Dato: 11. juni 1850
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

233. Til E. Collin.

Glorup ved Nyborg, den 11 Juni 1850.

Min kjære ridderlige Ven!

Den første Orden er altid den kjæreste, altsaa af Hjertet: gratulerer! hvad siger »Missekatten« til den Stads! »saa yndig!«–Da jeg nu har talt saa meget om Dem, saa nu lidt mere om mig selv, »jeg er frisk og vel«, som der staaer i gammel Brevstiil, og er paa Glorup, Jylland ligger hiin Side lille Belt. Reisen derovre har været mig ganske interessant, men forbandet dyr, Skjæbnen har villet at jeg fra Silkeborg og saa godt som her til har maatte tage Extrapost'ndash;det er Skjæbnen og en ukyndig Postmesters Skyld!–Der var meget frit og godt paa Silkeborg;–Johanne Drevsen er en ganske fortræffelig Pige, hende har jeg bedst syntes om; Michael Drev­sen, naturlig, venlig, fuld af Virksomhed, Fruen desværre altid syg, ja i den Grad at jeg slet ikke saae hende de sidste to Dage. Det har været mig af stor Interesse at see det opvoxende Silkeborg, der nok gaaer over [til] at blive een af Jyllands anseelige Kjøbstæder. Egnen er mageløs og mindede mig om Skottland; et Parti paa Aasen, det høieste Punkt fik jeg lov at opkalde efter mig og gav det Navnet »Andersens Høiland«.–En Tour til Himmel­bjerget var flere Gange bestemt, snart skulde vi derhen til Vogns, snart med Seilbaad, men jeg veed ikke, det kom ikke istand; Doctor Ryge fore­slog mig derfor at kjøre med ham derop og overnatte i Them og saaledes fik jeg da denne Plet at see og det i smukt Veir, ganske festligt342. En Æreport var sat høit over Bjerget, det var den deiligste Regnbue, der satte sit ene Been i Skanderborg, det andet i Horsens.–Paa Silkeborg, hvor jeg jo var ganske overladt til mig selv, forfaldt jeg til Fiskeri og uagtet det piinte mig at see Ormen sprælle og eengang, da en stor Aborre løb med Krog og et Stykke Snoer, jeg hele Natten tænkte paa at løbe om med en Krog i Halsen, fiskede jeg dog saa godt som fra Morgen til Aften. Ved Afreisen var det mig om at gjøre at træffe i Skanderborg eller Horsens Deligensen der gik Sønder paa, den unge Bindesbølle, der fungere ved Postvæsenet, var aldeles uvidende om Postens Gang, kun det var sikkert sagde han at Torsdag morgen traf jeg en Befordring paa Hovedrouten. Jeg reiste altsaa Onsdag morgen fra Drevsens, hvor jeg blev anmodet meget om at blive endnu længer, jeg skulde kunde komme afsted naar jeg vilde, Vognen vilde holde naar jeg befalede, jeg var meget taksom derfor, skjøndt det viiste sig i Horsens at det var Extra post paa min egen Regning, (dette er imidlertid alene sagt for at fuldstændiggjøre Dem denne voxende Udgift). I Horsens hørte jeg af Schmidt at jeg kun Tirsdag og Løverdag kunde komme Sønder paa, noget enhver Postmester i Aar og Dag kunde vide, jeg maatte altsaa med Extra til Veile, derfra med Extra til Fredericia og først her kom jeg med Posten til Odense. Fra Glorup sendes mig altid Vogn, saa nøiagtigt, at da der igaar ingen indtraf vidste jeg at mit Brev maatte være gaaet galt eller den gamle Excellense pludselig død, jeg blev ganske underlig derved, ligge paa Postgaarden i Odense gad jeg ikke, kunde jeg ikke, jeg tog altsaa igjen Extra-Post, dog denne Gang fik jeg her en lille Vogn med een Hest og naaede Glorup til Middags tid; Alt var vel og godt, mit Brev ogsaa indtruffet og Gamle Excellense havde selv været til Vogns med Grevinde Moltke og Frøken Raben for at hente mig i Odense; de vare kjørte Klokken lidt over otte og allerede halvveien til Odense, da de der mødte den gamle Fru Retz fra Jylland, som kom fra Christiansdal, at gjøre dem et Besøg, de maatte altsaa vende om, og i det jeg nu kom til Glorup spændte Kudsken nye Heste for Vognen for at tage til Odense og mod Aften hente mig. See, det er min Historie!–

I Veile havde jeg det ganske behageligt hos Lehmann; der i Huset traf jeg Malle Bech og hendes Moder; jeg tilbragte hos dem Middagen og gik lidt om med Orla.–I Fredericia, hvor jeg før aldrig har været, havde jeg ikke en eneste Bekjendt, gik derfor strax til Commandanten, sagde hvem jeg var og fik et Adgangs Kort hvorved jeg havde Tilladelse at gaae hvor jeg vilde, han sagde mig de interessanteste Punkter og da jeg siden op ad Dagen traf Bekjendter blandt Officererne havde jeg virkelig selv fundet Alt; ja lidt senere da jeg paa Gjæstgivergaarden traf Herredsfogeden Hunderup med Kone, (jeg havde besøgt dem i Bræsdorf og ved min Af­reise derfra havde de taget den Beslutning at reise som jeg til Fyen) og de ikke vidste Beskeed i Fredericia, tilbød jeg mig at være Guide og førte nu Fremmede om i den By der om Morgenen havde været mig aldeles frem­med; vi vare ved Gravene! det var mig det interessanteste og meest gri­bende Sted. I sex Lag oven paa hinanden, med Kalk imellem ligger her vore Faldne; yderst i Kiste 21 Officerer, Navnene stode paa smaa Kors, jeg saae der Eichmüllers Navn, Ussings, Duuse, Fugl etc.–Jeg lagde de nedblæste Krandse tilrette, og vendte idelig tilbage til samme Sted. Da jeg om Aftenen reiste fra Fredericia kom Kapitain From-Møller, gav mig en lille Brev-Pakke: »Det er det sidste jeg har skrevet!« sagde han, tag det med, jeg takkede, stak det i Lommen, det saae ud som en Sang, da jeg siden kjørte, aabnede jeg Pakken og det var et Digt til mig, skrevet i An­ledning af Mødet i Fredericia og allerede trykt; det rørte mig. I Snoghøi, traf jeg Kammerherre Riegels, der var i Besøg hos sig selv; hele Huset var under Oppudsning og Familien fløtter først ind om otte Dage, han bad mig hilse!–Og nu hjertelig Lev vel! glæd mig ret snart med et Brev her paa Glorup (per Nyborg); hils paa det hjerteligste Deres Kone, alle Børnene og i Amaliegaden særdeles Faderen, alle Drevsens, Gottlieb Collins etc. Deres trofaste Ven

H. C. Andersen.

Tekst fra: Helge Topsøe-Jensen