Maxen ved Dresden den 6 Juli 1856.
Kjære, velsignede Fru Koch!
Saa inderligt bedrøvet skriver jeg Dem til! I dette Øieblik, i denne I; Morgenstund kom Deres Brev; jeg har læst det og atter læst det, som en Syg kan læse Sligt; thi nu snart fjorten Dage har jeg været i Feber, men kun Forkølelses- Feber. Jeg havde tydeligt tænkt mig det Muelige: »Søster Jette seer jeg nu aldrig mere her paa denne Jord«; men Broderen Christian - nei, det foresvævede mig rigtignok ikke. Han har givet sig hen for sin Søster, hende, han levede for, offerede Alt, hvad end Folk ogsaa sagde. Hvor mageløs god var han, saa opofrende som Ingen! Den Godes Løn maa være hans! Den Bevidsthed, som Døden kunde fylde ham med, maa have været Salighed. Jeg seer op til ham i hans uopnaaelige Opoffrelse. Ham altsaa see vi aldrig her mere; i den nye Verden, langt fra os, er hans Legeme Jordet. Og nu Søster Jette! Hvilken Smerte, hvilken Prøvelse! Hun, alene og nedkuet i Sind og Sjæl paa hiin Side Havet! Var hun dog her! Og er De i Danmark, naar hun kommer? De er jo i Norge; der havde jeg troet, De allerede var, derfor har jeg ikke sendt Brev: jeg følte mig syg, havde ikke Sind for at skrive og beregnede ogsaa, at gik mine Breve fra Danmark op til Norge, vilde De derfra ikke møde Deres Søster andensteds end i Danmark selv, idet hun kom tilbage. Lad mig strax vide, naar hun kommer; lad mig erfare, hvilken Dag det var, han forlod os, og naar Søen gav ham Indvielsen til hans Død. Deres Broder Peter er ogsaa dybt bedrøvet; hils ham fra mig! Hils dem Alle saa kjærligt, saa inderligt! Gud holde sin Haand over Deres Mand, styrke ham og give ham mere Sundhed! - Jeg kan idag ikke skrive Mere, selv er jeg lidende, ogsaa paa Legemet; det er koldt som om Efteraaret; jeg er træt og bedrøvet. Gud velsigne Dem, og blive mig altid venlig og god!
Deres broderligt sindede
H.C. Andersen.
