Dato: 8. august 1853
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Silkeborg den 8 August 1853.

Kjære Ingemann!

Nu er jeg da her tilbage igjen og har allerede et Par Dage været her; vel er jeg kun sex Mile fra Aarhuus, hvor Choleraen er temmelig stærk, men jeg er i et Hjem, hvor Alt endnu synes sundt og hvor man, om noget indtræffer, kjærligt vilde sørge for mig. - Jeg maatte indløse mit Løvte at komme til Glorup og blive der Sølvbryllups-Dagen, ellers havde jeg ikke, under nuværende Omstændigheder taget derover; jeg gik igjen i de gamle store Lindealeer hvor jeg har før gjennemtænkt mangen Digtning, jeg saae igjen Gaard og Skove, blev hjerteligt og vel modtaget og behandlet, men jeg var der ikke - i min gamle Stemning, Aviser og Breve fyldte mig med Angest og Uro, fire Dødsfald i min kjøbenhavnske Omgangskreds, laae mig tungt i Tanke. Festen selv paa Glorup var meget smuk, De har læst om den i Berlings tidende. Svindingekirke var heelt oppudset, brogede Vindues Ruder anbragte, udskaarne Stole, en Altertavle efter Correggios Nat og et meget godt Orgel, med tilhørende Organist var af Greven givet til Menigheden. Omtrent / 1500 Bønder vare indbudne paa Gaarden hvor de bleve beværtede og dandsede til ud paa Natten; Haven var illumineret, Alt gik lysteligt, men just i denne Fornøielses-Ruus, følte jeg mig saa uhyggelig, min Tanke var i Kjøbenhavn, hvor Døden gik fra Huus til Huus, jeg tænkte saa levende paa mine Kjære, at jeg kom til at græde derved; det er saa sælsomt at skilles pludseligt, skilles med Graven imellem sig. - Senere kom der en forunderlig Angest over mig, jeg længtes efter at komme bort, og da min Læge paa det bestemteste paalagde mig, at jeg ikke maatte komme til Kjøbenhavn, bestemte jeg mig til igjen at gaae til Silkeborg hvor jeg er velkommen. I een af disse blide, og dog angestfulde Stemninger, med Tanken mellem Graven og Gud skrev jeg denne lille Psalmesang.

#

Som Bladet der fra Træet falder,
Saa er mit Jordliv, ikke meer!
Jeg er bereedt naar Du mig kalder,
Gud, Du, som heelt mit Hjerte seer,
Veed al min Brøst, hvad i mig boer,
Og min Fortrøstning dog saa stor.

#

Gjør Smerten kort i min Forvandling,
Forund mig Barnets hele Mod,
Du dømme Tanke, dømme Handling /
I Naade kjærlig, fader god.
Ryst bort min Angst! kun dig jeg see!
I Jesu-Navn, din Villie skee!

______________

Et Par Dage har jeg nu været her paa Silkeborg, ganske gode Breve har jeg faaet, Sindet er mere elastisk, men det er dog endnu en tung Prøvelsens Tid, man veed ikke naar man skriver ind til Byen, om det er en Levende eller en Død man skriver til. Hertugen af Weimar, den nu regjerende, skrev mig nyligt til og bad mig komme til sig, i denne Sygdoms Tid, men jeg kan ikke, saaledes som Tingene staae, reise saa langt bort, det er slemt nok paa Silkeborg at maatte fra Mandag til Torsdag vente paa Breve og Aviser. Frøken Jette Wulff, der boede med sin Broder i Clasens Have har der været stærkt angrebet af Cholera, men blev dog frelst og Broderen har sendt hende til Kiel hvor hun mødte sin Søster og Svoger, Conferensraad Kock, der vilde hjem efter en Badereise, men nu ere de Alle blevne i Düsternbrock ved Kiel; hun beskriver det Anfald hun havde af Sygdommen, som ganske græsseligt, især den forfærdelig Dødsfrygt, der nok altid følger med. - Det tyder imidlertid nu paa at Sygdommen, i Kjøbenhavn, vil tage af, gid det samme var Tilfældet i Aarhuus; det er en værre Tid, end Krigens, thi Krig har / et Opsving, den har Begeistring og Seier, Cholera derimod er en giftvaad Flagermuus der qvæler sit Offer. -

Silkeborg den 9 August 1853.

Igaar aftes efter at have skrevet Ovenstaaende, var jeg udenfor Silkeborg og saae en Beriddertrup der gjorde deres Kunster, der kunde jeg have kommet ret afsted. Der var en stor Buldogg der gjorde Kunster; som jeg sad i al Rolighed og saae paa Riden og Springen, føler jeg Nogen bag ved knibe mig i Benet, jeg vendte mig om og saa er det Bulldoggen der, udenfra, er krøbet ind mellem Tilskuerne og netop har udsøgt mit ene Been til at bide i, heldigviis var det bag i Støvlen, men Trykket af hans Tænder sees dog ind i mit Skind, uden at der gik Hul, men at jeg blev heed veed det, og nu har det at lade min Phantasie pine mig med, finder De vel i sin Orden, som De kjender mig; de Andre her lee af min Angest for saa lidt. - Hils nu paa det hjerteligste Deres Kjære Kone og hver som venligst huske mig i Sorø. - Der kommer nu snart i Skole, den nys confirmerede Harald Moltke-Hvidtfeldt, han skal i Huset hos Lærer Hansen. Ingerslev var saa venlig at besøge mig da jeg var paa Glorup; seer de ham, da siig at Digtet "Liden Rigmor", som han spurgte om, kan han see en Afskrift af hos Frøken Thabitta Plum. Lev frisk og glad! Deres trofast hengivne

H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 321-24)