Dato: 28. juni 1853
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

258. Til E. Collin.

Silkeborg den 28 Juni 1853.

Kjære Ven!

Igaar Middags kom jeg her til Silkeborg hvor jeg fandt et Brev til mig fra Deres Kone; efter det, reiser hun i Dag fra Dem og besøger Butten­chöns i Gothenborg, jeg troer nu ikke hun tager afsted, dersom det er sandt med Cholera i Kjøbenhavn, thi da kommer hun jo til at ligge meget længe i Qvarantaine før hun slipper i Land, ikke at tale om at hun vist ikke vil forlade Hjemmet, hun er altsaa vist endnu i Byen og jeg beder Dem at hilse hende ret hjerteligt. Jeg er meget længselsfuld efter at høre hvorledes det iøvrigt vil gestalte sig, og uagtet jeg ikke selv vil tage i Betænkning un­der Choleras Vedbliven at komme til Kjøbenhavn, er jeg her ængstelig353

for mine Venner og, hvad jeg aabent siger til Dem, jeg er især angest for Deres Fader, ikke for at han vil være mere udsat for Cholera, end de fleste Andre, men fordi, hans sædvanlige Sygdom er jo i Maven, og da er han selv altid ængstelig, faaer han nu et almindeligt gammelt Tilfælde, da bli­ver han mere urolig derved354 og de Alle hjemme ogsaa og Ængsteligheds er vist noget af det farligste. Med Guds Hjælp haaber jeg imidlertid at det hele Onde ikke er af den Betydning, som det trækker op med, i de første Breve der nu ere gaaede ud fra Byen.–Jeg beder Dem, dersom De skriver mig til, da sige det Sikkreste af hvad der siges om Sagen.–End­nu en Grund hvorfor jeg skriver i Dag og skriver til Dem, er i Anledning af nogle Ord i Deres Kones Brev, som jeg vil troe ikke ere meente saa­ledes, som de ere skrevne, og da vilde jeg ønske at de ikke havde staaet der, hun skriver: »Edvard er vred over Tonen i Deres sidste Brev og for­staaer aldeles ikke hvad der har fremkaldt den«.–Vil De ikke være saa god at lade hende læse mit Brev til Dem, eller læs det selv igjennem igjen; jeg husker saa temmeligt selv hvad jeg skrev og under hvilken Stemning jeg skrev det.–Der er Intet der i, der kan med Grund vække Deres Vre­de. Med største Rolighed tillader jeg mig her at udtale mig om Sagen, for det er altid kjedeligt, at gaae og gjemme paa Noget.–De har især i tidligere Tid, skrevet flere Breve der ved Eet og Andet inderligt have be­drøvet mig, og det fordi jeg den Gang var meget blød og følte mig uendeligt afhengig [af] Menneskene jeg stod i Berørelse med, dernæst kom, som De har sagt mig, at De var uheldigviis den, som maatte sige mig det eller det.–Nu kan man i et Brev, ikke som i daglig Tale, lægge Gemyttets Betoning i Ordene, de staae med den Farve, der kan gives dem af Læseren, og meget klinger langt skarpere, end det er meent.–Deres sidste Brev til mig om Eventyrenes Trykning paa fiint eller grovt Papir, var et Forretnings Brev, men det var saa kjendeligt skrevet i en gnaven Stemning, som den kunde opstaae under mange andre Forretninger og det følte jeg, og det var mig i høi Grad ubehageligt, jeg havde Fornemmelsen af at det var og maatte være plagende for Dem de flere Ting jeg endnu imellem beder Dem at hjælpe mig med,–her er nu ikke tale om nogen Tvivl paa Deres gode Villie, Deres Godhed og Venskab for mig'ndash;ene og alene om at jeg gjorde Dem Uleilighed, og det beklagede jeg skriftligt, saaledes, som jeg vilde have gjort det mundtligt og hvor De aldrig kunde have stødt Dem over Tonen.–Jeg skrev om denne Forretnings Sag i Forretnings Stiil, talte og­saa om andre Sager, saa vidt jeg troer, og er der maaskee i andre Breve til Dem mere Fremtræden af »Gemyt«, som man kalder det, end der var i dette, saa kunde dette sandeligt ikke udtale sig, hvor man selv bliver sat i ilde Stemning. Øvrigt'ndash;gid jeg nu kunde lægge den smukkeste Musik under denne Sætning'ndash;De veed ikke, hvor De oftest i Deres Breve til mig, lige op i min voxne Alder, lægger noget for'ndash;–jeg tør vel kalde det'ndash;ubevidst haardt355, som ikke er Vennens356 Maade at skrive til Vennen.–De gaaer ikke ind paa det, og ved at skrive om Sligt røre man kun op der hvor man ønskede at klare og at klare er her min Hensigt og mit Ønske.–Na­turligviis troer jeg at jeg har Ret og De Uret, men er det omvendt, nu vel'ndash;saa i denne Choleratid, lad os ikke være choleriske, igrunden er det Hele dog Ingenting, lad os den korte Tid vi krybe sammen paa denne Jord, være hinanden venlige og gode, som jeg haaber og troer at vi i den anden Verden, med et endnu klarere Blik maa blive det. Tag nu mod357 alt dette, med det gode Sindelag og den Oprigtighed jeg skriver dette og saa er nu dette afhandlet.–Den næst sidste Aften paa Vilhelmsborg havde det nær seet slemt ud. Jeg kjørte med Kammerherren, det var Midnat, Vognen tjørnede mod en Bro, det ene Hjul gik uden for den, Hestene sprængte Remmer og Tøi og slæbte Kammerherren et Stykke, den ene i Baronesse blev kastet lang[t] ud, kun en Frøken Kjærulf og jeg blev i Vog­nen. Alle bleve vi uskadte, men det var et Underværk og jeg var Gud uendelig taknemlig! nu lev vel.

Deres trofaste

H. C. Andersen.

[I Margen: ] NB Dette Brev haaber jeg gaaer paa den gamle Tone og

glæder mig til eet igjen, efter samme velklingende Melodi.–

Tekst fra: Helge Topsøe-Jensen