Mel: "Vi Sømænd gjør ei mange Ord."
#
Naar Bøgen staaer med fryndset Blad
Og Gjøgen os forkynder,
At man skal leve længe, glad,
Alt da med Sang begynder;
Ved Vintertide, kold og trang,
Ei Fuglene meer qvæde,
Dog jo, een Fugl har altid Sang,
Den Fugl er: skyldfri Glæde.
#
Den bliver og den synger glad,
Om selv Snestorme true,
Den synger jublende sit Qvad
I riig og fattig Stue; /
Der strømmer deiligt Solskin ind,
Det løfter vore Tanker
Og fylder os med Ungdoms Sind,
Saa [ras rettet til:] Hjertet [rigtigt rettet til:] livligt banker!
#
Hvor skyldfri Glæde flyver ind,
Der flyver Sang fra Tunge.
Et godt Humeur, et muntert Sind,
Gjør at vi blive unge!
Kom Par ved Par, en saadan Krands
Er det, et Bal skal binde;
For gammel Ingen er til Dands,
Naar man har Ungdom inde.
#
Husk, Glædens Sang, som lyder her,
Ei just ved Gry forsvinder,
Nei, den ved Sundheds Morgenskjær
Naaer Fattigbarnets Kinder;
Ja, Sundhed faaer vort eget Sind;
Og er Tilfredshed givet,
Da synger vi, trods Veir og Vind:
O, deiligt er dog Livet! /
#
Det svinder som et Barne-Smiil,
Som Dug en varm Skjærsommer,
Henflyver som den snare Piil,
Og her det ei gjenkommer.
Thi føl dets Flugt, dets Vingeslag!
Lad dig Minuttet bære!
Da Fuglens sang paa Vintrens Dag
Dig Sommersang vil være!
H. C. Andersen/
Sang
Ved Fest-Ballet i Casino den 9 Februar 1860