Hr H C Andersen Nørager pr Slagelse
Calundborg 26 August 1832
Tak min inderlig kjære Ven for Dine hjertelige Linier som ret vare skabte til at frembringe de bedste de reneste Følelser i min Sjæl, tak for dit Venskab, tak for hver en Tanke i dit kjærlige Bryst, som kun altfor smukt fremstiller mit feilfulde Væsen for dit rene Øie [?] - maatte jeg ret snart faae Leilighed til i Gjerning at vise Dig hvor høit jeg skatter Dig hvor kjær Du er mit Hjerte, sandelig Du vilde føle at Du ikke skjænkede nogen Uværdig Dit varme Venskab, jeg tænker saa ofte paa Dig, og glæder mig som et Barn til at vi snart skulde sees i den larmende Hovedstad, der vilde vi pleie, opelske, og frede om den Blomst som fremspirede i Guds frie Natur og som skal tiltage i Kraft og Skjønhed med hvert Aar vi leve og stride paa denne forunderlige Jord. - Jeg har det ret godt jeg savner kun Dig - men jeg veed at bekjæmpe denne Smerte og ikkesandt Du vil og kan det ogsaa? - husk ogsaa »Qui nescit dissimulare, nescit regnare« - [den som ikke kan forstille sig, kan ikke regere]. Far vel min Ven hils de kjære Mennesker som omgive Dig, jeg længes efter Byen, fordi jeg træffer Dig der.
Din Ven Ludvig Muller