15.12.1859
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Sontag den 15. Dcbr.[1859]
Theuerster, verehrter Freund!
Lange habe ich keine directe Nachrichten. Heute aber theilte mir ein Brief der lieben Clara Heinke* mit, daß Sie meiner gedächten, wie productiv Sie wieder gewesen, und welche neue Decoration Sie vom König von Baiern* erhalten! Wie herzlich wünsche ich Ihnen zu Allem Glück, und bitte Gott er möge Sie in diesem Wohlergehen behalten!
Wieder kommt das schöne Weihnachtsfest, und ich kann Ihnen nicht Ihren Baum schmücken! Die letzte verunglückte Sendung hat mir den Muth genommen, und mich gelehrt – wie groß die Entfernung und schwierig der Transport. So ziehen meine Gedanken zu Ihnen, und suchen Sie in Ihren von Liebes Hand geschmückten Räumen auf unter all den Blumen und Arbeiten die Ihnen liebe Frauenhände senden werden./.
Ich hätte längst geschrieben, aber eine Art Augen Entzündung verhinderte mich an allen dergl. Beschäftigungen, haben Sie nicht durch den Grafen Moltke* tausend herzliche Grüße und Bestellungen erhalten. Der arme Mann hat viel gelitten hier – und ich bin überzeugt, er hat sich durch das ewige Magnetisiren den Schmerz im Arm zu[ge]zogen. – auch die Gräfin* hat sich so sehr an den Magnetismus gewöhnt – daß sie ihn nicht entbehren mehr kann und sich nervös dann fühlt. Alle Ärzte meinen, die Folgen wären unabsehbar, wenn das Magnetisiren eine Gewohnheit würde! – Jetzt braucht sie eine strengen Augenarzt, der Höllenstein in ihre Augen tröpfelt – und ihr malen, lesen und jede erheiternde Beschäftigung verbietet. – Sie ist glücklich, daß Leon* Gesandte in Paris geworden, und Harald* wahrscheinl. sich dort mit seiner Amerikanerin* ./. verloben wird. Harald* scheint sich sehr in Paris zu amüsieren und wird wohl den Militairdienst verlaßen und sich auch der Diplomatie zu wenden!
Mit Serres Lotterie geht es glänzend 110 000 Loose sind fast nur im Inland und Schlesien abgesetzt, nun hofft er noch auf Süddeutschland und Preussen einen großen Absatz! – Er hat hier und in andren Orten, Damen Bündniße organisirt, aus allen Ständen (hier sind 150 zusammengetreten, um Geschenke zu werben und einzusammeln).
Jetzt will Jeder das Geld haben. Aus Weimar hat der Herzog* schreiben laßen er hoffte auf 2 Dritttheil, das hiesige Comite will vor Allem bevorzugt sein, Briefe um Unterstützungen gehen zu Hunderten ein, aller Art – und doch kann erst zum nächsten Gebt. Schillers* die Sache ins Leben treten, und die Ziehung sein. Welche Last von Geschäften, Ärger, Arbeiten, besonders schriftliche sich mein Mann ./. damit unterzogen, ist nicht aus zu sprechen. Er hat Vertrauen zu mir, und da wir Frauen mit feinern Fühlfäden empfinden – und das Herz uns lehrt, was den Männern der Kopf – so hört er oft auf mich. Jeden Abend sitzen wir so sprechend und denkend, zusammen – ich nehme keine Einladungen an, außer zur Frau v. Göthe* und helfe ihm so viel ich vermag durch eine angenehme Häuslichkeit ihn zerstreuen. Das Schlimmste ist, daß die Schriftsteller unter sich nicht einig – Auerbach* und Gutzkow* haßen sich, Kühne* und Hammer* – und so fort – braucht er den Einen, hat er den Andern verloren! – Genug daran.
Denken Sie meine Clementine* , die wieder einen gesunden Knaben* geboren, hat danach eine Ribbenfell Entzündung bekommen, und ist erst seit einigen Tagen außer Gefahr, welche Angst für mich.
So wird der Weihnacht Abend still vergehen, da Carls* * nicht kommen können.
[afsluttes i margenen, p. 4:] Nun noch die Versicherung der treusten Ergebenheit
Ihrer Fr Serre
[tilføjelse i margenen, p. 1:] Die herzl. Grüsse von Frau v.Göthe* , meinem Mann, und Minna* und Margaret* .
Søndag den 15. Dcbr.[1859]
Dyrebareste, ærede ven!
Længe har jeg ikke fået nogen direkte efterretninger. Men i dag meddelte et brev fra den kære Clara Heinke* , at De tænkte på mig, hvor produktiv De igen har været, og hvilken ny dekoration, De har modtaget fra kongen af Bayern* . Jeg ønsker Dem hjerteligt til lykke med det hele, og beder Gud om, at han må bevare Dem i denne fremgang.
Den skønne julefest kommer igen, og jeg kan ikke smykke Deres træ! Den sidste sending, som gik fejl, har givet mig mod og belært mig, hvor langt borte De er, og hvor vanskelig transporten er. Således drager mine tanker til Dem, og opsøger Dem i de rum, som er smykket af Deres kære, blandt blomster og arbejder, som kærlige kvindehænder sender.
Jeg havde skrevet for længst, hvis ikke en slags øjenbetændelse havde forhindret mig i sådanne beskæftigelser, har De ikke ved grev Moltke* modtaget tusinde hjertelige hilsner og bestillinger. Den arme mand har lidt meget her – jeg er overbevist om, at han ved den evindelige magnetiseren har trukket smerten til armen – også grevinden* har vænnet sig så meget til magnetismen – at hun ikke mere kan undvære den og så føler sig nervøs. Alle læger mener, at følgerne ikke var til at overskue, hvis magnetisering blev sædvane! – Nu har hun brug for en dygtig øjenlæge, som drypper helvedessten i hendes øjne –og forbyder hende at male, læse og enhver opmuntrende beskæftigelse. Hun er lykkelig for, at Leon* er blevet gesandt i Paris og at Harald* sandsynligvis bliver forlovet der med en amerikanerinde* . Harald* synes at more sig meget i Paris og vil nok forlade militæret for også at stræbe mod diplomatiet!
Med Serres lotteri går det strålende, 110 000 lodder er afsat, kun i hjemlandet og Schlesien, nu håber han også på stor afsætning i Sydtyskland og Preussen. – Han har her og andre steder organiseret dame-klubber, fra alle stænder (her trådte 150 sammen, for at hverve gaver og samle ind). Nu vil enhver igen have penge. Fra Weimar har hertugen* ladet meddele, at han håbede på 2 tredjedele, den herværende komité vil blive foretrukket for de andre, breve om understøttelse går i hundredvis ind, i alle retninger – og dog kan sagen først realiseres til Schillers* næste fødselsdag, og udtrækningen ske. Hvilken byrde af forretninger, bekymringer, arbejde, især skriftligt, som min mand der har påtaget sig – det er helt utroligt. Han har tillid til mig, og da vi kvinder fornemmer med finere føletråde – og hjertet dertil lærer os, hvad mændene kun har i hovedet – så hører han ofte på mig. Hver aften sidder vi og taler og tænker sammen – jeg tager ikke mod invitationer, undtagen til fru v. Goethe* og hjælper ham så meget jeg formår ved en behagelig hjemlighed. Det værste er, at forfatterne indbyrdes ikke kan enes – Auerbach* og Gutzkow* hader hinanden, Kühne* og Hammer* – og så videre – bruger han den ene, har han mistet den anden! – Nok derom.
Tænk Dem, min Clementine* , som igen har født ensund dreng* har derefter fået lungehindebetændelse og er først de seneste dage uden for fare – hvilken angst jeg havde. Således vil juleaften gå stille, da Carls* * ikke kan komme.
[afsluttes i margenen, p. 4:] Nu kun forsikring om den mest trofaste hengivenhed.
Deres Fr. Serre.
[tilføjelse i margenen, p. 1:] De hjerteligste hilsener fra fru v. Goethe* , min mand, Minna* og Margaret* .
BrevID 19929: FrS-brev af 15/12 1859 (Collin XI, 8/111, billedid 4855-58).
Decoration … vom König von Baiern* : kong Maximilian (Max) II* af Bayern tildelte i dec. 1859 HCA sin "Maximiliansorden für Wissenschaft und Kunst", som indstiftedes i 1853 og som stadig (efter en inddragelse 1932-80) uddeles. Den betragtes som den højeste bayerske orden, og der må kun være 100 ordensbærere ad gangen.
Leon* Gesandte in Paris: Léon Moltke-Huitfeldt* tiltrådte i beg af 1860 posten som dansk gesandt i Paris, hvilken post han bestred til sin død i 1896.
Harald* … mit seiner Amerikanerin* : Harald Moltke-Huitfeldt* forlovede sig i 1859 med amerikanerinden Annie Hutton* (1836-89) – og giftede sig med hende året efter.
Höllenstein: Helvedessten, sølvnitrat, der virker desinficerende.
Harald* … wird wohl … sich auch der Diplomatie wenden: HM-H* gjorde 1862-69 tjeneste som attaché ved gesandtskabet i Paris.
Clementine* … einen gesunden Knaben* geboren: sønnen Karl Serre* (1859-69).
