01.08.1861 Dagbogsuddrag Torsdag den første August. Trykkende varmt; skrevet utrætteligt paa min sweitzer Historie, saa at jeg var træt og ør. Til Aften kom Generalinde Vogels* Sønnesøn* , en tyveaarig preusisk Officeer; jeg fik Brev fra Hartmann* . I et Brev fra Fru Serre fortaltes at Jonas* og Arthur Falkenstein* kom igaar Aftes til Dresden før Uveiret brød løs og at de strax gik i Theatret og saae Pigen fra Orleans; i Dag havde Jonas* været hos Reichenbach* . – Jeg var træt og gik tidlig op.

skrevet utrætteligt paa min sweitzer Historie: hermed mener HCA eventyret "Iisjomfruen", som har en indviklet tilblivelseshistorie, jf. Erik Dal* i Eventyr VII, 261 ff. Som det fremgår af de efterfølgende dagbogs­notitser, skrev HCA flittigt på "Iisjomfruen" under opholdet på Maxen 1861.

Generalinde Vogels* Sønnesøn* , en tyveaarig preusisk Officer: Alexander von Vogel* (1841-89), sen. kaptajn i den preussiske hær.

Brev fra Hartmann* : jf. BHartmann brev 554. BrevID 10268

de gik i Theatret og saae Pigen fra Orleans: Fr. Schiller* s "Die Jungfrau von Orleans".

Reichenbach* : Ludwig Reichenbach* (1793-1879), professor i botanik ved det kirurgisk-medicinske akademi i Dresden, samt direktør for det kgl. naturaliekabinet og den botaniske have i Dresden. –

Supplerende oplysninger

Genre/type: Dagbogsuddrag Øvrige tilknyttede BrevID'er i HCA brevbasen: 10268