Sophie Gade født Hartmann.
En Moder rives bort fra sine Smaa
Saa ung og livssglad, hun den hjerte-rene
Hun døer! – Det kan forstanden ej forstaae,
Vi maa os give hen i Gud alene,
Kun der vi Klarhed og Fortrøstning see,
Det er det bedste, det Gud lader skee.
I Smaa for hvem sit unge Liv hun gav,
Fra os kun skal I Eders Moder kjende!
Hver Rose, frisk og fiin på hendes Grav
Vil Eder riste Billedet af hende;
Men ei gjensee I her det Moderblik,
Som I fra hendes klare Øjne fik.
I Afskedstimen var de sidste Ord:
"Er det nu Rosentid? – Er det nu Sommer?
O Gud, jeg er saa glad!" – og fra vor Jord
Hun steeg til, hvor den Gode sikkert kommer,
Guds rige! – Husk, dets Grænser til os naae!
En Moder slipper ikke sine Smaa!
H. C. Andersen