Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:
1872
23. - 25. juli
Over Helsingør til Hellebæk, hvor han besøger Dagbladets redaktør indtil 1872, C.St.A. Bille på familiens nye landsted, og desuden besøger Collins og Carl Bloch.
29. juli
Til Henriques på Petershøj.
1. og 2. august
Visitter hos familien Brandes. Læser d. 2. sine nyeste historier, bl.a.
"Tante Tandpine" højt for Georg og Edvard Brandes, deres mor og et par gæster: "Tante Tandpine vakte megen Lystighed, men alle tre Historier tiltalte den unge Kritik"
(dagbogen d. 2.).
4. august
Dagbogen beretter:
"Igaar og i Dag spadseret med Dr Georg Brandes og talt en Deel, i Dag især om Drømme og Syner"
(HCA nedfælder i disse år meget hyppigt sine - ofte mareridtsagtige - drømme i dagbøgerne).
5. - 20. august
Igen på Rolighed.
7. august
Fru Friederike Serre dør.
14. august
Besøger Anna Bjerring hos hendes onkel på Vesterbro.
20. august - 2. september
På Basnæs.
2. september
Tilbage i København. Bor nu i sine værelser hos frøken Hallager i Nyhavn 18. Skiftende korte ophold her og på Rolighed.
6. september
Er på 53-års dagen for sin ankomst til København i Tivoli sammen med Scharff, hvor han ser, at hans buste er stillet op
"mellem Rækkene af danske udmærkede Mænd"
(dagbogen dags dato).
9. september
Sender sin buste til sin gamle lærer Carstens, der nu bor på Tåsinge.
11. september
Grundtvig begraves fra Vor Frelsers Kirke. HCA går ikke med til begravelsen, da han er bange for at komme i trængsel, men ser begravelsestoget fra C.St.A. Billes lejlighed i Løngangsstræde lige over for Vartov.
22. september
Nicolai Bøgh bringer HCA nogle aviser fra Assens, hvori der er en føljeton: en versificeret gengivelse af "Den grimme Ælling", omskrevet af en 14-årig bondedreng, "der vogtede Qvæg paa Marken" (dagbogen dags dato). Drengen er nu ved grosserer Jacob Morescos mellemkomst anbragt i latinskole i København.
Se evt. Tidstavle 1871 – 1872 i bd. IX af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)