Kjøbenhavn den 5 Januar 1857.
Kjære Fru Scavenius!
Uendelig Tak for al den Hjertelighed og Godhed, De viste mig under Julebesøget, den Inderlighed, den store Velvillie! den ganske opfylder mig med Tak og Hengivenhed. I mit stille Sind var jeg tidt bevæget ved al den Hyggelighed, De undte mig, hvor gjerne De vilde, at jeg ret skulde have det godt. Mit Hjerte er fuldt af Taknemmelighed! Skade, at jeg var saa sygelig og ikke ret kunde være en livlig, behagelig Gjæst; men jeg kommer vel engang ret karsk og oplivet; man maa ikke altid være syg. Godt var det imidlertid, at jeg tog ind i Løverdags og dertil, at jeg naaede Kjøbenhavn samme Aften / og ikke blev i Sorø Natten over; thi det er jo blevet en ganske forfærdelig Kulde. Jeg led paa Touren til Slagelse meget af Krampe i Underlivet; meget bedre blev det ikke paa Jernbanen, og igaar var jeg ganske slet; i Dag er det derimod betydeligt bedre, jeg føler mindre til Smerterne og hoster kun lidt, men er uendeligt mat. Ved min Hjemkomst fandt jeg en Mængde smukke, kjærkomne Breve og et Par anonyme; blandt andre et fra en ubekjendt Dame, der sendte mig en broderet Tegnebog; jeg fik aldrig hendes Navn at vide, skrev hun og tilføiede, hun heller ikke [saae], om jeg bar Tegnebogen; det gjør jeg, og Brevet er meget smukt. Et anonymt Brev laae der fra en Dame om at møde paa Volden idag ved Middag, da hun saa gjerne vilde tale med mig engang, det hun aldrig havde, og nu skulde hun forlade Byen, men jeg indlader mig ikke paa Stævnemøder; det kan ogsaa være / at det er en Spøg af en anden Herre: lad ham saa kun gaae at fryse for at vente paa jeg løber April, jeg gaaer ikke. En smuk, ny, illustreret Udgave af mine Historier udkomne i Leipzig, ventede mig ogsaa.
Høedts Bog bliver nu overalt haardt medtaget, i alle Blade og i Tale. - Jeg synes, som sagt heller ikke om den. Det er jo Intet! - Hils ret hjerteligt Miß Dunloup! gid at jeg maa see hende med friske røde Kinder og Glæde i Øie og Sind naar vi mødes igjen! - Frøken Schumacher beder jeg Dem bringe mig i venlig Erindring hos. Otto skal snart høre fra mig i Anledningen af "Bogen", men jeg har endnu ikke været i nogen Boglade. Den kjære Luzia haaber jeg er frisk og glad! Børnene tage vel begge to med Dem til Nørager, bring ogsaa der en Hilsen fra mig. Frøken Wiehe og Frøken Fabricius / sender jeg ogsaa min venligste Hilsen. Idag bliver dette ikke et Brev, som det skulde være, kun en hjertelig Tak, saa varm, saa taknemlig som Nogen af Vennerne kan bringe den. Gud glæde og velsigne Dem fortræffelige Fru Scavenius og glæd mig om ikke længe med et Par venlige Ord.
Deres Naades hengivne
ærbødigste
H.C. Andersen.
