Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:
1850
5. juli
Får meddelelse om fredsslutningen 2. juli i Berlin.
Får af Ørsted tilsendt 2. del af hans Aanden i Naturen, som han læser i.
Visit på Ørbæklunde, hvor der er svensk indkvartering.
13. juli
Bryder kampene med de slesvig-holstenske oprørere ud igen. Hører (d. 27. juli) om indtagelsen af Slesvig by og om Frederik Læssøes fald ved Isted ("tænkte ret paa ham, vor Ungdoms Tid", hedder det i dagbogen).
5. august
Fra Glorup over Svendborg og med skib til Gaabense og derfra med vogn til Corselitze. Herfra d. 18. august. Undervejs indkvarteret hos biskop D.G. Monrads, hvor han møder digteren Chr. Winther med kone.
22. august
Tilbage i København.
12. september
HCAs "søsterlige veninde", Henriette Wulff, tager ud på næsten 1 års rejse til Vestindien om bord på briggen Mercurius, som hendes bror, Christian netop havde fået kommandoen over.
Ultimo september
Ultimo september HCA sidder 4 gange for Elisabeth Jerichau-Baumann. Hendes oliemaleri fuldendes i løbet af de kommende måneder [ikke som Ejner Johansson skriver: sidst på sommeren].
Se evt. Tidstavle 1845 – 1850 i bd. III af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)