Rolighed den 5 November 1872.
Kjære Frøken Louise! Idet jeg skriver til Dem, er det min Tanke at jeg ogsaa skriver til Frøken Anna, De ere begge jævnlig i min Tanke og i Alles Tanker her ude paa "Rolighed". Jeg var fløttet ind, men kom hver Uge tilbage og overnattede Torsdag; for Øieblikket derimod er jeg her til sidst i Ugen. Jeg har flere Dage været syg, lidt af en stærk Forkjølelse, som endnu ikke er ganske hævet; Deres Forældre kom imidlertid, som altid, saa hjertelige og opmærksomme mod mig og vilde at jeg igjen skulde komme til Velbefindende og Kræfter herude paa Rolighed, her er jeg da! Græsset i Haven er grønt og der er endnu noget broget Løv tilbage, forresten nærme vi jo os Aarets Slutning og gaaer Julen imøde, med dens store Bogmarked. Jeg tænker at om 8 a 12 Dage kan jeg sende Dem og Deres Søster mine fire nye Historier og Eventyr, som bleve til i Sommer paa Rolighed. Det er saa naturligt at de ere tilegnede det Hjem hvor de skjøde frem. Jeg vil her afskrive Tilegnelsen, som tiltaler de Enkelte, jeg har læst den for og Dem og Deres Søster vil det altid være som en lille Tegning af Hjemmets Hjem.
"Rolighed"
Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden,
Det kneiser ungt mod de aabne Søer,
Hvor"Rosenvænget" naaer til Øresund,
Og Kunstner Navne lyse ud i Verden.
Her trives Roserne. Det vilde Viinløv
Udfolder Efteraarets Farvepragt,
Mens bag Kastanietræer og Hyld og Popler
Et Hjem sig løfter, minderigt fra Fortid.
Her Sangen lød:"Eleonora Ulfeldt".
Her Tænkeren sad under Poppelpilen
Og lyttede til Aanden i Naturen.
Det Hjem er nu et lille"Rosenborg",
Med Taarn og med Altaner ud mod Sundet,
Hvor Malmø og Landskrone sees i Solskin
Og Tycho Brahes Ø og Gyldenlund.
I Karavane Skibe gaae forbi,
Slig Svaneflok, saa stor, kun sees i Sundet.
Naar saa i Aftnen Himlens Stjerner blinke,
Og Fyret fra "Trekroner" lyser vidt om,
Hvert Fartøi ude tænder sin Lanterne,
Troer man at see et festbelyst Venedig, ,
En svømmende, illumineret By.
Dog skjønnest er her inden fire Vægge,
I Gjæstfrihedens lykkelige Hjem
Johannes Ewald sang udødeligt
Rungsteds Lyksalighed. O, havde han
I vor Tid levet og i dette Hjem,
I dette Hjertelag, hos disse Venner,
Han havde sjunget da en deilig Sang
Om "Rolighed" og Rosenvængets Roser.
Mit Hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig, glad min Sang!
Af nye Bøger er allerede udkommet et større Digt af Gerson der har Navnet Kala, mig forekommer det at være en meget tom Digtning, mystisk og philosofisk stræbende. Et lille Bind Digte af den unge Rudolf Bay tiltaler mig meget. Om den ny dramatiske Digter Reckes første dramatiske Arbeide, gaaer fra Theatret stort Ry, saa stort at det kan ødelægge et jevnt godt Arbeide. Nyligt sagde Justitsraad Berner til Deres Tante Fru Therese Henriques, at der i 25 Aar ikke havde været givet Theatret et Stykke saa udmærket som Reckes. Jeg veed ikke om De seer danske Aviser, seer De saadanne, da vil De vide at Bjørnstjerne Bjørnson nu ret er for Orde her hjemme. Deres Vifte er paa Omgang og bærer allerede flere Hoveder, men det gaaer jo lidt langsomt især hos Malerne. Nu er jeg træt af at skrive! ganske godt har jeg det ikke, De er vel ogsaa træt af at læse. Lev vel.
[i marginen, s. 4] Hils Deres Søster og vær selv ligesaa inderligt hilset af Deres hengivne
H. C. Andersen
