61. Fra E. Collin.
Kjøbenhavn eller rettere: Nygaard d. 8de Junii [c: Juli] 1833.
Nr. 4. Naa, saa Gud skee Lov da, at mit Brev kom til Dem. Jeg har længe med Længsel ventet at høre fra Dem, at De havde modtaget det. Jeg har siden den Tid skrevet eet, hvormed fulgte Anviisningen paa de 83 Specier, som De ønskede. Naar jeg saaledes regner mit Travemünde-Brev med, saa er dette Brev No 4., med hvilket Nummer jeg derfor betegner det.
De havde allerede halvt opgivet mig? Det er nu sagtens en poetisk Talemaade, men licentia poetica O: den Frihed, som Poeter have til at sige Folk Ubehageligheder, gaaer ikke saa vidt, at man maa sige, at man har Opgivet sin bedste Ven, fordi han i en Maaned lader være at skrive. Dog: Eulalia! ich verzeihe dir!
Det har dog glædet mig at see Dem skrive, at De holder meer af mig, end af Ludvig. Oprigtig talt: jeg vidste det, jeg var overbeviist derom; hiint Venskab er, som De selv bemærker, for meget Øieblikkets Barn, De var et modent Menneske, da De lærte ham at kjende; jeg derimod har kjendt Dem, som den poetiske Carricatur101, som vi kaldte: »Clamatoren«, der kom og læste sit »Skovkapel« etc. høit for os, jeg har kjendt Dem, som Skoledrengen, der gjennemgik en haard Prøve, jeg har kjendt Dem som ung Student, jeg har fulgt Dem paa Deres Dannelses-Bane; jeg har endelig lært at kjende i Dem det sande Digteranlæg, det ufordærvede, naturlige Hjærte, jeg har lært at agte hiint og at elske dette; paa Deres Digterbane har jeg troligen deelt Deres Glæder og Deres Sorger, skjøndt jeg maaskee ofte ikke har været saa aldeles tydelig for Dem, naar jeg, med min mindre Ildfuldhed, ikke altid kunde dele Deres Anskuelser af Andres Adfærd imod Dem. – Her er min Haand, Andersen, vi ere de gamle Venner.
Jeg kan vel sætte mig ind i, at den danske Omgang der ei er Omgang for Dem. Det er jo vel behageligt paa et fremmed Sted at træffe Danske; men skal man nyde rigtig godt af Udlandet, og i Særdeleshed lære dets Sprog, maa man rive sig løs fra alt Dansk saavidt muligt. Dette er vel ogsaa Grunden, hvorfor det for Dem ei vil gaae med Sproget; og det gjør mig meget ondt. Ved at læse det Sted i Deres Brev, som handler herom, siger min Familie: »Bare han dog ikke bliver fordærvet; skriv noget til ham derom«! Hvad skulde jeg skrive derom? Holde moralske Forelæsninger for Dem kan jeg ikke; det vilde desuden være latterligt, og være til ingen Nytte. Havde De en Fader, som kunde skrive Dem et kjærligt Brev til i en saadan Anledning, da var det en anden Sag. Da Gottlieb og jeg vare i Berlin i vort Rus-Aar, skrev Fader os et Brev til, hvori omtrent følgende Udtryk forekom, som rørte mig ubeskriveligt: Kjære Børn, jeg vil ikke give Eder Formaninger, men blot lægge Eder paa Hjertet, at eet eneste Feiltrin kan være nok til at forbittre hele Livet.
Nok herom!
Naa det var ret, at De vil have en Villie. Det er min Sjæl ogsaa paa Tiden, selv om den udarter til lidt Trods. Jeg har forresten allerede mærket her hjemme i den sidste Tid, at De var paa gode Veie ....
Hvis De skulde have nogle originale Bemærkninger at gjøre om Paris, da synes mig, at det kunde være ganske bravt at faae dem, inden De sender Agnete hjem; men det forstaaer sig, de maatte udarbeides med Flid.
Det er mig umuligt at love Dem bestemt at faae den italienske Grammatik og Deres »Digte« med en Reitzelsk Bogpakke; thi Reitzel siger, at han ikke for Tiden har noget at sende.
De siger, at det, efter hvad De hører, var at ønske, at Hertzes Nytaarsgave var borte. Det er formodentlig en forfeilet Idee af en af vore Landsmænd i Paris, maaskee Hr. Schram, som har troet at sige Dem noget behageligt ved at rive et Product af Hertz ned. De feiler aldeles: Nytaarsgaven er ganske fortræffelig; den er sin Forfatter værdig. . .
For denne Gang vil jeg slutte hermed. Lev vel kjære Ven.
Deres
E. Collin.
Subscriptionsplan
Herved indbydes Lysthavende til at subscribere Deres Navne, som en Hilsen til Andersen. Det koster ikke noget. Subscribentsamlere tilstaaes de sædvanlige Fordele.
Motto:
Henriette Collin: Tak for Brevet!
Ingeborg Drewsen: Følg for Gudsskyld ikke Baggers Anskuelser102
Louise Collin: Skriv mig snart igjen til, og glem os ikke ganske! Forstaaer De Ingeborg?
W. Lind: Paris er en farlig Bye; soyez ferme.
Jette Thyberg: Jeg kan ei finde noget Motto, Men jeg skal hilse fra Doctor Otto. Ærbødigst Drewsen.
NB Flere vare ikke tilstede; men de Fraværende antages at samtykke i hvad de Mødende beslutte.
Th. Collin.
Jonna Drewsen: medpaaholden Pen.
ligeledes Viggo .
ligeledes
