Kjøbenhavn 19 Nov: 1873
Kjære Fru Melchior! Hvor det dog er længe siden jeg har seet Dem! Gjerne var jeg kommet igaar, men Collins havde tidligere bedet mig om at komme der, da de samledes med et Par af deres nærmeste Omgangs Venner. Uagtet jeg igaar ikke følte mig vel, Deres Mand som glædede mig med Besøg, saae det, tog jeg dog der hen men blev i høi Grad angrebet derved, det var en Qval, ved Hjemkomsten, at komme [overstreget: af] op af mine Trapper og hele Aftenen leed jeg af Tryk i Bryst og Ryg. Jeg har nu formeligt Angest for at komme ud, meest for at stige op ad Trapperne; den lille Vandring jeg søger at foretage en halv Timestid hver Formiddag, angriber mig ogsaa. Det er vist urigtigt at jeg er her hjemme i Vinter, men nu har jeg hverken Mod paa eller Kræfter til at reise ud. Det er Hjertenærverne, Leveren og Blod-Cirkulationen der ikke er i Orden, sige [overstreget: mig] nu Lægerne. Maskineriet vil til at gaae istaae mærker jeg nok! Tak for al Deres Omhu og Deeltagelse for mig! - jeg vilde gjerne endnu nogle Aar leve med Dem og Deres, med de mange kjære Venner jeg har, men Humeuret lyser ikke ind i nogen lang Fremtid. Naar seer jeg Dem nu, kjære Fru Melchior? Har jeg Kræfter til at tage ud, da kommer jeg imorgen Torsdag, men kun naar jeg kan være menneskelig Gjæst og ikke den syge Mand. William Bloch har jeg ikke seet i flere Uger, han er vist blevet kjed af en syg Ven, der ved hans sidste Besøg ikke kunde underholde sig med ham. Carl Bloch seer jeg heller ikke, men det er forstaaeligere, han har Kone og Børn; Hjemmet og sin Kunst. Hils nu Deres Mand og alle Kjære.
Hjerteligst
H. C. Andersen
