25.11.1861
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 25 Nvbr. [1861]
Theuerster Freund.
Ihr lieber letzter Brief war mir eine wahre Erquickung. Es gab und gibt viel Trauriges in meinem Hause, Frau v. Berge* ist still und in sich gekehrt seit dem Tode Herrmans* , und der Tod unsrer Nichte Elise* die ein Nervenfieber in 3 Tagen vom Mann und 3 Kindern rufte [sic], hat einen schmerzlichen Nachklang. Jetzt ist Marie* , die von ihrem Mann getrennte arme Frau, bey ihm, welche ein Töchterchen hat im gleichen Alter mit Hartmanns* Tochter* , und führt ihm das Hauswesen. Auch Minna* s gräuliche Heiraths Geschichte macht uns viel Sorge und Kummer. Es hat sich heraus gestellt, was wir längst vermutheten, und wußten und Serre nie glauben wollte, durch das Revidiren der Jahresschlüße – daß diese immer falsch waren, daß er* mit unsichern Leuten nur Geschäfte gemacht, die Zahlungs termine, ob mit Absicht, oder bloß aus Nachläßigkeit ./. versäumt – sich eine Herrschaft angemaßt, die die andern Beamten zum Schweigen gebracht – und so viele Tausende von Thalern, Serre Schaden gemacht. – Sie können denken, der Mann, welcher seine Rechnungen und Belege revidirt sagt – jähr1ich 2 000 rh. kämen vom rechnen, die er an schlechte Geschäfte Serre Schaden gebracht! – Dazu ist er krank, durch eine Ausdehnung der Flechte, ist sein gesunder Fuß – angegriffen, und er unfähig zu gehen – und muß meist auf dem Sopha liegen – er verliert natürlich durch alle diese Erfahrungen, seine Stelle – und Neujahr tritt ein Andrer seine Stelle an. Alles dies hält Minna* nicht ab, auf die Heirath zu bestehen – und da ich endlich nach Dresden ziehen will, Fr. von Berge* ./. auch nicht hier bleibt, und sie nicht allein im Hause unter diesen Verhältnißen bleiben kann, reiset sie Morgen zu ihrem Bruder nach Flatow. Dort hin, will er* nachkommen und sich mit ihr trauen laßen. (Wenn er Wort hält), wenn er entweder ein Gut gekauft (mit dem hier zurück gelegten Geld) oder ein Gut pachten! – Natürlich geben wir Minna* ein jährl. Nadelgeld. Diese Veränderung, die Trennung von Jemand welcher 15 Jahre wie [eine] Schwester im Hause lebte, und die kleinen Besorgungen im Hause thätig und freundlich aus führte – welches mir für den Augenblick eine Last auf legt. – Alles dies ist nicht erheiternd – und feßelte mich bis jetzt hier.
Die Gräfin Moltke* ist trostlos, daß ich noch nicht in der Stadt sein kann. sie findet sich noch nicht hier in die ./. engere Verhältniße zurecht, nach Paris, – und klagt, wie immer! Doch ist sie die liebevollste, treueste Freundin für mich! –
Wie oft denke ich, wie glücklich wäre es für uns, wären Sie diesen Winter hier geblieben, welche schöne Stunden würde Ihre Gegenwart uns bereitet haben in unsrer Zurückgezogenheit, und das Gefühl, geliebt und angebetet von Freunden zu sein, die sich so gern bestreben – Ihnen Angenehmes zu bereiten, würde Ihnen wohl lieb sein, zumal da der Tod Ihres väterlichen Freundes, doch eine große Lücke Ihnen gegeben.
Baronesse Stampe* hat mir noch, ihr und des Barons* und Jeaninas* Photografien, mit einem Lebewohl geschickt. – Der Schmerz folgt ihr, zieht sie auch noch so weit weg! – ./.
Mein Mann läßt Ihnen sagen, er hätte Ihnen, wie Allen Theilnehmern des Albums, directe Addresse, ein Exemplar schon vor 6 Monaten geschickt, doch sollten Sie nur sagen, ob er Ihnen wieder Eins, vielleicht durch eine Buchhandlung, oder andrer Gelegenheit zu schicken solle? – Schade, daß Sie keins von hier selbst mitgenommen, was hätte es geschadet hatten Sie auch 2 Exemplare gehabt und Eins verschenkt! –
Jetzt ist ein Franzose hier, hat eine Bude am Postplatz, darin zeigt er Sterioskopen. Auf einer langen Tafel drehen 24 Maschinen, davor sitzt man und dreht dieselben, so sieht darin man nach der Reihe 24 Bilder – Rings an den Wänden sind Gucklöcher, worin man bunte Bilder sieht, Alles mit Gas schön beleuchtet. Man kann stunden lang so schauen. wie würde es Sie amüsirt haben. – Wie freue ich mich ./. Alles von Ihnen Verheißene! In der Bude sieht man Bilder aus Java, Gegenden und Menschen, darstellend – es soll etwas Neues sein, meist aber sind es Bilder auf Glas. Graf Sauerma* lief täglich hin.
Schreiben Sie, was ich Ihnen wohl schicken könnte, was Ihnen noch fehlt? – Kennen Sie die erleuchteten Zimmer, und die Silber Gefäße? – Professor Mundt* , welcher mich mit seiner Frau (L. Mühlbach)* besuchte, ist in Wiesbaden. Er hatte einen Schlag Anfall. Sie schickte mir als Gast Geschenk, ihr neustes Buch, Erzherzog Johann! –
Auch mit Gräfin Hohenthal* , die noch in tiefer Trauer um ihren Gemahl* sehe ich mich oft, sie ist ./. die Schwester Prinz Christians* .
Heute gab ich dem Eichbaum eine höhere Stütze, er ist über 1 Elle gewachsen. Der Epheu an der Urne scheint sich zu erhohlen, und eine grüne Ranke zu bekommen, ich deckte ihn mit Laub zu, vor der Kälte zu schützen. Sie haben eine gesegnete Hand! – Therese* ist noch immer hier, und bleibt bey Frau v. Berge* , der eine Gesellschaft in ihrer trüben Stimmung nöthig. – Die Kleine gedeiht körperlich und geistig – sie hat Privatstunden. Ihr Mann will ihr den Paß für Amerika, Brasilien, nicht ausstellen, und willigt in keine so weite Entfernung mit dem Kinde. So bleibt ihr Geschick sorgenvoll und mühselig und doch benimmt sie sich brav. –
Zu Weihnachten ./. kommen meine Kinder* * mit den 3 Jungens* * * nach Dresden, und ist meine Freude.
Frau v. Hann* verreiset dann und Fr. v. Berge* , Fräulein v. Mühlenfels* ist noch immer in Dresden, hat aber ihr Waisenhaus Unternehmen aufgegeben, weil keine Theilnahme dafür und von französischer Seite schon dafür gesorgt!-
Noch habe ich den Auftrag Ihnen von der Generalin* ihr Bild zu schicken – Sie möchten die Stubennachbarin – nicht vergeßen – und ihr ja Ihr Bild (Visitencharte) dafür schicken.
Ich füge die Ansicht unsres Hauses bey – welche Sie vielleicht noch nicht haben! –
Aber noch habe ich Ihnen von Alex. Ziegler* – dem Burgemeister* , Serre Margaret* Grüße zu bringen und den letzten von Minna* ! Ich fürchte ihr wird Reue ankommen.
Alle grüßen auch Herrn Collin* herzlich, so wie ich auch
[fortsættes i margenen, p. 8:] In treuer Ergebenheit und Verehrung
Ihre Fr. und Therese*
[i margenen, p. 6:] Madame Helmke* schreibt aus Constantinopel, unsre engste Gaße sey ein Paradis, gegen Constantinopels Schmutz – sie versteht nicht! –
Maxen am 25 Nvbr. [1861]
Dyrebareste ven.
Deres kære brev var mig en sand opmuntring. Der var og er stadig meget sørgeligt i mit hus, fru v. Berge* er stille indadvendt siden Hermans* død, og vores niece Elises* , som døde af 3 dages nervefeber fra mand og 3 børn, har en smertelig efterklang. Nu er Marie* , som blev skilt fra sin mand, arme kone, hos ham, og hun har en datter på samme alder som Hartmanns* datter* , og fører hus for ham. Også Minnas* skrækkelige bryllupshistorie giver os mange sorger og bekymringer. Det har vist sig, hvilket vi længst havde formodet – og vidste – og Serre ville ikke tro det, at ved revision af årsafslutningerne, at disse hele tiden var forkerte, at han* har gjort forretninger med usikre folk, ikke har overholdt betalingsfristerne – enten med vilje eller blot af skødesløshed – har mast sig ind på et herskab, har fået de øvrige ansatte til at tie, og har skadet Serre for så mange tusinde daler. – De kan tænke Dem, at den mand, som reviderede hans regninger og bilag, siger at årligt kom 2.000 rh. fra de dårlige forretninger, han har påført Serre! – Desuden er han syg, det udslet, han havde på sin raske fod, har bredt sig, han er angrebet, og kan ikke gå – og må for det meste ligge på sofaen – han mister naturligvis på grund af alt dette sin stilling – og til nytår tiltræder en anden i hans sted. Alt dette afholder ikke Minna* fra at holde fast på brylluppet, og da jeg endelig vil flytte til Dresden, og fru von Berge* heller ikke bliver her, og da hun ikke kan blive alene i huset under disse forhold, rejser hun i morgen til sin bror i Flatow. Dertil vil han* komme og lade sig vie til hende (hvis han holder ord), hvis han enten køber sig et gods (med de penge han har lagt til side her!) eller forpagte et gods! Naturligvis giver vi Minna* årligt nålepenge. Denne forandring, at skulle skilles fra én som i 15 år har levet i huset som en søster, og som var beskæftiget med venligt at udføre de små opgaver i huset – det pålægger mig i øjeblikket en byrde. – Alt dette er ikke opmuntrende og bandt mig indtil nu hertil.
Grevinde Moltke* er utrøstelig over, at jeg endnu ikke har kunnet være i byen, hun finder sig her i de snævrere forhold ikke tilpas, efter Paris – og klager, som altid! Dog er hun den kæreste, mest trofaste veninde for mig! –
Hvor ofte tænker jeg på, hvor lykkeligt det ville have været for os, hvis De var blevet her i vinter, hvilke skønne timer Deres tilstedeværelse ville have beredt os i vor tilbagetrukkenhed, og følelsen at være elsket og tilbedt af venner, som så gerne bestræber sig på at berede Dem noget behageligt, ville være Dem så kærkomment, især da Deres faderlige vens død har give Dem et stort tomrum.
Baronesse Stampe* har også sendt mig sit, baronens* og Jeaninas* fotografier, med et levvel. Smerten følger hende, uanset hvor meget hun trækker sig tilbage! –
Min mand beder mig sige til Dem, at han gerne havde sendt Dem, ligesom alle deltagere i albummet, et eksemplar allerede for 6 måneder siden til Deres direkte adresse, men De skal blot sige, om han igen skal sende Dem et, måske gennem en boghandel eller ved anden lejlighed? – En skam, at De ikke selv tog et eksemplar med, hvad havde det gjort, om De havde to eksemplarer og kunne forære det ene væk!
Nu er en franskmand her, han havde en bod på Postplatz, deri viser han stereoskoper. På en lang tavle drejer 24 maskiner sig, man sidder foran dem og drejer dem, således ser man efter tur 24 billeder – rundt om i væggene er der kighuller, hvor man kan se brogede billeder, alt oplyst med gas. Man kan sidde og kigge i timevis, hvor ville det have moret Dem. Hvor jeg glæder mig, alt det De synes er så forjættende! I boden ser man billeder af Java, visende egne og mennesker – det skal være noget nyt, men for det meste er det billeder på glas. Grev Sauerma* går dagligt derhen.
Skriv til mig, hvad jeg kan sende til Dem, hvad mangler De? Kender De de oplyste værelser og sølvkarrene? – Professor Mundt* , som med sin kone (L. Mühlbach)* besøgte mig, er i Wiesbaden. Han fik et slagtilfælde. Hun sendte mig i går som visit-gave, sin nyeste bog: Ærkehertug Johann.
–
Også grevinde Hohenthal* , som stadig er i dyb sorg over gemalen* , ser jeg ofte hos mig, hun er søster til prins Christian* .
I dag gav jeg egetræet en højere støtte, det er vokset over 1 alen. Efeuen ved urnen synes at komme sig, og har fået en grøn ranke, jeg dækkede den med løv, for at beskytte den mod kulden. De har en velsignet hånd! – Therese* er stadig her og bliver hos fru v Berge* , som i sin triste stemning har brug for selskab . – Den lille vokser legemligt og åndeligt, hun får privattimer. Hendes mand vil ikke give hende passet til Amerika, Brasilien, og accepterer ikke at være så langt væk fra barnet. Således forbliver hendes skæbne fuld af bekymring og besværlig, og dog er hun tapper.
Til jul kommer mine børn* * med de 3 drenge* * * til Dresden og er mig en glæde.
Fru v. Hann* rejser da og fr. v. Berge* , frøken v. Mühlenfels* er endnu i Dresden, men har opgivet sit projekt med børnehjem, fordi der ikke var interesse nok og der var allerede sørget for det fra fransk side!
Jeg har endnu den opgave at sende Dem billedet af generalinden* – så De husker beboeren i naboværelset – og De ville til gengæld sende Deres billede.
Jeg vedlægger et billede af vores hus – som De måske ikke har endnu.
Men jeg må også bringe Dem hilsner fra Alex. Ziegler* , borgmesteren* , Serre, Margaret* – og de sidste fra Minna* . Jeg tror, hun vil fortryde.
Alle hilser også hr. Collin* hjerteligt, således også jeg
[fortsættes i margenen, p. 8:] I tro hengivenhed og ærbødighed
Deres Fr. og Therese*
[i margenen, p. 6:] Fru Helmke* skriver fra Constantinopel, at vores snævreste gade er et paradis i modsætning til Constantinopels smuds – hun forstår det ikke! –
BrevID 10406: FrS-brev af 25/11 1861 (Collin XI, 10/150+151, billedid 4956-65).
Der Tod unsrer Nichte Elise* : Elise Hartmann, f. Klein* (1822-61), datter af FAS’s søster Caroline Serre* (1791-1872) og "Stadtrat" Johann Klein* , Berlin. Elise Klein* var g. med professor Johann Hartmann* (1810-84). De tre, nu moderløse børns navne var Hans* , Antonie* og Georg* .
Jetzt ist Marie … bey ihm: den afdødes søster, den fraskilte Marie von Burchardi* (jf. brevene BrevID 6265 og BrevID 18010).
ein Töchterchen hat im gleichen Alter mit Hartmanns Tochter* : kusinerne Eirine von Burchardi* og Antonie Hartmann* var født i henh. 1851 og 1849.
Minnas* gräuliche Heiraths Geschichte : den formentlig ikke ganske unge frk. Minna Richardi* var i adskillige år forlovet med FAS’ regnskabsfører på Maxen. Hans navn nævnes ikke i dette brev, men det fremgår af BrevID 10426 at han hed Geisenheimer* . Dennes bedragerier – som kom til at koste FAS rigtig mange penge – kom åbenbart helt bag på F.A.Serre.
Postplatz: central plads i Dresden tæt på Zwinger.
reiset sie Morgen zu ihrem Bruder* in Flatow: denne broder* til Minna Richardi* kan ikke identificeres.
Professor Mundt* … mit seiner Frau (L. Mühlbach)* : Theodor Mundt* (1808-61), litteraturkritiker og romanforfatter, tilhørte gruppen "das junge Deutschland", g.m. Klara Müller, der under pseudonymet Luise Mühlbach* udsendte en umådelig mængde historiske romaner, bl.a. den hér nævnte "Erzherzog Johann und seine Zeit", 1861, 2. udg. 1868.
Gräfin Hohenthal* … in tiefer Trauer um ihren Gemahl* : Grev Hohenthal* døde i 1860. Hendes bror* blev senere konge af Danmark.
Therese* : operasangerinden Therese Strenz* , som FrS havde taget sig venligt af og som HCA var sammen med på Maxen i 1855. Den arbejdsløse sangerinde ville – trods mandens modstand – rejse til Brasilien for dér at opsøge sin broder, jf. BrevID 18410.
die Ansicht unsres Hauses: desværre er dette billede af familien Serres hus, kaldet en villa, i Dresden ikke bevaret. Selve huset blev ødelagt under bombardementet af Dresden 1945.
von Alex. Ziegler * , dem Bürgermeister* … und den letzten von Minna* : vennerne Alexander Ziegler* , borgmester Julius Hertel* , og den sidste hilsen fra FAS’ kusine, Minna Richard* i, før hun forlod det Serre’ske hus for bestandig.
