22.03.1866
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 22. März 1866.
Theurer, verehrter Freund!
Durch einen Brief von Clara* erfuhr ich daß Sie bereits in Paris sind, und da ich nicht weiß, wie lange Ihr Aufenthalt dort dauert – und ich doch so gern mich in Ihr Gedächtniß rufen möchte, schreibe ich lieber sofort dahin; zu ungewiß war es nach Amsterdam zu schreiben! Bald naht Ihr Geburtstag der 2te April und alle meine Gedanken werden an diesem Morgen zu Ihnen ziehen – und Gottes Segen und Glück, auf allen Ihren Wegen herabflehen. Eine lange Reihe von Jahren, hat Ihre Freundschaft mein Leben verschönt, jeder Tag Ihres Hierseins war mir ein Festtag, Erhoben und erquickt, haben mich die Blüthen Ihrer Poesie, und ich ./. fühle mich recht verarmt, daß ich seit Jahren nun wieder, Sie nicht mehr sehen und hören konnte. Wird denn nicht wieder die Stunde schlagen wo Sie an meine Pforte klopfen? Denken Sie denn nicht – daß fern mir jede Politik liegt, die mich nicht berührt? –
Auch wir, zittern vor dem Krieg. Zittern, daß obgleich Sachsen neutral bleiben wird – das preuss. Militair durch Sachsen nach Östreich zieht – und wer steht dafür, daß es dann drinnen fest bleibt und nicht wieder heraus geht – wie in Holstein? – Wer die Macht hat, hat das Recht, und fragt nicht nach der Moral dabei! Und Maxen ist immer der Übergangspunkt nach der böhmischen Grenze! ./.
Wenn ich alle der Sorgen denke, die seit meines Mannes Tod, pecuniärer Hinsicht, auf mir ruhten, – dann muß ich zu dem Entschluß kommen um Ruhe, und sichere Revenuen zu erlangen, muß ich es verkaufen, wenn sich eine vortheilhafte Gelegenheit dazu findet obgleich mein Herz dabey blutet.
Ich fühle mich fortwährend elend und krank, der Husten läßt mir Tag und Nacht keine Ruhe und meine einzige Hoffnung beruht auf Ems, was mir ja immer so gut gethan. Der Arzt sagt ich müsse zum Winter in einem südlichen Clima wohnen, da die kalte Luft mir ewig Entzündungen des Halses und der Luftröhre gibt! – Lange aber, hat Ihre Muse geschwiegen – wenigstens ins Deutsche übersetzt ist wohl nichts worden? Mir bangt danach! Meine liebe Freundin ./. Gräfin Hohenthal* , Schwester Ihres Königs* hat mich vor Ihrer Abreise mit einem schönen Buch beschenkt,. Morgen und Abend Klänge von Friedrich Arndt* , worinnen sie liebe Worte geschrieben. Sie geht den May nach Kreiznach [Kreuznach], dann nach Griechenland – und zum Herbst nach Copenhagen! ¬
Werden Sie denn nicht Gräfin Yoldi-Coopmans* , in Versailles aufsuchen? Sie wohnt rue de Bourdonnais, à Son hôtel, und hat 2 Mädchen, Töchter ihrer Tochter bey sich, dann geht sie für den ganzen Sommer zu ihren Kinder, auf ein Schloß in den Pyräneen, sie ist ganz versöhnt mit ihrer Familie und denkt in Copenhagen das Grab ihres Vaters* zu besuchen! – Empfehlen Sie mich Graf Leon Moltke* und seiner jungen Frau* – ! Nun behüthe Sie Gott, schreiben Sie mir bald von Ihren weiteren Plänen und denken den 2t April daß alle meine Gedanken Sie begleiten werden!
Getreu
Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Welche Lücke hat mir Frau v. Berges* Tod gemacht.
[i margenen, p. 2:] In Maxen hat eine Actien Gesellschaft ein großes Terrain beym Marmorbruch gekauft, sucht Kalk, hat leider auch welchen gefunden zu meinem Nachtheil
Dresden, den 22. marts 1866.
Dyrebare, ærede ven!
Via et brev fra Clara* erfarede jeg, at De allerede er i Paris, og da jeg ikke ved, hvor længe Deres ophold der varer – og da jeg så gerne vil bringes i erindring, skriver jeg hellere straks dertil; det var alt for usikkert at skrive til Amsterdam! Snart nærmer Deres fødselsdag den 2. april sig og alle mine tanker vil på den morgen drage til Dem – og ønske Guds velsignelse og lykke på alle Deres veje. En lang række år har Deres venskab forskønnet mit liv, hver dag, De var her, var mig en festdag, Deres poesis blomster har opløftet og opmuntret, og jeg føler mig ganske fattig, at jeg nu i årevis ikke har kunnet se eller høre Dem. Vil den time ikke snart oprinde, hvor De banker på min port? Tænker De da ikke, at enhver politik ligger mig fjernt, den berørte ikke mig?
Også vi er bange for krigen. Selv om Sachsen forbliver neutral, ryster vi over, at det preussiske militær drager gennem Sachsen til Østrig, og hvem sørger så for, at det forbliver uskadt og ikke sønderbrydes som Holsten? Den der har magt har ret – og spørg ikke om moralen i den forbindelse! Og Maxen er altid gennemgangspunktet til den bøhmiske grænse!
Når jeg tænker på alle de bekymringer, som af pekuniær art har hvilet på mig siden min mands død – så må jeg komme til den beslutning, at for at opnå ro og sikker indkomst, må jeg sælge det, hvis der findes en fordelagtig mulighed, selv om mit hjerte bløder derved.
Jeg føler mig stadig elendig og syg, hosten lader mig dag og nat uden ro og mit eneste håb er Ems, som jo altid har gjort mig så godt. Lægen siger, at jeg til vinter skal bo i sydligere klima, da den kolde luft giver mig evindelige betændelser i halsen og luftrørene! Men længe har Deres muse tiet – i det mindste er intet blevet oversat til tysk? Jeg ængstes derfor! Min kære veninde, grevinde Hohenthal* , som er søster til Deres konge* , gav mig før sin afrejse en smuk bog, Morgen- og aftenklange af Friedrich Arndt* , hvor hun har skrevet kærlige ord. Til maj rejser hun til Kreuznach, derefter til Grækenland, og til efteråret til København.
Vil De ikke opsøge grevinde Yoldi-Coopmans* i Versailles? hun bor i hotellet på rue de Bourdonnais og har to piger, døtre af hendes datter, hos sig, så rejser hun hele sommeren til sine børn, til et slot i Pyrenæerne, hun er ganske forsonet med sin familie og planlægger at besøge faderens* grav i København!
Hils grev Leon Moltke* og hans unge kone* ! Nu Gud bevare Dem, skriv snart om Deres videre planer og tænk den 2. april på, at alle mine tanker vil ledsage Dem!
I troskab
Fr. Serre
i margenen, p. 1:] Hvilket tomrum har fru v. Berges* død forårsaget.
[i margenen, p. 2:] I Maxen har et aktieselskab købt et stort område ved marmorbruddet, de søger kalk, og har desværre også fundet det, til skade for mig.
BrevID 18689: FrS-brev af 22/3 1866 (Collin XI, 17/254, billedid 5366-69).
Sie bereits in Paris sind: efter ca. 1½ måneds ophold i Holland rejste HCA via Antwerpen og Bruxelles til Paris, med ankomst dertil 29/3.
auch wir zittern vor dem Krieg: krigen mellem de to tyske stormagter, Preussen og Østrig, udkæmpedes i sommeren 1866 og varede 7 uger, hvorfor krigen også kaldtes "syvugerskrigen". Kongeriget Sachsen, som i 1. omgang havde erklæret sig neutralt, endte med at slutte sig til Østrig, hvilket flertallet af de såkaldte "mellemstater" (Bayern, Baden, Würtemberg, Hessen, Hannover m.fl.) også gjorde. Preussen støttedes derimod af det netop oprettede kongerige Italien og af nogle af de nordtyske hertugdømmer foruden af nogle af småstaterne i Thüringen, bl.a. Sachsen-Weimar-Eisenach. Slaget ved Königgrätz 3. juli, hvor de preussiske styrker vandt en overvældende sejr, afgjorde krigen til Preussens fordel, det i 1815 oprettede tyske forbund opløstes og der etableredes et nordtysk forbund, selvsagt under preussisk ledelse.
wie in Holstein: som en forløber for 1866-krigen besatte preussiske styrker hertugdømmet Holsten, hvis forvaltning ellers var betroet Østrig efter Danmarks nederlag i 1864-krigen.
Friedrich Arndt* : Johann Friedrich Arndt* (1802-81), theolog og prædikant, virkede i mange år som "erster Prediger" ved Berlins Parochialkirche. Hans "Abendklänge aus Gottes Wort. Ein Erbauungsbuch auf alle Tage im Jahre" (1841) og sidestykket "Morgenklänge etc." (1843) var meget populære opbyggelsesskrifter. At grevinde Hohenthal* skænkede FrS netop disse bøger, er utvivlsomt et udslag af den fromhed, som greb hende efter hendes gemals* død i 1860.
Gräfin Yoldi-Coopmans* : De to datterdøtres navne og data er ikke udg. bekendt
