06.05.1856
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen den 6. May [18]56.
Theuerster Freund!
Täglich correspondire ich mit Ihnen in Gedanken, und wünsche und sehne Sie herbey! Denn Alles blüht und grünt – bald auch blüht der Hollunder – und zum Pfingstfest haben sich viele Bekannte angekündigt. Aber recht heimisch bin ich noch nicht hier geworden. Wir begleiteten nämlich Frau v. Berge* nach Berlin, welche der berühmte Graeve* vom Grauen Stahr operiren wollte und zu dieser Zeit sie bestellt. Schon waren ihre Zimmer im Clinique genommen – da erklärte er – vor dem Herbst wäre eine Operation unmöglich, sie müsse erst auf beide Augen erblinden! Eine schlimme und traurige nächste Zukunft! Gerade an meinem Geburtstag – dem 28 st. April, saßen ./. wir von Mittag 12 Uhr bis ½ 4 in dem Clinique, in dem Operations Saale, und warteten auf seinen Ausspruch, unter den stöhnenden und ächzenden Kranken. Da meine Familie noch in tiefer Trauer ist – so war auch für mich keine Zeit zu Vergnügungen , und darum kehrten wir den 4. Tag nach Dresden zurück – wo ich 27 liebe Briefe zu beantworten vorfand – daher Verzeihung, wenn ich später als ich gedacht antworte.
Auch lag der Harald Moltke* von Paris nach Wien durchreisend, an Unterleibs Entzündung gefährlich krank – und es war uns ein Trost ihn diese 8 Tage zur Seite stehen zu können. Nun ist er nach Wien fort, bat mich aber dringend, dem Papa* nichts davon zu schreiben, da er seiner Unvorsichtigkeit diese ./. Krankheit verdankte! Graf Moltke* schrieb mir, er hätte sie [Sie] bey einer Cousine* auf dem Lande gefunden! Nun aber, bitte erfreuen Sie uns bald mit Mittheilung Ihrer Sommerpläne! Im Anfang Juny kommen 2 sehr musicalische junge Damen nach Maxen, Anfang Juli Julie Burrow* auf 8 Tage – bis Anfang August bleibe ich in Maxen, da mein Mann mich gern zu seinem Gebt. hier hat, den er gern heiter begeht.
Ihr Zimmer ist immer bereit, unser Herz schlägt Ihnen entgegen, der Frühling öffnet Ihnen auch hier seine Arme, Ihre Sidonia Japonica blüht – die kleine Eiche fängt an zu knospen. Auch der Lerchenbaum über den Rosenkranz erhebt sein grünendes Haupt. Alles ruft – den theuren Freund. -
Somit erwarte ich Nachricht! – Tausend Herzliches von meinem Mann, Minna* , Marg.* und Ihrer treuergebenen
Fr. Serre
[i margenen p. 2:] Von Cholera weit und breit keine Spur, sie existirt jetzt gar nicht.
[i margenen p. 3:] Nur die Kälte ist schlimm, wir müssen noch tägl. hitzen und keine Pflanzen kommen heraus.
[udskrift] An den Professor H. Ch. Andersen
in Copenhagen
zu anfragen bey Sr. Excellenz dem Hrn. Staatsrath von Collin
frey
[stemplet:] DRESDEN 7 MAI 56
Maxen den 6. maj [18]56.
Dyrebareste ven!
Dagligt korresponderer jeg med Dem i tankerne, og længes efter at have Dem her. Thi alt blomstrer og grønnes – snart blomstrer også hylden – og til pinse har mange bekendte meldt sig. Men jeg har endnu ikke fået gjort mig det rigtig hyggeligt. Vi ledsager nemlig fru v. Berge* til Berlin, da den berømte Graeve* ville operere hende for grå stær og bad hende være der nu. Værelset var allerede reserveret i klinkken – da erklærede han, at en operation først ville være mulig til efteråret – hun skulle først være blind på begge øjne!
En frygtelig og sørgelig nærmeste fremtid! Netop på min fødselsdag – den 28. april, sad vi fra kl 12 til halv fire i klinikken, på operationsstuen og ventede på hans dom, blandt de stønnende og plagede syge. Da min familie stadig er i dyb sorg, er der heller ikke for mig tid til fornøjelser, og derfor vendte vi 4. dagen tilbage til Dresden – hvor jeg fandt 27 breve, jeg skulle svare på – deraf forklaringen på, hvorfor jeg svarer senere end planlagt.
Også Harald Moltke* , som rejste fra Paris til Wien, lå farligt syg af underlivsbetændelse – og det var os en trøst at kunne stå ved hans side i de 8 dage. Nu er han igen rejst til Wien, men bad mig indtrængende ikke at skrive til hans far* derom, da han kunne takke sin uforsigtighed for denne sygdom! Grev Moltke* skrev til mig, at han havde mødt Dem hos en kusine* på landet! Men nu glæd os snart med meddelelsen om Deres sommerplaner! I begyndelsen af juni kommer 2 meget musikalske unge damer til Maxen, i begyndelsen af juli [kommer] Julie Burrow* i 8 dage – indtil begyndelsen af august bliver jeg i Maxen, da min mand gerne ser mig her til sin fødselsdag, som han fejrer muntert her.
Deres værelse er altid parat, vort hjerte banker imod Dem, foråret åbner også her sine arme for Dem, deres japanske kvæde blomstrer – den lille eg står i knopper. Også lærketræet løfter sit grønne hoved over rosenkransen. Alt kalder på den dyrebare ven. – Således venter jeg besked! – tusind hjertelige hilsner fra min mand, Minna* , Marg.* og Deres tro hengivne
Fr. Serre
[i margenen p. 2:] Ingen spor af kolera her vidt og bredt, den eksisterer nu slet ikke.
[i margenen p. 3:] Kun kulden er slem, vi må endnu hver dag have varme på og ingen planter bliver sat ud.
BrevID 17817: FrS-brev af 6/5 1856 (Collin XI, 14/200, billedid 5148-51).
Der berühmte Graeve* : øjenlægen Albrecht von Gräfe* (1828-70), der også var professor ved Berlins Universitet.
Da meine Familie noch in tiefer Trauer ist: det kan ikke oplyses, hvem familien Serre sørgede over.
Harald Moltke* … an Unterleibs Entzündung gefährlich krank: da den unge grev Moltke, der i 1856 kun var 18 år gammel, havde pådraget sig denne underlivssygdom ved "Unvorsichtigkeit", må man formode, at det drejede sig om en kønssygdom, som helst skulle holdes skjult for familien.
Graf Moltke* … hätte Sie bey einer Cousine* auf dem Lande gefunden: A. G. Moltke-Huitfeldt* og Henriette Scavenius* var fætter og kusine.
da mein Mann mich gern zu seinem Gebt. hier hat: FAS havde fødselsdag 28/7, hvilken dag gerne tilbragtes på Maxen med talrige venner som gæster.
die kleine Eiche: i nærheden af den lærk, som HCA i sin tid havde "reddet" og som siden blev plejet omhyggeligt af FrS, havde man plantet et lille egetræ, som også blev tildelt HCA.
