Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:
1863
April
Sammen med Bjørnson i København. Er som inviteret med til indvielsen af Studenterforeningens nye bygning (d. 15.). Hæfter sig ved den pompøse ramme og den "rå" udartning af festen (dagbogen).
5. april
Trykkes 6 Spaniens-digte i Illustreret Tidende.
20. april
Læser op i Arbejderforeningen ( i den store sal i Vingaardsstræde 6).
22. april
Med dampskibet Zampa til Bøget og derfra med vogn til Christinelund, hvor han arbejder på sin Spaniens-bog.
2. maj
Til Holsteinborg.
8. - 20. maj
På Basnæs, hvor han afslutter 1. gennemskrivning af Spaniens-bogen.
20. maj
Tilbage til København, til Nyhavn 67. Føler sig ensom og hjemløs, rastløs efter at rejse ud igen.
Besøger d. 22. maj Anna Bjerring, der er nogle dage i København.
Besøger i juni (d. 16.) for første gang fru Heiberg i Rosenvænget. Hun underholder ham med selvoplevede overnaturlige fænomener.
19. juni
Af sted til Glorup (ankomst d. 21., undervejs besøg hos fru Ingemann i Sorø og overnatning i Korsør). På Glorup,
"hvor jeg altid havde fundet et gjæstfrit Hjem", var haven nu "som forvandlet i Skjønhed, siden jeg sidst var her. Det gamle franske Parti var smykket med et Springvand, som kastede sin tykke Straale i Høide med de store Træer; den nyere Deel var forvandlet til en engelsk Park med herlige Trægrupper"
(fortsættelsen af Mit Livs Eventyr).
Herfra ture til Mullerup og Hesselagergård.
Se evt. Tidstavle 1861 – 1863 i bd. V af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)