01.06.1852 Brevid 17560
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 1. Juny [18]52
Theuerster Herr Andersen!
Heute war ich in froher Hoffnung Sie Morgen von der Eisenbahn abzuhohlen, um mit mir nach Maxen zu fahren, zur Stadt gekommen, da erhielt ich Ihren Brief!!! So soll man sich in diesem Leben auf nichts im Voraus freuen, – ach, es ist ein trauriger Spruch von Schiller* – Du hast gehofft ! dein Lohn ist abgetragen!-
Ich hatte ein so hübsches Diner zu Ihrem Empfang arrangirt, und Mayblumen dufteten auf Ihrem Tische – Vorbey, Vorbey! – Alle Geschichten haben ein Ende. Auch Kohl* hatte sich diese Woche für ein paar Tage freÿ gemacht! – Jetzt muß ich nun noch auf Ihre letzte Nachricht warten! ./. Es wäre auch gut gewesen, wenn Sie Herrn von Lüttichau* noch gesprochen, der in den nächsten Tagen nach Teplitz geht!.-
Aber was hilft das Klagen!
Ich begreife Ihre Gründe – und kann nichts dagegen einwenden.
Sollte ich Sie nicht sehen können so versprechen Sie mir von Ihrer Reise bald zu schreiben wo Sie einen Rasttag machen.
Wegen der Büste bleibe ich noch in Ihrer Schuld! –
Sollten Sie Baron Maltiz* sehen die herzlichsten Grüße an Beide!- Auch an Fräulein Seidler* !
In Betrübniß
Ih[re] Fr. Serre
[udskrift:]
An den Herrn Professor Andersen
in Weimar
freÿ
abzugeben bey dem Hofmarschall von Boilieu*
[stemplet:] DRESDEN 2 JUN.52
Dresden, den 1. juni 1852.
Dyrebareste hr Andersen
I dag var jeg kommet til byen i glad forventning for at hente Dem på jernbanen, for at De kunne køre med mig til Maxen, da modtog jeg Deres brev! Således skal man i dette liv på forhånd glæde sig til ingenting – ak det er en sørgelig talemåde af Schiller* – Du har håbet! Din løn er borte!
Jeg havde arrangeret sådan en nydelig middag til Deres modtagelse – og majblomster duftede på Deres bord – forbi, forbi – det blive alle historier. Også Kohl* havde frigjort sig et par dage i denne uge – Men nu må jeg vente på Deres seneste efterretning .
Det ville også have været godt, hvis de endnu havde kunnet tale med hr. von Lüttichau* , som de næste dage rejser til Teplitz.
Men hvad hjælper det at klage.
Jeg forstår Deres bevæggrunde – og kan intet indvende derimod!
Skulle jeg ikke kunne komme til at møde Dem, så lover De mig snart at skrive fra Deres rejse, når De har en hviledag.
Hvad angår busten, så skylder jeg
Dem stadig.
Skulle De se baron Maltiz* , så hils begge
hjerteligst – også frøken Seidler* .
Sørgmodigst.
Deres Fr. Serre
Til hr professor Andersen i Weimar, frit – afleveres hos hofmarskal von Beaulieu* .
BrevID 17560: FrS-brev af 1/6 1852 (Collin XI, 13/185, billedid 5089-91).
Dresden den 1. Juny: dette brev modtog HCA i Weimar 3/6, hvilket – forståeligt nok – gjorde ham "noget nerveus".
Du hasst gehofft! Dein Lohn ist abgetragen: citat fra Schillers* digt "Resignation" (1785).
Vorbey, Vorbey – Alle Geschichten haben ein Ende: citat fra HCA’s Grantræet (1845): forbi, forbi, og det blive alle Historier!
ich begreife Ihre Gründe: hvilke grunde HCA har anført til sin undskyldning, får stå hen i det uvisse.
Fräulein Seidler* : Fräulein Seidler* er den tyske malerinde og forfatterinde Louise Seidler* (1786-1866), der efter et meget omskifteligt liv bosatte sig fast i Weimar, hvor hun varetog plejen af de hertugelige kunstsamlinger, samtidig med at hun plejede sin egen kunst. Hun var en nær veninde af Goethe* , hvis portræt hun malede i 1811.
