Kan De tilgive mig, gode Andersen! at jeg har misbrugt Deres Godhed med at lade mig læse disse velsignede Breve til at understrege een Side? I Deres ærværdige, fromme Moders Navn, hvem De vist skylder meer end Livet, læs denne Side og læg den paa Hjertet! gjør Deres Moder og Dem Selv lykkelig, og aftving Deres Venner foruden den Beundring vi føle for Deres fortrinlige Aand, ogsaa Agtelse for Deres Kraft til at udføre hvad De finder rigtigt! Andersen, jeg staaer langt under Dem i Alt kun ikke i Alder og dette eene giver mig Ret til at fremsætte min Livs og Evigheds Philosophie hvorved jeg føler mig saa tilfreds her i Livet og jeg haaber lykkelig hiin Side: Lærken er mit Ideal jeg i Alt følger, som den kan mit legemlige nøies med den skjulteste Vraae (dens Rede er jo kun en Snees Halmstraae i det skjulende Korn) men som den hæver min Aand sig ubetvungen i de høieste Regioner og jubler ved Tanken at være et godt Menneske og føre Andre til at blive det. Følg dette og De vil finde Dem saa lykkelig derved.
S. Læssøe
