H.C. Andersen centret

H. C. Andersen og familien Serre i Dresden og Maxen

Forord ved seniorforsker Ejnar Stig Askgaard.

Da den tidligere museumsdirektør for Odense Bys Museer (nu Museum Odense), Niels Oxenvad, døde i 2014, efterlod han sig et omfangsrigt upubliceret arbejde, nemlig brevvekslingen mellem H.C. Andersen og den tyske familie Serre, hvis hjem i Dresden og landsted på herregården Schloss Maxen nær Dresden var et af datidens helt store samlingssteder for Europas kunstnere og tænkere.

Arbejdet med brevvekslingen havde stået på i mange år, men først, da Oxenvad som pensionist i 2007 havde udgivet brevvekslingen mellem Andersen og familien Melchior, kunne han for alvor kaste sig over Serre-brevene. Her nød han godt af kontakten med dr. Lothar Bolze i Dresden, der i 2004 havde udgivet udpluk af korrespondancen uden dog – i Oxenvads øjne – at yde den fuld retfærdighed. Dr. Bolze var tidligere bosat i Maxen, beskæftigede sig som lokalhistoriker med såvel herregården som landsbyen Maxens historie. I arbejdet med brevene havde Oxenvad også kontakt til fru Christa Haensel (f. Serre) i München, der var oldebarn af ægteparret Serre. Fra disse to tyske kontakter modtog Oxenvad talrige og detaljerede oplysninger om lokale forhold og lokale personer til gavn for noteapparatet. I sit arbejde modtog Niels Oxenvad tillige en uvurderlig hjælp fra museumsassistent ved H.C. Andersens Hus og sekretær ved H.C. Andersen Centret, Solveig Brunholm, der bl.a. affotograferede de mange breve på Det Kgl. Bibliotek og deltog i det møjsommelige tydningsarbejde, noteapparatet og navneregistret. Til transskriptionsarbejdet modtog Oxenvad også hjælp af dr. Wolfgang Barthel ved Kleist-Gedenk- und Forschungsstätte in Frankfurt (Oder).

Serre-brevene kan nu tilgås digitalt takket være en mægtig indsats af Solveig Brunholm og cand.it Jesper Brunholm, der har udviklet databasen for denne brevveksling, forsynet brevene med Oxenvads noter og Solveig Brunholms danske oversættelse af fru Serres ofte svært forståelige tyske.

Udgiverne af Serre-brevene, Solveig Brunholm og Jesper Brunholm, har efterlevet Niels Oxenvads ønske om at give en skildring af H.C. Andersens venskab med familien Serre ved at sammenholde brevenes indhold med informationer fra anden side, navnlig fra H.C. Andersens almanakker og dagbøger samt hvad der i øvrigt vides om Andersens liv og færden i tidsrummet 1841-72.

Det følgende forord baserer sig på Niels Oxenvads efterladte papirer.

Kildegrundlaget

Antal af breve og deres placering

Brevvekslingen mellem ægteparret major Friedrich Anton Serre (1789-1863) og hustru Friederike Serre, f. Hammerdörfer (1800-72) og H.C. Andersen er desværre halv, da næsten alle af de 138 breve, vi gennem H.C. Andersens dagbøger og almanakker ved, han sendte til familien, synes at være gået tabt. Kun 28 daterede beskeder fra Andersen er bevaret, der næsten alle beror på Det Kgl. Bibliotek i den Collinske brevsamling respektivt Laage Petersens samling.

Af Friederike Serres breve til H.C. Andersen er imidlertid bevaret 154, som alle befinder sig på Det Kgl. Bibliotek i den Collinske brevsamling. Det kan sandsynliggøres, at Friederike Serre endda har afsendt flere breve til H.C. Andersen, men alene de bevarede breve gør hende til den største enkelt-korrespondent for Andersen i det tyske område./p>

Datering

Da Friederike Serre meget ofte gav sine breve en ufuldstændig datering, har dateringsarbejdet voldt store kvaler. Adskillige af brevene har nok en dato, men ikke noget årstal. I disse tilfælde er fra andre kilder søgt faste holdepunkter for et præcist årstal. Tilføjelserne af årstallene til Friederike Serres dateringer er her sat i parentes – og forsynet med et spørgsmålstegn, hvis der hersker en usikkerhed.

Sammenføring

En anden kval kommer af, at brevene ofte er blevet delt: De er indklæbet i fascikler, hvorved man ofte finder et brevs begyndelse under ét løbenummer, mens afslutningen af brevet findes under et ganske andet. Hvorledes dette er gået til, vides ikke, men man kan forestille sig, at brevene har henligget i en vis uorden ved Andersens død, og at de efterfølgende er indgået i samme stand i den meget store Collinske brevsamling. Ved denne brevsamlingens overdragelse til Det Kgl. Bibliotek har man åbenbart ikke forsøgt at bringe orden til veje, hvilket er forståeligt, når man tager arbejdets omfang i betragtning.

Sammenføringen af adskilte fragmenter er en betænkelig sag, men i de fleste tilfælde har det kunnet blive gjort på et sikkert grundlag. I enkelte tilfælde er det så heldigt, at en sætning, som er påbegyndt på et stykke brevpapir, er fuldført på et nyt stykke brevpapir, men i reglen gjorde fru Serre sig færdig med en sætning, inden hun skiftede til et nyt ark papir. Derfor har de ydre kendetegn såsom papirets størrelse, kvalitet og farve – og skriftens tykkelse m.m. – blevet taget i betragtning, men væsentligst har det naturligvis været at foretage en nøje nærlæsning af teksten og konstatere, om en rimelig kontekst lader sig etablere, tidsmæssigt og emnemæssigt. Det har lettet på arbejdet, at fru Serre undertiden gentager sig selv, idet hun glemmer, at hun allerede én gang har fortalt Andersen dette eller hint.

Tabet af H.C. Andersens breve

Hvad der er hændt de mange breve fra Andersen til Serres, der ikke længere findes, kan man kun gisne om. Ret hurtigt efter fru Serres død i 1872 solgte hendes adoptivsøn og arving, løjtnant Carl Serre, familiens ejendom i Dresden, ligesom en halv snes år senere deres landsted, slottet Maxen, i 1881. Når man tænker på, hvad der sidenhen er sket – ikke mindst under 2. Verdenskrig og tiden derefter i det tidligere DDR – kan det ikke undre en, at man forgæves har søgt efter Andersens breve.

Hans mange breve kan måske også have været tilintetgjort langt tidligere: Da major Serre døde i 1863, blev hans store arkiv brændt i henhold til hans testamentariske bestemmelse. Noget tyder på, at en lignende skæbne overgik fru Serres brevsamling efter hendes død i 1872. Midt i et brev af den 21. september 1860 kommer Friederike Serre med en noget gådefuld forsikring om, at hun ikke kunne drømme om at skille sig af med Andersens breve, men heller ikke at lade andre læse dem, og i en nytårshilsen af den 4. januar 1866 forsikrer hun Andersen: ”Was Ihre Correspondence betrifft, so wird sie in keine fremde Hände kommen nach meinem Tode.”

H.C. Andersen har antagelig udtrykt bekymring for, om andre end netop modtageren, altså fru Serre, skulle læse hans breve. Ikke fordi de skulle indeholde sladder, der ikke kunne tåle at deles, men snarere fordi, han var på det rene med, at hans tyske sprog ingenlunde var fejlfrit. Lignende bekymringer finder vi i hans breve til fru Lina von Eisendecher^* – hans veninde i Oldenburg. Allerede i sit første brev til fru Eisendecher beklager Andersen sine manglende tysk-færdigheder: ”Leider habe ich gar kein Talent für fremde Sprachen, keine Übung im Deutsch schreiben, wie Sie schon selbst erkennen werden; ich bin wie ein Vöglein ohne Flügel wenn ich in einer fremden Sprache auftreten muß” (BEisendecher s. 2) og i et andet brev hedder det: ”O, wenn ich in Dänisch schreiben könnte, ich sollte mich weit besser ausdrücken! Es geht so schlecht mit das Deutsche, ich schäme mich … Gott, wie wollen Fremden lachen, wenn sie so was lesen konnte! …” (BEisendecher s.49 og 83). Pudsigt nok begik både Lina von Eisendecher og Friederike Serre selv adskillige forsyndelser mod det tyske sprog i deres breve til Andersen. .”

Trods det store tab er den bevarede brevveksling alligevel den største af H.C. Andersens tyske brevvekslinger og vidner om det længstvarende tyske venskab, han havde. .”

Venskabets etablering

Den 10. december 1838 fik H.C. Andersen om aftenen i Det Kongelige Teater nogle ”Hilsener fra Dresden fra Fru Serre, der har faaet mit Portræt”, som det hedder i almanakken. Overbringeren af disse hilsener var den syv år yngre komponist, Volkmar Busch ^* , der netop var hjemvendt fra en knap toårig dannelsesrejse i Europa, hvor han bl.a havde studeret musik under klaverpædagogen Friedrich Wieck ^* – Clara Schumanns ^* far – i Leipzig og komponisten Carl Czerny i Wien. Volkmar Busch hørte ikke til digterens umiddelbare omgangskreds, men H.C. Andersen havde året forinden forsynet ham med et anbefalingsbrev til den danskfødte Wilhelmine Sonnleithner, der var gift med den østrigske hofagent og teaterdirektør Joseph Sonnleithner, hvis gæstfrie hjem H.C. Andersen omtaler så smukt i tredjedelen af Kun en Spillemand (1837). Under denne rejse blev den unge komponist givetvis indført i kredsen omkring det indflydelsesrige ægtepar Serre i Dresden, da Friedrich Wieck^* netop i juni 1837, idet han ikke bifaldt sin datters kærlighed til Robert Schumann^* , førte hende til sine gode venner – ægteparret Serre – i Maxen.

H.C. Andersen havde på det tidspunkt besøgt Dresden et par gange. I 1831, på sin allerførste udlandsrejse, der som slutmål havde Dresden og det sachsiske Schweiz, og i igen i 1834, på hjemvejen fra den store dannelsesrejse (1833-34) gennem Europa med Rom og Italien som højdepunkterne. Han havde dog ikke under disse tidlige ophold i Dresden truffet fru Friederike Serre og anede vel næppe, hvem hun var eller hvilken rolle, hun spillede i Dresdens kulturliv.

Det har alligevel uden tvivl smigret Andersen denne decemberaften i Det kongelige Teater, at en frue i Dresden var så bekendt med hans digtning, at hun havde lyst til at eje hans portræt. Det er ubestrideligt, at H. C. Andersen i 1838 med sine romaner var begyndt at blive noget af en europæisk berømthed, ikke mindst i Tyskland, hvor han først fik sit europæiske gennembrud. Romanerne Improvisatoren, O.T. og Kun en Spillemand var da allerede kommet i tyske oversættelser. Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831 var også udkommet på tysk ligesom en lang række af hans digte samt eventyret ”Dødningen”. Det vides ikke, hvad fru Serre har læst af disse værker, men der er ingen tvivl om, at hun i hvert fald har læst Kun en Spillemand – på tysk Nur ein Geiger – for denne roman gjorde et dybt indtryk på hende (se derom senere). Og hun har måske også læst den biografi, som den franske litterat Xavier Marmier forfattede – med H. C. Andersen som hovedleverandør af det biografiske stof – og offentliggjorde i tidsskriftet Revue de Paris (1837) – en artikel, der hurtigt kom i tysk oversættelse. Fru Serre, som var en meget læsende dame, har derfor dårligt kunnet undgå at stifte bekendtskab med Andersens digtning.

I 1841 passerede Andersen for tredje gang Dresden, denne gang på vejen hjem fra rejsen til Grækenland og Tyrkiet. Under de to forudgående besøg havde han gjort en del bekendtskaber i Dresden, først og fremmest med den norsk-danske maler Johann Christian Dahl^* , og det lader til, at denne nu bestræbte sig på at etablere en forbindelse mellem Andersen og ægteparret Serre. Det lykkedes dog ikke i 1841. Fru Serre var på landet, på familiens herregård ved Maxen, men hun gjorde et behjertet forsøg på at ”indfange” Andersen, mens han endnu opholdt sig i byen. Hun ilede fra Maxen til Dresden, men da var Andersen allerede rejst videre.

Året efter – i 1842 – var der igen bud efter ham fra Dresden. Han fik et brev fra en kreds venner til den i 1841 afdøde digter Christoph August Tiedge^* . Efter Tiedges^* død opstod der i hans vennekreds et ønske om at bevare hans navn for eftertiden. Man grundlagde en ”Tiedge-Stiftung”, hvis formål skulle være at yde økonomisk støtte til digtere og disses efterkommere. Vennerne foranstaltede en udstilling og påbegyndte en indsamling af midler til realisering af stiftelsens formål. Man planlagde også at udgive et Tiedge-album for at skabe yderligere opmærksomhed omkring det ædle formål og henvendte sig til en bred kreds af digtere, andre kunstnere og såkaldte ”notabiliteter”.

Der blev også rettet en henvendelse til den unge digter i det fjerne Danmark. H. C. Andersen var i øvrigt den eneste dansker, som fik en sådan anmodning, hvilket nok har smigret ham. Han omtaler henvendelsen i et brev til Jonas Collin^* , som fra København havde videresendt brevet til ham, da han på daværende tidspunkt opholdt sig på herregården Gisselfeldt:

”… det Brev De sendte mig med de fire pompøse Titler, ’Etatsraad, Professor, Doctor, Danmarks ædle Digter’, fraperede mig særdeles ved sin Udskrift, hvoraf jeg i det høieste kun kan modtage den sidste Tittel, det var fra Dresden fra en Comitee i hvis Spidse staaer Ludvig Tieck, Theodor Hell, Dahl etc. etc. for at oprette et Minde for Tiedge, Uranias Forfatter, de kalde det ’Tiedge’s Verein’, hvor ved forstaaes et Selskab der bidrage hver efter sine Evner til at samle en Sum til et Monument og en Kasse der skal understøtte gamle svage (tydske) Digtere; betydeligt er alt indkommet, af mig forlanger man et Bidrag til et Album og min særegne Haandskrift, det kan da nok give!”. (Brev til Jonas Collin den 7. juli 1842) BrevID 2494

Andersen besvarede da også anmodningen positivt, og 6. oktober 1842 modtog ”Komité der Tiedge Stiftung zu Dresden” fra hans hånd et digt, som i tysk oversættelse kom til at hedde ”Des Dichters letztes Lied”, der først i 1844 blev trykt på dansk under titlen ”En Digters sidste Sang” (”Løft mig kun bort, Du stærke Død). Fru Serres mand, major Friedrich Anton Serre, var primus motor i hele Tiedge-sagen, så han har utvivlsomt været indforstået med henvendelsen til H.C. Andersen, selv om Andersen ikke nævner Serres navn i brevet til Collin^* . Indholdet af Andersens svar kendes, men det er kun stilet til komiteen. Det skal her nævnes, at H. C. Andersen lige akkurat nåede at lære C.A. Tiedge^* at kende og havde besøgt ham et par dage under sit besøg i Dresden 1834.

I 1841 var det som sagt ikke lykkedes at etablere en kontakt med familien Serre, men nu var Andersen da i det mindste vidende om, at der nede i Sachsen levede en familie, hvor både mand og kone interesserede sig for ham og hans digtning og formentlig gerne så ham som deres gæst. I 1841 var situationen i øvrigt den, at familien Serre kun et par uger før havde sagt farvel til den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen^* , som sammen med familien Stampe ^{* * *} fra Nysø havde været gæst på Maxen, hvorefter rejseselskabet nu drog videre sydpå – mod Rom. Hvis ikke Andersen havde måttet tilbringe en halv snes dage i karantænen ved Orsova, kunne han og Thorvaldsen^* i teorien have truffet hinanden på Maxen. De var jo ”gamle venner” fra 1833-34 i Rom og fra Thorvaldsens^* hjemkomst til Danmark i 1838. Det ville utvivlsomt have glædet de to danskere ligesom det ville have glædet familien Serre at have to celebre danskere som gæster på én gang.

H.C. Andersen havde dermed både i 1838, 1841 og 1842 erfaret, at ægteparret Serre interesserede sig for hans person og hans digtning, og der kan sagtens være faldet en bemærkning fra deres side, at de gerne så ham som deres gæst. Han var bestemt en interessant ”akvisition” at indlemme i den skare af gæster, som Serres fandt det værd at ”samle på”, men der skulle gå endnu et par år, før de to parter endelig gjorde hinandens personlige bekendtskab.

Først i 1844 lykkedes det, endelig. Tyskland var Andersens mål for dette års udlandsrejse, og på rejsen lykkedes det ham at knytte nogle venskaber, som på det nærmeste blev livslange. I Weimar blev han introduceret hos den storhertugelige familie, hvor han knyttede et varmt venskab med den unge arvestorhertug Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach^* , og da han på sin videre færd nåede frem til Dresden lykkedes det ham – endelig – at lære Serre-familien at kende. Først traf han fru Serre i familiens hjem i Amalienstraße i Dresden, og siden blev han af hende indbudt til et senere besøg på deres slot Maxen i Müglitztal ca.20 km syd for Dresden. Her lærte Andersen ægtemanden, Friedrich Anton Serre, at kende.

Det blev i første omgang kun til et forholdsvis kortvarigt besøg à en uge fra den 12. til den 18. juli, og det er nok tvivlsomt, om Andersen efter besøget har haft på fornemmelsen, at dette besøg skulle blive optakten til et langt venskab, ja til hans længstvarende tyske venskab. Som det fremgår af hans dagbog, var de forudgående og efterfølgende dage, inde i Dresden, nok så betydningsfulde. Her stiftede han bl.a. bekendtskab – som også blev til et nært venskab - med endnu en veninde, nemlig med en baronesse von Decken, Wilhelmine von der Decken^* , ”som med sin Datter^* tog jublende mod mig”, da han dukkede op på hendes bopæl. Dette første besøg blev efterfulgt af flere, lige til baronessens død. Hvem der introducerede ham for fru von Decken^* , vides ikke. Det er en kendsgerning, at Andersen besøgte fru von Decken^* flittigt, også efter dette første besøg, men i det lange løb tilkendte han fru Serre førsteprisen. Han lærte også mange andre at kende, hvad der tydeligt fremgår af hans dagbog for disse dage. Andersen lod nødig muligheden for at gøre interessante bekendtskaber glide sig af hænde, og familierne Serre og von der Decken^* havde åbenbart den samme trang.

Mødet med Friederike og Friedrich Anton Serre i 1844 skulle blive indledningen til et langt venskab – og måske det mest betydningsfulde – af Andersens tyske venskaber. Et venskab som ganske vist blev afbrudt et par gange, på grund af det komplicerede dansk-tyske forhold, som forårsagede to krige, den såkaldte Treårskrig 1848-50, hvor Danmark kæmpede mod slesvig-holstenske oprørere, som blev understøttet af tropper fra medlemmer af det tyske forbund, herunder Preussen, og Den 2. Slesvigske Krig 1864, hvor hovedmodstanderne var Preussen og Østrig. Kontakten blev imidlertid genoptaget efter krigenes ophør, og venskabet bestod frem til Friederike Serres død i 1872.

Til belysning af venskabets styrke foreligger et rigt materiale. Først og fremmest de mange breve fra fru Serre til Andersen – som desværre kun modsvares af yderst få fra Andersen til hende. Til gengæld har Andersen været meget omhyggelig med at gøre bemærkninger i sine almanakker og dagbøger om de breve, han har modtaget, ligesom han har efterladt sig fyldige notater om alle de besøg, som blev aflagt hos Dresdner-vennerne, hvad enten han har besøgt dem som gæster på herresædet Maxen eller besøg, han har aflagt hos dem i deres hjem i selve Dresden. På den måde kan der laves en art statistik på dette venskab, en statistisk oversigt over de besøg, som venskabet affødte, såvel som den korrespondance, hvormed de to parter vedligeholdt forbindelsen ind imellem besøgene.

H. C. Andersen aflagde i alt 13 besøg – i alt 272 dage – hos Serres i tidsrummet 1844-72, heraf to besøg i 1856 afbrudt af besøg i Weimar og Leipzig. Det er bemærkelsesværdigt, hvorledes Andersens besøg i Dresden og på Maxen koncentrerer sig til tiåret 1851-61, 228 dage i denne periode mod 26 dage respektive 18 før og efter dette tiår. Til sammenligning beløber det antal dage, Andersen tilbragte hos sine næstmest besøgte tyske venner – arvestorhertugen (fra 1853 storhertugen) Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach^* og familien von Eisendecher^* i Oldenburg – sig til hhv. 84 og 48 dage!

Under besøgene i Dresden boede Andersen oftest på hotel – som regel det statelige ”Hotel Stadt Rom” på Neumarkt – men i årene 1860 og 1861 boede han i det serreske hjem på Amalienstraße 14-15, i den centrale del af Dresden. På Maxen boede han altid på selve slottet.

Andersens besøg gengældtes ikke med besøg i København eller andetsteds i Danmark af vennerne fra Sachsen. Det fremgår af fru Serres breve, at sådanne besøg ofte var på tale. Fru Serre ønskede ved et Danmarksbesøg naturligvis at besøge H.C. Andersen, men også at besøge Moltke-Huitfeldt^* på Glorup, Stampes ^{* * *} på Nysø og se Thorvaldsens Museum. Det blev dog ved planerne, som af forskellige grunde ikke lod sig gennemføre. Friederike Serre havde fx set frem til at deltage i fejringen af Eliza ^* og Adam Gottlob Moltke-Huitfeldts ^* sølvbryllup på Glorup i 1853, men blev frygtelig skuffet over ikke at modtage en invitation. Således skriver hun i et brev til Andersen den 18. april 1853: ”Gewiß werden Sie im July nach Glorup zur silbernen Hochzeit von Moltkes wo ein Volks Fest veranstaltet werden wird. Von uns Deutschen – hat er Niemand eingeladen!” Årsagen var naturligvis at finde i de nationale spændinger, der jo også satte venskabsforbindelsen i bero under de to slesvigske krige. Således skriver fru Serre til Andersen den 3. januar 1867, efter at Sachsen havde mistet sin statssuverænitet som følge af det preussiske diktat om optagelse i det nordtyske forbund: ”Jahre vergingen und wir sahen uns nicht, und ernster und älter geworden an Körper und Geist werden wir uns gegenüber treten … Wie habe ich Ihnen gezürnt, als Sie selbst, alte bewährte Freundschaft aufgaben – aus Patriotismus …“ og året efter den 29. December 1868: ”Jahre vergingen seit wir uns nicht sahen, Jahre, wo Sie mir jedes Erinnerungs Zeichen versagten – Jahre, wo die alten Gesinnungen wieder hervortraten – aber mein Herz ist unwandelbar geblieben. Fern blieb mir immer der Fanatismus der Politik – ich überließ ihn den Männern. Jetzt aber, wo unser armes Sachsen zerquetscht – nur noch ein Schein-Königreich ist – wo es aufgelößt wird, von einem Schritt zum Andern aufgehet in Preussen, genannt der Nord-Deutsche Bund – jetzt begreife ich die Gesinnungen des Haßes für seine Unterdrücker – tausend Mal habe ich im Stillen mir selbst gezürnt – daß ich Ihnen so bös sein konnte, als Sie alle Gemeinschaft mit mir Deutschen abbrachen!“

Ægteparret Serre og deres salonvirksomhed og filantropiske virke

H. C. Andersens værtsfolk i Dresden var major Friedrich Anton Serre (1789-1863) og hans kone, Friederike Amalie Serre, f. Hammerdörfer (1800-72). Friedrich Anton Serre var preusser af fødsel, efterkommer af en fra Frankrig indvandret huguenotfamilie, som havde slået sig ned i Berlin. Han blev først uddannet som jurist ved universitetet i Frankfurt an der Oder og fik derefter ansættelse som referendar i Glogau, men opgav at gå videre ad den vej. I stedet gik han ind i den preussiske hær og deltog som frivillig jæger ved et preussisk garderegiment i frihedskrigen mod Napoleon. Efter Napoleons fald gik han videre ad den militære løbebane og blev adjudant hos den preussiske militærguvernør i Sachsen. Sachsen havde deltaget i krigen på fransk side og blev derfor efter krigen midlertidig besat af preussiske styrker. Friedrich Anton Serre gik efter en kort årrække ud af den preussiske hær med titel af major og slog sig ned i Dresden, hvor han i september 1819 giftede sig med Friederike Hammerdörfer (1800-72), der var datter af en overordentlig velhavende fabrikant og handelsmand. Ved faderens død i 1819 arvede hun – som eneste datter og arving – en meget stor formue, som hun åbenbart har ladet sin ægtemand bestyre uden at blande sig i forvaltningen af den. Det unge ægtepar fik ret hurtigt en søn, som fik navnene Johann Friedrich Adolph Serre, men barnet døde i en alder af kun 6 måneder. I hans sted adopterede de en dreng fra Berlin med efternavnet Levin, som i dåben fik navnene Carl Friedrich Wilhelm Serre (1820-90). Han fik en officersuddannelse, men bragte det ikke videre end til en løjtnantstitel. Som sådan deltog han i krigen 1848-50 på den slesvig-holstenske side, og da han giftede sig i 1854, købte forældrene et mindre gods til ham, beliggende i nærheden af Kamenz. Med ham, hans kone og børn havde H.C. Andersen kun en yderst beskeden kontakt.

Ægteparret Serre bosatte sig i et stateligt hus i Dresden, nr. 14-15 i Amalienstraße i den sydøstlige udkant af Dresdens inderby. Da der ikke eksisterer noget billede af ejendommen, som blev totalt ødelagt ved Dresdens bombardement i 1945, kan vi i dag ikke gøre os nogen forestilling om dets udseende og størrelse. Den omtales både som et ”Palais” og en ”Villa”, så det må have været et stort og rummeligt hus med tilknyttet have. Når det lejlighedsvis er blevet hævdet, at der i parrets Dresdner-bolig var plads til 60-70 ”liggende” gæster, er det vildt overdrevet. Fru Serre ville gerne have H.C. Andersen indlogeret i deres nærhed, når han opholdt sig i Dresden, men i selve huset var der ikke plads. Hun fremskaffede i stedet forskellige logi-tilbud i nærheden, som Andersen imidlertid alle afslog. Han befandt sig udmærket i ”Hotel Stadt Rom”. Da han endelig i 1860 rykkede ind hos dem, var det – efter hans eget ønske, men under fru Serres protest. Den ”Dachstube”, hvor ægteparrets tre børnebørn holdt til, når de var på besøg, var efter værtindens smag ikke nogen passende bolig for en europæisk berømthed!

Som supplement til Dresdner-residensen erhvervede det unge par kort efter giftermålet i 1819 herregården Maxen, ca. 18 km syd for Dresden. Det store hus i Dresden og herregården i bekvem afstand fra Dresden plus den store arvede formue gjorde det muligt for det unge par at føre det liv, de havde lyst og evner til.

Friedrich Anton Serre var for sit vedkommende travlt optaget af godset Maxens drift. Under Maxen hørte foruden egen ladegård adskillige bøndergårde, som var bortfæstet, hvortil kom kalk- og marmorbrud og en vis fabriksvirksomhed, hvilket tilsammen gjorde Maxen til en blanding af en landbrugs- og industrivirksomhed. Dette var sikkert helt efter Serres hoved, al den stund han alle sine dage var præget af en udtalt virksomhedstrang, som kunne udarte sig til rastløshed med skiftende interesser.

Dertil kom en ikke ubetydelig virksomhed som mæcen. I et fortrinligt samarbejde med den mangeårige sognepræst i Maxen, A.L. Fränzl ^* , oprettede og drev han et vajsenhus i Maxen, hvor 25 fattige og forældreløse børn fra Dresden - ude i Maxen fik regulær undervisning, idet der samtidig blev sørget for kost og logi ved ”indkvartering” af børnene hos bønder i Maxens nærhed. Dette var utvivlsomt helt efter Friederike Serres hoved, hun fortsatte i hvert fald vajsenhus-driften efter Friedrich Anton Serres død. Stærkt berørt af H.C. Andersens roman Kun en Spillemand tog Frederike Serre sig således i 1844 af to musikalsk begavede børn, brødrene Karl August ^* (1830-93) og Henrich Riccius ^* (1831-63), der året forinden havde mistet deres forældre. Det var Clara Schumanns fader, musikpædagogen Friedrich Wieck^* , der henledte hendes interesse på de to musikalske drenge, og fru Serre bekostede derefter deres violinist-uddannelse.

Hvad Friederike Serre dog først og fremmest er kendt for, var en gæstfrihed af et helt usædvanligt omfang, en gæstfrihed som i første række kom bærerne af ”åndslivet” til gode. Man kan dårligt nævne noget kunstnernavn, bosat i eller nær Dresden – eller som gæst sammesteds – som ikke blev inviteret til hjemmet i Dresden eller – i sommerhalvåret – til gæsteophold på Maxen. I C. O. Sternaus^* Kaleidoscop von Dresden fra 1843 omtales hjemmet således:

Unter den für fremde und einheimische Künstler freundlich und bereitwillig geöffneten Salons zeichnet sich der des Major Serre vor Allem aus. Wer den namen Künstler trägt, ist empfohlen und findet dort geistige Genüsse aus allen Fächern der Kunst, die nur irgend in Dresden sich ihm bieten können. Die Salons des Major Serre versammeln wöchentlich, fast täglich die Notabilitäten Dresdens, und der fremde Künstler, der dort aufgenommen wurde, findet sich heimisch in der liebenswürdigen Familie. Seit mehreren Jahren hätte wohl aber auch kein Künstler sich in Dresden verweilt, ohne diesen Salon zu besuchen. Mit liebenswürdiger Zuvorkommenheit bewirthet die Hausfrau ihre Gäste, und fern von aller steifen Convenienz fühlt man sich, umgeben von Künstlern und Kunstfreunden, entzückt von [von] künstlerischen Genüssen dort so wohl, daß man sich glücklich schätzen kann, als Gast in diese Räume zu treten.

Kunstnere af enhver art, forfattere, videnskabsmænd, malere eller billedhuggere, musikere af enhver art, komponister såvel som udøvende musikere, alle var de velkomne gæster i de(t) serreske hjem. Dertil må føjes en række ”notabiliteter”, gesandter ved det kgl. saksiske hof og andre betitlede personer med tilknytning til saksisk eller anden adel. Mærkeligt nok befandt der sig adskillige danskere blandt hendes gæster. Thorvaldsen er allerede nævnt. Bekendtskabet med Thorvaldsen stammede fra den ”grand tour”, som Friederike Serre og ægtemanden, ledsaget af en veninde, fru Caroline von Berge^* , foretog i 1834-35, og hvor Rom og Italien var det primære mål. Efter fru Serres udsagn var Thorvaldsen^* nærmest daglig gæst på deres romerske adresse, hvor hun og Bertel Thorvaldsen^* begge nød en cigar til kaffen! Under samme rejse blev de bekendte eller venner med den danske adelsfamilie Adam Gottlob^* og Eliza Moltke-Huitfeldt^* , hvor greven var søn af Andersens gamle ven på den fynske herregård Glorup, grev Gebhard Moltke-Huitfeldt^* . Grev Adam Gottlob Moltke-Huitfeldt^* var i sine yngre år, efter først at have været hofmarskal hos tronarvingen, prins Christian Frederik ^* (den senere kong Christian VIII), dansk diplomat ved forskellige italienske hoffer med kongeriget Neapel og storhertugdømmet Toscana som de mest betydningsfulde, og på daværende tidspunkt blev H.C. Andersen bekendt af familien. Efter den gamle greves død i 1851 blev Andersen også ven med sønnen, svigerdatteren samt deres børn. Flere danske venner kunne nævnes.

Der er ingen tvivl om, at fru Serre koncentrerede sig om sin rolle som værtinde for husets mange gæster. Andre opgaver såsom at forestå husførelsen o. lign. overlod hun med sindsro til andre kvinder, bl.a. den nævnte fru von Berge, der efter sin deltagelse i familiens ”grand tour” 1834-35 sluttede sig så tæt til familien, at hun ganske enkelt flyttede ind i en lille lejlighed i selve det serreske hus. Fru von Berge^* forblev dér indtil sin død i 1865 og forestod i dette lange tidsrum – små 30 år – den store husholdning, bistået af en kusine til major Serre, en frøken Minna Richardi^* , og af fru Serres selskabsdame, en englænderinde ved navn Margaret Thomas^* . I talrige af Serre-brevene slutter brevskriverinden af med at sende hilsener til Andersen fra disse tre damer, som Andersen gengældte med hilsener den anden vej. Men der er ikke en eneste hilsen til/fra det ”lønnede” personale. Der har i sjælden grad været tale om et ”upstairs/downstairs” forhold. En husholdning på størrelse med den serreske har ikke kunnet fungere uden en tjenende skare af en vis størrelsesorden. Dem hører man imidlertid intet til eller om. Og så må det endda betænkes, at der i virkeligheden var tale om to husholdninger, den i Dresden og den på Maxen. Man lukkede ikke ned for den ene, når herskabet opholdt sig i den anden bolig. I længere perioder opholdt Friedrich Anton Serre sig i Dresden – og arbejdede dér, mens hans kone tog sig af gæsterne ude på Maxen.

Også her på slottet i Maxen inviteredes anerkendte kunstnere og personligheder på længerevarende ophold, såsom – for at nævne et lille udpluk – komponisterne Robert^* og Clara Schumann^* , Carl Maria von Weber^* , Franz Liszt^* , Giacomo Meyerbeer^* og Ottilie Heinke^* ; forfattere som Christoph August Tiedge^* , Ludwig Tieck^* , Karl Gutzkow^* , Berthold Auerbach^* , Emanuel Geibel^* og Ida Hahn-Hahn^* ; fra teatrets verden Eduard^* , Emil^* og Carl Devrient^* , Wilhelmine Schröder-Devrient^* og Jenny Lind^* ; malerne Johan Christian Dahl^* og sønnen Johann Siegwald Dahl^* , Woldemar Hottenroth^* , Carl Christian Vogel von Vogelstein^* * og Eduard Bendemann^* ; foruden Thorvaldsen^* billedhuggeren Ernst Rietschel^* og Adolf von Donndorf^* ; lægen Carl Gustav Carus^* og Goethes^* svigerdatter Ottilie von Goethe^* . Herudover opholdt sig her i længere tid den afrikanske prins Aquasi Boachi^* fra Guldkysten, der var uddannet mineingeniør samt den javanesiske prins og maler Raden Saleh^* . Serre lod til den muslimske prins opføre en moskélignende pavillon i Maxen, hvor han kunne trække sig tilbage til sine bønner eller meditationer. Pavillonen er i de seneste år smukt restaureret.

Sådan fungerede tingene i de gode år, indtil midt i 1850’erne, hvor alting begyndte at gå skævt. Hidtil havde begge ægtefæller haft et fortræffeligt helbred, men nu begyndte det at knibe med begges helbred. I brevene til Andersen klager Friederike Serre gang på gang over hæshed, åndedrætsbesvær og hoste, hvortil senere kommer hævede ben (ødemer) og senere i årtiet er det også galt med Friedrich Anton Serres helbred. Major Serre døde den 3. marts 1863 af et hjerteslag efter længere tids lungesygdom og ni år efter den 7. august 1872 døde Friederike Serre af ”vattersot” sikkert forårsaget af den langvarige lungesygdom, hun havde lidt under. Fire måneder tidligere havde H.C. Andersen med sin unge ven William Bloch gjort hende visit i Amalienstraße: ”… hun sad i Sophaen, veemodig glad ved at see mig”, skrev Andersen i sin dagbog. De følgende dage gjorde de hende visitter – sidst den 24. april 1872, hvor de nød en frokost sammen og drak champagne!

Friedrich Anton Serre, Friederike Serre og deres lille søn ligger begravet på Trinitatis Kirkegård i Dresden. Nederst på gravmælet står: ”Sie wollte das Gute”.