af gteparret Melchiors brn levede i 1920'erne endnu den ugifte datter Louise Melchior (1849-1934) og den gifte sn Carl H. Melchior (1855-1931) men det ser ud til, at Carl Melchior har overladt det til sin ldre sster at forhandle med Reumert, p begges vegne. Dagbger og breve har formentlig beroet i hendes bolig, lejligheden p Hjbroplads nr. 21, hvor hendes forldre havde boet indtil deres dd i henholdsvis 1884 og 1885 og hvor Louise Melchior blev boende til sin dd. Det m her betones, at familien i allerhjeste grad stttede Reumert i hans arbejde, men det var langtfra, at familien gjorde dette for derigennem at lade Melchiorerne fremtrde som H.C. Andersens velgrere. Det var dem tvrtimod meget om at gre, at deres forldres indsats ikke mtte fordunkle, hvad Andersen igennem langt flere r havde modtaget fra familien Collin. P dette punkt var Reumert ingenlunde enig med de to Melchior-sskende, men han bjede sig, og i et brev, dat. 13/12 1924 forsikrer han, at “Alt hvad der muligvis kunde fre til Kontroverser og Opgr med den Collinske Slgt. skal blive undgaaet”, og hans bog, hvis arbejdstitel havde vret “H.C. Andersen og det Melchiorske Hus” — jvf. Edvard Collins “H.C. Andersen og det Collinske Huus” fra 1882 — fik i den endelige titel “Hus” ndret til “Hjem”.

Vi kan ikke i dag — mere end 80 r efter — i detailler angive, hvilke breve Reumert har haft til sin rdighed og hvilke der ikke har stet til hans disposition. Men det drejer sig i hvert fald om strsteparten af brevene fra Andersen til gteparret Melchior og om Dorothea Melchiors breve til ham, hvorimod Moritz G. Melchiors breve til Andersen tilsyneladende ikke lngere forefandtes. Man m formode, at de allerede er blevet tilintetgjort, da Melchior i sin tid fik sine egne breve retur, efter frdigbehandlingen af boet efter H.C. Andersen. Ligeledes m det formodes, at Reumert ikke har haft adgang til de breve, som H.C. Andersen i sin tid udvekslede med den ldste datter, Johanne. Hun dde i 1911, og intet tyder p, at Reumert har sgt kontakt med hendes arvinger.

Straks efter modtagelsen af de mange breve gik Reumert i gang med afskrivning af dem, eller i hvert fald afskrivning af de breve, han udvalgte til at skulle medtages i hans bog. At dmme efter hans afskrifter, som Holger Laage-Petersen senere erhvervede og indlemmede i sin H.C. Andersen-samling (nu i Det kgl. Bibliotek)1, sammenholdt med de i bogen aftrykte breve, har han frst foretaget en udvlgelse og dermed ogs en fravlgelse — hvorefter han har afskrevet de udvalgte breves tekst. Og derefter har han inden for de udvalgte og afskrevne breve foretaget yderligere en fravlgelse af hele passager. Resultatet blev derefter 226 breve, deraf 142 breve fra H.C. Andersens hnd, langt de fleste stilet til Dorothea Melchior, men ogs nogle breve til Moritz G. Melchior og et enkelt til datteren Louise. Men det hrer absolut til undtagelsen, at han aftrykker et brevs fulde tekst. Der blev forkortet i stor stil, og hrdest er det get ud over Dorothea Melchiors breve.

Der vil siden blive gjort nrmere rede for Reumerts hndtering af brevvekslingen, men det turde vre helt klart, at som brevudgave er hans bog alt andet end tilfredsstillende. Kun ved en nyudgivelse — af alle tilgngelige breve — vil Melchior-brevvekslingen kunne sidestilles med de andre, allerede udgivne strre Andersen-korrespondancer.

I betragtning af, at H.C. Andersen som ven af gteparret Melchior blev inddraget i hele den store Melchior-familie med alle dens forgreninger, har udgiveren fundet det rimeligt ikke at njes med hans breve til og fra Dorothea Melchior, men har medtaget, hvad der er bevaret af breve til og fra den vrige familie. “Familien Melchior” forsts her som Dorothea og Moritz G. Melchior, gteparrets brn og brnebrn, samt Moritz G. Melchiors sskende. Der er ganske vist kun bevaret meget f H.C. Andersen-breve til “den vrige familie” — og s godt som ingen fra den til ham — men som det fremgr af den udarbejdede fortegnelse over savnede breve (III s. 292), har der eksisteret ganske mange.

II

H.C. Andersens venskab med familien Melchior — og den deraf affdte brevveksling — kom frst i stand p et sent tidspunkt af hans liv. Det opstod ikke pludseligt og voldsomt, men udviklede sig langsomt og harmonisk fra at vre et bekendtskab, et blandt mange andre, til et grundfstet og solidt venskab. S nrt blev venskabet, at Andersen p det nrmeste betragtede sig — og ogs af Melchiorerne blev betragtet — som et medlem af familien.

Andersen og Melchiorerne lrte hinanden at kende sidst i 1850'erne, men der skulle g 5-6 r, fr venskabet havde vokset sig strkt. Til gengld kom netop dette venskab til p det nrmeste til at overskygge alle hans vrige venskaber i det sidste 10-r af hans liv, venskabet med familien Collin ikke undtaget.

I rene omkring 1860 tyndede det ungtelig ud i Andersens nrmeste venneskare. I 1858 omkom hans nre veninde fra ungdomsrene, Henriette Wulff, p tragisk vis ved en skibsbrand p Atlanterhavet. I 1861 dde hans faderlige ven og velgrer, den gamle geheimekonferensrd Jonas Collin, hvorefter familie-kollektivet omkring ham i Amaliegade 9 gik i oplsning. Og f mneder efter Jonas Collins dd mistede han endnu en ven fra gamle dage, digteren B. S. Ingemann. Dette tab af nre venner, kombineret med den depression, der greb ham efter nederlaget 1864, bevirkede at han med taknemlighed modtog de tilbud om venskab, som udgik fra de to nrtbeslgtede jdiske familier Henriques og Melchior.

Familierne skal nvnes i rkkeflgen Henriques efterfulgt af Melchior. Vekselmgler Martin Ruben Henriques og hans hustru, Therese H., f. Abrahamson, var de frste til at bne dren for den familielse digter, og det var i deres gstfri hjem, H.C. Andersen lrte Melchiorerne at kende. Flgen blev, at H.C. Andersen — med bibeholdelse af Henriques-venskabet — blev endnu strkere knyttet til Melchior-familien. I sin indledning til udgaven af H.C. Andersens breve til Therese og Martin R. Henriques udtrykte Paul V. Rubow det sledes om overgangen fra den ene til den anden familie: “Fra frst af holder han mest til hos de Henriques'er, senere erobrer Melchiors hans Fane. Overgangen finder Sted ganske uden Gnidninger. Forholdet til det ene Sskende-Dynasti er lige saa hjerteligt efter Overflytningen til det andet, som fr”2. I familien Henriques omtalte man overgangen lidt mere bramfrit, idet man om Melchiors sagde, at “frst rvede de ham, siden myrdede de ham”3, det sidste ment som en spgefuld hentydning til, at Andersen jo dde under ophold hos Melchiors p Rolighed.

Som det fremgr af det tidligste brev i Melchior-brevvekslingen (brev nr. 1, var det fru Melchior der tog initiativet, ved tilsendelse af sin nydelige lille gave til Andersen som kvittering for en oplsning i 1859, en oplsning som efter alt at dmme fandt sted hos hendes broder, Martin R. Henriques og dennes hustru. Og det var ogs hende, som et par r senere tog trden op ved uopfordret at skrive til Andersen, mens han var p rejse i Spanien, med henvisning til at Andersen i en rejsemeddelelse, trykt i “Berlingske Tidende”, havde beklaget, at han s sjldent hrte noget hjemmefra. Fru Melchior skrev og H.C. Andersen svarede. Sdan var det i begyndelsen, siden skulle det blive omvendt. Da var det Andersen som skrev, i forventning om at f svar igen. Og det gerne lidt hurtigt!

Portrt af H.C. Andersen i trsnit, efter tegning af Henrik Olrik. Illustreret Tidende, julenummeret 1859

“Illustreret Tidende” bragte i 1. rgangs julenummer (1859) en fyldig biografi af HCA, ledsaget af et portrt i trsnit, efter tegning af Henrik Olrik. HCA, som dette r tilbragte en stille jul p Basns, kunne derfra skrive til Edvard Collin! “… nu imorgen kommer paa Juledagen, illustreret Tidende med mit Portrt, af Olrik, det vre min Juleglde, og den er da ikke ringe!”

Svel dagsbogsnotater som de relativt f breve fra rene efter den frste kontakt tyder p en vis tilbageholdenhed fra begge sider. Hertil kommer, at der for begge parters vedkommende l visse praktiske hindringer i vejen for opbygning og konsolidering af et nyt venskab, ved jvnligt samkvem i Kbenhavn. I 1860 fdte Dorothea Melchior sit 8. og sidste barn, datteren Thea, hvad der vel nok for en tid gjorde hende mindre egnet til at udfolde nogen strre selskabelighed og ved indbydelser drage Andersen ind i deres vennekreds. Samme r, om sommeren, var Andersen p en lngerevarende rejse til Tyskland og Schweiz, og det pflgende r var han igen afsted sydp, denne gang s langt som til Rom og med lange ophold i Schweiz og Tyskland p tilbageturen. I 1862 tog gteparret for sit vedkommende p en rejse over Hamborg til London (til verdensudstillingen smst.), det vrige England og Skotland, hvorefter Andersen 24/7 s.. tog afsted p sin Spaniensrejse, med hjemkomst til Danmark 30/3 1863. Lidt senere p ret tog familien Melchior, d.v.s. gteparret ledsaget af deres to ldste dtre, Johanne og Louise, ud p en rejse, som udmrket kan betegnes som familiens “grand tour”. De tog afsted i slutningen af august 1863 og vendte frst hjem i midten af maj 1864, efter at have besgt Tyskland, Schweiz og Italien, med en afstikker til gypten, efterfulgt af et nyt besg i Italien med et mnedlangt ophold i Rom. Der var alts i disse r nok af grunde til, at de to parter, digteren og grosserer-parret, ikke kunne se meget til hinanden. Det er egentlig frst fra og med ret 1865, at Andersen jvnligt var gst hos Melchiors. I dette r blev han — for frste gang — draget ind i deres store familie, ved sin deltagelse i en strre familie-sammenkomst p Dorothea Melchiors fdselsdag (16. februar), som samtidig var en afskedsfest for en nev af familien, som skulle afsted p en lngere rejse. I denne dobbelte anledning arrangerede man en serie “tableaux vivants” over ordet FARVEL, hvortil Andersen havde bidraget med en prolog, som han lod Fortuna fremsige og hvor det nstsidste bogstav illustreredes ved hans Eventyroplsning4. Det er betegnende for Melchior-familiens lyst til at have Andersen som gst, at den sidst p sommeren, under familiens ophold p Rolighed, indbd ham til at komme som gst p Rolighed “i nogle Dage”. Under et senere besg p Rolighed fik han endda at vide, at “der staaer to smukke Vrelser for mig hvor jeg faaer Udsigt til Malm”5. P grund af Andersens rejse til Sverige i efterret samme r blev besget nu ikke til noget i denne omgang, men indbydelsen stod ved magt, til senere opfyldelse. Det skete ret efter, ved Andersens hjemkomst fra Portugal-rejsen.

Portrt-fotografi af H.C. Andersen. Franz Hanfstaengl i juli 1860

Den fremragende portrtfotograf Franz Hanfstaengl i Mnchen er mester for dette portrt af HCA. Det blev optaget i juli 1860 — p fotografens opfordring — og senere p ret udgivet i hans billedvrk “Album der Zeitgenossen”. Her kom HCA i celebert selskab med bl.a. komponisterne Franz Liszt og Richard Wagner, med maleren Wilhelm von Kaulbach og andre fremtrdende personligheder fra den tysktalende verden. HCA var selv meget tilfreds med billedet. “Aldrig har jeg seet et saa smukt og dog lignende Portrt af mig”, berettede han til Henriette Collin.

Henimod rsskiftet 1865-66 ser det ud til, at familien Melchior definitivt har “erobret hans Fane”, som Paul V. Rubow udtrykte det, og der blev den stende i resten af hans levetid. Ved udgangen af ret 1865 sendte H.C. Andersen gteparret sin “inderligste Tak… for Deres vedvarende Godhed, ja Venskab … for mig” (brev nr. 12), hvortil fru Melchior i sit svarbrev giver udtryk for sin psknnelse af det “Venskab De beviser os ved at gjeste vort Huus”. Disse gensidige taksigelser skulle der komme mange flere af i rene fremover.

I det hele taget ser det ud til, at det var her i midten af 1860'erne, at familien Melchior for alvor bnede hjemmets dre for ikke alene familien, men ogs en stor vennekreds, med H.C. Andersen som den centrale figur i kredsen. Det var i hvert fald p samme tid, maleren Carl Bloch blev fast gst i det Melchiorske hjem, og det samme glder redaktr C. Bille og hans hustru, samt maleren F.C. Lund og dennes hustru. Fru Melchior havde benbart bde lyst, vilje og evne til at udfolde den gstfrihed, som l s naturligt for hende. Og hendes mand, der af natur var mere tilbageholdende, bakkede hende loyalt op. Dog mtte fru Melchior p et tidspunkt indrmme, at “vor Omgangskreds er saa stor, at vi nsten til alle Tider modtager Besg, eller ere ndt til at see til vores Venner og Slgtninge igjen” (brev nr. 21). De fysiske rammer var imidlertid i orden, en rummelig lejlighed i bymidten og et strre landsted uden for voldene, og familiens rigdom muliggjorde denne livsfrelse.

Forfatterinden Axelline Lund, gift med genre-, historie- og portrtmaleren F.C. Lund, gjorde omtrent samtidig med H.C. Andersen familiens bekendtskab, og ligesom det blev tilfldet med digteren udviklede ogs dette bekendtskab sig til et livslangt venskab. I sine “Spredte Erindringer” fra 1917 har hun ikke lovord nok tilovers for det gstfri gtepar: Til de “sjldent dle og gode Mennesker”, som fru Lund i sit liv har gldet sig ved at kende, hrte “i frste Rkke Etatsraad Melchior og hans smukke, elskvrdige Hustru Dorothea, f. Henriques. Forstaaelse, Interesse, Godhed, Medflelse i Forening med Rigdom gjorde dem i Aaringer til Centrum for Intelligensen og Aandens Reprsentanter og skabte for disse Hygge, Samvr, Velvre, ja Luksus, den nsten alle Kunstnere stter Pris paa. Det var ikke alene H.C. Andersen, der her fik Hjem og flte sig elsket og skattet, men mange andre fik Del heri … Om end ikke deres egne Navne glimrer mellem Aandens Tjenere paa Fremtidens Firmament, skal det siges med taknemlige Lovord, at de hrte til de bedste og dleste Mennesker, hvis Tab aldrig vil kunne glemmes af deres Samtidige”6.

Lad g, at den gode fru Lund ikke sparer p lovord og superlativer i sin omtale af gteparret Melchior, skrevet ca. 30 r efter begges dd. Men hendes udsagn bekrftes af en af Andersens samtidige, balletmesteren August Bournonville, som — lidt mere ngternt — giver udtryk for, hvad H.C. Andersen modtog fra gteparret Melchior. “Som gammel Ungkarl maatte han [H.C. Andersen] savne Huus- og Familielivets Glder og Hygge, som dog hans Venner sgte at erstatte ham ved en exemplarisk Gjstfrihed, saavel paa de adelige Herresder, som i ansete Borgerhuse blev han pleiet, beundret, ja endog forkjlet, idet man bar over med hans Srheder, der tiltog med Alderens Svaghed; men verst blandt disse kjrlige Venner stod, i de sidste Aar af hans Liv Familien Melchior, der omgav ham med ssterlig og broderlig Omhue og i hvis Arme han dde”7. Bournonville var en god ven af Henriques-familien, i hvis hjem musikkens og teatrets folk samledes, og det var jo i dette hjem, at Andersen — som allerede nvnt — gjorde Melchiors' bekendtskab.

I 1865 var H.C. Andersen blevet 60 r — uden at denne runde fdselsdag dog havde givet anledning til strre festiviteter. Sdanne kom senere, i 1867, 1869 og 1875. 60 rs fdselsdagen blev fejret under private former ved en middag hos familien Henriques, hvor ogs Melchiors var til stede. Hans nye venner, Melchiors, var vsentlig yngre, Moritz G. Melchior var i 1865 49 r og fru Dorothea 42 r. Omkring sig havde de en brneflok p 7, 5 dtre og 2 snner, nemlig dtrene Johanne (f. 1848), Louise (f. 1849), Harriet (f. 1852) og Anna (f. 1853), efterfulgt af snnerne Carl (f. 1855) og Emil (f. 1857), samt den frnvnte datter Thea, som blev fdt i 1860. Deres ldste barn, en sn ved navn William (f. 1847) dde allerede i 1856, alts et par r fr H.C. Andersen gjorde sin entre i familien.

Portrtmaleri af Dorothea Melchior. August Schitt 1855.

August Schitt har malet dette smukke portrt af Dorothea Melchior i 1855. P davrende tidspunkt var hun 32 r gammel, havde vret gift i 9 r og havde bragt 5 brn til verden. Et maleri kan ganske vist bedrage, men efter alt at dmme har hun p davrende tidspunkt vret en kvinde i fuld blomstring, i harmoni med sig selv og sine omgivelser. Aug. Schitt har malet talrige portrtter af personer, der hrte hjemme p tilvrelsens solside, personer fra kongehuset, adelen eller det hjere borgerskab.

I betragtning af, at denne brevveksling frst og fremmest indeholder breve fra og til Dorothea Melchior, vil det vre rimeligt at prsentere hende fr hendes mand og brn.

Dorothea Melchior blev fdt 16. februar 1823 som datter af vekselerer Ruben Henriques (1771-1846), hvis slgt hrte til de portugisiske jder. Slgten stammede fra Altona og var via Nakskov kommet til Kbenhavn, hvor Dorotheas fader i 1801 grundlagde det siden meget ansete vekselererfirma R. Henriques jun., som efter grundlggerens dd i nste generation blev viderefrt af snnerne Aron Ruben og Martin Ruben Henriques. Alle Ruben Henriques' snner frte deres faders fornavn som mellemnavn. Ialt fik Ruben Henriques 18 brn i sine to gteskaber. Dorothea Henriques var nr. 15 i flokken, fdt i faderens andet gteskab, med Joricha Melchior (1784-1857). Joricha var en sster til Moritz G. Melchiors fader, s de senere gtefolk var ogs ftter og kusine, hvilket dengang var sre almindeligt i jdiske familier.

Dorothea Melchior voksede op i et velhavende — og alts ogs brnerigt hjem i hjertet af det gamle Kbenhavn, i den store ejendom, Amagertorv nr. 6, som fejlagtigt gik under betegnelsen “Dyvekes grd”, sknt grden frst blev opfrt ca. 100 r efter Christian II's elskerindes dd.

Egentlig vides der meget lidt om Dorotheas barndom og frste ungdom. Det vides, at hjemmet var strengt jdisk-ortodokst. Hver lrdag blev synagogen i Krystalgade besgt af Ruben Henriques og hans ti snner. Nr de var p vej, sagde man i Kbenhavn: “Der kommer jdekongen med alle sine snner”. l hjemmet iagttog man strengt alle jdiske adfrds- og spiseregler, men disse kom dog ikke til at stte sit prg p de hjem, som datteren Dorothea og hendes sskende sidenhen opbyggede.

Dorothea har sikkert fet en god undervisning i hjemmet, ved privatlrerinder. Den jdiske pigeskole, Carolineskolen, eksisterede ganske vist i hendes barndom, men det ser ikke ud til, at hun har frekventeret denne skole. Den blev fortrinsvis frekventeret af fattige jdiske piger, nppe af piger p Henriques-dtrenes niveau. I sit voksenliv demonstrerede hun gode sprogkundskaber, beherskede bde tysk, engelsk og fransk. Hun var belst, interesserede sig meget for litteratur og billedkunst — og musik. I sine yngre r modtog hun undervisning i klaver spillet af pianisterne — og komponisterne — Adolph Nathan og Anton Ree, men om hun senerehen i strre udstrkning udfoldede sig ved klaveret, fr st hen. Hun drog omsorg for, at hendes dtre alle lrte at spille. Ogs de to snner var musikalske og musikudvende, Emil ved klaveret og Carl p violinen. Og som det til overflod demonstreres af hendes breve til H.C. Andersen, var hun et ivrigt medlem af Musikforeningen. Hun var nrmest storforbruger af musik, forsmte ndigt nogen af foreningens koncerter. Dernst var hun ogs en ivrig og interesseret teatergnger. l musikken og teatrets kunst havde hun og H.C. Andersen en stor flles interesse, hvorfor hun meget naturligt i sine breve fra Kbenhavn til den fravrende Andersen beretter indgende om sine oplevelser i Musikforeningen, i Det kgl. Teater og p Casino.

At H.C. Andersen satte den allerstrste pris p Dorothea Melchiors fine personlighed — og hendes store godhed mod ham selv — fremgr af nsten hvert eneste af de her gengivne breve, hvorfor der ikke er nogen grund til at gentage det her. Og som han tnkte og flte, gjorde alle andre i hendes store familie- og venskabskreds. Det er meget svrt overhovedet at finde negative udsagn om hende. Mske ligger der en lille kritik i, hvad hendes brodersn, Gustav Aron Henriques har fundet for godt at skrive om hende i sit erindringsvrk “Efteraarslv”8: “Tante Dorthe var sd og god, hjertensgod, dertil smuk, men — ved hendes Fdsel skd man med Kanoner. Overordentlig venlig og elskvrdig var hun mod sine Gster, hvoraf Tallet var 'legio', men hendes Presenter til os unge gik for at vre noget 'second hand' og sledes risikerede man til sin Konfirmation at faa Bger der ikke kunne byttes, fordi de var kbt 'paa Bazar'. Det ser ud som om Tante Dorthe havde kbt dem billigt paa en Bazar …”. Iflge en familieanekdote er det engang blevet sagt om et nyforlovet par, som var ude at danse og som benbart forekom en betragter at klde hinanden ualmindelig drligt: “De ligner s'gu noget, Tante Dorthe har kbt paa en Bazar”9. G. A. Henriques var fdt i 1859 og var alts ved Dorothea Melchiors dd 26 r gammel, s han har haft mulighed for at kende sin tante godt. De faldne udtalelser kan tolkes derhen, at fru Melchior — trods sine gode kr — forekom den nste generation at vre noget pholdende. Det er svrt nu at be- eller afkrfte rigtigheden af dette udsagn, men givet er det, at Dorothea Melchior ganske enkelt var ndt til at kbe allehnde sager p de bazarer, som hun selv organiserede eller var parthaver i (jvf. bemrkning af fru Hall i brev nr. 300), i velgrende jemed. Og s kan vel ingen fortnke hende i efterflgende at anvende de indkbte sager som gaver til andre. Omvendt kan ingen heller fortnke et ungt menneske i at nske sig noget ganske andet til sin “bar Mitzvah”, noget som eventuelt kunne byttes!

22 r gammel var Dorothea Henriques i 1846 blevet gift med sin ftter Moritz Melchior. Det var absolut et inklinationsparti. Som ftter og kusine og som genboer p Amagertorv havde de kendt hinanden, fra de var brn. Hendes fader dde et halvt rs tid efter deres bryllup, men moderen viderefrte i den frste tid firmaet med bistand af snnerne Aron og Martin. Ejendommeligt nok skete der prcis det samme i familien Melchior omtrent p samme tidspunkt. Moritz' fader, Gerson Melchior, dde i 1845, hvorefter hans enke, Birgitte Melchior, f. Israel, i ca. 10 r viderefrte firmaet, med bistand af snnen Moritz.

Slgten Melchior havde knap s lang tilknytning til Danmark som slgten Henriques. Moritz G. Melchiors farfar, Moses Melchior (1736-1817) var den frste Melchior i Danmark. Han var omkring 1750 som fattig kns indvandret fra Hamborg, men arbejdede sig s hurtigt op, at han i 1761 kunne grundlgge eget firma som grosserer, et firma som i 1790, nrmest ved et tilflde, fik det ejendommelige navn “Moses & Sn G. Melchior”, med foranstillet “Sn” i stedet for efterstillet. Ivrigt beholdt dette bundsolide firma navnet lige til sit ophr i 1974. Firmaet kom godt igennem de vanskelige kriser under og efter napoleonskrigene, og under snnen Gerson (1771-1845) placerede firmaet sig smukt blandt hovedstadens bedste handelshuse. Samtidig supplerede man handelen med rederivirksomhed. Den samlede virksomhed, handel og skibsfart, tog i srlig grad sigte mod de dansk-vestindiske er, specielt en St. Croix, hvorfra man bl.a. hjemtog store partier af sukker og rom, til forbrug i Danmark og til videreeksport til stersomrdet. S stor var handelen p St. Croix, at man dr etablerede et datterselskab, ved navn Melchior & Co., St. Croix, med fast bestyrer (manager) p stedet. I brevvekslingen optrder flere personer, som deltog i husets handels- og rederivirksomhed p de dansk-vestindiske er. I ca. 10 r (1853-62) drev firmaet endvidere handel p Australien — som parthaver i et i samme anledning grundlagt firma Melchior & Co. og senere — i rene omkring 1870 — tog firmaet initiativ til etablering af “Det danske Fiskeriselskab”, som skulle drive hval- og slfangst i farvandet st og nord for Island. Dette initiativ bar dog ikke frugt, og virksomheden nedlagdes. P et endnu senere tidspunkt, efter H.C. Andersens dd, blev huset Moses & Sn G. Melchior parthaver i firmaet Melchior, Armstrong & Dessau i New York, s firmaet viste flaget — ovenikbet et splitflag — nsten overalt p jordkloden10.

Portrt af Moritz G. Melchior, malet af F.C. Lund 1865

Moritz G. Melchiors portrt, som ses her, er malet i 1865 af F.C. Lund, som familien havde lrt at kende under opholdet i Rom frst p ret 1864. F.C. Lund og hans kone, Axelline Lund, blev fremover husvenner i det Melchiorske hjem, hvorved de ogs blev nre venner af HCA. P portrttet bjer MGM hovedet let forover, hvilken kan vre en karakteristisk hovedstilling for ham, der tidligt blev noget dv. Ordensbndet i venstre revers karakteriserer ham som ridder af dannebrogsordenen, hvilket han blev i 1862.

Moritz G. Melchior var ligesom Dorothea Henriques rundet af en talstrk familie. I sine to gteskaber fik Gerson Melchior ialt 16 brn, 4 i frste og 12 i andet gteskab. Moritz var nr. 10 af alle disse brn.

Moritz G. Melchior fik som barn en god privatundervisning af en jurist ved navn A.K. Bang (1805-97), der endte som kontorchef i finansministeriet og justitsrd. Mange r senere, ved Melchiors' slvbryllup i 1871, holdt han tale for sin tidligere elev og bidrog ogs p anden mde til underholdningen ved slvbrylluppet11. Ved samme lejlighed gjorde H.C. Andersen sin vrts tidligere lrers bekendtskab. Den unge Moritz blev som sin senere hustru tidligt fortrolig med fremmedsprog. Hans dygtige moder, Birgitte Israel, var meget belst, og hun srgede for at indgive sine brn ndelige interesser ved bl.a. at tage dem med til H.C. rsteds offentligt tilgngelige forelsninger, der efterflgende lagde grunden til hans store vrk, “Aanden i Naturen” (1850-51).

Det l ingenlunde i kortene, at Moritz skulle efterflge sin fader som leder af familiens firma, men af hans ldre brdre dde 2 tidligt, en tredie broder valgte at tage en akademisk uddannelse som lge og en fjerde broder slog sig ned med eget firma i Hamborg, med trde tilbage til det fdrene firma i Kbenhavn. Det blev i sidste ende Moritz der kom til at tage over, efter forudgende kbmandsuddannelse i firmaet, suppleret med ansttelser i Amsterdam og Hamborg. Han var efter alt at dmme velskikket til at viderefre firmaet efter faderens dd, i de frste r sammen med moderen, senere med en yngre broder, Moses Melchior, som kompagnon. Sidstnvnte var efter fleres udsagn en bedre kbmand end storebroderen, hvilket dog ikke forhindrede, at de to brdre arbejdede fortrffeligt sammen. I en kortere rrkke var ogs den yngste broder, Israel B. Melchior, med i ledelsen, indtil han i 1874 etablerede sig med en papirfabrik i Kge. Denne broder blev ivrigt ogs hans svigersn, idet han i 1867 giftede sig med sin niece, Moritz og Dorotheas ldste datter Johanne.

Ved moderens dd i 1855 flyttedes firmaets domicil fra Amagertorv 11 til Hjbroplads 21, hvor gteparret Moritz og Dorothea Melchior samtidig installerede sig i en meget herskabelig bolig p 2. sal. Et par r senere, i 1858, kbtes landstedet Rolighed p sterbro, beliggende p Gl. Kalkbrnderivej, tt ved resundskysten og i hvad der dengang endnu var udprget landlige omgivelser. Her boede familien i sommertiden, normalt fra midten af maj til sidst i oktober, og det var ikke mindst herude, man udfoldede en helt utrolig gstfrihed over for venner og slgtninge fra nr og fjern. Til en gstfrihed af dette omfang blev det oprindelige Rolighed (fra ca. 1790) for lille, hvorfor det i vinteren 1869-70 blev ombygget og kraftigt udvidet12.

Moritz G. Melchiors position inden for den kbenhavnske handelsstand, kombineret med hans sympatiske fremtrden og tillidvkkende vsen, bevirkede, at han hen over rene fik overdraget adskillige tillidshverv. Han blev p et tidligt tidspunkt medlem af Grosserer-Societetets komite, fra 1873 til sin dd i 1884 var han komiteens formand. Selvsagt gjorde man ogs brug af ham i det mosaiske trossamfund, hvor han i nogle r sad som medlem af reprsentantskabet. I mangfoldige r, 1851-69, var han medlem af Kbenhavns borgerreprsentation, og i en kortere rrkke, 1866-74, var han tillige medlem af rigsdagens landsting, hvor han sluttede sig til de nationalliberale, som i de r var godt p vej over i hjrepartiet, en politisk drejning som Moritz G. Melchior ingenlunde billigede. Nogen egentlig lyst til politisk arbejde havde han nok ikke, han betragtede sikkert sit politiske arbejde som et borgerligt ombud. Hans talegaver var begrnsede, og i en politisk diskussion gjorde han ikke nogen god figur. Som politiker — og som taler og debattr — kunne han slet ikke mle sig med sin nre ven, C. St. A. Bille, der var redaktr af datidens frende hovedstadsavis, “Dagbladet”, og tillige medlem af rigsdagens folketing. Endelig skal det nvnes, at Moritz G. Melchior i 1857 var med til at stifte Privatbanken, ligesom han p bestyrelsesniveau deltog i ledelsen af flere af de selskaber, som C.F. Tietgen fik oprettet. Noget nrt forhold til Tietgen ser han imidlertid ikke ud til at have haft13.

Ved siden af sin ledelse af familiefirmaet og varetagelsen af diverse poster i det offentlige liv viderefrte han, meget i det skjulte, en filantropisk virksomhed af betydeligt omfang. I al sin rigdom s han sig i stand til — og flte sig forpligtet til — at hjlpe mindre heldigt stillede landsmnd, jdiske trosfller svel som andre danske medborgere, og han ydede i mange tilflde en ganske rundhndet sttte til velgrende forml. Endelig betnkte han i sit testamente en hel rkke institutioner og foreninger med rundelige belb14.

At drive filantropisk virksomhed var en gammel tradition i familien Melchior. Hans moder, Birgitte Melchior f. Israel, havde gjort det15, og en lignende virksomhed blev udvet af hans ldre sster, den ugifte Henriette Melchior. En endnu strre filantrop var hans yngre broder Moses Melchior, der var den drivende kraft i bl.a. Central-Komiteen og i Arbejdernes Byggeforening, men til forskel fra Moritz G. Melchior unddrog Moses sig alle udmrkelser ssom ridderkorset o. lign. Moses Melchior fremtrder her i brevvekslingen som den person i familien, som fremfor nogen sgte at gre noget for H.C. Andersens fynske navnebroder, en ung mand ved navn Hans Christian Jrgensen, der i sin nd havde sgt H.C. Andersens bistand16.

Med al sin udadvendte virksomhed var Moritz G. Melchior dog frst og fremmest “hjemmets mand”, der befandt sig bedst i sit — eller rettere sagt sine to — hjem, omgivet af en elsket kone og en strre brneflok — og s et strre eller mindre antal slgtninge og venner, til hvem der bde var hjerte- og husrum.

gteparret Moritz G. og Dorothea Melchior med brn, ca. 1859

Gruppebilledet viser gteparret Melchior med den brneflok, som det havde i ret 1859 eller deromkring, alts p det tidspunkt, hvor HCA gjorde familiens bekendtskab. Det ldste barn, snnen William M. var da dd (i 1856) og det yngste barn, datteren Thea M. (f. 1860) var endnu ikke kommet til verden. Fotografens navn kendes ikke. Personerne er fra venstre mod hjre: Harriet M. (f. 1851), MGM m. Carl M. (f. 1855) p skdet, Johanne M. (f. 1848) og Anna M. (f. 1853), DM med Emil M. (f. 1857) p skdet og Louise M. (f. 1849).

I et helt rti var H.C. Andersen husven nr. 1. Det blev efterhnden en sdvane, at H.C. Andersen kom til middag hos Melchiors om torsdagen, den ugedag som tidligere havde vret reserveret gamle Jonas Collin og dennes hjem i Amaliegade. Som bekendt havde Andersen hele sit kbenhavnske liv igennem, fra 1827 og frem til dden, inddelt sin uge i faste “dage”, hvor man ventede ham i hans vennekreds, dersom ikke andet var aftalt. Hos Melchiors blev det torsdag, hos Martin og Therese Henriques sndag. Da frst denne ugedag var fastlagt, blev det sdvane, at ogs andre husvenner dukkede op samme dag, somme tider efter indbydelse, men ofte uindbudt. Dagen blev simpelthen kaldt “venne-dagen”. Blandt de frste husvenner kan nvnes den unge maler Carl Bloch, som familien Melchior havde lrt at kende under opholdet i Rom 1864. Carl Bloch blev ogs Andersens nre ven, og Andersen fulgte — som fru Melchior — Blochs kunstneriske arbejde p nrmeste hold. Han var med, da Carl Blochs store maleri “Scene fra et romersk osteri” blev ophngt i Hjbroplads-lejlighedens strste stue, kaldet “salen”, og han gav med vgt sit besyv med, da Bloch p sit staffeli havde et stort billede med historisk motiv, “Niels Ebbesen og grev Gert”. Andersen plderede — kulturhistorisk korrekt — for en ngen grev Gert, hvor andre i kredsen ville foretrkke, at greven blev afbildet mere smmeligt, ifrt en form for natskjorte. Ogs efter sit gifterml med den smukke Alma Trepka kom Bloch jvnlig til Melchiors som torsdagsgst, omend ikke s ofte som fr. Maleren F. C. Lund og hans kone Axelline Lund hrte ogs til husvennernes kreds, og det samme gjorde digteren og museumsmanden Carl Andersen, som i dag mske huskes som Niels W. Gades foretrukne tekstforfatter, men hvis vrige digtning nu er glemt. En meget nr og kr ven var den allerede omtalte redaktr C. St. A. Bille, “Dagbladet”, og hans bde slagfrdige og energiske kone, Louise Bille. Andre reprsentanter for dagspressen var den unge journalist og forfatter Robert Watt, der frst var redaktr af ugebladet “Figaro”, siden af avisen “Dagens Nyheder”, og P. Hansen, som under pseudonymet Cabiro gav bidrag til “Dagbladet” og som senere hen blev kommitteret og censor ved Det kgl. Teater. Lejlighedsvis s man ogs redaktren af dagbladet “Fdrelandet”, Carl Ploug, i kredsen. Denne havde omkring 1863 afkbt Moritz G. Melchior den store ejendom Hjbroplads 21, hvor Ploug flyttede ind p 3. sal, ovenover familien Melchior, som blev boende p 2. salen. Komponisten Niels W. Gade, som var husven hos familien Henriques, var lejlighedsvis ogs torsdagsgst hos Melchiors, men nok s meget s man der hans unge elev, den svenske pianist og komponist J. A. Hgg, der i lighed med H.C. Andersen blev som en “sn af huset” og i lngere perioder, i 1870-71 og igen i 1874, ogs boede p Rolighed.

Firmaet Moses & Sn G. Melchior i Kbenhavn

Firmaet Moses & Sn G. Melchior havde sit domicil og dets hovedindehaver, MGM, sin bolig i den statelige hjrneejendom til venstre i billedet, p hjrnet af Hjbroplads og Fortunstrde/Vingrdsstrde med facader mod syd og vest. Familien disponerede over en meget stor og herskabelig lejlighed p 2. sal, med balkon i hjrnefaget og med udsigt til bl.a. Brsen, hvor MGM som grosserer og medlem af grosserersocietets komit (bestyrelse) havde sin daglige gang.

Torsdagsmiddagene blev afholdt ret rundt, om vinteren p Hjbroplads og om sommeren p Rolighed. I sommermnederne ndrede Andersens samvr med Melchiors imidlertid i nogen grad karakter, idet han nu ogs blev familiens “liggende gst”. Han var gerne i forsommer og det tidlige efterr p herregrdsbesg, i disse r p Basns eller Holsteinborg, lejlighedsvis p Glorup og Frijsenborg, og hans udenlandsrejser fandt ogs fortrinsvis sted i sommerhalvret. S mtte han af gode grunde svigte Melchiors og torsdagene, men var han i Kbenhavn i sommertiden, tog han med kyshnd imod tilbud om ophold p Rolighed, som beboer af de to vrelser p 1. sal, som altid stod til hans disposition. Han havde en stue og et sovevrelse, med udsigt ud over resund til den svenske kyst.

Tegning af Kbenhavn

Tegneren, der er mester for dette billede, har anbragt sig p det kullede trn, som var eneste rest af den i 1795 nedbrndte Nikolaj kirke. Udsigten herfra var prgtig, til Christiansborg slot (nedbrndt 1884), slotskirken og Thorvaldsens Museum og — til venstre — et kig over til Brsen og ministerialbygningerne. I forgrunden til hjre ser man bagsiden af den hjrneejendom, hvor familien Melchior boede, og p den modsatte side af Fortunstrde ligger Hotel Royal, som dengang var et af Kbenhavns bedste hoteller.

Takket vre Andersens omhyggeligt frte dagbger kan man stte tal p de dgn, han tilbragte under familiens tag. Det blev til ialt ca. 650 dgn, heri dog medregnet 70 dgn, hvor Andersen i familiens fravr (i 1870, i Algier og p hjemrejsen fra Algier) beboede den lejlighed p Hjbroplads, som familien Melchior midlertidigt havde forladt. Alts i gennemsnit godt 2 mneder pr. r.

Det har nok ikke vret ganske nemt for vrtsfamilien at have ham som gst s lnge, r efter r. Som Bournonville sagde det helt klart, udviklede Andersen sine srheder, som ikke blev mindre med rene. Og dog lyser det ud af brevene fra Melchiors, efter afslutningen af et Rolighed-ophold, hvor glade man har vret for at have ham som gst og hvorledes man allerede glder sig til hans nste besg. Efter at H.C. Andersen i 3 r har tilbragt lange sommerophold p Rolighed tilstr fru Melchior, at “det for os altid bliver betragtet som Glandspunktet af Sommeren, den Tid vi tller Dem i vor Midte” (brev nr. 104), og der er ingen tvivl om, at hendes udsagn er rligt og oprigtigt ment.

Landstedet Rolighed p sterbro, Kbenhavn. Maleri ca. 1870

I sommermnederne, ja faktisk det meste af sommerhalvret boede familien Melchior p landstedet “Rolighed” p sterbro, p Gl. Kalkbrnderivej. Gouachen, som er malet af DM.s broder, Sally Henriques, viser huset, som det tog sig ud ca. 1870, d.v.s. efter den ombygning og udvidelse, som MGM foretog i vinteren 1869-70, mens hans kone og tre dtre opholdt sig i Algier. P Rolighed var HCA “liggende gst” i lange perioder i rene fra 1866 og frem til sin dd p Rolighed i 1875.

Sammenlignet med de mange og lange besg p Rolighed var hans besg p familiens Henriques' landsted, Petershj, frre og af kortere varighed. Petershj var en tidligere lrerbolig til den nedlagte skole ved Hvidre, en af rytterskolerne. Petershj l p Strandvejen, ved udlbet af Damsgrdsvej, mellem Slyst og Hvidre. Herfra var der den dejligste udsigt over resund. P Petershj blev det til 5 ophold i rene 1869-72, med en samlet varighed p 42 dgn. “Hjertelaget” var det samme p Petershj som p Rolighed, forsikrede H.C. Andersen, men det er tydeligt, at han p Petershj savnede sin gode seng p Rolighed og — tr man formode — den strre luksus, som prgede livet p Rolighed.

P Rolighed levede han med familien, dag efter dag og uge efter uge, og familien med ham. Bare denne daglige nrhed har uundgeligt givet ham “familir status”. Og samtidig med at han var gst p Rolighed modtog Melchiors besg af slgtninge fra Hamborg og Altona, fra Holland og England og Sverige. Helt automatisk blev Andersen derved draget ind i en endnu strre familiekreds og fik del i det ttte familiesammenhold, som var og vel stadig er karakteristisk for jdiske familier. Nr familierne var s store som tilfldet var, bde p Melchior- og Henriques-siden, var der selvsagt strre kontakt og hyppigere samkvem med nogle slgtsmedlemmer end med andre. Bde p Rolighed og i byen havde Dorothea og Moritz G. Melchior en nr kontakt til hans to ugifte sskende, Henriette og Moses Melchior, som havde flles husfrelse og som om sommeren havde en lejet sommerbolig p en bondegrd, Teglgrden, nord for Charlottenlund skov. H.C. Andersen satte stor pris p Henriette Melchior, “tante Jette”, ligesom han vrdsatte broderen, “onkel Mose” hjt. Men det fremgr klart af brevene — og ikke mindst af HCA.s dagbogsnotater — at han havde lidt svrt ved at omges Moses Melchior p en naturlig mde. Andersens udtalte lovprisninger af dennes velkendte godgrenhed og store hjlpsomhed var den filantropisk sindede grosserer imod. De irriterede ham. Den slags skulle der ikke tales om, men Andersen var ikke fri for at opfatte Moses' afvisende holdning som en form for arrogance og lukkethed. Moses Melchior har vist ikke selv vret klar over Andersens problem i omgangen med ham. Ellers havde han nppe foreslet, at de to skulle flges ad p en rejse til Amerika, Moses Melchior p forretningens vegne, HCA som oplser af egne vrker. Det blev nu ved forslaget, lngere kom man ikke. Et andet medlem af familien Melchior, som Andersen satte stor pris p, var MGM.s broderdatter, Sophie Melchior, datter af jenlgen Nathan G. Melchior. Hun var eneste pige i sin sskendeflok, og da hun var jvngammel med de ldste Melchior-dtre, Johanne og Louise, var hun hver eneste sommer gst p Rolighed, helst p det tidspunkt, hvor ogs Andersen var gst der.

Kontakten til Therese og Martin R. Henriques p Petershj var liges livlig og stadig p Rolighed som den var om vinteren inde i Kbenhavn. Nr kontakt havde man — og ogs HCA — med MGM.s svigerinde, fru Emilie Melchior (kaldet tante Mille), som benbart har vret noget af en “humrbombe” med kvikke og rammende bemrkninger, som ogs Andersen forstod at vrdstte. Endelig var der de fjernereboende, men stadig nre slgtninge, som var bosat udenlands og som Andersen normalt kun s, nr ogs de var sommergster p Rolighed. Det glder f.eks. MGM.s svigerinde i Hamborg, en anden fru Emilie Melchior, enke efter den tidligere nvnte broder Sally Melchior, der havde nedsat sig som selvstndig grosserer i Hamborg, med forretningsmssige forbindelser til huset Melchior i Kbenhavn. Hende satte Andersen stor pris p og flte sig straks p blgelngde med, da han gjorde hendes bekendtskab. Ssteren Galathea og dennes mand, L. N. Marcus, var bosat i Altona, hvor sidstnvnte, der var praktiserende lge, var Andersen til megen nytte og glde under hans sygeophold i Altona 1868. Endelig skal ogs DM.s yngste broder, Simon R. Henriques, nvnes. Han var som bankier bosat i Hamborg. Bde dernede, nr Andersen passerede Hamborg p gennemrejse, og under Simon R. Henriques' besg i Kbenhavn havde de to kontakt med hinanden. Og bortset fra problemerne i omgangen med Moses Melchior var Andersens forhold til hans vrtsfolks talrige slgtninge prget af varme og hjertelighed.

Husvennerne fra vinterens torsdagsmiddage dukkede ogs lejlighedsvis op ude p Rolighed, forsvidt de ikke ogs selv “l p landet”, andetsteds. Og endelig hndte det ikke sjldent, at H.C. Andersen, under sine ophold p Rolighed, blev opsgt af sine venner fra udlandet, som ikke havde forefundet ham inde i byen og som vidste at de ville kunne finde ham p Rolighed. Hans ven fra Le Locle, urfabrikanten Jules Jrgensen, kom jvnligt p besg i Kbenhavn og blev som den strste selvflge inviteret til at deltage i Melchior-familiens middag p Rolighed. Det samme gjaldt de to venner fra Holland, forfatteren J. Kneppelhout og dommeren — og overstteren — C. J. N. Nieuwenhuis, samt vennen Carlos O'Neill fra Setubal i Portugal, som kom med kone og sn. For slet ikke at tale om hans tyske veninde Clara Heinke fra Berlin, som med sin sster og en veninde kom til Kbenhavn i sommeren 1874, udelukkende for at besge H.C. Andersen, p et tidspunkt hvor Andersens helbredstilstand var alt andet end tilfredsstillende17. Ogs her mtte fru Melchior og Rolighed trde hjlpende til. Og da en ung tilrejsende engelsk litterat, Edmond Gosse, ytrede nske om at trffe den verdensbermte danske digter under sit ophold i Danmark, fremskaffede hans kbenhavnske vrt (provst Fog, Holmens provst) skam ogs en indbydelse til Rolighed18.

Det er i dag nrmest uforsteligt, hvordan Dorothea Melchior bar sig ad med at bestyre en sdan husholdning, med stor familie og mange gster. Tilmed gster, der som H.C. Andersen, J. A. Hgg og tilrejsende slgtninge var liggende gster. Andre gster dukkede op — som beskrevet ovenfor — mere eller mindre uventet. Det hjalp selvflgelig, at familien var velhavende og havde rd til at fre stort hus19. Og fru Melchior havde god hjlp i kkken, hus og have. En husjomfru, 2-3 piger, tjener, kusk og grdskarl, foruden — p Rolighed — en fast gartner og lsere hjlp til havens — ogs en stor kkkenhaves — pleje og pasning20.

Efter alt at dmme var H.C. Andersen p en og samme gang en besvrlig og nem gst at have. Han havde sine srheder, og de blev som sagt hverken frre eller mindre med rene, men han l ikke familien til byrde. Han kunne udmrket underholde sig selv, hvad han jo ogs var vant til, nr han boede for sig selv inde i byen.

Han gik ture i den nrmeste omegn, ofte ind i det nyudstykkede villakvarter Rosenvnget, hvor han kunne g p visit hos familien Drewsen, Jonas Collins datter og svigersn. Rosenvngets bermteste beboer, skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, besgte han derimod kun yderst sjldent, nr han var gst p Rolighed. Mske har han vidst, at fru Heiberg, der dog havde en jdisk mor og derfor selv var halvjde, ejendommeligt nok var fanatisk antisemit og derfor nppe har delt Andersens begejstring for hans jdiske vrtsfamilie. Endelig skete det jvnligt, at han aflagde besg inde i byen, bl.a. for at blive barberet eller for at besge venner, som tilbragte sommeren i byen.

Meget af hans tid p Rolighed gik med litterrt arbejde. Hans stue p 1. sal var et udmrket arbejdsvrelse, og mangt et litterrt arbejde fra den sidste fase af hans digterliv har fet sin endelige udformning p Rolighed. Inspirationen fik han som regel andetsteds, nr hans “Musa” der aflagde ham et af sine med rene alt for f besg, og det frste udkast kom s straks p papiret. Men den sidste oppudsning, deres “Opdragelse”, et udtryk han brugte om romanen “Lykke-Peer”, fandt sted p Rolighed. Det er med god grund, at hans sidste eventyrsamling, den fra 1872, indledtes med et dedikationsdigt til Rolighed, hvor de afsluttende linjer lyder sledes:

Mit Hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig, glad min Sang!

Nr han p Rolighed blandede sig med familiens yngre medlemmer, husets brn og deres venner og veninder, samt tilrejsende yngre slgtninge, kunne det ske ved deltagelse i ungdommens kroketspil, sgar ogs ved deltagelse i billardspillet i den dertil indrettede stue. Og her som i andre vennekredse underholdt han med fremstilling af sine bermte papirklip, ligesom han forfattede vers p opgivne enderim, de skaldte “bouts-rims”, lavede gder og anden form for selskabsleg. Hans talent for at binde buketter kom ogs til fuld udfoldelse p Rolighed, hvor han bde i prydhaven og en stor kkkenhave fandt tilstrkkeligt med emner til sine interessante og utraditionelle buketter. Hans vsentligste bidrag til alles underholdning var imidlertid hans oplsninger, oplsning af bde egne og andres vrker. Vi har en beskrivelse ved husvennen Axelline Lund, maleren F. C. Lunds hustru, af Andersen som oplser i den Melchiorske kreds. Den hidrrer fra 1905 og str trykt et sted, hvor de frreste vil finde den — i Husmoderens Blad. “I dette dejlige Hjem, hvor Hjerte, Rigdom og Interesser for alt sknt og godt var til Huse, hvor Vid og Skmt flj som Fjerbold over Bordet fra Mund til Mund, hvor Digteren altid var den hdrede og krkomne Gst tidt i Uger og Maaneder, her hrte jeg ham for frste gang lse sine Eventyr op, noget jeg senere hrte de utallige Gange. Naar Kaffe og Cigarer var nydt, kom Tjeneren med en Karaffel Vand og Glas paa en Slvbakke, som blev sat foran Hjrnesofaen, og saa tog Andersen Plads. Frst saa han sig om i Kredsen, idet han pudsede sine Briller, for, efter hvad jeg har ham mistnkt for, at lgge Mrke til, hvem der var til Stede af Gsterne, og derpaa sagde han gerne et Par indledende Ord. Vil man bedmme hans Oplsning i vor Tid, hvor dette er bleven en Kunst for sig, vilde han vel nppe komme frem i frste Rkke efter Kunstens Regler, og dog — har man hrt ham selv lse — kan ingen gre dette saa originalt og fngslende. Undertiden i en stille Pause, medens han drak en Mundfuld Vand, kunde han saa sende et dybt undersgende Blik rundt om for at vejre og nyde Betagetheden og Stemningen hos Tilhrerne. Srlig var det vel Kvinderne, der var de mest begejstrede, men ogsaa Mndene, navnlig Carl Bloch, var tidt hjst interesseret”21. Og det skete i det mindste en gang om ret, at han underholdt hele husstanden, inklusive tjenestefolkene, ved oplsning i dagtimerne. Vi har snnen Carl Melchiors beskrivelse af en sdan underholdning under den rlige rteblgning. Da samledes alle — familiens medlemmer, tilrejsende gster og hele tyendet fra husjomfruen og nedefter, inclusive de folk, som tog sig af havens pleje — i strygestuen, ved siden af kkkenet i klderetagen, og blgede et bjerg af rter, mens H.C. Andersen forkortede tiden ved sin oplsning22.

Rolighed i Trap Danmark, 1879

Et kort i 2. udgave af “Trap Danmark” (1879) viser Roligheds beliggenhed p det indre sterbro. Bebyggelsen er endnu sparsom, takket vre bl.a. de store omrder, som stadig tilhrte det Classenske Fideikommis. Den store ejendom Rosendal nord herfor er imidlertid allerede blevet udstykket til villakvarteret Rosenvnget. Lidt lngere mod nord l Rolighed, med adgang fra Gl. Kalkbrnderivej og med en stor have syd for huset. Strandpromenaden (nu Strandboulevarden ) var dengang kun var for spadserende. Mod syd var promenadevejen forbundet med Langelinie, som frte ind til den indre by.

Udsigt fra Rolighed mod resund. Maleri af Sally Henriques.

Maleren Sally Henriques har her placeret sig st for den kalkbrnderigrd, som var nrmeste nabo til Rolighed, for at fastholde den smukke udsigt over strandengen til resund, med Trekroner-fortet i baggrunden., Endnu p davrende tidspunkt (ca. 1870) var Roligheds nromgivelser nogenlunde uforstyrret af den seneste tids nybyggeri i omrdet.

III

At skrive breve og modtage breve var p det nrmeste en livsndvendighed for H.C. Andersen. Brevveksling var en af hans mder at fastholde venskaber p. Selvom han tit og ofte klager over sin store “brevgld”, s er det lidt en klage p skrmt. For han vidste udmrket, at han selv var skyld i, at han var kommet i denne gld, og han arbejdede ihrdigt p at komme ud af den. Ellers kunne han jo ikke gre sig hb om at f svar igen. Og han frydede sig, nr svarbrevet indlb, gerne liges indholdsrigt som det, han havde afsendt.

Ogs i forholdet til de nye venner i familierne Henriques og Melchior tjente brevene til at holde fast i venskabet. Som regel henvendte han sig til fruen i vennefamilien, men i forholdet til Henriques-familien oplevede han den skuffelse, at Therese Henriques ikke var s god til at “levere Breve”. Hun fandt sine egne breve kedelige og uinteressante og bad gerne sin mand skrive for sig. Og han forstod sig til gengld p kunsten at skrive breve, ofte meget morsomme breve23.

Heldigvis stillede det sig anderledes i forholdet til Melchiors. I Dorothea Melchior havde han fundet en korrespondent, der elskede at skrive breve og trods sine mange andre greml gav sig tid til at skrive mange, ofte meget lange breve. Ogs selvom brevskrivningen mtte finde sted sent om aftenen eller ud p natten, nr alle andre i husstanden sov sdeligt. Og hun havde endda — ligesom Andersen — mange at skrive til. Under sit lange ophold i Algier 1869-70 havde hun p et vist tidspunkt oparbejdet en s stor brevgld, at hun var p randen af en konkurs, som hun udtrykte det. Blandt hendes korrespondenter, som rangerede p linje med H.C. Andersen, var frst og fremmest de hjemmevrende slgtninge — nr hun selv var ude — og de flere gange fravrende dtre, som p grund af datteren Annas brystsygdom (astmatisk bronchitis) tilbragte vintermnederne under mildere himmelstrg, en vinter p St. Croix og to vintre i Torquay p den engelske sydkyst.

Fru Melchior kunne lide at skrive breve, og hun forstod at give sine breve indhold. Derved blev hendes breve — som alt nvnt — ofte meget lange. Hendes mand og brn drillede hende med de lange breve. I forholdet til H.C. Andersen gjorde brevlngden nu ikke noget. Tvrtimod. Han kunne ikke f dem lange nok. Hans egne breve var normalt ikke p mere end 4 sider, men s blev siderne ogs fyldt godt ud. For fru Melchior hndte det, at brevene kom op p 8-10 sider, men som H.C. Andersen engang sagde til hende, at “De har jo aldrig Tid til at gjre dem korte”.

Andersens breve er normalt skrevet, nr han har fjernet sig fra Kbenhavn, hvad enten han var taget p herregrdsophold eller p en udenlandsrejse. For rejsernes vedkommende drejer det sig i dette tidsrum om Spaniensrejsen 1862-63, rejsen til Holland og Portugal i 1866, de to rejser til Paris under verdensudstillingen smst. 1867, den ene rejse suppleret med en tur til Schweiz, rejsen i 1868 til Holland og Paris, Schweiz og Tyskland, hvor han p hjemrejsen var s uheldig at komme til skade med sit ben, endda hele to gange, med mange beklagelser og et sygeophold hos den jdiske familie Warburg i Altona til flge. Hans rejse sydp 1869-70 skulle efter planen vre afsluttet med et ophold ved juletid p den franske riviera sammen med fru Melchior og tre af hendes dtre. Men planen blev kuldkastet, i og med at fru Melchior — for datteren Annas skyld — blev ndt til at fortstte rejsen til den anden side af Middelhavet, til Algier, som siden 1830 havde vret fransk koloni. Hun forsgte at f Andersen til ogs at krydse Middelhavet. Han turde imidlertid ikke begive sig ud p srejser, s han blev p den nordlige side af Middelhavet, i Nizza (nu Nice), flte sig ensom og rgrede sig over den mislykkede rejse. Men mange breve krydsede Middelhavet, og her brer fru Melchiors breve prisen som de mest interessante. Hun er glimrende til at beskrive den helt anderledes natur og det brogede folkeliv, som hun oplevede i Algier. Andersens breve fra denne vinterrejse giver mestendels udtryk for hans rgrelse og ensomhed. S er der mere indhold i hans beretninger pr. brev fra Norgesrejsen 1871, denne den sidste af hans “triumfrejser”, og fra de to rejser til Schweiz i henholdsvis 1872 (med William Bloch som ledsager) og 1873 (med Nicolai Bgh som ledsager). Blandt Andersens korrespondenter er Dorothea Melchior nok den, der fr mest og bedst besked om disse tre rejser.

Teglgaarden nord for Charlottenlund

MGM.s ldre sster, Henriette Melchior, i familien kaldet “tante Jette”, blev tidligt bekendt med HCA. I det mindste sender han allerede i et af sine frste breve til DM en srlig hilsen til svigerinden Henriette Melchior. Hun var ugift og frte hus for sin ligeledes ugifte broder Moses Melchior, om vinteren i en lejlighed i hjertet af Kbenhavn og om sommeren p Teglgrden nord for Charlottenlund. Det er sommerboligen, man ser p dette fotografi fra 1867, og damen i forgrunden er Henriette Melchior.

Nr begge parter var p rejse, gjorde man sig store anstrengelser for at meddele den anden part, hvortil svarbrevet helst skulle adresseres — som regel sendt “poste restante” — men disse anstrengelser bar ikke altid frugt. Enkelte breve nede ikke frem til modtageren, hvad der rgrede ikke mindst H.C. Andersen. Det skete i 1867, hvor gteparret Melchior var p rejse rundt i Schweiz, med kun korte ophold p de enkelte “destinationer”, mens Andersen skrev fra Paris. Og noget lignende skete under den mislykkede rejse 1869-70, hvad der i og for sig ikke kan undre.

Fotografi af Moses Melchior

Moses Melchior var 9 r yngre end MGm, men blev tidligt medindehaver af familiefirmaet Moses og Sn G. Melchior. Han var efter sigende en fremragende kbmand og den, der reprsenterede firmaet ved rejser til bl.a. de dansk-vestindiske er og til Island. Han var samtidig n stor filantrop. HCA vidste udmrket besked med hans filantropiske virksomhed, flte trang til at udtale sin beundring herfor, men det brd “Onkel Mose” sig ikke om. Hvilket lejlighedsvis gjorde forholdet mellem de to vanskeligt.

Fru Melchior stod i henseende til rejseaktivitet ikke meget tilbage for H.C. Andersen. I lbet af den korte rrkke, som deres korrespondance dkker, blev det til ialt 6 rejser, nemlig en tur til London (med dette rs verdensudstilling smst.), England og Skotland i 1862, fulgt op af en kortere tur til Hamborg s.. 1863-64 kom s den lange og langvarige rejse sydp, med Italien som hovedml og med afstikker til gypten, en kortere tur til Stockholm i udstillingssommeren 1866, den allerede nvnte langvarige rejse til Schweiz i 1867, i begyndelsen sammen med gteparret Bille, og s den lngste af hendes rejser, rejsen sydp 1869-70 med den syge datter Anna, hvor rejsen endte med et mere end 6 mneder langt ophold i Algier. Den sidste af hendes rejser, i hvert fald i tiden fr 1875, fandt sted i 1873, denne gang kun ledsaget af Moritz G. Melchior, hvor rejsen gik til badebyen Ostende, efterfulgt af endnu et besg i London. For at afrunde billedet af hendes og hendes mands rejseaktivitet skal det tilfjes, at de tidligere sammen havde besgt London 2 gange fr besget i 1862, og som det fremgr af denne brevveksling havde hun ogs tidligere besgt Paris. Hun var kort sagt en meget berejst dame. Det har helt benlyst moret de to korrespondenter at kunne fortlle hinanden om oplevelser, de hver for sig har haft de samme steder. Men det er ogs benlyst, at Dorothea Melchior ans sig for at vre en ringe forfatter af rejsebreve. I hvert fald ringere end hendes med-korrespondent. Denne beskedenhed er nu i nogen grad uberettiget.

Ogs Moritz G. Melchior var ofte p rejse, men hans rejser var normalt rene forretningsrejser. rligt besgte han London for at deltage i de store the-auktioner, som var de frende i Europa. Rejser til fjernere destinationer som f.eks. Vestindien og Island overlod han — der jo bde var gtemand og familiefader — til sin ugifte lillebror, Moses Melchior. Det var ogs sidstnvnte, der i sin tid p stedet (Melbourne i Australien) stod for oprettelsen af filialen Melchior & Co24.

Langt de fleste af fru Melchiors breve er dog forfattet i Kbenhavn, hvor hun fra sin position p Hjbroplads eller p Rolighed beretter om stort og smt i “det kjere Kjbenhavn”. Nr hun stter sig til skrivebordet, sker det ogs for at “passiare” lidt med den fravrende ven, om hvem hun vidste, at han ogs havde lyst til at lytte til hendes “passiar”. Det er helt evident, at hun under vennens fravr savner sine nsten daglige samtaler med Andersen. Og indholdet af hendes “passiar pr. korrespondance” giver indirekte et indtryk af, hvad de to havde at fortlle hinanden, nr han i Kbenhavn dukkede op i hendes hjem og fik en god passiar med hende.

Den unge Jonas Collin bemrker i et brev til H.C. Andersen, at “Jeg antager, at Du fra Dine andre Venner bliver saa overdnget med Nyheder angaaende Forlovelser, Bryllupper, Ddsfald, Theatret og Litteraturen, at Du er kjed af at faae flere…” 25. Bemrkningen om de “andre Venner” tager mske sigte p fru Melchior, idet vi netop gennem hendes breve flger familien og vennerne i al deres frden, ligesom vi fr berettet om oplevelser i Musikforeningen eller teateropfrelser p Kongens Nytorv eller i Amaliegade (Casino). Vurderinger af de dramatiske kunstneres prstationer fylder godt op, og detailler i de samme kunstneres privatliv forbigs heller ikke i tavshed. Alt hvad der vedgr det nye kongehus, det glcksborgske, er set med fru Melchiors jne meget interessant, og man kan roligt g ud fra, at H.C. Andersen har fundet det lige s interessant. Hendes beretninger fra sin deltagelse i “hoflivet” har givet ogs interesseret ham, al den stund han selv ville have vret deltager, dersom han havde vret hjemme. I sine rapporter fra Kbenhavn medtager hun ogs omtale af de bazarer, hun var med til at organisere. Velgrenhedsbazarer var jo en af de mder, hvorp det bedrestillede borgerskab skaffede penge til de medborgere, der levede p livets skyggeside og havde hjlp behov, hvad enten det drejede sig om enlige mdre, “syjomfruer” (Andersens udtryk) eller gamle smnd og smnds enker. Fru Melchior var ikke den der holdt sig tilbage. Filantropi var — som fr nvnt — en uafviselig pligt for medlemmer af slgten Melchior.

Fotografi af Sophie Melchior

Et medlem af familien Melchior, som ofte var gst p Rolighed samtidig med HCA, var MGM.s niece, Sophie Melchior, en datter af hans broder, professor Nathan G. Melchior, der var en anset jenlge. Sophie Melchior var ene pige i sin sskendeflok, hvorfor hun gerne sgte fllesskab med sine jvnaldrende kusiner p Hjbroplads og Rolighed. For HCA var hun “min blide Veninde, som aldrig driller mig” (formentlig i kroketspillet), hvilket lader n formode, at de andre unge piger — trods al respekt for “etatsrden” — godt kunne tillade sig lidt venskabeligt drilleri.

Andersen blev via Dorothea Melchiors breve orienteret om de mange mennesker, som af den ene eller anden grund gik ind og ud ad Melchior-hjemmets dre, bl. a. ogs om Melchiors politiker-kolleger, som blev indbudt til “rigsdagsgilde” i hans hjem, gilder som H.C. Andersen normalt ogs deltog i, nr han ellers var hjemme. Politik havde som bekendt ikke Andersens store interesse, men dette udelukkede ikke, at han kunne hygge sig i politikeres selskab. En hyppigt forekommende gst, der dog som regel kom alene, ikke som deltager i strre selskaber, var Andersens ven fra Glorup, grev A. G. Moltke-Huitfeldt. Han levede tilsyneladende ret ensomt p hotel i Kbenhavn, nr rigsdagsarbejdet kaldte ham til hovedstaden, og han har nydt sine samtaler med den smukke og kloge fru Melchior. Som p sin side gerne delagtiggjorde H.C. Andersen i, hvad hun og greven havde talt om.

Det er nrliggende at sprge, hvad der ikke berettes, men som hun sdan set godt kunne have fortalt H.C. Andersen. Hendes mand var jo en meget fremtrdende forretningsmand, men det er egentlig meget lidt, man hrer om og fra denne side af hans vidtforgrenede virksomhed. Man skal nsten gtte sig til et eventuelt forretningsmssigt forml med dette eller hint middagsselskab, ved en slags “analyse” af gsternes kreds. De hyppigt forekommende “vestindianere”, forskellige sofficerer og koffardikaptajner dokumenterer, at firmaet har vigtige handels- og skibsfartforbindelser med denne fjerne danske koloni. Det skete jvnligt, at unge sofficerer for en tid trdte ud af marinetjenesten for at forsge sig som koffardikaptajner, gerne i det velrenommerede Melchiorske handelshus med tilknyttet rederi, og derfor traf H.C. Andersen ofte sammen med sofficerer i det Melchiorske hjem. Nr en personkreds med tilknytning til Island er indbudt, giver det n en fornemmelse af, at nu drejer det sig om “Det danske Fiskeriselskab” og dets fangstvirksomhed i det nordlige Ishav ud for Island. Men det bliver ved disse antydninger. Mske har man i det Melchiorske hjem fulgt den engelske skik, at forretninger talte man ikke om, nr man var trdt over hjemmets trskel. Politiske problemer ser heller ikke ud til at vre diskuteret i strre omfang, omend Dorothea Melchiors tavshed p dette punkt kan skyldes, at hun udmrket var klar over, at H.C. Andersen betragtede politik som liggende uden for sit gebet. Selv deltog familien Melchior f.eks. jvnligt i de velbesgte grundlovsmder p Eremitagesletten, var alts politisk engageret, p den nationalliberale flj. Men trods opfordringer lykkedes det hende aldrig at lokke Andersen med, end ikke hin 5. juni 1869, hvor deres flles meget gode ven, C. St. A. Bille, var hovedtaleren ved grundlovens 20 rs jubilum. Og samme redaktr Bille betragtedes endda som en af tidens bedste talere, en oratorisk begavelse.

Fotografi af Emilie Melchior

Emilie Melchior, i familien kaldet “Tante Mille”, var enke til en forlngst afdd bror til MGM. Hun boede som de vrige familiemedlemmer i det indre Kbenhavn om vinteren, men havde sin sommerbolig i et “bomhus” p Strandvejen nord for hovedstaden. Hun var familiens spgefugl, altid i godt humr og parat med en rammende bemrkning. HCA omtalte hende som “det gode humr i Skovshoved”. Dertil var hun meget hjlpsom, nr nogen i familien havde hjlp behov.

Selv tillagde fru Melchior ikke sine orienteringer strre betydning eller interesse. For hende var de “i Smag med hvad der staaer med smaat Tryk i Dagbladet” (brev nr. 21), men hendes “fortrolige Pludren” — Paul V. Rubows udtryk om Henriques-brevene — har den vrdi, at de utvivlsomt afspejler de samtaler, de to korrespondenter normalt havde hjemme i Kbenhavn, face to face, samtaler hvis indhold H.C. Andersen ikke har referet i sin dagbog. Som fru Melchior udtrykte det i sit brev til Andersen under hans ophold i Holland 1868: “Jeg savner Deres venlige Formiddags Passiar og min Frokost smager mig slet ikke ret, fordi jeg ikke kan dele Brd med Dem, som jeg jo har taget mig den Frihed at gjre” (brev nr. 75).

For god ordens skyld skal det nvnes, at intet i brevvekslingen rber, at H.C. Andersen i den Melchiorske kreds var omgivet af jder i et omfang, som han aldrig i sit tidligere liv havde oplevet det. Familierne Melchior og Henriques var som jder alle medlemmer af det mosaiske trossamfund, Moritz G. Melchior endda i en periode formand for trossamfundets reprsentantskab, men dette har benbart ikke spillet den helt store rolle for dem i dagligdagen. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at disse jder var liges predanske som H.C. Andersen selv. I Andersens dagbger kan man hist og her spore iagttagelser, som han har gjort vedrrende jders fejring af livets og rets hjtider, men i brevene spiller disse ting ingensomhelst rolle. Og man kan rigtignok undre sig over, at H.C. Andersen i et brev fra 1870 kan opfordre Moritz Melchior at lgge vejen omkring Oberammergau, hvor den — i princippet — kristne H.C. Andersen selv havde vret 10 r tidligere. At opfordre jden Melchior til at se stedets passionsskuespil, hvor tilhrerne / tilskuerne genoplever Kristi lidelseshistorie og dd p korset og i hvilket jderne er skurkene, forekommer nrmest taktlst. Mske er forklaringen den, at H.C. Andersen under skrivningen af dette brev helt har glemt, at hans gode ven jo selv var jde.

IV

Brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Melchior bestr af ialt 415 bevarede breve — eller rettere sagt: 415 breve, hvis tekst man kender, enten i original eller i en plidelig afskrift. Dertil kommer 156 savnede breve, d.v.s. breve om hvilke man ved, at de er blevet skrevet, afsendt og/ eller modtaget, hvor man kender afsenderen eller modtageren, men hvor brevenes tekst eller indhold ikke kendes, hverken i original eller som afskrift, al den stund det ikke er lykkedes at finde frem til hverken en original eller en afskrift. En fortegnelse over disse savnede breve er trykt i bind III (s. 292).

Med disse ca. 570 breve, udvekslet over et tidsrum p kun 10-15 r, bliver Melchior-brevvekslingen en af de fyldigste blandt samtlige Andersen-korrespondancer. For tidsrummet 1860-75 kan kun brevene fra og til familien Collin komme op p s stort et antal, ja strre. Med familien Collin, her forstet som Edvard og Henriette Collin og deres brn, Edvard Collins sskende og deres brn og brnebrn, har Andersen udvekslet ialt ca. 700 breve i samme tidsrum. Andersens brevveksling med Henriques-familien kan slet ikke komme op p et tilsvarende omfang. Henriques-korrespondancens omfang kan ganske vist ikke angives prcist. Den trykte brevudgave har 126 breve, alle fra Andersen til medlemmer af Henriques-familien, og hertil kan fjes 50 breve, han modtog fra Martin R. Henriques, men som ikke er udgivet. Vi ved desvrre ikke, hvor mange breve han ialt modtog fra Henriques-familien. Brevene fra Therese Henriques og fra brnene savnes. I Andersen-korrespondancerne er det imidlertid et almindeligt trk, at antallet af breve fra Andersen overstiger antallet af breve til ham. Sknsmssigt kan Henriques-korrespondancen som helhed ansls til ca. 225 breve, alts under halvdelen af Melchior-brevvekslingen.

Den bevarede Melchior-brevveksling omfatter som sagt 415 breve, 293 breve fra H.C. Andersen til Melchiorerne (deraf langt de fleste til Dorothea Melchior) og 122 breve, fra dem til ham (igen de allerfleste fra Dorothea Melchior). Men dertil kan man som nvnt lgge 156 breve, som indtil videre m betragtes som ikke-bevarede eller savnede. I denne kategori er der 43 breve fra H.C. Andersen og 113 breve, som forskellige medlemmer af Melchior-familien har sendt til ham. Man kan alts roligt konstatere, at eftertiden har skttet bedre p breve fra ham end p breve til ham. Hvad der i og for sig ikke er spor underligt.

Det forholdsvis store antal savnede breve krver en nrmere forklaring. Den fortegnelse over savnede breve, som er bragt i bind III, er udarbejdet efter nrlsning af H.C. Andersens dagbger og — naturligvis — selve de bevarede breve, hvori andre, nu savnede breve er omtalt som afsendt eller modtaget — eller efterlyst som ikke-modtaget. Fra 1860 og frem til sin dd skrev Andersen fuldstndige dagbger, bde nr han var p rejse og nr han var hjemme. Og som regel noterer han omhyggeligt i dagbgerne, hvem han har fet brev fra og hvem han har skrevet til. Dog ikke altid. Der er adskillige undtagelser fra denne regel. Disse notater, sammenholdt med oplysninger, der kan uddrages af selve brevstoffet, tillader en beregning af en relativt stor “tabsprocent” i Melchior-brevvekslingen, ca. 27%. Dette kan skyldes flere faktorer: Enkelte breve er mske slet ikke net frem til modtageren, hvilket kunne ske, nr bde afsender og modtager befandt sig p rejse i udlandet og hvor man var henvist til at sende brevene “poste restante” til den by, hvor afsenderen formodede at modtageren opholdt sig og ville eftersprge brev. Andre breve kan udmrket endnu vre bevaret og befinde sig p steder, som det ikke har vret udgiveren muligt at finde frem til.

De fleste savnede breve m imidlertid formodes at vre get tabt, enten ved uagtsomhed hos modtageren eller dennes arvinger, eller — snarere — ved en bevidst tilintetgrelse. Det sidste glder efter al sandsynlighed de breve, som Moritz G. Melchior og andre medlemmer af familien Melchior havde sendt til Andersen og som de efter hans dd fik retur. Man har betragtet egne breve som vrende uden interesse for eftertiden.

Det er symptomatisk for familien Melchiors stilling til vrdien af H.C. Andersens breve versus egne breve, at Dorothea Melchior i 1867 kunne skrive til ham: “Jeg tror det er overfldigt at gjentage for Dem … hvor stor Priis jeg stter paa Deres hjertelige Breve, der blive opbevarede som en Skat” (brev nr. 51), hvorimod hun om sine egne breve skriver, at “De er vel saa elskvrdig at tilintetgjre alle mine Skrivelser som kun er beregnet paa at give Dem lidt Underretning i min snevre Kreds!” (brev nr. 255). Brevene fra H.C. Andersen passede man godt p — og heldigvis ogs strsteparten af Dorothea Melchiors breve til ham — hvorimod Moritz G. Melchior og de vrige familiemedlemmer formentlig har tilintetgjort de breve, de havde sendt til H.C. Andersen, som vrende uden interesse.

Ved Andersens dd var alle hans Melchior-korrespondenter i live, og i henhold til det princip, som Edvard Collin, hans universalarving og den ene af boets to eksekutorer (Moritz G. Melchior var den anden), fulgte i behandlingen af Andersens bo, herunder de mange papirer, skulle de brevafsendere, som endnu var i live, have deres egne breve retur. Dorothea Melchior har selvsagt fet sine mange breve retur og har lykkeligvis undladt at tilintetgre dem. Hvorledes hendes mand og deres brn, samt hendes mands sskende — og deres brn — har behandlet deres breve, kan vi kun gisne om, men sandsynligheden taler for, at de er blevet tilintetgjort. Sdan er det get med flere Andersen-korrespondancer, som derfor kun er “halve” korrespondancer, eksempelvis de breve, han modtog fra Henriette Scavenius p Basns. Det samme glder brevene til ham fra forlggeren Carl B. Lorck i Leipzig, og flere kunne nvnes.

Ganske vist ved vi ikke i detailler, hvorledes man har hndteret tilbageleveringen til Melchiorerne, i tiden efter 1875. Inden denne tilbagelevering kunne afvikles helt, skulle H.C. Andersens nre venner fra de senere og sidste r, C. St. A. Bille og Nicolai Bgh, have adgang til at udvlge breve til offentliggrelse i en samling breve til og fra H. C. Andersen. Det frste bind, “Breve til H.C. Andersen” kom frst fra hnden og forel allerede i 1877, ivrigt uden et eneste brev fra familien Melchior. Til den nste samling, “Breve fra H.C. Andersen”, som udkom i 2 bind i 1878, bidrog familien Melchior med ialt 32 breve, 24 til Dorothea Melchior, 1 til Moritz G. Melchior, ialt 4 breve til dtrene Johanne, Louise og Anna, samt 1 brev til hvert af brnebrnene William, Sally og Charlotte.

(Louise og Harriet) Melchiors lejlighed p Hjbroplads

Efter MGM og DM. s dd i henholdsvis 1884 og 1885 blev de to ugifte dtre Louise og Harriet boende i forldrenes lejlighed p Hjbroplads, og efter Harriets dd i 1917 boede Louise der alene til sin dd i 1934. Det var i disse omgivelser, fyldt med Andersenske “memorabilia” (bl.a. hans portrt i baggrunden og skrmbrttet t.h.), Louise Melchior i 1922 modtog Elith Reumert, der kom for at forelgge hende sin plan for en bog om venskabet mellem H.C. Andersen og familien Melchior.

Man m regne med, at Edvard Collin, efter at Bille og Bgh har udvalgt og afskrevet de breve, som de nskede medtaget i deres brevudgave, har srget for, at alle de breve, som Andersen i tidens lb havde modtaget fra familien Melchior, kom tilbage til familien. P det tidspunkt var den ldste Melchior-datter, Johanne, gift og havde forladt hjemmet, s hun har sikkert fet overladt bde sine egne og sine brns breve. Men alle de vrige breve, bde fra og til Andersen, er formentlig forblevet samlet i hjemmet p Hjbroplads, med forbehold for de breve, man straks har tilintetgjort. Her forblev de som en slags “flleseje” for brnene, efter forldrenes dd i henholdsvis 1884 og 85. Inden da var arvingernes antal endda blevet betydeligt reduceret, idet dtrene Anna og Thea samt snnen Emil dde, alle ugifte, fr forldrene. Af de ialt 8 brn, som fru Melchior havde fdt, overlevede kun halvdelen hende.

Brevene var sledes stort set samlet endnu p det tidspunkt, 1922-23, hvor Elith Reumert lnte dem til brug for sin bog, og frst ved den lngstlevende arving, Louise Melchiors dd i 1934, kom det til en deling mellem de fire da levende efterkommere af Moritz G. og Dorothea Melchior, fire brnebrn, nemlig datteren Johanne Melchiors datter Helga Melchior (1881-1961) og snnen Carl H. Melchiors 3 brn, snnerne Ralph (1890-1952) og Harald (1896-1973) og datteren Helga Carla Melchior (1893-1977). Ved delingen, som frst fandt sted ret efter, i 1935, noteredes det, hvilke breve de enkelte arvinger overtog, den fortegnelse som her er betegnet “M-fortegnelsen”26. Man synes at have fulgt det princip, at hver af arvingerne p skift fik en “rgang” af brevene, men for at regnestykket kunne g op og fordelingen kunne blive ligelig og retfrdig, er der ogs foretaget afvigelser fra denne hovedregel. En god del af de tre fjerdedele, som gik til Carl H. Melchiors brn, er stadig p private hnder, i familieeje, mens den sidste fjerdedel, datterdatteren Helga Melchiors part, har vret udsat for en ikke ringe splittelse. Hvorledes det i detailler er get til, er det i dag umuligt at udrede, og det er forsvidt ogs ligegyldigt. Men et faktum er det, at de breve, som ved auktionskb, ved kb hos “udarvinger” eller som gaver er indget i H.C. Andersens Hus' samlinger, hidrrer stort set allesammen fra denne Helga Melchiors arvepart. Hrfra, fra Helga Melchiors arvepart, kan der stadig eksistere breve, som det ikke har vret muligt at efterspore.

Hermed er historien om brevenes senere skbne imidlertid ikke udtmt. P trods af at familien har gjort sit til at holde flest mulige HCA-breve samlet p familiens hnder, er bestanden fra tid til anden blevet noget reduceret, omend i beskedent omfang. Det er sket ved, at man har forret breve vk til venner, til institutioner og til velgrende forml. H.C. Andersens Hus fik sledes i medfr af Louise Melchiors testamente forret en hel del breve, og andre breve har forladt “samlingen” p anden vis, bl.a. som gaver til Elith Reumert (ialt 3 breve) og til skuespilleren og HCA-oplseren Jacob Texire. Eller man har givet dem til auktioner, hvis provenu skulle g til velgrende forml. Sledes blev et vigtigt brev bortauktioneret til fordel for sultende russere 1922, et andet skulle senere komme Finlandshjlpen i 1940 til gode.

Elith Reumert

Elith Reumert, som i perioden 1876-1912 havde virket som skuespiller ved Det kgl. Teater og Folketeatret, gav sig i sine ldre r af med oplsninger, gerne med vrker af HCA p programmet og tilmed ogs p turneer i England og U.S.A.. Samtidig var han virksom som sknlitterr forfatter og forfatter til personal- og teaterhistoriske vrker, herunder to bger om HCA. I 1924 udkom hans “H.C. Andersen og det Melchiorske Hjem” og ret efter “H.C. Andersen som han var”.

Heldigvis har man i familien draget omsorg for at afskrive de fleste af brevene, frst og fremmest de breve, man forrede vk, men ogs de mangfoldige breve, som endnu var og stadig er i familieeje, er i vid udstrkning blevet skrevet af. Disse maskinskrevne afskrifter, som formentlig er foretaget af Clara Melchior f. Raphael (1866-1945), gift med sin ftter Carl H. Melchior. Hun var invalid og bundet til en krestol, s brevafskrivningen har vret hende en god beskftigelsesforanstaltning. De kan imidlertid ogs vre afskrevet af deres datter Helga C. Melchior (1893-1961). Hun var den mest HCA-interesserede i sin generation, hvilket udgiveren kan bevidne, fra sine besg hos denne elskelige dame i hendes hjem p Hstvej i Charlottenlund. Hun var dertil en fortrffelig fortller, idet hun livfuldt videregav, hvad hendes faster Louise fr sin dd i 1934 havde fortalt hende27. Disse afskrifter eksisterer i stort tal, og ved hjlp af dem er man i stand til at udfylde “huller” i brevvekslingen, der hvor de originale breve ikke forefindes. Afskrifterne foreligger i s stort tal (i familieeje, i Det kgl. Bibliotek og i H.C. Andersens Hus), at man fr det indtryk, at hensigten har vret den at give hver af de fire arvinger, fra arvedelingen 1934-35, en “hel” brevsamling, bestende af 1/4 originalbreve og 3/4 afskrifter. Dog er dette kun et gtteri fra udgiverens side!

Imidlertid er der en lille portion breve, hvis indhold kun kendes gennem Bille & Bghs brevudgave, hvori der vitterligt er foretaget forkortelser. Det drejer sig om 2 ½ brev fra H.C. Andersen, nemlig brev fra Frijsenborg 23-24/8 1868 til fru Melchior (Bf A nr. 398, her brev nr. 105, hvor der i frste halvdel af brevet er foretaget forkortelser, mens sidste halvdel (dat. 24/8) kendes i original. Brev nr. 107 (Bf A nr. 399), Frijsenborg 27/8 1868, til (sted)barnebarnet William, er nppe forkortet, hvorimod dette er tilfldet med brev nr. 205 (Bf A nr. 418, Basns 19/5 1871) til Dorothea Melchior. Til de vrige Melchior-breve, som Bille & Bgh medtog i deres udgave, er originalerne lykkeligvis bevaret, s at hullerne i de aftrykte, men forkortede breve let har kunnet udfyldes. Bille & Bghs forkortelser er tilkendegivet ved 3 tankestreger (— — —) p de relevante steder. Normalt er forkortelserne get ud over de hilsener, som HCA sendte til medlemmer af familie- og vennekredsen, og de kan undvres. Kun i et ftal af brevene er der foretaget mere omfattende forkortelser. Det glder brevene nr. 183, 258, 269, 299, 460 og 463 i Bille & Bgh-udgaven. I forordet til deres udgave af breve fra H.C. Andersen skriver Bille og Bgh ganske vist, at “i selve de aftrykte Breve er der bortskaaret og udeladt efter en stor Maalestok”, men det ser heldigvis ikke ud til at vre get hrdt ud over Melchior-brevene.

Det samme kan desvrre ikke siges om de breve, som Elith Reumert fandt det rimeligt at medtage i sin bog. Inden hans forkortelser og hele brevbehandling skal beskrives nrmere, skal det nvnes, at han p forhnd har fravalgt ikke s f breve. Af de 415 breve, som udgiveren har kunnet finde frem til og som her er gengivet i deres helhed, optrder 226 breve ogs i Reumerts bog, der gengivet i strre og navnlig mindre omfang. Ved simpel subtraktion bliver det s til 189 breve, som Reumert har fravalgt. Han har dog nppe har haft adgang til alle de breve, som i sin tid stod til Bille og Bghs rdighed. Som det allerede er nvnt, m nogle af brevene vre tilget den gifte datter, Johanne Melchior, og disse breve er sikkert efter hendes dd 1911 get videre til hendes arvinger, og det ser ikke ud til, at Reumert har henvendt sig til disse. Reumerts “fravalgsprocent” m derfor retfrdigvis reduceres noget. Iflge hans forord har han haft “over 300 Breve” til sin rdighed, et antal som lyder rimeligt nok.

Om sine forkortelser skriver Reumert i forordet, at “jeg har maattet foretage omfangsrige Forkortelser i den store Samling af Manuskripter, og jeg har fulgt det Princip kun at bibeholde frst og fremmest Alt, der kunde tjene til at belyse de to Korrespondenters Livsfrelse og Personlighed, dernst, saa vidt grligt, Alt, der angaar vigtige Begivenheder og fremtrdende Mennesker i deres Samtid”. Og han vedgr, at det frst og fremmest er get ud over fru Melchiors ofte meget lange breve, ligesom det er get ud over Andersens oplysninger om helbred, vejr og vind — og endelig er ogs udeladt “de mod Slutningen af alle hans Breve trofast opmarscherende Hilsner, der for ham var en Samvittighedssag af uhyre Betydning, men som ved den idelige Gentagelse virker trttende”.

Som det er at vente, har problemet forkortelser vret genstand for drftelse mellem Louise Melchior og Elith Reumert. Mens Reumert arbejdede med sin bog og efter frdiggrelsen af manuskriptet, lod han loyalt Louise Melchior gennemlse, hvad han havde skrevet. I et brev, som desvrre ikke er bevaret i den korrespondance, som tidligere har vret omtalt og som er tilget H.C. Andersens Hus, har Louise Melchior benbart beklaget omfanget af de mange forkortelser, foruden at hun har nsket en fyldigere illustrering af bogen end Reumert havde forestillet sig. Det fremgr af korrespondancen, at hun har drftet problemet med “Professor Nyrup”. Selvom hverken hun eller Reumert har forsynet denne professor med noget fornavn, kan der kun vre tale om en, nemlig romanisten Kristoffer Nyrup, som benbart har stttet Louise Melchior i hendes synspunkt. Hun gr endda s vidt, at hun antyder muligheden for at forsge en delvis finansiering af bogen ved udefra kommende midler, for at undg for mange forkortelser og tilvejebringe en rigere illustrering. I sit svarbrev, dateret 6/8 1924, reagerer Reumert skarpt. Han takker for hendes brev, men “tilstaar, at det hensatte mig i en nervs Stemning, og frst iaften er jeg rolig nok til at kunne svare Dem, uden at jeg frygter for at forlbe mig — f.Ex. i Anledning af Prof. Nyrups velvillige Indblanding. Hans [d.v.s. Nyrups] strengt videnskabelige Produktion maa ses under en helt anden Synsvinkel end en sthetisk. Dog — jeg vil ikke prve paa at imdegaa hans Rsonnement, der har rgret mig betydeligt. — Jeg beder blot Dem, kre Frk. Melchior, om at bevare den Tillid, De hidtil, til min store Glde har vist mig. Mangt og meget kunde jeg have at sige til de enkelte Passus i Deres Brev, men jeg indskrnker mig til Hovedsagen. Udgivelsen af Skriftet om Andersen og Deres Forldre er i den Grad lidt afhngig af Pengesprgsmaalet, at Forlaget har givet mig fuldkomment frie Hnder med Hensyn til baade dens Strrelse og Illustrationernes Antal. Derfor maa Deres Tanke om at skyde Penge til udefra komme mig saa ganske overraskende. De Forkortelser, jeg har foretaget i Brevene, anser jeg for absolut ndvendige. Det glder om, at Lserne holdes fangne. Alt overfldigt Stof, det, der ikke belyser eller belrer, maa holdes borte”28. Hvorefter Reumert gr over til at drfte illustrationerne, hvad der i denne sammenhng er mindre vsentligt.

I sit svarbrev, dat. 7/8 1924, trkker frkenen i land, men forsvarer dog professor Nyrups “velvillige Indblanding” og indrmmer, at hun med hensyn til forkortelserne i moderens breve, “ikke kan se uhildet herpaa”. Udgangen p denne lille kontrovers — ungtelig i 11. time, lige fr bogen gik i trykken — blev imidlertid den, at der ikke blev ndret i manuskriptet, og Elith Reumerts forkortelser blev der heller ikke rrt ved.

Reumert foretog mange og undertiden ret drastiske forkortelser. Og det hrer absolut til undtagelsen, at han i sin tekst angiver, at han har foretaget forkortelser. Det er klart, at man ikke bde kan foretage forkortelser og samtidig tilvejebringe en brevtekst, som hnger rimeligt sammen og bliver lselig. For at undg sdanne “brud” i teksten foretog han i adskillige tilflde omformuleringer, som til tider nrmer sig rene tildigtninger. Som et eksempel herp skal gengives et brev, som Andersen fra Kbenhavn sendte til Dorothea Melchior, som p davrende tidspunkt befandt sig i Algier. Frst brevteksten, som Reumert gengav den p s. 149:

Kjbenhavn den 1ste Mai 1870.

Kjre Fru Melchior!

Tak for Deres prgtige Brev og Tak for Blomsterne De lagde i Brevet! Henved en Maaned er gaaet, siden jeg havde faaet en Skrivelse fra Dem. — Alt hvad De har fortalt mig om Algier fylder mig med Lngsel efter at komme der! hvor det var ilde, at jeg ikke betids flte Trang dertil, ja, nsten maa jeg tilstaae, Skrk derfor. Jeg syntes, der forestod mig noget ondt. Kan der vre en Anelse om Sligt, da har jeg flt den og saaledes fulgt “hieste Villie”! mon jeg der et kommende Aar skal samles med Dem, Deres Mand og Brn? Ja, det er som at vilde tyde Begivenheder i Maanen. Jeg har ikke for ieblikket Lyst til at reise, og dog har jeg en Lngsel efter at komme afsted, men jeg veed ikke hvorhen, ud i Solskinnet, ind under grnne Trer, fornmme Foraaret rundt om mig. Gid jeg var hos Dem! ja gid jeg mdte Dem i Schweiz! — dog Vaaren kommer vel snart til Danmark, og De og Deres kommer, naar der “rides Sommer i By”. — Jeg bliver til ind i Mai her paa Hibroplads, da der synes ikke at vre Hindring derfor; saa flyver jeg, maaskee den 12te til Espe, Basns, Holsteinborg — ja, kommer der en Guldregn fra Lotteriet, saa flyver jeg Dem imde, ellers bliver jeg i Hjemmet og nedskriver hvad min Musa fortller mig. Paa Hibroplads har hun hyppigt forundt mig Vesit, og jeg har at lse for Dem “Hvad hele Familien sagde”, “Oldefaer”, “Lysene” og “det Utroligste”. Igaar begyndte jeg et nyt Eventyr: “Lykke-Peer”. — I Fredags er Professor Hyen dd, han laa otte Dage tilsengs men leed ikke. Det er underligt at mrke, hvorledes Rkken af betydende Mnd fortyndes, hvilken Skare har jeg dog kjendt, som Alle ere flyvne hen — “som Skyen der ikke kommer tilbage!” — Jo nrmere man selv staaer for Tour til Reise ind i “det ubekjendte Land”, des oftere kommer det Een i Tanken: hvor og hvorledes? og ligemeget vide de Viseste og Eenfoldigste. Lille Marie spurgte forleden sin Moder i stor Alvor: Har Bedstemoder faaet sin egen Seng med op i Himlen, eller ligger hun i Guds?” Der er noget yndigt og dog halvt komisk i Barnets Forestilling om det Hiinsides, men er vor stort klogere? — Nu, jeg stoler paa: “det bedste skeer!”. — Med mit legemlige Befindende er det i de sidste Dage godt, jeg generes ikke lngere af de kunstige Tnder, men da to af de naturlige under alle Prvelser ere ifrd med at gaae deres Vei, frygter jeg for at en ny Tour forestaaer. De seer altsaa, hvor ung jeg igrunden er. “Jeg skifter Tnder”. Igaar opfrtes Wagners “Lohengrin” frste Gang og tog sig godt ud. Dette Brev haaber jeg kommer til Dem, fr De forlader det foraarsskjnne Algier.

Deres takn. hengivne
H.C. Andersen.

Efterflgende gengives s det samme brev efter originalbrevet (denne brevudgaves nr. 181), hvor Reumerts udeladelser er fremhvet med fed skrift og hvor hans ndrede formuleringer er sat i skarp parentes:

Kjbenhavn den lste Mai 1870.

Kjre Fru Melchior!

I forgaars modtog jeg [Tak for] Deres prgtige, riigholdige Brev, det jeg meget lngtes efter, henved en Maaned var gaaet siden jeg havde faaet en Skrivelse fra Dem, stilet til mig selv. [og] Tak for Blomsterne De lagde i Brevet, dog endnu mere frisk og duftende havde De lagt een endnu som mine Tanker lftede ud og saa blomstre, det deilige bgestore Orangetr med sin Blomstersnee og de gule Roser som slyngede sig op om Stammen. Jeg fornam selve Duften; jeg sad under Tret og legede med det lille ndebrune Barn; jeg fortalte lille Marie om hende, da jeg senere besgte Henriques; Deres Svigerinde Fru Therese talte med saa megen Kjrlighed om Dem, lngtes saa inderligt efter et Par Ord fra Dem; beklagede saa meget at hun var saa lidt skikket til at skrive Breve, ikke havde Stemningen men hele Hjertelaget; hendes Mand skulde skrive og give Halvdelen fra dem hver. De som er saa hjertens god, gld hende med en lille, ganske lille Skrivelse. Lg den som en Blomst, et Blad, ind i et af de frste Breve De sender hjem og jeg veed De skaffer hende en stor Glde. [Henved en Maaned er gaaet, siden jeg havde faaet en Skrivelse fra Dem.] — Alt hvad De fortller [har fortalt] mig om Landets Deilighed [d.v.s. Algier], om Folkelivet og det skjnne Foraarsveir fylder mig, med Lngsel efter at komme der! hvor det dog var ilde at jeg slet ikke betids flte Trang dertil, ja nsten maa jeg tilstaae, Skrk derfor. Jeg syntes der forestod mig noget ondt. Kan der vre en Anelse om Sligt, da har jeg flt den og faaet den og saaledes fulgt “hieste Villie! mon jeg skulde komme til Algier? mon jeg der et kommende Aar skulde samles med Dem, Deres Mand og Brn? Ja det er nsten som at vilde [ville] tyde Begivenheder i Maanen. Jeg har ikke for ieblikket Lyst [til] at reise, og dog har jeg atter en Lngsel efter at komme afsted, men jeg veed [ei/ikke] hvorhen, det er alene ud i Solskinnet, ind under grnne Trer, fornemme [fornmme] Foraaret rundt om mig. De har det nu i hele dets rige Fylde og i Sydfrankrige vil det jo ogsaa nu blomstre, jeg saae det i Cannes, hvor jeg paa Hjemreise blev i to Dage. Den frste Dag jeg var der med Jonas Collin, blste ikke en Vind, Solen skinnede varmt, Paaskelillier og Primulaer blomstrede, Mandeltrernes Knopper svulmede store; det var den eneste sollyse Dag paa hele min Reise, Dagen derpaa var det regnfuldt og Middelhavet vltede svre Blger. Nu er De snart i den lille venlige By, er der, jeg formoder det, ogsaa med Deres Mand, som vel ikke flyver mod Danmark, naar De er naaet Marseille. Gid jeg var hos Dem! ja gid jeg mdte Dem i Schweiz! — dog Vaaren kommer vel snart til Danmark og De og Deres kommer naar der “rides Sommer i By”! — Jeg bliver til ind i Mai her paa Hibroplads, da det [der] synes ikke at vre Hindring derfor; saa flyver jeg, maaskee den 12 til Espe, til Basns, til Holsteinborg, eller — ja kommer der en Guldregn fra Lotteriet, eller fra ukjendt Stormand i England eller Amerika, der indstter mig til Universal-Arving, ja saa flyver jeg Dem imde, ellers — og det er ogsaa godt, saa faar jeg noget bestilt, bliver jeg i Hjemmet og nedskriver det Meget [hvad] min Musa fortller mig. Paa Hibroplads har hun hyppigt forundt mig Vesit og jeg har at lse for Dem “Hvad hele Familien sagde”, “Oldefaer”, “Lysene” og “det Utroligste”. Igaar begyndte jeg et nyt Eventyr: “Lykke-Peer”. — Fra Bloch og hans Frue har jeg mange Hilsner til Dem, han er i forgaars blevet Professsor. For Tiden maler han paa “Korsfstelsen”, man seer Christus ophngt paa Korset, Marie ligger besvimet, Marie Magdalene hensjunken i Smerte og Arimathia staaer deeltagende hos dem. — I Fredags er Professor Hyen dd, han laae en otte Dage tilsengs men leed ikke. Det er underligt at mrke hvorledes Rkkerne af betydende Mnd fortyndes, hvilken Skare har jeg dog kjendt som Alle ere flyvne hen — “som Skyen der ikke kommer tilbage!” — Jo nrmere man selv staaer for Tour til Reise ind i “det ubekjendte Land”, des oftere kommer det Een i Tanken: hvor og hvorledes? og ligemeget vide de Viseste og de Eenfoldigste. Lille Marie Henriques spurgte forleden sin Moder i stor Alvor: Har Bedstemoder faaet sin egen Seng med op i Himlen eller ligger hun i den gode Guds.” Der er noget yndigt og dog halvt komisk i Barnets Forestilling om det Hinsides, men er vor stort klogere? — Nu, jeg stoler paa: “det bedste skeer!” — Med mit legemlige Befindende er det i de sidste fire, fem Dage godt, jeg generes ikke lnger[e] af de kunstige Tnder, men da to af de naturlige under alle Prvelser ere ifrd med at gaae deres Vei, frygter jeg for at en ny Tour forestaaer, men efter denne er det vel heelt overstaaet. De seer altsaa hvor ung jeg igrunden er: “jeg skifter Tnder”, som det jo kaldes. Igaar tilbragte jeg Middagen hos Deres Svoger Hr Moses Melchior, den unge forldrelse Hollnderinde, som nu er kommet her til, var netop indtruffet ledsaget af den unge Hr Dehn fra Hamborg; hun saae ganske quik ud. Deres Datter Fru Johanne var livlig og glad ved Eventyret: det Utroligste. Idag har Frken Jette Melchior sit store Brne-Selskab. Igaar gik jeg tidlig fra Familiekredsen for at faae en Plads i Theatret hvor [opfrtes] Wagners Opera “Lohengrin” frste Gang blev opfrt og tog sig godt ud; den gjorde Lykke, Frken Pfeil og Choret bidrog isr hertil. Det nye Drama: et rigt Parti af Fru Magdalene Thoresen er meget beslgtet med “De Nygifte”, men i dette kommer Aandrigheden indenfra, her synes den hngt paa udenfra, det er et bredt tungt Arbeide, der neppe holder sig paa Scenen, dog vidner det om en begavet Forfatterinde, kun ikke for Theatret. Dette Brev haaber jeg kommer til Dem fr De forlader det foraarsskjnne Algier. Hils Deres Mand og Dttre paa det hjerteligste.

Deres taknemligt hengivne
H.C. Andersen.

Det ville vre en nem sag at g videre ad denne vej og pvise talrige udeladelser og drastiske omformuleringer i mange breve, men det ville fre alt for vidt. Det her gennemgede brev m st som et eksempel blandt mange. I denne sammenhng fristes man til at citere H. Topse-Jensen, vor fremmeste udgiver af HCA-korrespondancer, der som en sidebemrkning til sin kritik af Edvard Collins behandling af HCA-tekster, fr affyret denne salve mod Elith Reumerts do.: “At denne forkastelige Fremgangsmaaade endnu i vore Dage har haft sine Tilhngere, beviser Elith Reumerts Bog 'H.C. Andersen og det Melchiorske Hjem' (1924), et afskrkkende Eksempel paa uforsvarlig Dilettantisme”29. S kan det vist ikke siges tydeligere!

I de r, hvor nrvrende udgiver har haft denne brevudgave i arbejde, er adskillige breve dukket op p auktioner. Hver gang kunne antallet af breve, som hidtil kun kendtes gennem Reumerts afskrifter, gldeligvis reduceres, idet udgiveren har haft mulighed for tage de udbudte breve i jesyn. Og hver gang har det vist sig, at der var adskillige afskriverfejl — bevidste eller ubevidste — at korrigere, ligesom et ikke ringe antal passager, som Reumert havde udeladt, da har kunnet indfjes p rette sted.

For god ordens — eller fuldstndighedens — skyld skal det ogs anfres, at Reumert undertiden blander brevteksterne sammen, samler dele fra to breve til et brev. Som et eksempel herp kan tages et brev fra DM til HCA, dateret Kbh. 9/5 1872 (ER s. 177, her brevene nr. 253 og 250, fra henh. 9. og 3. maj 1872). I det sidste af disse breve kommenterer DM den “knappenlshistorie”, som HCA har fortalt om i brev nr. 252, hvorefter hun fortstter med at berette om en koncert, hvor Hartmanns “Vlvens Spaadom” uropfrtes i Musikforeningen, samt om de af Georg Brandes genoptagne forelsninger, hvilket altsammen udgr en del af hendes brev af 3. maj (brev nr. 250). Sidstnvnte brev er et af de breve, som Reumert har fravalgt. Men desvrre har han ogs, i sin gengivelse af DM.s 9/5 1872-brev (nr. 253) undladt at medtage DM.s beretning om det bermte af socialister og militr plus politi netop udkmpede “slag p Flleden”, som hun selvsagt ikke var jenvidne til, men hvor hun fint gengiver den uhyggestemning, der bredte sig i Kbenhavn, sdan som denne stemning oplevedes af en bourgeoisifrue, der i de samme dage var travlt beskftiget med afvikling af en velgrenhedsbasar, hvis provenu skulle komme ubemidlede medborgere til gode! Her m man erindre, at samme bourgeoisifrue ret fr i danske aviser havde kunnet lse alarmerende beretninger om kommunardopstanden i Paris, om befolkningens sult under de to belejringer af den franske hovedstad, efterfulgt af regeringshrens blodige nedkmpning af opstanden. Det virker p denne dystre baggrund helt absurd, at fru Melchiors strste bekymring i denne situation gik ud p, at den unge kronprinsesse havde undladt at melde afbud til et arrangeret “preview” af hendes smandsbasar, forinden den bnedes for publikum.

Det er tidligere i denne indledning nvnt, at adskillige brevtekster kender vi stadigvk kun i Reumerts gengivelse af dem. De netop omtalte mangler, som de fleste af hans brev gengivelser er behftet med, maner til forsigtighed ved brugen af hans bog.

V

Der er ungtelig i det foregende fremsat mange kritiske bemrkninger om Elith Reumert og hans tekstbehandling af brevene i Melchior-bogen, men — som det flere gange er understreget — s var det hans primre hensigt at skrive en bog om venskabet mellem H.C. Andersen og familien Melchior, ikke at udsende en brevudgivelse. Vel ogs af den grund har han forsynet sin bog med “forbindende tekster” eller “mellemtekster”, som udfylder tomrum i brevvekslingen, forrsaget af begge parters samtidige nrvrelse i Kbenhavn og deraf flgende manglende behov for at udveksle breve. Lige bortset fra den allersidste sygdomsmrkede periode i digterens liv, hvor fodposten eller et eller andet bud mtte bringe besked til Melchiors om en aftale der ikke kunne holdes. Disse forbindende teksters indhold har Reumert fortrinsvis hentet i digterens dagbger, som Louise Melchior udlnte til ham sammen med brevene. Derfor kan hans bog — stadigvk — lses i sammenhng og give god besked om dette venskab, dets forlb og karakter.

Andre brevudgivelser — som er ment som brevudgivelser — har fulgt samme princip, sledes at mellemtekster binder de forskellige grupper af breve sammen. Det glder eksempelvis H. Topse-Jensens udgivelse af brevvekslingen med Henriette Wulff (1959) og Kirsten Dreyers udgivelse af de breve, der udveksledes mellem H.C. Andersen og henholdsvis Jonas Collin d. yngre (2001) og Signe Lsse og hendes kreds (2005). I andre brevudgivelser har man njedes med at lade brevteksterne st alene, blot placeret i kronologisk rkkeflge. Det er f.eks. tilfldet med Carl Behrend og H. Topse-Jensens store udgivelse af brevvekslingen med Henriette og Edvard Collin (1933-37), med Topse-Jensens udgave af brevvekslingen med Jonas Collin d. ldre (1945-48) og det glder ogs Kirsten Dreyers udgivelse af brevene til og fra Lucie og B. S. Ingemann.

Nrvrende udgiver — som det s formelt hedder — har valgt at udsende brevene som ren tekst og alts uden forbindende tekster. Dels er de mellemliggende tidsrum, som ikke dkkes af breve, ikke af srlig lang varighed, dels er de ofte dkket godt ind af brevteksterne selv, som i mange tilflde indeholder passager om, hvad der er passeret og hvad der fremover forventes at skulle ske. Og kommentarerne m ogs, i kraft af deres fylde, i nogen grad kunne rde bod p manglende forbindende tekster.

Endelig er der nutildags — frst som sidst — den fine, fuldstndige og helt uundvrlige udgivelse af H.C. Andersens dagbger at gribe til, dersom man gerne vil have alt med. Udgiveren erkender villigt og gerne sin store gld til dagbogsudgivelsen. I den har han kunnet hente utallige af de informationer, som fylder godt op i kommentarbindet.

Som det fremgr af de s. 405 og s. 408 givne gengivelser af et originalbrev fra henh. H.C. Andersen og Dorothea Melchior er den skrift, de benyttede sig af, ikke just svr at “dechiffrere”, forudsat at man da er fortrolig med lsning af gotisk skrift. Andersens skrift blev med rene noget sjusket, hvilket i ikke ringe grad satte sig prg p endelserne i hans ord. Det kan ikke altid afgres med sikkerhed, om et ord ender p -e, -en, -er eller endog -erne o.s.v., men disse problemer kan som regel klares ved at betragte det “tvivlsomme” ord i sin sammenhng med de omkringliggende ord. For bogstaverne c og k kan det i mangfoldige tilflde ikke afgres, om Andersen har villet skrive det ene eller det andet, ligesom det kan vre svrt at afgre, om han har villet benytte lille eller stort bogstav. Ogs for bogstaverne d og D er det ofte umuligt at afgre, om Andersen har villet skrive lille eller stort begyndelsesbogstav. I mange tilflde har han jo benyttet lille begyndelsesbogstav, hvor vi ville forvente et stort, ved substantiver. Alt dette er imidlertid kun petitesser, som udgiveren stilfrdigt har tilladt sig at tyde efter den tids sprogbrug og den retskrivning, som Andersen — og hans samtid — normalt benyttede sig af.

Manglende bogstaver eller ord er anfrt i [ ], og hvor der ligefrem er tale om huller i papiret, er det ogs forsgt at rekonstruere, hvad der ud fra sammenhngen kan formodes at skulle st, i nogle tilflde med brug af Andersens egen stavemde. I [ ] har udgiveren ogs meddelt, hvad der mtte vre en overstregning, tilfjelse over / under linjen eller i margenen. I [ ] har udgiveren ligeledes anfrt en eventuel udskrift, der s er anfrt i betragtelig afstand fra teksten, f.eks. en adresseangivelse. Dem er der nu ikke mange af, for i langt de fleste tilflde blev brevene fremsendt i kuverter.

Kuverter er ivrigt er bevaret i betragteligt antal (i privateje), desvrre lsrevet fra de breve, som kuverterne i sin tid har “transporteret” fra afsender til modtager. Det kunne vre fristende at “genforene” kuvert og brev, men kuverternes stempler er undertiden s utydelige, at man kan g galt i byen i sine genforeningsforsg. Det er ivrigt morsomt at se, hvorledes kuverterne undertiden er forsynet med poststempler fra adskillige byer. Igennem disse kan man s at sige flge brevene p deres vej, i deres “jagt” p modtageren, som normalt i den by, han eller hun forlod, efterlod besked p posthuset eller andet sted, med angivelse af, hvortil eventuelle breve kunne eftersendes.

Kun i ganske f tilflde har det vret ndvendigt at “korrigere brevskriverne” og anfre det eller de ord, som de rettelig burde have anvendt, sfremt lserne ret skal kunne forst, hvad de har villet udtrykke. Og som hovedregel glder det i denne brevveksling, at den gengivne retskrivning og tegnstning (ortografi og interpunktion) er brevskrivernes. Sligt er der ikke ndret p, heller ikke i tilflde, hvor det for en udgiver kunne vre fristende at gre det, til fremme af forstelsen. I denne sammenhng skal det ikke glemmes, at samtiden havde et ret s afslappet forhold til den rette stavemde og den korrekte tegnstning.

Understregede ord gengives her i kursiv, og glemte “halve” citationstegn eller parenteser er stilfrdigt indsat, uden udgiveranmrkning herom.

Til slut m det endnu en gang betones, at bde H.C. Andersen og Dorothea Melchior havde en endog meget stor korrespondance at tage vare p. Afviklingen af denne og af deres “brevgld” — ikke til hinanden, men til andre af deres korrespondenter — var konstant et problem for dem. Ikke s underligt, at der undervejs indsneg sig bde graverende stavefejl og forunderlige tegnstninger.

Noter

1. Holger Laage-Petersens Samling, mss. 676-80, KB. tilbage

2. Paul V. Rubow, i BHenriques, s. 13. tilbage

3. Iflg. mundtlig medd. fra Kristian Hvidt (oldebarn af gteparret Henriques). tilbage

4. Dagbger VI, 189. tilbage

5. Dagbger VI, 280. tilbage

6. Axelline Lund: Spredte Erindringer, s. 99.f. tilbage

7. A Bournonville: Mit Theaterliv, III s. 253. tilbage

8. Gustav Aron Henriques: Efteraarslv. Lse blade samlede i 1919 af Gustav Aron Henriques, s. 29 f. (utrykt, privateje). tilbage

9. Iflge mundtlig meddelelse af oldebarnet Carl H Melchior 2005. tilbage

10. Moses & Sn G. Melchior 1761-1961 (jubilumsskrift, redaktion: Povl Martin-Meyer). Kbh. 1961. tilbage

11. Sophie Melchior: Lejlighedsting (hndskrift, forfattet 1875 af den ofte i brevvekslingen forekommende Sophie Melchior, kusine til M.-brnene, og forret Augusta Melchior til hendes konfirmation, nu tilh. The Cotson Children& s Library, Princeton University). tilbage

12. Rolighed ejedes i 1. halvdel af 1800-tallet af gteparret general J. H. Hegermann og forfatterinden Louise Lindencrone (sen. Hegermann-Lindencrone). Om sommeren samlede de omkring sig en kreds af “sknnder” ssom Steffens, brdrene rsted, Oehlenschlger, Ingemann, Mynster og Sibbern foruden fru Gyllembourg og Carl Bernhard. De frste r efter erhvervelsen bibeholdt familien M. huset som det var, men 1869-70 (mens DM var med 3 af dtrene i Algier og familien p det nrmeste var splittet for alle vinde) blev det meget udvidet og kraftigt ombygget, hvorved det fik en stil, som man vil kalde “Rosenborg-stil”. Efter gteparret M.s dd (1884-85) beholdt de lngstlevende brn Rolighed indtil ind i 1890'erne. Da var omgivelserne forandret til ukendelighed. Boligkomplekser og industribygninger skd op rundt om, og ved anlggelsen af Kystbanen og Frihavnen ville Rolighed blive afskret fra enhver forbindelse med resund. P initiativ af den franskfdte, danskgifte billedkunstner Joseph Aneelin opsattes 4/8 1927 en mindeplade p ejd. Gl. Kalkbrnderivej 16, som oplyser, at her l det Rolighed, hvor H.C. Andersen dde, ligesom slutningslinjerne fra HCAs digt “Rolighed” citeres. tilbage

13. Ole Lange: Stormogulen (C.F. Tietgen) s. 76 og s. 329. tilbage

14. Familieminder tilegnet vore Efterkommere, 1915, s. 50. tilbage

15. L.I. Brandes: Mine Arbejders Historie, s. 55 f. tilbage

16. . Petersen: H.C. Andersens proteg, 1967. tilbage

17. Clara Heinke: Etwas von Andersen. Allgemeine conservative Monatsschrift fr das christliche Deutschland, 1882, s. 269 f. tilbage

18. Edmund Gosse: To Besg i Danmark, s. 86 ff. tilbage

19. Iflge skattebger for Kbenhavn blev MGM i rene omkring 1870 beskattet af en indkomst p 35.000 rdl, hvilket var en betydelig indkomst, men han var ikke hvad man sommetider ser angivet i HCA-litteraturen — Kbenhavns rigeste mand. Denne position havde p dette tidspunkt lensgreve og konseilsprsident e. E. Frijs med en rlig indkomst p 250.000 rdl., og blandt rigmndene figurerer ogs grosserer Ole B. Suhr, fra det Suhrske handelshus (100.000 rdl.). Brdrene Moses og Israel B. Melchior, der var medindehavere (kaldet associs) af firmaet Moses & Sn G. Melchior, havde indkomster p henh. 18.000 og 13.000 rdl, og DM.s broder Martin beskattedes af en indtgt p 12.000 rdl. Til sammenligning: H.C. Andersens skattepligtige indkomst var sat til 2.000 rdl., hvilket dog var vel lavt ansat, idet han foruden den rlige statslige forfatterunderstttelse p 1.000 rdl. gennemsnitligt fik 1.400 rdl. pr. r i honorarer fra C.A. Reitzels forlag. Mske skulle ogs MGM.s indkomst sttes noget hjere end de nvnte 35.000 rdl.? tilbage

20. Folkeholdets strrelse fremgr af de skaldte politimandtaller, som “husfdrene” indsendte hvert r maj og november. Som “tyende” opfrte MGM 7-8 personer, anfrt af husjomfruen, jomfru Stenholdt. Sammenlignet med “overboen” redaktr Carl Ploug og “underboen” grosserer Heinrich Hirschsprung er familien M.s folkehold nrmest dobbelt s stort som disses. tilbage

21. Axelline Lund, Erindringer om H.C. Andersen, i Husmoderens Blad (10. rg. nr. 14, 1905). tilbage

22. Interview med snnen Carl H Melchior, som bragtes i "Nationaltidende" 30/3 1930 i anledning af 125 ret for HC. Andersens fdsel. tilbage

23. Martin R. Henriques' breve til H.C. Andersen er tilget Det kgl. Bibliotek, hvor de er opbevaret sammen med Andersens breve til familien (Ny kgl. Samling, 4681, 4). tilbage

24. Vagn Dybdahl: Et dansk handelshus i Australien. Melchior & Co. 1853-62, i Erhvervshist. rbog IV, 1952. tilbage

25. BJonas Collin s. 158. 26. En af de bevarede fortegnelser har pskriften 1935, og i betragtning af, at Louise Melchior dde 15/11 1934, er det meget rimeligt, at hendes bo ikke var frdigbehandlet fr i lbet af 1935. tilbage

26. En af arvingerne, broderdatteren Helga Carla Melchior, har givet en malende beskrivelse af sin oprydning i lejligheden p Hjbroplads efter fasterens dd, jvf. “Tante Helga fortller”, 1973-74, s. 3. tilbage

27. Tante Helga fortller — fr sin 80 rs dag den 22. maj 1973. tilbage

28. Udg. af denne brevveksling m da indrmme, at der i de her fuldstndigt udgivne breve er en betragtelig mngde “small talk”, som hverken “belyser eller belrer”, men ogs denne “small talk” er dog med til at tegne et billede af det milieu og den tid, brevene hidrrer fra. Og det kan diskuteres, om man med fordel kunne have udeladt denne eller hin meddelelse fra kredsen omkring familien Melchior eller nogen af de mange hilsener, som viderebringes fra brevskriveren til -modtageren. Det gjorde selv H. Topse-Jensen og Carl Behrend i deres store udgave af Andersens brevveksling med Edvard og Henriette Collin (BEC VI s. 9), men netop ud fra det synspunkt, at Dorothea Melchior var overbevist om, at ogs slige meddelelser — og hver en hilsen — ville interessere H.C. Andersen, har udg. undladt at foretage nogensomhelst form for forkortelser. tilbage

29. H. Topse-Jensen: Mit eget Eventyr uden Digtning (disputats), Kbh. 1940, s. 119. tilbage