Dato: 2. juli 1859
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl Alexander
Sprog: dansk, tysk.

Min ædle dyrebare Storhertug!

Her paa Silkeborg modtog jeg Deres hjertefulde, kjære Brev, hvoraf jeg saae hvor god De altid er og bliver mig, men tillige hørte jeg om Deres Sorg, Tabet af Deres anden Datter, og nu nogle Dage efter, ved at see en fransk Avis, læser jeg at den 23 Juni er Deres velsignede, kjærlige Moder ogsaa gaaet ind til Gud, den ædle, herlige Fyrstinde gaaet ind til sine kjære Forudgangne; jeg føler saa levende Deres Tab, Deres Sorg, hvad Deres varme kjærlige Hjerte lider, og er bedrøvet med Dem, Trøst har jeg ikke at sige, den vil komme fra Gud, den vil lyse ud af Deres ædle Gemalindes og Deres Børns Øine, den vil voxe ved Tanken om, at for hver Elsket vi miste her paa Jorden, vinde vi een Ven mere i Himlen, at Længslens Bro mellem dem og Jorden derved bliver Virkelighed. - Saa ædel, ligefrem, klog og god var den kjærlige Moder mod mig, den fremmede, uden Rang og Stand, jeg fornam det saa tydeligt naar Moder og Søn, Moder og Børnebørn mødtes! Gud glæde hendes Sjæl i sin rige Himmel, hvor alle ædle Sjæle mødes i Sympati! - Mit lille Brev her veed jeg, vil ikke falde Dem besværligt, et deeltagende Hjerteslag vil De deri fornemme, min Tanke er saa levende hos Dem! min høje ædle Storhertug! thi De er bedrøvet, har Sorg. Gud styrke og velsigne Dem.

Deres kongelige Høiheds tro hengivne etc.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost